”Vi behøver ikke eksperter og smagsdommere til at bestemme på vore vegne.”
Sådan sagde den nyvalgte statsminister Anders Fogh Rasmussen i sin første nytårstale, den 1. januar 2002.
”Befolkningen skal ikke finde sig i løftede pegefingre fra såkaldte eksperter, der mener at vide bedst,” tilføjede Fogh.
Nytårstalen satte et varigt indtryk på det danske samfund. Debatten, som nytårstalen affødte, fokuserede på det centrale spørgsmål: Er der egentlig brug for alle disse elitære smagsdommere i samfundet? Svaret var for flertallets vedkommende et utvetydigt nej. Fogh havde ret.
Det har lige siden resulteret i fortløbende angreb på eliten, ikke mindst som den tager sig ud inden for den akademiske, kulturelle og politiske sfære. I den brede befolknings øjne blev det ildeset at hævde, at man måske vidste bedre. Som Fogh formulerede det: ”Når vi skal træffe personlige valg, er vi alle eksperter.”
På sin vis var det i udgangspunktet en konstruktiv og ganske nødvendig selvransagelse, vi som samfund blev kastet ud i. Når tilslutningen til en anti-elitær udmelding som Foghs var så stor, var der naturligvis noget om snakken. Der lå noget bag. Danmark var i ubalance, og respekten og forståelsen for det folkelige manglede.
Nu er tiden imidlertid kommet til, at vi byder eliten inden for i varmen igen.
Et Danmark i balance er netop ikke hverken et anti-elitært eller et anti-folkeligt samfund. Det er i stedet et samfund, hvor vi forstår, at vi fuldt ud har behov for begge dele.
Vi har både brug for de professionelle fodboldspillere i Superligaen og amatørerne rundt i landets sportsklubber. Det Kongelige Teater og Vild med dans. Noma og pizzeriaet nede på hjørnet. Den innovative entreprenør og den lokale tømrer. Kunst på højeste internationale niveau og keramikkurser, som alle kan deltage i. Filosoffen og VVS-manden. Politikere, der kan forhandle med Macron, May og Merkel, og politikere, der kan bjergtage ethvert forsamlingshus.
Det folkelige er naturligvis fuldt ud lige så værdiskabende som det elitære. Men det er værdiskabende på forskellige præmisser.
Det, vi kalder folkeligt, er det, der kan begejstre bredt, samle borgerne, og som er lettilgængeligt – både praktisk, økonomisk og intellektuelt. Man behøver ikke at befinde sig et bestemt sted, udstyret med en bugnende pengepung og en kandidatgrad for at kunne værdsætte Vild med dans, søndagsserien på DR eller Melodi Grand Prix.
Den samfundsmæssige forståelse af, hvad det vil sige, at noget tilhører ”eliten”, har imidlertid brug for at blive revideret, da vi først og fremmest fokuserer på folks attitude som værende elitær. Med andre ord: Snobbet, bedrevidende og nedladende. En attitude, som på ingen måder skal forsvares her.
Vores frustrationen over personer med en sådan attitude har dog fået os til som samfund at udvikle en nærmest kategorisk afvisning af personer, der på forskellig vis måtte stikke snuden lidt for langt frem og hævde, at vedkommende har en indsigt, der kunne komme alle os andre til gode. Tro mod Janteloven skal en sådan person ikke tro, at han eller hun er noget. Vi ved bedst selv.
Lad os her stoppe op og få indkredset, hvad det egentlig vil sige, at tilhøre en elite.
Det betyder, kort og godt, at man er blandt de bedste inden for sit område. Dér er man typisk endt gennem en blanding af naturtalent, mange års øvelse og målrettet dedikation. Det gør sig gældende for både den professionelle fodboldspiller og billedkunstneren. For toppolitikeren og balletdanseren. For videnskabsmanden og forfatteren.
Det, som alle disse – med enkelte markante undtagelser – har tilfælles, er, at de udgør samfundsmæssige forbilleder. Lilleputspilleren drømmer om at spille i Superligaen. Den spirende krimiforfatter drømmer om at blive den næste Jussi Adler Olsen. Og den lokale ungdomspolitiker drømmer om at blive statsminister. Med andre ord er den egentlige elite de personer, som vi på forskellig vis lader os betage og inspirere af. Som vi ser op til, og som vi derfor gerne vil lære en hel masse af.
Lad os derfor skifte fokus, når vi snakker om eliten, så vi vender blikket væk fra de personer, der opfører sig elitært. De udgør ikke eliten – de er blot bedrevidende. Lad os i stedet fokusere på de personer, der har opnået ting og er nået steder hen i verden og livet, som kun de allerfærreste har. Og lad os give dem en ny chance, når de åbner munden for at dele ud af deres viden og indsigter.
Insisterer vi som samfund på at være anti-elitære og i stedet dyrke det folkelige for det folkeliges skyld, trækker vi os selv i den gale retning.
Det har vi i allerhøjeste grad set i USA, hvor kløften mellem folket og eliten er blevet så stor, at Det Hvide Hus nu bebos af en populistisk tv-stjerne og forretningsmand. Af en person, som netop nåede hele vejen til verdens mest magtfulde embede ved at markedsføre sig selv som anti-elitær. Og hvis vore ambition er at skabe et samfund i balance, er der aktuelt intet vestligt demokrati, der gør sig bedre som skrækeksempel end Amerikas Forenede Stater.
Oprindeligt bragt i Avisen Danmark, 26. januar 2018.