Den 19. marts var der godt nyt for det danske kulturliv. Regeringen kunne nemlig offentliggøre detaljerne om en hjælpepakke til kulturområdet på 290 millioner kroner.
50 ud af de 290 millioner er øremærket en række initiativer, der skal bistå den såkaldte genstart af kulturlivet. Disse tæller blandt andet understøttelsen af en sikker genåbning, flere digitale tilbud og flere aktiviteter i det offentlige rum. Desuden er der afsat en halv million til dataindsamling om, hvordan borgernes kulturforbrug har været under krisen.
Hjælpepakken er naturligvis et positivt og nødvendigt tiltag, for det er afgørende, at Corona-krisen bliver fulgt til dørs, og at vi minimerer risikoen for, at fundamentet under kulturlivet fuldkommen smuldrer. Det primære spørgsmål er netop ikke, hvordan kulturlivet holdes i live, mens krisen står på – for det er til syvende og sidst primært et økonomisk spørgsmål.
Derimod bliver det helt store spørgsmål, hvordan vi sikrer et kulturliv, der ikke blot eksisterer, men fortsætter med at være i bevægelse og udvikling, når vi engang kan betragte COVID-19 i det samfundsmæssige bakspejl.
Aktuelt er der et stort forventningspres på kultur- og oplevelsessektoren. Dette pres er foranlediget af forestillingerne om den fest, vi skal have, når vi engang kan boltre os i det offentlige rum igen – i teatrene og biograferne, på spillestederne og festivalerne – sådan som vi kunne før krisen.
Der er bestemt grund til at tro på, at kulturlivet – såvel som store dele af det øvrige samfund, ikke mindst caféer og restauranter – kommer til at opleve lidt af et boom.
Men vi skal passe på med at tro, at denne fest vil fortsætte i al evighed. At dette bliver den nye normaltilstand – for det vil det under ingen omstændigheder være.
Når den indledende ekstase er ovre, vil der være mange målgrupper, som igen vil blive markant mindre aktive. Samtidig vil det kulturelle landskab i praksis naturligvis også tage sig anderledes ud efter krisen, end det gjorde inden.
Endelig er der grund til at tro, at vores kollektive kulturforbrug under krisen har ændret sig så drastisk, at vi ikke uden videre ryster vores nye vaner af os, selvom vi ikke længere behøver at bibeholde dem af sikkerhedsmæssige årsager.
Alle regner med, at danskernes arbejdsliv også efter krisen kommer til at rumme en helt anden fleksibilitet og øgede muligheder for hjemmearbejde. På samme måde vil kulturvanerne naturligvis også have ændret sig, så vi eksempelvis bliver ved med at foretrække de digitale oplevelser derhjemme frem for at tage en tur i teatret.
Trykprøven for det politiske niveau – på Christiansborg, for regeringen og ude i kommunerne – bliver, om man også efter krisen virkelig mener, at kulturlivet er så vigtigt for Danmark, sådan som man har kunnet høre det i mangt en skåltale i løbet af krisen.
Enten kommer vi til at se politisk handling – og dermed massive investeringer – eller også bliver kulturlivet mødt med en melding om, at ”I fik jo altså så mange hjælpepakker under krisen, så nu må I klare jer selv”.
For at undgå sidstnævnte mulighed er det afgørende, at både kunstnere, kulturaktører og politikere, der ønsker at bakke op om kulturlivet, får formidlet, hvorfor kulturen er så vigtig. At et kulturliv ikke blot er vigtigt i sig selv, men også i allerhøjeste grad også værdiskabende i et bredt samfundsøkonomisk, dannelses- og sundhedsmæssigt perspektiv.
Vores kollektive velbefindende afhænger netop i allerhøjeste grad, af at vi har et stærkt kulturliv, som stimulerer alt fra den kreative sektor til den kritiske sans hos hver enkelt borger.
Mon politikerne har forstået det?
Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 5. april 2021. Illlustration: Gert Ejton.