Den 30. november 2022 blev verden ramt af et digitalt meteornedslag. Med ChatGPT’s ankomst blev menneskeheden præsenteret for en kunstig intelligens, som tilsyneladende var alvidende.
Det var nemt at se, hvordan mange mennesker med en vis ærefrygt betragtede den kunstige intelligens både som en stor skaberkraft, der kunne udfordre menneskets kreative mandat, og som en kilde til visdom.
Mennesket har altid haft behov for at søge i retning af en guddommelighed, som kan understøtte det i en søgen efter mening og svar på livets store spørgsmål. Det er ikke mindst denne menneskelige søgen, der har muliggjort verdensreligionernes udbredelse. Hver religion er netop blevet sine følgeres væsentligste kilde til visdom, moral og den dybere forståelse for menneskets grundlæggende eksistens og vilkår.
Betyder det så, at den kunstige intelligens vil indtage rollen som den alvidende guddommelighed i fremtidens hyperteknologiske samfund? Muligvis. Men det bør den ikke. For selv når outputtet ser allermest overbevisende og åndfuldt ud, er der blot tale om en imitation.
Selvom den kunstige intelligens vil rumme mere og mere faktuel viden, så rummer den ingen reel visdom – og netop skellet mellem viden og visdom er afgørende at forstå i denne kaotiske tid, hvor vi oversvømmes af nye tjenester, der er baseret på kunstig intelligens.
Visdom er nemlig ikke blot viden eller evnen til at kombinere forskellige informationer på nye måder. Visdom opnås gennem evnen til at gøre erfaringer – og ikke blot rent intellektuelt, men med hele det menneskelige sanseapparat.
Det er visdommen, der giver os vores etiske fundament som mennesker – og dermed den dømmekraft, som gør det muligt at skelne mellem godt og ondt, rigtigt og forkert. Hertil kommer vores evne til at reflektere over tilværelsen og vores egen og andres adfærd. Uden visdom ingen meningsfuld intuition. Uden visdom ingen inspiration. Uden visdom intet etisk kompas.
Intuitionen, inspirationen og etikken er det, vi gør brug af, når vi skal navigere i verden – uanset om det er på det helt personlige plan, i en større social sammenhæng eller på samfundsmæssigt niveau. Det er derfor, at den kunstige intelligens ikke er i nærheden af at kunne konkurrere med mennesket på denne front.
Som et tog er den kunstige intelligens kun i stand til at fortsætte langs de forskellige spor, som mennesket nu engang har lagt ud på forhånd. At antallet af sådanne spor så vil eksplodere i de kommende år, ændrer ikke på den grundlæggende præmis: Den kunstige intelligens vil stadig ikke rumme menneskets åndfuldhed og sanseapparat, selvom den givetvis bliver bedre til at få det til at se sådan ud.
Den egentlige risiko, som den kunstige intelligens rummer, er derfor ikke den kunstige intelligens i sig selv, men derimod menneskets reaktion på den. Så lad os bede til, at ingen begynder at tilbede den kunstige intelligens.
Det er langt mere meningsfuldt at se selv de mest avancerede teknologier som det, de faktisk er: menneskeskabte opfindelser. Rent hierarkisk bør vi således placere mennesket over den kunstige intelligens, uanset hvor imponerende de forskellige tjenester end måtte være eller blive i fremtiden.
Selvfølgelig repræsenterer den kunstige intelligens umådeligt store teknologiske bedrifter, men den er og bliver dog et produkt af menneskets akkumulerede evner og viden – og dermed aldrig noget, der rummer en reel åndfuldhed.
Oprindeligt bragt i Kristeligt Dagblad 30. maj 2023.