Digitaliseringen forandrer alt, også kulturen, journalistikken og kritikken, måden, vi taler og skriver på. Facebook. Instagram. Twitter. Snapchat. Det er ikke bare nye værktøjer til at kommunikere med hinanden. Det er små revolutioner i samfundets kommunikationsstruktur, der skaber store forandringer i dets grundstruktur. For når præmisserne for den demokratiske samtale ændrer sig, ændrer demokratiet sig også.
Vagthunden har fået snor på
Den pointe blev kraftigt understreget, da Kulturministeriet i sidste uge udgav sin rapport om Globaliseringen af den danske mediebranche. Rapporten viser, at den publicistiske tradition, der har været en fast følgesvend for det moderne demokrati siden oplysningstiden, er i fare for at erodere. Indefra såvel som udefra.
Publicisme handler om, at en journalistisk historie produceres ud fra sin samfundsrelevans, uden hensyntagen til politiske eller økonomiske interesser. Det er pressen som vagthund og fjerde statsmagt, dem, der sikrer, at magthaverne bliver kigget efter i sømmene, og at der bedrives oplysende og reflekterende journalistik med det formål, at morgendagens samfund er mere oplyst end gårsdagens.
Performancetal på Facebook og Google
Rapporten konkluderer, at det nu er sådan, at ”de sociale medier både indgår direkte og indirekte i nyhedsmediernes journalistiske processer”, og at performancetal på Facebook, Google og andre digitale tjenester er blevet et nyt fikspunkt for definitionen af historiers relevans og væsentlighed, fordi man er tvunget til at tiltrække brugere via gratis indhold, der distribueres bredt via disse platforme. Og hvis man vil begå sig godt på Facebook og Google, må man opfylde deres kriterier for god performance. Kort sagt. Historierne skal vække opsigt i newsfeed’et og føre til et klik på det splitsekund, fingeren glider forbi.
Samtidig angiver 48 procent af de adspurgte medarbejdere i danske mediehuse, at Facebook har ”stor betydning” for en histories produktion, mens hele 97 procent angiver, at det har ”nogen betydning”. Og når det kommer til distributionen af journalistiske historier, angiver 84 procent, at Facebook har ”stor betydning”, mens 100 procent – hver og én! – siger, at det har ”nogen betydning”. Kort sagt: Når man former sin historie, skal man tænke på, hvordan den kan få et liv på Facebook, ellers kan man glemme drømmen om, at den lever et stærkt liv i offentligheden.
Tilfredsstil algoritmerne
Monopol? Ja, det er første tanke. Og den næste er, at Facebooks distributionsprincip jo ikke har meget med de journalistiske relevanskriterier at gøre – det handler i stedet om de berømte algoritmer, der placerer historier ud fra en uigennemskuelig mosaik af parametre, baseret på den enkelte brugers interesser og præferencer. Så meget for den brede folkeoplysning. Sat på spidsen har historierne ikke til formål at gøre folk klogere, men at tilfredsstille algoritmernes spil.
Læsningen bliver endnu mere bekymrende, når ovenstående parres med en række af rapportens andre tal. Adspurgt om, hvad de sociale medier forstærker ved nyhedshistorien, svarer 90 procent af medarbejderne det sensationelle og følelsesladede, 70 procent konfliktvinklen, 70 procent ligeledes markedsføringen og 50 procent den demokratiske debat. Det er selvfølgelig et spørgsmål om, hvorvidt man anskuer glasset som halvt fuldt eller halvt tomt, men faktum er, at man med publicistiske briller på ville have ønsket, at det sidste tal lå i toppen.
What to do?
Spørgsmålet er så, hvad vi kan og skal gøre ved den udvikling. To muligheder melder sig.
Enten satser vi som samfund hårdt på en revitalisering af de gamle medier. Men alene et tal fra rapporten slår den drøm ihjel. 99 procent af væksten inden for det digitale annoncemarked finder sted på Google og Facebook. Det levner ikke meget til andre spillere – ja, der er reelt tale om recession.
Eller også satser vi på at skabe nye formater for substantiel journalistik og kritik på de nye medieplatforme. Det står ikke mejslet i sten, at Facebook (eller fremtidige udgaver heraf) skal domineres af hygge-chat og hurtige mavefornemmelser.
Medier er muligheder. Ikke i sig selv gode eller onde, de kan som regel bruges til hvad som helst. Derfor er digitaliseringen heller ikke i sig selv noget negativt. Den er både en socialiseringsproces og en demokratiseringsproces, en forbedring af mulighederne for at kommunikere – der i sin latinske rod betyder ”at gøre noget fælles” – og en forbedring af mulighederne for at komme til orde. Men den risikerer at blive til noget negativt, hvis ikke der produceres kvalificeret, debatskabende, oplysende indhold til eksempelvis Facebook.
Fremtidens kulturjournalistik
Netop dette står i centrum på den store internationale konference om Fremtidens Kulturjournalistik, som afvikles på Aarhus Teater i dag, torsdag 28. september. Her præsenteres de foreløbige erfaringer fra projektet Gentænk Kulturjournalistik – Gentænk Teateranmeldelsen – som er et samarbejde mellem Aarhus 2017, Region Midt, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Aarhus Teater og Have Kommunikation.
Gennem det seneste halve år har et korps bestående af 12 unge anmeldt teatrets forestillinger for teatret selv. Formålet har været at eksperimentere med, hvordan der kan skabes en ny teaterkritik på sociale medieplatforme. Negative anmeldelser behandles fuldt ud på lige fod med positive. De offentliggøres på teatrets website og Facebookplatform – og er dermed frit tilgængelige for publikum og andre interesserede.
Gentænk Teateranmeldelsen er et laboratorium, et sted, hvor de sociale mediers potentiale for at udgøre rammen for en god og substantiel kulturkritik testes. En valgte emojis som eneste alfabet i sin anmeldelse af forestillingen Morph af Kristján Ingimarsson, en anden anmeldte #AMLET udelukkende ved brug af hashtags (#), en tredje skrev en festsang som refleksion over Lyden af de skuldre vi står på, en fjerde skrev en anmeldelse baseret udelukkende på SMS-dialog, og adskillige har testet potentialet i videoanmeldelser.
Det bliver til vidt forskellige typer anmeldelser og kulturjournalistik, der hver især udgør utraditionelle indgange til en teaterforestilling. Det er ikke kritik, som vi kender det fra de store dagblade, men det er forsøg på at finde de formater, der kan udvikle sig til nye platforme for kritik i fremtiden.
Institutionerne skal selv lave journalistik
Gentænk Kulturjournalistik handler således om at finde måder, hvorpå kulturjournalistikken kan vinde indpas på ikke mindst sociale medier. Det er en tilgang, der fastholder, at en levende kulturel offentlighed er et fællesanliggende for os alle – og dermed også for de etablerede kulturinstitutioner.
Måske burde det være en public service-forpligtigelse for dem, at de ikke blot skal markedsføre sig selv, men også levere journalistiske bidrag om deres aktiviteter? For en forestilling på Aarhus Teater er ikke blot et produkt, som interesserede kan købe. Den er et kulturelt udtryk, en koncentreret, intens spejling af livet, som det ser ud i dag, så ud i går og måske vil se ud i fremtiden.
Institutionerne har den faglige indsigt og nære adgang til stoffet. Og det er i deres interesse, at der i offentligheden bibeholdes et vedvarende fokus på kulturlivets rigdom og betydning. Mediebilledet bliver stadig mere fragmenteret, de gamle mediehuse mister – som vi har set – hele tiden terræn, og dermed kan vi ikke længere forvente, at de har styrken til at sætte standarden for den kritiske journalistik.
Det er ikke en realistisk ambition at revitalisere disse medier – i hvert fald ikke over en bred kam – men det er realistisk at udvikle nye formater til de platforme, som den teknologiske udvikling har givet os.
Ny teknik skaber ny kultur. Sådan har det altid været. Så er det op til os at sikre, at denne nye kultur også er udtryk for fremgang.
Forfattet sammen med direktionsmedlem i Have Kommunikation, Rasmus Navntoft. Oprindeligt publiceret på Altinget den 28. september 2017.