Jeg sad på mit barnebarns sengekant, og planen var egentlig, at jeg skulle læse en godnathistorie højt. Men der var et spørgsmål, der trængte sig på:
”Er Rusland et stort land?”
Jeg kunne fortælle, at det med sine 17 millioner kvadratkilometer faktisk er det allerstørste land i verden. Det var imidlertid ikke de geografiske forhold i sig selv, der rumsterede inde i hovedet på mit barnebarn. Mit svar blev nemlig fulgt op af endnu et spørgsmål:
”Hvis det er så stort, hvorfor vil de så også have Ukraine?”
Med ét stod det klart for mig, hvordan de kære små på deres helt egen måde prøver at få mening ud af det, der for demokratisk funderede vesterlændinge fremstår som en fuldkommen meningsløs og brutal krig.
Men det er ikke kun måden, som børnene tænker på, jeg her hæfter mig ved. Det er i lige så høj grad selve det, at de overhovedet tænker på krigen.
Det er ikke fordi krigen i Ukraine er den første, som børn hører om. Der er uden tvivl også billeder fra eksempelvis Vietnam eller Irak, der har brændt sig fast på danske børns nethinder og fået dem til at stille deres forældre og bedsteforældre svære spørgsmål om krigens rædsler.
Det, der imidlertid gør krigen i Ukraine så anderledes, er, at dækningen af den – og dermed stederne, man bliver konfronteret med den – ikke er forbeholdt aviserne og nyhedsudsendelserne på tv, sådan som det var engang.
Alle de digitale og sociale platforme, som børn i dag har adgang til, viser også billeder fra krigen og kommenterer på den og formidler gruopvækkende historier fra den. Vel at mærke uden de etablerede mediers redaktionelle kuratering af, hvad der er sandt og falsk.
Så ikke nok med, at børnene konfronteres med krigen på platformene – de bliver sandsynligvis også præsenteret for mangelfuld eller decideret misvisende information om, hvad der faktisk foregår.
Det stiller store krav til os som voksne. Det, som danske børn udsættes for, hverken kan eller skal på nogen måde sammenlignes med det, som børn i Ukraine udsættes for. Der er ingen tvivl om, hvilken situation, der er værst at befinde sig i. Men det betyder ikke, at det, som danske børn oplever, ikke er slemt nok.
De har netop gennemlevet to år med Corona-restriktioner og social afskæring fra venner og familie, og det har sat sit tydelige præg på deres mentale velbefindende.
En 2021-rapport fra Vidensråd for Forebyggelse, der bærer navnet Mental sundhed og psykisk sygdom hos 0-9-årige børn beskriver, hvordan restriktionerne skabte ”en betydelig ændring i børns psykosociale miljø”, og at forskningen entydigt viser, at restriktionerne har haft ”negative konsekvenser for børns mentale helbred”. Rapporten beskriver også, hvordan ”angst, manglende kontakt med venner og formindskede muligheder for at bearbejde stress” har været ”alvorlige bekymringspunkter” for børnene selv.
Af åbenlyse årsager findes der ingen videnskabelige rapporter, der kortlægger, hvordan den måde, som børn konfronteres med krigen i Ukraine på, påvirker deres mentale helbred.
Jeg tør imidlertid godt vove pelsen og på forhånd konkludere, at der er tale om en ekstremt negativ påvirkning, som vil trække lange og traumatiske spor efter sig, også selvom selve krigen – forhåbentlig – snart måtte være ovre.
Selvfølgelig giver det mening, at forsvarsbudgetterne skal kigges efter i sømmene, når risikoen for krig pludselig bliver markant mere reel.
Selvfølgelig er det smukt, at danskerne samler ind til Ukraine, sådan som det skete i forbindelse med den store indsamling den 12. marts, der indbragte 175 millioner kroner. Hvis det ikke allerede er sket, er der grund til at tro, at danskere og danske virksomheder samlet set vil donere mere end en milliard til Ukraine på tværs af diverse indsamlinger.
Men i vores fælles iver efter at smide penge efter problemerne, bør vi i dén grad også opprioritere den indsats, der skal sikre det mentale helbred. Hos os alle sammen, men i særdeleshed hos de yngste generationer, som har allerhårdest brug for at mærke håbet og trygheden. Så vi kommer traumerne i forkøbet, når det er muligt, og så vi kan tage hånd om de traumer og ar, der uden tvivl vil opstå hos mange.
Får vi mon nogensinde et stort indsamlingsshow, hvor danskerne donerer imponerende beløb til det, vi kunne kalde børnenes mentale trivsel? Næppe.
Men det burde heller ikke være nødvendigt – for det ligger allerede lige for, at de folkevalgte politikere prioriterer dette område mindst lige så højt, som de prioriterer forsvarsbudgetterne. For hvordan skal vi i praksis forsvare os, hvis vi allerede fra barnsben risikerer at miste håbet og troen på en bedre verden?
Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 25. marts 2022. Illustration: Gert Ejton.