I oktober 1986 forlod General Motors, USA’s største og ældste bilfabrikant, Sydafrika og landets apartheidregime. Det blev døbt ’the most significant U.S. corporate pullout ever’.
Man kan dog ikke give General Motors æren for at gå forrest i kampen mod apartheid. 22 amerikanske virksomheder havde allerede forladt landet samme år. Og apartheidregimet begyndte vel at mærke i 1948.
Det synes rimeligt at konkludere, at både General Motors og de øvrige virksomheder – herunder Pepsi – kun nødtvunget og efter mange års pres ønskede at begå så direkte en politisk handling.
Virksomhederne handlede snarere ud fra det grundprincip, som økonomen Milton Friedman fremlagde i 1970: ”Virksomheders sociale ansvar består i at øge deres overskud.”
Prompte reaktioner imod Trump
Lad os spole tiden frem til 2017. I Det Hvide Hus sidder en præsident, der – blandt en lang række af kontroversielle handlinger og udmeldinger – ikke evner at skabe tilstrækkelig afstand mellem sig selv og den ekstreme højrefløj.
Nærmere betegnet de voldelige nynazister, der i Charlottesville protesterede nedrivningen af en statue af sydstatsgeneralen Robert E. Lee, hvilket blandt andet førte til en ung, kvindelig moddemonstrants død.
Præsident Trump har påpeget af tre omgange, at både nynazisterne og moddemonstranterne bærer skylden for de voldelige optøjer. Og denne gang har en lang række amerikanske virksomheder reageret prompte. Heriblandt General Motors og Pepsi.
Et skelsættende øjeblik for erhvervslivet
Mary T. Barra, CEO for General Motors, har opfordret til, at USA ”samler sig om og styrker de værdier og idealer, der forener os – tolerance, inklusion og mangfoldighed”, mens Darren Walker, der sidder i bestyrelsen for Pepsi og er direktør for Ford, har påpeget, at ”dette er et skelsættende øjeblik i det amerikanske erhvervslivs historie”.
Desuden har virksomhedsledere fra Merck, Under Armour og Intel trukket sig fra et af Trumps rådgivningspaneler. Præcis ligesom Elon Musk fra Tesla og Martin Winterkorn fra Volkswagen gjorde det, efter Trump trak USA ud af Paris-aftalen.
”Vi tjener et større formål”
Starbucks er blandt de amerikanske virksomheder, der både tidligst og tydeligst har taget et socialt ansvar på sig, og bestyrelsesformand Howard Schultz går lodret imod Friedmans grundprincip og udtaler følgende om Starbucks: ”Vi tjener et formål, der er større end blot at tjene penge.”
Nancy Koehn har en klar melding om udviklingen i det amerikanske erhvervsliv, hvor så mange ledere nu udtaler sig åbenlyst politisk: ”I dag risikerer man at sætte sin virksomheds omdømme på spil, hvis man tier stille.”
Virksomhederne har reel politisk magt
Som det har vist sig igen og igen, har virksomhederne en reel politisk magt. Når de taler politikerne imod og truer med at flytte jobs til en anden del af landet, har det en effekt.
Det sås ikke mindst i North Carolina med den berygtede HB2-lov, der kræver, at transkønnede bruger det offentlige toilet, der matcher kønnet, de er født med.
PayPal annullerede sine planer om at udvide for 285 millioner dollars i statens største by, Charlotte, og der var kritiske røster fra blandt andre Apple og Google samt NBA, der trak stikket og rykkede deres all-star-kamp fra Charlotte til New Orleans.
Den republikanske guvernør Pat McCrory blev den første siddende guvernør i North Carolina til at tabe et genvalg i 166 år, og HB2-loven blev vurderet til at være den udslagsgivende faktor.
I Europa tier erhvervslivet stadigvæk stille
Som det så tit er tilfældet, er USA på forkant, når det kommer til samfundsmæssige tendenser som denne. I Europa vil vi, set i et bredt perspektiv, stadig hævde, at det stadig er bedst at tie stille. Sådan at gå rundt og slynge progressive politiske budskaber ud går direkte imod det, vi ifølge princippet om ”god ledelse” bør gøre.
I stedet overlader vi meningsudgydelserne til politikerne, de professionelle meningsdannere og – på en god dag – kunstnerne og kulturaktørerne. Foruden naturligvis menigmand, der takket være Facebook har fået en sæbekasse, hvorfra alt og alle kan råbes op. Eller råbes af, i det mindste.
Men hvis vi alligevel kommer til at følge trop og gøre amerikanerne kunsten efter, sådan som vi plejer, kunne vi så ikke lige så godt trykke speederen i bund? Hvorfor vente den sædvanlige årrække, før vi kan høre progressive udmeldinger fra folk som Lars Fruergaard Jørgensen, Jørgen Vig Knudstorp, Thomas Borgen, Casper von Koskull og Niels B. Christiansen? Ikke blot i form af velafrundede CSR-politikker, men i form af konkrete og kontante udmeldinger, der går magthaverne imod.
Amerikanerne har netop fat i den lange ende denne gang. Det er godt, at Friedmans grundprincip er blevet passé, og det er af det gode, at omverdenen kræver, at virksomheder ikke blot er til for at skabe profit – men for at tjene noget større: Nemlig almenvellet.
Dette indlæg blev oprindeligt bragt i Politiken lørdag den 30. september 2017.