Medieørkenernes største ofre er kunst, kultur og den demokratiske samtale

Regionale og lokale medier har været i en tiltagende krise i adskillige år. En skræmmende erosion, der gradvist ødelægger fundamentet for den demokratiske samtale og eksistensen af de kulturelle og kunstneriske institutioner og foreningslivet, som er forudsætningen for sammenhængskraft, tilhørsforhold og borgernes engagement i samfundet omkring dem.

Derfor var de indledende skåltaler om massive investeringer meget velkomne. Desværre vil det dog nok vise sig, at investeringen ikke vil have tilstrækkelig effekt. Lad os begynde med at få de tørre tal på bordet. Det nuværende forslag til finansloven for 2024 indeholder en merinvestering eller omfordeling af midler i de lokale ugeavisers favør, der betyder, at pengeposen vokser med knap 10 millioner kroner om året i forhold til 2023. Dertil kommer nogle mindre puljer til innovative medier og magasiner med publicistisk indhold, men tilskud til regional og lokale medier bliver isoleret set kun øget med lidt under 10 millioner kroner, og de er øremærket ugeaviserne. Det er ikke til at sige, hvordan pengene endeligt vil blive prioriteret, eller præcis efter hvilken fordelingsnøgle de bliver tildelt, men hvis man omregner det til årsværk, altså antal fastansatte, så skal vi nok ikke forvente, at de regionale og lokale redaktioner får problemer med at finde skriveborde til et overvældende antal nye journalister lige foreløbigt.

Desværre er det dog næppe heller nyansættelser, der står øverst på ønskelisten. Det er ganske enkelt et spørgsmål om overhovedet at kunne fortsætte med at eksistere. For så langt har regeringen ret: den regionale og lokale presse er mere end almindeligt udfordret, og hvis den ikke får en økonomisk redningskrans, vil mange redaktioner blive lukket inden for kort tid.

Det er en akut situation, men selvom det er prisværdigt, at politikerne nu rører på sig, så er det desværre både for sent og for lidt. Regional- og lokalpressen har været nødlidende i adskillige år. Tilbage i 2021 publicerede Anders C. Østerby med tilknytning til Center for Journalistik ved SDU rapporten ”Det sander til”, hvor han dokumenterede, at hver fjerde lokale dagbladsredaktion og ugeavis var forsvundet på ti år.

Med andre ord har udviklingen stået på i mange år, men nu begynder det for alvor at bide fra sig, og vi ser store blinde pletter eller medieørkner brede sig over landkortet. Med alvorlige konsekvenser for vores demokratiske samtale og foreningsliv.

Ser man for eksempel på dækningen af det kulturelle stof, forestillinger, udstillinger og arrangementer, er det et område, der er meget hårdt ramt. Af de tre store landsdækkende aviser, var det nærmest kun i JP, man kunne finde omtale af noget vest for Storebæltsbroen.

Med JP's bebudede nedprioritering af kunst og kultur er der med andre ord kun et sted, man vil kunne blive klædt på til at gå ud og nyde områdets kulturelle tilbud, og det er via de lokale medier og lokalredaktioner, som har føling med alt, hvad der foregår. I takt med at de forsvinder, går muligheden for at skabe synlighed og dermed engagere borgerne tabt.

Kritiske røster kunne selvfølgelig hævde, at man må lade falde, hvad ikke kan stå, og at de lokale medier bare ikke er gode nok til at tiltrække tilstrækkeligt med læsere til at holde sig oven vande.

Det er bare ikke helt sådan, det forholder sig. De lokale mediers økonomi er primært drevet af annoncering, og vi læser i stigende grad vores medier digitalt, hvor annoncemarkedet mere eller mindre er blevet overtaget af store webgiganter som Google. De lokale medier bløder dermed annoncekroner, og en stor del af deres økonomiske fundament eroderer. Det sker uanset, hvor mange læsere de har.

Det betyder, at en negativ nedadgående spiral begynder, hvor medierne må skære i udgifterne til dygtige journalister og dermed gradvist bliver tømt for interessant indhold. Som følge af det mister de både relevans og læsere. Men kan det ikke være lidt lige meget? Hvad så om lokalsprøjten bliver ved med at udkomme? Man kan jo bare gå på Facebook og blive medlem af en gruppe, der dækker ens lokalområde.

Der er rigtig meget på spil. Vi har brug for sagligt, kurateret og velformidlet indhold om det samfund, vi er en del af. Det er forudsætningen for, at vi som borgere kan indgå i den demokratiske samtale og tage stilling på et velinformeret og veldokumenteret grundlag.

Og de kulturelle og kunstneriske tilbud og institutioner både fortjener og har brug for at blive taget alvorligt og sikret en synlighed og objektiv formidling, der understreger, hvilken betydning de har for deres lokalområde, dets borgere og den sammenhængskraft, der er så udfordret i disse år. Det er ikke noget, man kan lægge i hænderne på en algoritmedrevet platform, der fremmer splittelse, ekstreme følelser og ekkokamre.

Sagen er, at vi mere end nogensinde har brug for vores regionale og lokale medier.

Vi har brug for sagligt, kurateret og velformidlet indhold om det samfund, vi er en del af. Det er forudsætningen for, at vi som borgere kan indgå i den demokratiske samtale og tage stilling på et velinformeret og veldokumenteret grundlag.

Oprindeligt bragt i Aarhus Stiftstidende den 5. februar 2024.

Mediedøden repræsenterer også et kulturtab

Inden for de seneste uger er det gået hårdt ud over danske printmedier. Aller Media har valgt at sætte en stopper for de trykte udgaver af magasinerne Femina og Elle, ligesom det 75 år gamle og ganske legendariske Tipsbladet også vil kunne læses på tryk for sidste gang i januar.

Disse tre nedlukninger er del af den større fortælling om en kriseramt mediebranche, hvor de nødvendige nedskæringer rammer hele paletten af medier, uanset om de beskæftiger sig med nyhedsformidling, underholdning, personlige hobbies eller noget helt fjerde.

Selvfølgelig går der noget tabt, når et område ikke længere får den samme medieomtale som før. For synlighed er som bekendt eksistens, og når man mister sin synlighed, mister man således også en væsentlig del af sin eksistensberettigelse.

Men det handler ikke kun om modtagerne af den konkrete mediedækning, og hvordan de påvirkes af det, der ofte kaldes ”mediedøden”. Der er et andet aspekt, som får langt mindre opmærksomhed – og det er den betydning, som de fysiske medier har for den danske kultur og identitet.

Tænk bare på, hvor mange der har haft – og trods alt stadig har – et fast ritual søndag formiddag, der handler om at læse avisen, mens man nyder en god kop kaffe. Tænk på børnene, der gennem årtier har fået Anders And-bladet ind ad brevsprækken. Fodboldfansene, der troligt har købt Tipsbladet i den lokale kiosk.

Tænk også på de knuste hjerter, der er blevet lindret af magasinernes brevkasser. Musikelskerne, der har læst interviews og anmeldelser og fundet altafgørende inspiration til deres passion i musikbladene. Alle hobbyisterne, der har elsket at dykke ned i magasinartikler om havearbejde, fotografering, madlavning og eksotiske rejsedestinationer. Man kunne nemt blive ved, for gennem årene er der næsten ikke det interesseområde, der ikke har haft mindst ét medie tilknyttet sig.

Det er nemt at blive nostalgisk, udviklingen vil ikke vende. Tværtimod vil vi kun opleve, at flere og flere af disse medier med tiden vil uddø.

Til en start kan vi glæde os over, at der i det mindste er langt færre træer, der behøver at blive fældet, efterhånden som de trykte medier dør ud. Men set med de kulturelle briller er vi nødt til at erkende, at alle disse fysiske mediers bortgang efterlader et tomrum. Det er vel at mærke et tomrum, som lynhurtigt bliver fyldt ud af især de digitale og sociale medier.

Det er selvfølgelig af det gode, at eksempelvis de nationale dagblade alle sammen har stærke digitale udgaver at tilbyde læserne. Samtidig er der heller ikke mangel på onlinefora for entusiaster og hobbyister inden for alverdens områder. Så uanset om man er nyhedsjunkie eller hobbygartner, skal man nok kunne få sit fix på nettet.

Det er imidlertid ikke pointen her. For det handler ikke kun om at have adgang til specifikke informationer, sådan som vi selvfølgelig har via nettet – i overmål. Det handler også om ritualerne. Om samværet. Om oplevelserne. Om identiteten. Ja, om selve kulturen, der formes af danskernes medieforbrug.

Den onlineavis, hvor læseoplevelsen dikteres af klik på de mest pirrende overskrifter, frembringer ikke en rolig formiddagsstund med kaffen – og den vil heller ikke få sine læsere til at bladre alt indholdet igennem.

Det netmagasin, der udkommer flere gang i døgnet, vil aldrig skabe den samme forventningsglæde som det trykte magasin, der kun udkommer en gang om måneden.

De sociale kanaler, som næsten ethvert medie i dag har tilknyttet, er baseret på det faktum, at polarisering og shitstorms er bedre end stilfærdig refleksion og inspiration.

Udover det har de digitale enheder, hvor vi har vores medieforbrug – uanset om det er mobiltelefoner, tablets eller computere – indbyggede distraktioner: Nye e-mails. Nye notifikationer fra Instagram, Facebook og diverse nyhedsapps. Nye SMS’er. Det skaber svære vilkår for at holde fokus på dybdegående artikler og lange interviews, og så bliver det nemmere bare at læse de hurtige og polariserende historier.

Hertil kommer, at især mobiltelefonen fremkalder den velkendte og asociale positur, hvor blikket er stift rettet mod skærmen snarere end mod andre mennesker, hvilket ikke just fremmer ikke fællesskabet.

Den stoflighed, som en avis eller et magasin har, er naturligvis heller ikke til stede online, hvor alt nemt kommer til at se ens ud. Væk er den oplevelse, hvor vi passerer spise- eller sofabordet og bemærker det givne medie – og dermed elegant bliver mindet om, at der er masser af historier tilbage at læse og lade os inspirere af.

Endelig er forretningsmodellen også helt anderledes på nettet, hvor konkurrencen om opmærksomhed og clicks er nådesløs, og hvor techgiganterne suger næsten alle annonceindtægterne til sig.

Mediedøden vil uden tvivl tage til i den kommende tid, og vi har kun set toppen af den. Selvfølgelig repræsenterer den et kulturtab – og et tab af identitet. Dette er vi nødt til at erkende, for så at stille spørgsmålet: Hvad ønsker vi egentlig at udfylde dette tomrum med?

Ønsker vi virkelig at overdrage vores dyrebare tid og opmærksomhed til techgiganterne og alle de digitale og sociale medieplatforme? Og dermed lære vores børn og børnebørn at denne adfærd er værd at efterligne?

Eller gør vi mon klogt i at erkende, at vi har brug for platforme, ritualer og begivenheder, der på nye måder kan styrke vores samvær, fællesskabet og evnen til at fokusere på det, der faktisk er vigtigst her i livet?

Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 13. december 2023. Illustration: Gert Ejton.

Kulturens milliardpotentiale kræver flere data på bordet

Direktør i Dansk Erhverv Brian Mikkelsen leverede med sit indlæg i Altinget et velkomment indspark til debatten om, hvordan vi i fremtiden skal betragte og benytte kunst og kultur som en vækstfremmende faktor i Danmark.

Han opfordrer til en reform af selve den politiske håndtering – og dermed en helt ny italesættelse – af kunsten og kulturen.

Det er helt rigtigt. Men der er en række forudsætninger, der skal på plads først, hvis det skal lykkes.

Brian Mikkelsen har både været kultur-, justits-, økonomi-, og erhvervsminister, og når man hertil lægger direktørposten hos Dansk Erhverv, er der uden tvivl tale om en person, der er vant til at skabe forbindelseslinjer mellem politikområder, der ellers traditionelt har ligget langt fra hinanden.

Allerede i overskriften får Mikkelsen slået fast, at ”kulturen har brug for bedre investeringsmuligheder og kompetencer for at udvikle sig”.

Han understreger nødvendigheden af, at vi får ”optimale rammer for at kunne udvikle kulturforretningen” og tager et opgør med den ”utidssvarende lovgivning, der ikke matcher moderne krav til forretningsudvikling og nye teknologiske muligheder”.

Bemærk den gentagende brug af ordet ”forretning”. Det er netop dette perspektiv, der gjorde Mikkelsens indlæg så velkomment. Som han selv påpeger, producerer kunst, kultur og de kreative erhverv hvert år for 311 milliarder kroner – svarende til 6,9 procent af den samlede danske produktion.

Potentialet er dog langt større. Men skal potentialet indfries, skal der investeres i solid forskning, så vi kan få de relevante data på bordet.

Dette er kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) opmærksom på. Sammen med lanceringen af regeringens kulturpolitik understregede han, at vi har brug for bedre nøgletal og data, der dokumenterer de økonomiske effekter af kunst og kultur.

Kulturministeren ved, at hvis et område skal prioriteres, både økonomisk og lovgivningsmæssigt, så skal økonomi-, finans- og erhvervsministerierne være med ombord. Men før de får lyst til det, skal de have serveret nogle data til deres regnemodeller, så de kan få blik for det kvantificerbare potentiale i kulturen.

Derfor var et af de første initiativer fra den nye kulturminister at etablere Kulturens Analyseinstitut, der er en selvejende institution under Kulturministeriet. Et institut, der selv skal undersøge og analysere, men som også skal bearbejde og formidle aktuel og relevant forskning og viden fra andre kilder i ind- og udland.

Forhåbningen er, at vi med Analyseinstituttet for alvor kan få gang i den kvalificerede debat om, hvilken rolle kunst og kultur spiller i Danmark, og hvilke gevinster vi faktisk høster – eller kunne høste – af de offentlige og private investeringer, der tilfalder området.

En udfordring er, at ambitionsniveauet og det finansielle grundlag næppe er tilstrækkeligt til virkelig at få iværksat de langsigtede studier, der både udførligt og nøjagtigt kortlægger potentialet – og som dermed kan udløse et helt grundlæggende opgør med det mindset, vi har, når vi vurderer gevinsterne ved at investere i kunst og kultur.

Det er netop over tid, at målrettede investeringer i at integrere kunst og kultur – eksempelvis i vores sundhedssystem – viser sig at have en positiv effekt på bundlinjen.

Et eksempel på dette er det store metastudie fra WHO, som blev offentliggjort 2019. Det inkluderede globale data fra mere end 3.000 studier foretaget siden årtusindeskiftet.

Rapporten viser, at kunsten og kulturen i forskellige former rummer klare gevinster for folkesundheden, især i forhold til trivsel og forebyggelse, hvilket åbenlyst har positiv nationaløkonomisk betydning.

Rapporten er udarbejdet i et internationalt samarbejde på tværs af en række forskellige forskningsområder og fagspecialer. Det er denne type forskningsmæssig muskel, vi har brug for, hvis mindsettet skal ændre sig, og kunsten og kulturens potentiale skal forplante sig hos andre aktører end dem, der allerede beskæftiger sig med kunsten og kulturen.

Det er samtidig afgørende, at vi investerer i udviklingen af de rette metoder og analyseværktøjer, for manglen på disse er også en del af problemet.

Som rapporten fra WHO påpeger, så er den målrettede forskning i effekterne af kunst og kultur stadig umoden. I en forskningssammenhæng er to årtier relativt lidt, og vi er for afhængige af metoder og modeller, som ikke nødvendigvis er udviklet til det, de bliver brugt til i denne sammenhæng.

Så hvis vi skal i mål med at høste det fulde udbytte af investeringer i kunst og kultur og lave de reformer, som Brian Mikkelsen efterlyser, så er det dér, vi skal begynde.

Det forudsætter i første omgang, at vi sikrer, at vi har tilstrækkeligt med ressourcer til Analyseinstituttet – og dernæst til det forskningsmiljø, som skal fodre instituttet med de data, vi har brug for.

Så ja – der skal investeres flere penge, så vi kan beriges endnu mere af kunsten og kulturen. Det er vist det, man kalder ’the cost of doing business’.

Oprindeligt bragt på Altinget den 1. december 2023. Illustration: DALL-E 3.

Hvorfor er alverdens regeringer i fuld gang med at slå AI-alarm?

For de fleste danskere er debatten om kunstig intelligens ofte en noget abstrakt størrelse. Vi hører om AI i alverdens sammenhænge, som i sig selv ikke har nogen åbenlys sammenhæng.

Det gælder eksempelvis det stigende antal billedgeneratorer, der på få sekunder kan skabe et billede af alt fra drømmeagtige fantasiuniverser til Donald Trump, der rider på ryggen af en gris. Chatbotter, der kan skrive jobansøgninger og eksamensopgaver. Nye sange fremført af kunstnere, der er døde for længe siden.

Flere af os har prøvet kræfter med de digitale assistenter i vores dimser, der stadig ikke er helt så kloge, som vi kunne ønske os. Samtidig benytter vi os af sociale medier, der til gengæld er blevet lidt for gode til at servere indhold, vi potentielt kunne være interesserede i.

Det er alt sammen eksempler på AI, som begynder at fylde mere i vores hverdag. Men AI er svært at forholde sig til som fænomen – både fordi AI i sig selv er en kompleks størrelse, men også fordi det for mange af os ikke påvirker vores liv på nogen virkeligt mærkbare måder.

Så hvorfor er alverdens regeringer i fuld gang med at slå AI-alarm? Hvorfor har G7-regeringerne udsendt et fælles AI-adfærdskodeks? Hvorfor har USA’s præsident Joe Biden udstedt en vidtrækkende ordre, der skal øge sikkerhedsforanstaltningerne omkring AI? Og hvorfor forsøger man på EU-niveau at ensarte AI-lovgivningen på tværs af alle medlemslandene?

To overordnede svar på disse spørgsmål træder frem: Et, der er optimistisk, og et, der er pessimistisk.

Det optimistiske svar lyder, at AI rummer et stort potentiale i forhold til et væld af udfordringer – både globalt og på niveau af de enkelte lande. Eksempelvis kan AI med sine enorme regnekræfter og evner til at knuse problemer, som intet menneske i sig selv kan overskue, spille en afgørende rolle i alt fra at bekæmpe og diagnosticere sygdomme til udviklingen af banebrydende klimaløsninger og vacciner, der kan bremse den næste pandemi.

AI kan også understøtte udviklingen af sikkerhedssystemer, der gør vores verden et mere sikkert sted at være. Endelig kan AI også være med til at gøre arbejdslivet lettere for mange, fordi flere af de knapt så morsomme opgaver kan udliciteres til den kunstige intelligens.

Det pessimistiske svar er, at AI-udviklingen meget nemt ryger ud af kontrol, fordi den går så rasende stærkt. At fjendtlige magter og terrorister også får adgang til AI-superkræfter. At alverdens samfund bliver ramt af massearbejdsløshed og – som den amerikanske børskommission allerede har advaret om – endnu en dyb finanskrise.

Baggrunden for denne frygt er, at der i praksis kun er ganske få af de såkaldte AI-modeller – tænk på dem som megahjerner – som de mange finansielle services og børser benytter sig af.

Så hvis én megahjernes måde at træffe beslutninger på er uhensigtsmæssig eller decideret fejlagtig, og alverdens tjenester er afhængige af denne megahjerne, så kan vi pludselig stå i en situation, hvor der opstår en destruktiv flokmentalitet blandt alle de AI-tjenester, vi har udliciteret opgaverne til. Herunder den altafgørende opgave, der ligger i at forudsige de globale finansmarkeders bevægelser.

I det øjeblik, at AI kommer til at forårsage en verdensomspændende finanskrise, er det noget, der vil ramme os alle sammen. Når huspriserne styrtdykker, elregningerne stiger til uanede højder og priserne i supermarkedet eksploderer, fordi den kunstige intelligens har foretaget de forkerte forudsigelser, så er det noget, der får konsekvenser for dig og mig.

Uanset om man hælder til det optimistiske eller det pessimistiske perspektiv, så bliver der en lang række situationer inden for en overskuelig fremtid, hvor man bliver nødt til at forholde sig til AI. Fordi man ikke kan undgå at møde den. Måske først til sin store overraskelse, men sidenhen som en integreret del af tilværelsen.

Derfor bliver vi også nødt til at træffe en række vigtige valg. Vi snakker eksempelvis meget om ”varme hænder” – ikke mindst i ældreplejen. Men hvor varme er de virtuelle robothænder, der vil møde mange ældre i den nære fremtid?

Når vi bliver alvorligt syge, er det så en rigtig menneskelig læge, vi får lov at snakke med – eller blot en avatar, der ligner en læge? Bliver fremtidens terapeuter blot specialiserede chatbots? Og hvis de gør, vil vi så faktisk være klar over, at det er chatbots, vi diskuterer vores livskriser med?

Det er nemlig ikke kun de økonomiske, militære og arbejdsmarkedsrelaterede aspekter af tilværelsen, som AI vil påvirke. Det er også alle de områder af vores liv, hvor vi aktuelt føler os afhængige af den menneskelige kontakt – ikke mindst, når vi som borgere er i kontakt med det offentlige, uanset om vi er syge eller raske, unge eller gamle.

Heri ligger det tredje svar på spørgsmålet om, hvorfor alverdens regeringer slår AI-alarm. Det er et svar, som hverken er eksplicit positivt eller negativt, men som blot er en erkendelse: AI’s indflydelse på verden og vores liv bliver større dag for dag.

Det er derfor, at G7-landene, den amerikanske regering og EU er i færd med at regulere og begrænse AI-udviklingen, så vi forhåbentlig får en ansvarlig og gennemsigtig udvikling af den nye teknologi. Det, som vi kan gøre hver især, er at forholde os kritisk til den kunstige intelligens. Vi skal blive gode venner med den og gøre, hvad vi kan for at forstå den bedst muligt – men vi er også nødt til at se den som slangen i paradis.

Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 10. november 2023. Illustration: Gert Ejton.

Det er ikke kun Ukraine, der skal genopbygges – det skal ukrainerne også

Krigen i Ukraine har nu varet i mere end halvandet år. Ingen kan sige præcis, hvornår krigen stopper. Men på et tidspunkt vil det ske, og til den tid vil det primære fokus ikke længere være den militære oprustning, men i stedet genopbygningen af det krigshærgede land.

Genopbygningsindsatsen er dog allerede i gang, og fra dansk side har vi siden krigens begyndelse støttet denne indsats med 783 millioner kroner. Det er knap en tredjedel af den såkaldte civile støtte, vi har ydet, som i alt beløber sig til 2,5 milliarder.

Det lyder måske af meget. Men det er end ikke en fjerdedel af, hvad vi har ydet i militærstøtte. Denne beløber sig nemlig til godt 11 milliarder kroner.

Det er af det gode, at vi lever i et lille land, som kan finde råderum til at hjælpe et krigsramt land med så markante beløb. Det er imidlertid også af det gode, at vi lever i et land, som i støt stigende grad får et mere helhedsorienteret blik på mennesket.

I Danmark har vi generelt erkendt, at det ikke blot er de eksterne faktorer, der afgør, om vi har det godt. Det er også alt det, der foregår inden i os hver især.

Så når vi yder civil støtte til Ukraine, er det afgørende, at vi også her husker på, at det ikke blot er bygninger, der skal genopbygges. Det er i den grad også ukrainerne selv – og ikke blot de fysiske skader, men så afgjort også deres mentale velbefindende.

Dette er de humanitære organisationer, der er til stede i landet, uden tvivl bevidste om. Men det ville være stærkt, hvis denne grundlæggende erkendelse også kunne spores i de politiske prioriteringer, der ligger bagved den konkrete støtte, som Ukraine modtager.

Et helt konkret forslag herfra kunne være, at blot 1 procent af den støtte, der går til Ukraine, ville være øremærket initiativer skabt af aktører fra det danske kultur- og foreningsliv.

Vi har som danskere alverdens grund til at være stolte af vores kunstnere og kulturaktører og af vores fantastiske og energiske foreningsliv, og sådanne initiativer ville være levende eksempler på, hvad det lige præcis er, vi er så gode til i Danmark.

Det handler ikke om, at vi kynisk skulle udnytte en forfærdelig og tragisk krig til at brande os selv over for omverdenen. Men ved at gå foran på denne front kunne vi netop inspirere andre til også at prioritere de såkaldt ”bløde” initiativer ved siden af de såkaldt ”hårde”. Til i markant højere grad at se kultur- og foreningslivets aktører som værdifulde bidragsydere til genopbygningen af et krigshærget land.

Tænk, hvis vi side om side med historierne om de donerede F-16-fly også kunne læse om, hvordan Danmark vil bidrage til Ukraines genopbygning via alverdens kreative og inddragende projekter og initiativer.

Hvis nogen har svært ved at se for sig, hvad sådanne kunne bestå i, så kunne det eksempelvis være fotoudstillinger, kunstterapi, danseundervisning, madklubber, børne- og ungdomslejre, teaterforestillinger og -workshops, musikfestivaler, sprogkurser, sportsstævner, poetry slam, fælleshaver eller korsang. Fortsæt selv, for listen er principielt set uendeligt lang.

Når man samtidig husker på, at Volodymyr Zelenskyy selv har en fortid fra det ukrainske kulturliv – hvor han som bekendt spillede Ukraines præsident, inden han faktisk blev det i virkeligheden – er der grund til at tro på, at han også ville se ekstraordinært positivt på sådanne tiltag.

Der er ingen af de ovennævnte eksempler, der kan vinde krigen. Men når krigen er ovre, kan de på hver deres måde gøre en unik forskel i arbejdet med at genopbygge ukrainerne og bearbejde den ualmindeligt traumatiske tid, de aktuelt er midt i at gennemleve.

Herudover ville det også bidrage til en stærkt interessant revitalisering af kultur- og foreningslivet, hvis Danmark iværksatte en bred vifte af sådanne initiativer. For det ville uden tvivl resultere i nyskabende, overraskende og gensidigt udbytterige initiativer, som ingen på forhånd ville have haft fantasi til at forestille sig.

Så selvom det altoverskyggende formål ville være at understøtte Ukrainerne i genopbygningsindsatsen, er der ingen tvivl om, at et sådant interkulturelt samarbejde ligeledes ville gøre en stor og mærkbar forskel for os i Danmark.

Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 26. september 2023.