Har de sociale medier uigenkaldeligt mistet deres uskyld?
Vil Facebook være i stand til at genopfinde sig selv, så vi ikke længere forbinder virksomheden med spredning af falske nyhedshistorier og en lemfældig, kommercielt motiveret omgang med brugernes private data?
Kan Twitter genopfinde sig selv, så vi ikke straks tænker på platformens millioner af falske brugerkonti, virksomhedens manglende evne til at bekæmpe dem og på det faktum, at tjenesten er den foretrukne kommunikationsplatform for den aktuelle beboer af Det Hvide Hus?
Og hvad med YouTube? Kan videogiganten bekæmpe sit omdømme som den tjeneste, der med uhørt effektivitet lader konspiratorisk, ekstremistisk og hadefyldt videoindhold spredes til hele verden?
Det er nemt at drømme sig tilbage til platformenes barndom for omtrent et årti siden, da Facebook først og fremmest handlede om hyggesnak med glemte bekendte, Twitter om kendissernes kamp om at levere de bedste oneliners, og YouTube om fjollede katte og amatøroptagelser fra koncerter.
Måske er der stadig mange herhjemme, der oplever de sociale medier på denne måde. Det kaos, de spreder, udspringer trods alt først og fremmest fra USA, og behovet for at gribe til politisk og juridisk handling fremstår ikke nær så akut, som det gør andre steder i verden.
Men Danmark er blandt de lande i verden, der udviser den allerstørste begejstring for de sociale medier – ikke mindst Facebook, som mere end to tredjedele af danskerne er på. Samtidig fastslog sidste års rapport fra Kulturministeriet, »Globalisering af den danske mediebranche«, at journalister på de danske nyhedsmedier mener, at de sociale medier forstærker det sensationelle og følelsesladede langt mere end den demokratiske debat. Hele 97 procent meddeler desuden, at Facebook har påvirkning på, hvordan den journalistiske produktion finder sted.
Den altoverskyggende konklusion i rapporten er, at danske medievirksomheder ikke længere selv har kapacitet til at definere de teknologiske, distributionsmæssige eller forretningsmæssige standarder, de benytter sig af, når de leverer dansk indhold til de danske mediebrugere. Disse standarder defineres i stedet af amerikanske giganter – som Facebook og Google, der ejer YouTube.
Kort sagt: Vilkårene for de danske nyhedsmedier og den frie, offentlige debat er placeret i hænderne på amerikanske teknologigiganter, såvel som hos kræfter, der har gennemskuet, hvordan man udnytter de sociale medier til at fremme antidemokratiske dagsordener.
Hadefulde beskeder skal lokaliseres
Når teknologigiganterne besidder så uhørt megen magt, er det altafgørende, hvordan de forvalter den – i ethvert land, hvor de er tilgængelige.
Facebook har spillet den absolutte hovedrolle i den seneste tids skandaler, og derfor er det i særlig grad relevant at kigge nærmere på denne gigant. New York Times skildrede i oktober virksomhedens dybt utilstrækkelige forsøg på at bremse spredningen af det hadfyldte indhold, som i Myanmar bliver brugt i forfølgelsen af rohingya-muslimerne.
I april skildrede avisen så, hvordan spredningen af falske historier på Facebook spiller en afgørende rolle i nedsmeltningen af forholdet mellem Sri Lankas buddhister og dets muslimske mindretal. Et land med fem millioner mennesker, hvor Facebook ingen fysisk tilstedeværelse har.
Sri Lanka er et land med et hovedsprog – singalesisk – som stort set ingen af Facebooks moderatorer forstår. Dermed kan indholdet på platformen ikke monitoreres på noget, der ligner en meningsfuld fremgangsmåde. Dette er imidlertid afgørende, når der postes indhold som eksempelvis »dræb alle muslimer – red end ikke et spædbarn«.
I hjemlandet USA var Mark Zuckerberg i april en tur i den amerikanske kongres, hvor han besvarede politikernes 600 spørgsmål, der særligt fokuserede på Cambridge Analytica-skandalen, som førte til, at millioner af brugeres private data var endt i hænderne hos en tredjepart, der arbejdede for Donald Trumps valgkampagne.
Politikernes manglende førstehåndserfaring med Facebook betød imidlertid, at deres mange spørgsmål ikke affødte nogen klarhed om, hvordan den amerikanske regering lovgivningsmæssigt kunne bidrage til at transformere Facebook – eller i hvert fald bevirke, at den lemfældige behandling af data ophører.
Zuckerberg slap i det store og hele af sted med at give endnu en af sine famøse undskyldninger og et løfte om at gøre det bedre fremover. Konkret meddelte han, at Facebook inden for fem-ti år vil have udviklet værktøjer med kunstig intelligens, som mere præcist kan lokalisere hadefulde budskaber. Det er en næsten absurd tidshorisont at arbejde med, når man husker på, at Facebook kun har været en offentligt tilgængelig platform i cirka 12 år. Både virksomheden og det globale samfund har et behov for forandringer her og nu.
Medlemmerne af Kongressen kunne med fordel have lyttet til Sandy Parakilas, der fra 2011 til 2012 hos Facebook var ansvarlig for at monitorere privatlivsovertrædelser blandt tredjepartsudviklere. I marts lod han sig, i rollen som Facebook-whistleblower, interviewe af en bred vifte af medier, og han forklarede, hvordan tredjepartsudviklere kunne få adgang til de ufattelige mængder af brugerdata med ganske få begrænsninger. Hvordan hans advarsler blev ignoreret af virksomhedens ledere, da det var vigtigere for Facebook at øge brugerantallet og annonceindtægterne.
Da Zuckerberg i maj så drog til høring i Europa-Parlamentet, lykkedes det ham at få indført spørgeregler, som sikrede ham, at han ikke i praksis behøvede at besvare politikernes kritiske spørgsmål på nogen reel måde.
Ikke et nobelt ærinde
I en årrække kunne man lade tvivlen komme Mark Zuckerberg til gode, når han hævdede, at Facebooks ærinde var nobelt. Ville nogen virkelig være i stand til at administrere først millioner og sidenhen milliarder af brugere og deres indbyrdes adfærd? Næppe.
Men som årene og især de forgangne måneder er gået, er det blevet umuligt at have en reel tiltro til, at ærindet skulle være nobelt. Tværtimod er det blevet tydeligt, at Facebook er en 100 procent kommercielt motiveret, konfliktfremmende, ansvarsfralæggende platform, der fokuserer mere på aktionærernes tilfredshed end på at fremme almenvellet rundt om på kloden.
Så vi må vende tilbage til det indledende spørgsmål: Kan det lykkes virksomheden at skabe en ny fortælling om Facebook, som kan genvinde vores tillid til platformen?
Det ser det ikke ud til – og det må danske politikere og beslutningstagere tage til efterretning.
I april skrev Tim Wu, juraprofessor ved Columbia University, en klumme i New York Times. Her argumenterede han for, at Facebook hverken skal eller kan repareres:
»Facebook er grundlæggende en overvågningsmaskine, og en forventning om, at dette vil ændre sig, er fejlplaceret optimisme.«
I stedet argumenterer han for, at Facebook helt skal erstattes. Hans bedste bud på, hvem der skal stå bag alternativet, er en offentligt støttet nonprofitorganisation som eksempelvis Wikimedia, der bestyrer Wikipedia.
Man kunne dog også tage skridtet helt ud.
Flere forskere, herunder Philip N. Howard fra Washington University og Blayne Haggart fra Brock University, har foreslået at nationalisere Facebook, præcis som det gennem de forgangne århundreder er sket med TV- og radiosignalerne, tog-, telefon- og internettet. I resten af verden bør fundamentet under alle sociale medier – de individuelle borgeres private data – så nationaliseres af hvert enkelt land.
Vi har altid grund til at være skeptiske over for en nationalstats evne til at håndtere vores private data. Men hellere fordele ansvaret blandt alle nationalstaterne, end at overlade milliarder af verdensborgeres private oplysninger til ganske få gigantvirksomheder.
Vores demokrati har vist sig at være mere sårbart, end vi troede.
Inden længe er der valg både herhjemme og i Sverige. Det kan blive et wake-up-call uden lige og en skræmmende anledning til at få tæt ind på livet, hvad den manglende kontrol med de sociale medier kan betyde for det frie valg, der er selve kernen i demokratiet.
Med mindre, selvfølgelig, at politikerne inden da får samlet sig sammen til at gribe til handling.
Men mon dog.
Oprindeligt publiceret i Berlingske den 16. juli 2018.