Der er et argument, der lyder, at den kunstneriske ytringsfrihed er forudsætningen for den generelle samfundsmæssige ytringsfrihed. Godtager vi dette argument, stiller det kunsten og kulturen i et andet lys, end vi almindeligvis betragter den i. I mit foregående indlæg i dette tema præsenterede jeg netop dette argument. Jeg påpegede, at det er når, vi udtrykker os kunstnerisk, at vi tillader os selv at være mest radikale. Fordi vi i kunsten ikke er bundet af de regler og normer, der kendetegner vores øvrige liv, hvor vi agerer i henholdsvis en politisk, religiøs, familiær og professionel kontekst. Fordi vi i kunsten kan vi give udtryk for, hvordan verden kunne se ud på en helt anden måde – og hvordan vi egentlig opfatter den, når førnævnte bindinger er lagt på hylden.
Selve demokratiets livsnerve
Dermed er det gennem kunsten, at vi har en helt særlig mulighed for at lægge kimen til den samfundsmæssige forandring og udvikling.
Dette gør kunsten – og kulturen i bredere forstand – til så meget mere end underholdning, billetsalg, oplevelsesøkonomi, hitlister eller tidsfordriv forbeholdt et vist udsnit af befolkningen. Det gør kunsten til selve demokratiets livsnerve. Til noget virkelig dyrebart, som vi derfor må værne om.
Sats langt mere på kunst og kultur
Ét aspekt er at sikre selve den kunstneriske ytringsfrihed. Et andet er at sikre den højest mulige kvalitet af ytringerne. For des mere begavede, skarpe og originale disse ytringer er, jo mere værdi har de set i dette perspektiv. Jo mere vil de modarbejde vores egen intolerance, de ekstremistiske gruppers intellektuelle bevægelsesfrihed – og dermed de samfundsmæssige konfrontationer, der kan koste dyrt på helt andre budgetter.
Derfor bør vi satse mere markant på kunsten og kulturen og skabe langt bedre rammebetingelser for den kunstneriske skabelse.
Lad os opruste kunststøtten og kulturbudgetterne. Lad os forbedre de kunstneriske formidlingsplatforme og sikre langt bedre driftsvilkår for institutionerne. Lad os opprioritere drama- og forfatterskolerne og de øvrige kunstneriske uddannelser. Lad os skabe initiativer for børn og unge og i samme åndedrag indse, at den kreative folkeskole ikke blot er en hyggelig idé, men en decideret nødvendighed. Og lad os bruge kræfter på talentudvikling og sikre den stærkest mulige fødekæde, der kan sikre, at den bedst mulige kunst når ud til det størst mulige publikum.
Frie kunstneriske ytringer gør samfundet mindre sårbart
Det samfund, der tør opmuntre til skarpe, frie og begavede kunstneriske ytringer, er et samfund med minimal risiko for at bukke under for ekstremistiske bevægelser og tankemønstre.
Ingen demokratiindskrænkende tilnærmelser går fri i sådan et samfund. Ethvert forsøg på at begrænse ytringsfriheden vil blive mødt af billedkunstens pensel, teatrets udtryk, musikkens noder, filmens fagter og litteraturens skarpe pen. Og det vil blive diskuteret af publikum, af det øvrige kulturliv, af den frie presse og af de folkevalgte politikere.
Den bedste måde at sikre ytringsfriheden på
Med ikke mindst Salman Rushdie, Kurt Westergaard, Charlie Hebdo og Krudttønden, har vi allerede talrige eksempler på de kræfter, der ønsker at begrænse den kunstneriske ytringsfrihed. Og det gør de, fordi den er så vigtig – fordi den netop er værd at gå efter.
Der er ingen bedre måde at sikre ytringsfriheden på, end ved at have et rigt og mangfoldigt kunst- og kulturliv. Og det er hovedårsagen til, at vores investering i dette område bør være markant større.
Bragt på Altinget.dk d. 29. september 2015.