Corona-krisen er en gave til klimadebatten

Helt fra begyndelsen har klimadebatten haft en altoverskyggende udfordring: Alt det positive, der ville komme ud af, at menneskeheden gjorde sin adfærd mere klimavenlig, har først og fremmest været hypoteser.

Den ene videnskabsmand efter den anden har kunnet præsentere de positive konsekvenser ved at begrænse CO2-udslip, ved at mindske madspild, ved at flyve mindre, ved at cykle mere, ved at sortere vores affald eller ved kun at rykke ud hver anden gang.

Selvom klimakampen de seneste år langt om længe har fået mærkbart øget medvind, har det alle dage været ualmindelig svært at overbevise den gennemsnitlige borger om, at han eller hun skulle udsætte sig selv for større eller mindre ubelejligheder til fordel for klimaet.

Menneskets psyke er som bekendt sådan indrettet, at vi gerne vil se resultatet af vores handlinger. Ser vi et positivt resultat, programmeres vi så intuitivt til at gentage de samme handlinger – i kraft af det, som psykologien kalder ”positiv forstærkning”.

Men fordi græsset ikke blev grønnere eller himlen mere blå af, at vi begyndte at tage cyklen på arbejde, eller af at vi begyndte at sortere vores affald, er den positive forstærkning udeblevet. Derfor har det for mange føltes som et påbud om at udvise mere eller mindre blind tillid, at videnskabsfolkene havde ret i deres hypoteser.

Først når en kæmpestor mængde af mennesker synkront ændrede adfærd, ville vi begynde at kunne iagttage de positive konsekvenser med vores egne øjne.

Hvornår ville en sådan kollektiv motivation imidlertid nogensinde opstå? Det havde lange udsigter, og forskellige klimamål med årstal som 2025 eller 2030 tilknyttet fremstod ofte lige vel optimistiske.

Men så kom Corona-krisen – og med krisen kom den kollektive motivation i dén grad. På ekstremt kort tid ændrede store dele af verdens befolkning adfærd, og pludselig blev det normen bare at blive derhjemme. Farvel til udflugter i bilen, flyveture, restaurantbesøg, shoppingcentre og den daglige pendlertur til arbejdspladsen.

Nu er der så gået omtrent to måneder siden et stort antal af nedlukningerne fandt sted, og pludselig kan vi med al tydelighed iagttage, hvor meget bedre vores klode allerede har det.

I New Delhi, som har haft den tvivlsomme ære af at være kåret til årets mest forurenede by så sent som i februar, er himlen atter blå, og man kan nu pludselig se Himalaya-bjergene på 150 kilometers afstand.

I Venedig er vandet i kanalerne blevet så klart, at man nu kan se fiskene, der svømmer rundt i dem.

På Manhattan, der ellers er kendt som én stor trafikprop, er der endelig kommet tempo i udviklingen af cykelinfrastrukturen.

I San Francisco er prærieulve begyndt at vandre over Golden Gate Bridge, og i Wales har bjerggeder indtaget bybilledet, mens det i Barcelona gælder vildsvin.

Sådan kunne man blive ved, for der er et utal af konkrete, observerbare ændringer at spore i verden omkring os. Vi gik ikke i karantæne for klimaets skyld, men ikke desto mindre har vi nu fået serveret den positive forstærkning i en grad, som vi aldrig ville have fået uden Corona-krisen.

Midt i pandemien og det utal af tragedier, som den medfører over hele verden, er det forunderligt smukt at betragte, hvordan kloden reagerer, når den langt om længe får lov til at trække vejret, mens menneskeheden taget en pause fra den uendelige sprint i det kollektive hamsterhjul.

Fordi Corona-krisen er så altdominerende i nyhedsdækningen, har det været nemt at frygte, at krisen netop vil bremse den ellers positive fremdrift i klimadagsordenen. Det vil den måske også i forhold til netop nyhedsdækningen.

Men når vi engang er tilstrækkeligt langt ude på den anden side af krisen, og vi igen får overskud til at gå i dybden med andre historier, er der grund til at tro på, at klimadagsordenen vil stå markant stærkere end den gjorde før. For nu har vi endegyldigt fået blik for, at menneskehedens kollektive adfærd i allerhøjeste grad påvirker klodens velbefindende.

Forhåbentlig får det dermed den konsekvens, at vi indser, at vi måske ikke behøver tvinge hamsterhjulet op i samme antal omdrejninger som før. Måske halv styrke vil være rigeligt? Måske vi ikke behøver have 438 biler pr. 1.000 indbyggere? Måske endnu flere cykelstier og mere bæredygtig energi faktisk kunne være en rigtig god idé? Måske lidt flere hjemmearbejdsdage og mere tid med familien ville gøre godt? Og nu, hvor vi har fået en fornyet forkærlighed for vores lokalområder, vil vi måske også føle os inspirerede til at flyve lidt mindre til udlandet?

Hvad vi end hver især kommer til at gøre, er der i hvert fald ingen tvivl om, at vi her og nu har fået et fælles erkendelsesgrundlag og dermed en unik anledning til kollektivt at ændre vores adfærd. For klimaets, klodens og dermed vores egen skyld.

Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 19. maj 2020. Illustration: Gert Ejton.

Bevar den fysiske afstand – men skru op for den sociale intimitet

Coronakrisen rummer et centralt begreb, som er blevet ekstremt udbredt på ekstremt kort tid: At holde ”social afstand”.

Begrebet henviser naturligvis til de to meters afstand, som mindsker smittefaren betragteligt – foruden de generelle begrænsninger i forhold til hvor mange mennesker, der kan samles på samme sted.

Det er imidlertid et uheldigt begreb, fordi det pålægger os at tage afstand fra det at socialisere – som i sig selv har en mangfoldighed af betydninger – snarere end blot at holde den fysiske afstand mellem os selv og de personer, vi ikke deler bopæl med.

Udbredelsen af begrebet ”social afstand” kan vi takke den engelsktalende del af verden og ikke mindst USA for, da begrebet her hedder ”social distancing”. I Danmark – hvor den direkte oversættelse egentlige ville være ”social afstandtagen” – er begrebet ”social afstand” så ikke mindst blevet flittigt anvendt af Kåre Mølbak, som er direktør for Statens Serum Institut.

Nu har selveste WHO dog været på banen og frarådet brugen af begrebet og i stedet tilrådet, at vi i stedet bruger begrebet ”fysisk afstand”.

Som seniorforsker Marianne Rathje ved Dansk Sprognævn påpegede i sin Politiken-spalte den 24. april, er der en række uheldige konnotationer i det sociologiske begreb ”social distance”, som handler om adskillelse mellem eksempelvis socialklasser, racer og køn, snarere end individer, der forsøger at undgå at smitte hinanden.

Skeptikere vil givetvis spørge, om de konnotationer nu også er så vigtige, og om det da overhovedet gør nogen forskel i praksis, om vi siger ”social afstand” eller ”fysisk afstand”, hvis vi alle sammen godt ved, hvad der egentlig menes.

Men det er et velkendt fænomen, at begreberne, vi benytter os af, farver vores opfattelse af det, som begreberne henviser til.

Det er ikke mindst denne erkendelse, der har medført et kollektivt opgør med de betegnelser for seksuelle og etniske minoriteter, der enten åbenlyst eller ved nærmere eftersyn fremstår nedsættende.

Hertil kommer kønsneutraliseringen, som har gjort ”kassedamen” til ”butiksassistent”, ”rengøringskonen” til ”servicemedarbejder” og ”syersken” til ”tekstilarbejder”. Formålet er naturligvis både at øge respekten omkring de givne jobs og italesætte, at de givne jobs ikke kun er forbeholdt personer af ét bestemt køn.

Tilsvarende har vi fået begrebet ”global opvarmning” udskiftet med ”klimaforandringer”, så enhver snebyge ikke længere kunne fungere som menigmands bevisførelse for, at der nok ikke var noget om snakken alligevel.

På samme måde gør det en forskel, om vi i vores omgang med vores medmennesker vægter den konkrete fysiske afstand, som vi naturligvis bør blive ved med at holde – eller om vi opfatter Mølbaks udtalelser som en opfordring til det, der i praksis er en form for social isolation. At vi begrænser vores sociale adfærd og dermed alle former for kontakt med mennesker, der ikke er tvingende nødvendig.

Det er imidlertid altafgørende, at vi, mens krisen står på, øver os i alle de former for nærkontakt, der lader sig gøre inden for de opstillede rammer. At vi ser og udforsker alle mulighederne for social interaktion, snarere end at se socialisering som noget, vi allerhelst bør undgå.

Hvis vi undervejs glemmer, hvad nærkontakt egentlig er for en størrelse, risikerer vi at komme ud på den anden side af krisen iklædt mundbind, handsker og gummistøvler og en indgroet frygt for at give et kram, for at rejse eller for at tage del i store, fælles kulturoplevelser.

Konkret er der derfor to ting, vi alle sammen bør gøre:

For det første bør alle, der er så heldige at have en eller flere personer omkring sig, skrue op for den sociale intimitet. Det gælder naturligvis i forhold til samværet med sin nærmeste familie, som man har fået ordineret en stærkt øget portion kvalitetstid med. Flere frygtløse kys og kram, så vi aldrig vænner os til et liv uden sådanne.

Det gælder i den grad også på den romantiske front. Sex under krisen er jo netop blevet sanktioneret af Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, der muligvis har sikret sig en plads i historiebøgernes kapitel om coronakrisen med udtalelsen: ”Sex er godt. Sex er sundt. Sundhedsstyrelsen går ind for sex.”

For det andet bør vi minde os selv om, at social nærkontakt ikke behøver involvere fysisk berøring, hvilket åbner op for masser af muligheder for at socialisere med personer uden for indercirklen. Det kan være via breve, blikke og blomster, ved besøg i hinandens haver eller andre steder, hvor vi kan ses i små grupper og grine sammen på en afstand af to eller flere meter.

Vi kan også give hinanden gaver, for eksempel i form af gavekort til eksempelvis restaurantbesøg eller kulturoplevelser, som så kan indløses i fællesskab lige så snart, myndighederne tillader det.

Uden at bryde en eneste af myndighedernes forholdsregler har vi således en særdeles bred vifte af muligheder for at socialisere os igennem krisen.

Jo bedre vi bliver til det, jo bedre rustet er vi til tiden, der kommer efter, hvor vi igen kan kysse, kramme og tage på nye eventyr.

Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 6. maj 2020. Illustration: Gert Ejton.