Vi vil alle sammen gerne have det lidt bedre, end vi har det. Som sådan kunne vi jo bare begynde at spise sundere, gøre vores arbejde ekstra godt eller løbe en tur – og så høste de positive konsekvenser, det vil resultere i. Men der skal typisk mere til, før vi får taget os sammen.
Det kræver, at vi hæver vores bevidsthed og skuer længere frem end blot vores rutineprægede dagligdag. Når vi betragter vores liv i et større perspektiv, øges forståelsen for, at vi må tage hånd om tilværelsen på en ny måde – og den nemmeste måde at imødekomme kravet om forandringer er at sætte sig konkrete, realistiske mål.
Det betyder, at lige så snart, vi sætter os for, at vi vil tabe 5 kilo, have 2.000 kroner i lønforhøjelse eller gennemføre en halvmaraton, bliver det pludselig langt mere håndterbart for os. Samtidig ved vi, at det vil udløse en stærk tilfredsstillelse i os at indfri vores mål, hvormed vi lettere holdes til ilden.
Det er den samme målsætningsøvelse, som hele verden med FN’s 17 Verdensmål har kastet sig over. Målene dækker alt fra at afskaffe fattigdom til at bekæmpe klimaforandringerne. Fra at sikre ligestilling mellem kønnene til at mindske den sociale ulighed. Fra at sikre lige adgang til kvalitetsuddannelser til helt at udrydde hungersnød. Målene skal være indfriet i 2030. Det er noget andet end en overkommelig januarslankekur. Men psykologien bag er i sin grundform den samme. For Verdensmålene er netop realistiske.
Vi har allerede den viden og teknologi og de ressourcer, som er nødvendige for at indfri dem. Der er god grund til at tro, at vi som planet kan foretage denne bæredygtige omstilling til et globalt samfund, hvor økonomien ikke er det eneste vækstparameter. Selvom det kan virke uoverkommeligt.
Det opløftende er, at de mentale forandringsprocesser ofte finder sted hurtigere, end vi forventer. Kig eksempelvis på, hvordan man for blot få år siden kiggede noget hånligt på økologisk mad. Nu er der økologi i alt fra køledisken i Netto til burgerbarens snaskede delikatesser. Eller kig på #MeToo-bevægelsen, der på blot få måneder har løftet den globale bevidsthed om nødvendigheden af kvinders ligestilling op på et hidtil uovertruffet niveau.
Så Verdensmålene er afgjort ikke blot nogle flotte, men i øvrigt utopiske visioner. Det er reelle mål, som vi vitterligt kan opnå, inden kalenderen viser 2030. De yngre generationer forstår vigtigheden af målene på et intuitivt plan. De ved, at der ikke er megen verden at overtage, hvis vi ikke som planet strammer os gevaldigt an.
Sværere er det med de ældre generationer. Men heri ligger den helt store genistreg i verdensmålene: Det er ikke en hundredeårsplan. Målene skal netop indfries inden for en overskuelig årrække. De fleste af os, der ikke er helt unge længere, tør trods alt godt tro på at leve til og med 2030.
Så vi har al grund til at føle os motiverede. Om ikke andet, så fordi vores fælles bedrift vil være én, som de fremtidige generationer for altid vil takke os for.
Bragt i Fyens Stiftstidende, 12. februar 2018.