Af Christian Have, Ole Dreyer (medlem af Kodas bestyrelse, formand for Musikforlæggerne) og Niels Mosumgaard (formand for DPA og formand for Koda)
Den kom i sidste øjeblik, den her gang. Musikhandlingsplanen.
Lige op til jul og lige før deadline 1. januar. Og kulturministeren har forklaret, at efter at hun har mødt musikbranchen, så var der ikke den store grund til at forandre så meget på den.
Der er masser af gode og nødvendige initiativer i gang, der håndteres professionelt, som hun sagde.
Rammerne for et kulturliv
Men hvorfor har vi egentlig en musikhandlingsplan?
Uden at gå i historiske detaljer, så er det jo, fordi Kulturministeriet varetager kulturen i det hele taget. Kultur forstået som public service – det, vi giver til hinanden.
Der bor en forståelse af dannelse i den tanke, og for at dannelsen skal nå bredest muligt ud, så skal der skabes nogle ordentlige rammevilkår for oplysning, kunst, musik, teater, film og alt det, vi forstår som kultur.
Det er jo også DR og bibliotekerne. Alt det, vi giver til hinanden, alt det, vi giver hinanden gennem staten.
Alt det, der også er til diskussion i disse år, for hvem bestemmer egentlig, hvad dannelse er? Er det programlæggerne i DR, Kulturministeriet selv, folkeskolelærerne, musikskolelærerne, programlæggerne på de regionale spillesteder?
Musikhandlingsplanen skaber rammerne
Spørgsmålene er mange, og svarene er mange. Men helt grundlæggende er musikhandlingsplanen til for at skabe rammevilkårene for musikken i Danmark.
Indholdet og kulturen skaber vi sammen og løbende, og det er hele tiden i forandring. Kultur er mange ting og betyder noget forskelligt, alt efter hvem man spørger.
Men rammerne er vigtige: Rammerne er de kreative fag i skolen, musikskolerne og billedskolerne for eksempel.
Vi skal have mulighed for at opleve musikken på spillesteder, se teater i teatrene, se film. Og det skal skabes af nogen. Så musikhandlingsplan er lige som filmforlig og teaterloven udtryk for de rammevilkår, som staten, regeringen og Folketinget mener er det, der skal til for at have et kulturliv.
Om det er flere eller færre penge til det enkelte område, er så det, vi slås om der.
Markedet for kulturprodukter
De rammevilkår er vigtige. Men de er ikke det hele. Musikhandlingsplanen er ikke hele musiklivet.
For når rammerne er sat, og de bedste eller mest ambitiøse vil videre, så åbner markedet sig. Og markedet er benhårdt.
Der er en virkelig bred elite af musikere, sangskrivere, filmskabere og billedkunstnere og folk, der skaber populære spil, som har en økonomisk, en kommerciel virkelighed.
Sangskrivere, producere, forlæggere, pladeselskaber, filmproducenter og mange flere, som arbejder på et globalt marked for de kreative produkter, som har mange kendetegn, for eksempel at vi elsker dem eller hader dem, at de betyder noget for os.
Handleplanen skal sikre produktive kreative erhverv
Og der kan kapitaliseres meget mere, end det sker i disse år.
Vi kan arbejde og få danskproduceret kunst ud på markederne, hvis vi anerkender, at musikhandlingsplanen skaber rammerne, men de bedste skaber økonomi, som rækker længere end de rammer.
De kreative erhverv er primære erhverv ligesom fiskeri og landbrug, og potentialet er enormt.
Hvis vi for eksempel kan holde musikrettighederne i landet, så pengene går tilbage til Danmark, så kan vi blive ved med at have en musikhandlingsplan, som både er en del af dannelsen og det, vi giver til hinanden, men også forudsætningen for, at vi kan have produktive kreative erhverv, hvor man er villig til at betale for at se Lukas Graham i Royal Arena eller lytte til Mø i sine højtalere.
Her er rammerne sprængt og markedet for et kreativt erhverv åbnet.
Oprindeligt publiceret på Altinget den 15. januar 2019.