En musikvideo finansieret af et bilmærke. Lyder det som et rædselsscenarie? Det burde det ikke, skriver debattør i ny bog.
Ligesom forbrugere i dag forventer, at store virksomheder tager et socialt ansvar og afholder sig fra børnearbejde og miljøsvineri, er begrebet CCR – corporate cultural responsibility – allerede ved at være et buzzword internationalt.
Selv om der ikke for alvor er kommet skub i partnerskaberne mellem kultur og erhvervsliv herhjemme, har udsigterne længe været der. Allerede i 2005 meldte Socialdemokraterne, SF og Radikale Venstre sig skeptiske over for »øget kommerciel forurening af kunstens og kulturens rum«, som de forudså var på trapperne.
De frygtede blandt andet, at private firmaers indblanding kunne betyde mindre kunstnerisk frihed og føre til en nedprioritering af den offentlige støtte til kunst og kultur.
Bekymringen er uundgåelig i en kulturverden, hvor det kommercielle ofte står som fjende nummer 1. Mener Christian Have og co. virkelig, at der også fremover vil være plads til al den kunst, der råber ad storkapitalen, hvis det pludselig er her, pengene kommer fra? Kan kunsten og kulturen undgå at blive bundet? Fattig? Tandløs? Naturligvis er der gråzoner, siger Christian Have.
»Vil der komme svipsere med et logo for meget? En virksomhed, der forsøger at manipulere eller blande sig for meget? Det kan jeg love dig for. Men vi lærer ikke af det, før vi prøver det«, siger Christian Have.
En del af sådan et partnerskab kunne vel være, at kulturaktøren – hvad end det er en billedkunstner, et teater eller en sanger – bliver bedt om at nævne eller inkorporere firmaets navn eller værdier? Er det frihed? »Det er jo op til hver enkelt kunstner.
Der vil være nogle, der synes, det er relevant at tage noget med fra virksomheden, problematisere eller bringe det op på en skæv måde. Det kan vi ikke opsætte regler for. Men vi kan opsætte regler for, at man skal have aftalt det, så det står fuldstændig klart for publikum«, siger han.
Han henviser til, at der i forvejen »ikke er nogen i dag, der får en check sendt, uden at der er betingelser tilknyttet: »Med den offentlige støtte og fondsstøtte kommer der jo også nogle og siger: Vi ønsker sådan, vi vil have dokumentation og se resultater«, siger han og minder i øvrigt om, at nogle af de værker, der i dag betragtes som den ypperste kunst, er blevet til i partnerskab med en rig køber – såsom Michelangelos loftsfreskoer i Det Sixtinske Kapel malet på bestilling af pave Julius II.
Kultur, kig til sporten
Det er ifølge Christian Have beviset på, at kunsten kan beholde sin frihed, selv om markedet blander sig.
»Hvis det her mindset kunne udvikles, kan den lokale vvs’er i Børkop også indgå samarbejde med Fredericia Teater, når det mangler penge«, siger han.
Hvad skal overbevise vvs’eren i Børkop? »Han skal overbevises om, at der er andre, der gør det. At teatret er et rum, hvor man kan mødes med andre erhvervsdrivende og komme i snak med de potentielle kunder og forretningspartnere, som man ikke møder uden videre«, siger Christian Have og sammenligner med sportsverdenens succes med at etablere sig som netværksplatform for erhvervslivet.
»Mange af dem, der er samarbejdspartnere med FCK, kommer jo til kampene for netværkets skyld, ikke for fodbolden. Men det er sporten, der samler dem. Det kan kulturen også«. Konkret foreslår Christian Have, at det offentlige »som et plaster på såret for de 600 kulturmillioner, der skal spares«, giver midler til, at landets kommuner kan etablere platforme, hvor parterne kan møde hinanden; arrangementer, tænketanke og lokale og regionale udvalg.
Hos KulturErhverv ser man også behov for, at politikerne mere aktivt går med på den bølge, de mener er i gang.
»Det handler især om tonen; at vi ikke deler det op på den måde mellem kultur og erhverv, men ser, at samarbejde mellem de to kan være virkelig værdifuldt«. Christian Have kan ikke garantere, at de 600 millioner, kulturen skal spare, kan findes på den her måde. Men hvis processerne begynder nu, lover han en »markant millionindsprøjtning« til kulturen i løbet af 5-10 år. Og lige så interessante gevinster for de virksomheder, der involverer sig. Han tror sådan set slet ikke, at der behøver at være en øvre grænse for, hvad kulturen kan hente af penge, siger han.
»Men det tager tid at opbygge bæredygtige partnerskaber, og det bliver en udfordring«.
Bragt i Politiken den 22. oktober 2015.