Vi skal løse kommunikationskrisen, før vi kan løse klimakrisen

Verden befinder sig midt i to skæbnesvangre kriser, og kunsten kan og bør spille en afgørende rolle i måden, vi løser disse kriser på.

Den ene krise er naturligvis klimaet, som – med rette – overskygger alle andre kriser. Løser vi ikke klimakrisen, kan alt andet ultimativt set være lige meget.

Den anden krise er det, vi kan kalde kommunikationskrisen. Det står nemlig skidt til med vores kollektive evne og vilje til at snakke sammen på en konstruktiv og empatisk måde. 

Skal vi løse klimakrisen, kræver det, at vi først løser kommunikationskrisen. For der er næppe noget, der i højere grad end klimakrisen afkræver den gensidige forståelse og evnen til at samarbejde om et fælles mål.

Takket være fænomener som Trump, fake news og et støt stigende antal Facebook-skandaler er det imidlertid blevet tydeligt for enhver, at vi globalt set har langt større kommunikationsmæssige udfordringer, end vi troede. Det er afgørende, at vi ikke lader os ramme af den lammende apati, der ellers ligger ligefor.

I stedet bør vi ty til det redskab, der er bedre end noget andet i denne sammenhæng – nemlig kunsten. Uanset om vi snakker om scenekunst, musik, billedkunst, litteratur, film og tv-serier eller dans, rummer kunsten præcis de kvaliteter, som vi har brug for netop nu.

Kunsten øger nemlig vores empati, når den formidler scenarier, stemninger og følelser, der giver os perspektiver på tilværelsen, som hverdagslivet ellers ikke ville rumme. Den lærer os at forholde os til mennesker og situationer, vi ellers aldrig ville stifte bekendtskab med, og den gør det muligt for os at identificere os med disse. Kunsten tvinger os også til at tage stilling, ligesom den øger vores evne til at tænke kritisk.

Vi bør derfor give kunsten en helt ny og langt større platform. Kun på denne måde kan vi indfri det potentiale, den rummer, for at få os til at betragte verden på nye måder – og for at styrke vores kommunikation med og forståelse for hinanden.

Det er netop kunsten, der kan få os til at føle, at vi er en del af noget større, for det er den også selv. Dermed kan den få os til at forstå, hvordan klima- og kommunikationskrisen er hinandens forudsætninger og udgøre det cement, der forståelsesmæssigt binder det hele sammen.

Især unge kunstnere bør spille en central rolle. Deres budskaber vil måske fremstå rabiate og provokerende for mange. Deres mere aktivistiske tilgang vil tvinge os ud af komfortzonen, og måske det i nuet vil føles som alt for meget at skulle håndtere. Men vi er nødt til at byde de unge, aktivistiske og provokerende kunstnere velkommen. For det er – som historien har vist gang på gang – dem, der frem for alt har mulighed for at rokke ved status quo.

For to år siden foreslog jeg, at der blev etableret en grøn kulturpulje, som skulle sikre, at billedmagerne og historiefortællerne får tid og ressourcer til at formidle en bred vifte af klimarelaterede problematikker. Den idé står jeg ved.

Men det er med tiden kun blevet tydeligere, at kunsten kan og bør spille en altafgørende rolle i forhold til at løse såvel den kommunikationskrise, der rent praktisk skal løses, før vi effektivt kan få greb om klimakrisen.

Det må gerne ske via en statsforvaltet pulje. Men det skal endnu hellere ske med kunstnernes egen ansvarsfølelse som primær drivkraft. De har nemlig helt unikke forudsætninger for at gøre en positiv forskel – og det forpligter.

Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 29. november 2021. Illustration: Gert Ejton.