På kollisionskurs: Vi skal også agere bæredygtigt i rummet

Det lød som et drama fra ’Star Wars’-universet: CZ4C på kollisionskurs med Kosmos-2004. Men det var imidlertid et særdeles autentisk drama, som udspillede sig den 15. oktober, da et brudstykke af en kinesisk raket og en gammel russisk satellit nær var stødt ind i hinanden omkring tusind kilometer over jordoverfladen.

BBC formidlede historien om, hvordan en kollision mellem de to stykker rumaffald kunne have haft katastrofale konsekvenser.

Tilsammen vejer de mere end 2,5 tons og bevæger sig med en hastighed på knap 15 kilometer i sekundet. Hvis de havde ramt hinanden, havde det således resulteret i en sand byge af rumaffald. Disse fragmenter ville så have fortsat i kredsløb om jorden i ekstremt lang tid og udgjort en væsentlig trussel mod de operationelle satellitter.

Heldigvis fandt kollisionen ikke sted. CZ4C og Kosmos-2004 passerede hinanden med en afstand på blot 70 meter, og relativt set er det naturligvis en særdeles beskeden afstand.

For mange er bekymringen om rumaffald på kollisionskurs næppe noget, der fylder meget i dagligdagen. Med klimakrisen, COVID-19 og et autokratisk højresving i en række af verdens største lande er dette i sig selv rimeligt nok. Der er nok ikke mange personer rundt om i verden, der ligefrem higer efter flere globale udfordringer at bekymre sig om.

Ikke desto mindre er det imidlertid på høje tid, at vi vender blikket ud mod rummet og erkender, hvor vigtigt det er, at vi også anlægger et bæredygtigt perspektiv på vores adfærd i og anvendelse af rummet. Det gælder i allerhøjeste grad opsendelsen og vedligeholdelsen af de satellitter, hvis forskellige funktioner er uundværlige for et moderne samfund.

Det er netop satellitterne, der hjælper os med at kommunikere, navigere og monitorere vejrsystemer, ligesom de selvfølgelig spiller altafgørende roller i militære sammenhænge. I takt med, at de forskellige teknologier udvikler sig, er der endvidere al grund til at tro på, at satellitter kun vil få endnu større betydning i fremtiden, end de allerede har i dag.

Så selvom det virker som en fjern og uhåndgribelig omstændighed at en kinesisk raketstump og en gammel russisk satellit kunne støde sammen og dermed påvirke alt fra vores egen lille hverdag til den geopolitiske situation – ja, så er det en problematik, vi er tvunget til at have for øje.

Den gode nyhed er, at otte rumfarende nationer netop har indgået den såkaldte Artemis-aftale, ført an af det amerikanske rumagentur NASA. Dermed forpligter disse lande sig til at overholde en række centrale principper – herunder sikker håndtering af rumaffald. Hertil kommer, at alle landene forpligter sig til gennemsigtighed og videnskabeligt samarbejde, samt at alle rumforskningsmæssige aktiviteter skal have fredelige formål.

Den mindre gode nyhed er, at Rusland og Kina ikke er blandt disse otte lande. Så præcis ligesom disse to stormagter skal presses i forhold til klimakrisen og en lang række andre forhold, skal de tilsvarende lægges under pres, når det kommer til deres ageren i rummet.

Tilbage i juli afslørede lederen af det russiske rumagentur Dmitry Rogozin, at Rusland ikke agtede at indgå i Artemis-aftalen. Men ikke nok med det: Han ytrede også, at Rusland påtænkte at indgå et samarbejde med Kina i stedet. Dermed er de politiske linjer, der i forvejen er trukket skarpt op her på planeten, i fuld gang med at blive trukket tilsvarende skarpt op i rummet.

Derfor er vi nødt til at bremse op nu og indse vigtigheden af, at vi også tænker og handler bæredygtigt i forhold til rummet. Vi er nødt til at appellere til, at det internationale samarbejde omkring rummet inddrages i markant højere grad i den offentlige debat og de forskellige bæredygtighedsinitiativer, som alverdens regeringer er i færd med at lancere.

Det er netop altafgørende, at vi tager denne udfordring fuldt ud alvorligt, for ellers vil risikoen for, at vi aktivt begynder at bekrige hinanden i rummet hurtigt blive skræmmende stor. Den eneste vej frem er dermed indgåelse af og aktiv deltagelse i de internationale alliancer, der bedst muligt sikrer klodens og menneskehedens overlevelse.

Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 3. november 2020. Illustration: Gert Ejton.

Den fredelige magtoverdragelse kan ikke tages for givet

Den 6. juni 2019 udsendte Kongehuset en pressemeddelelse om, at Dronningen havde taget imod statsminister Lars Løkke Rasmussen.

”Efter at have redegjort for valgresultatet, indgav Statsministeren regeringens afskedsbegæring og tilrådede, at repræsentanter for de politiske partier fik lejlighed til at udtale sig om den forestående regeringsdannelse,” stod der i pressemeddelelsen.

Lad os stoppe op for en stund og anerkende, hvor stor og vigtig en demokratisk gestus, dette forløb faktisk repræsenterer:

Valgets taber redegjorde for resultatet af det valg, han netop havde tabt. Han indgav sin egen regerings afskedsbegæring. Han satte den proces i gang, der bestod i, at hans politiske modstandere påbegynder dannelsen af en ny regering.

For demokratiet ligger der en umålelig værdi i den markante rolle, som taberen spiller i magtoverdragelsen til den vindende part.

Det er netop denne anerkendelse af valgresultatet og den forudgående demokratiske proces, der bidrager til at sikre det fortsatte fundament under demokratiet og den nye regerings legitimitet.

De fleste danskere sad næppe overrasket tilbage med munden på vid gab den 6. juni 2019, da Lars Løkke Rasmussen indgav afskedsbegæringen, for han gjorde jo ikke andet end lige præcis det, vi forventede, at han ville gøre. Netop fordi vi tager den fredelige magtoverdragelse for givet. Ikke kun i Danmark, men i vestlige demokratier generelt set.

I USA er der blot få uger til præsidentvalget. Her har den siddende præsident imidlertid nægtet at forsikre sine landsfæller om, at en fredelig magtoverdragelse vil finde sted, såfremt han taber valget, hvilket et flertal af meningsmålinger aktuelt indikerer, at han vil. 

Trump er blevet adspurgt direkte ad flere omgange, senest under debatten med Joe Biden den 29. september, og han har ikke på noget tidspunkt tilkendegivet, at han agter at indgå i denne altafgørende demokratiske proces.

Tværtimod fremfører han substansløse teorier om, hvordan det, at så mange – grundet COVID-19 – vil brevstemme, kommer til at afføde massiv valgfusk. Han har indsat en af sine store økonomiske støtter, Louis DeJoy, som øverste ansvarlige for det postvæsen, der har ansvaret for håndteringen af de mange brevstemmer. Han opfordrer sine tilhængere til at holde øje med valgstederne, hvilket hurtigt klinger af en opfordring til at intimidere både vælgere og valgtilforordnede.

Det bliver ikke bedre af, at han også konsekvent undlader at undsige de højreekstremister, som han har blandt sine tilhængere. Tværtimod fremstod det under debatten med Biden som om, at han ligefrem opfordrede dem til at stå klar, hvis valget ikke falder ud til Trumps fordel.

Således er Trumps manglende forsikring om en fredelig magtoverdragelse ikke blot udtryk for hans frygt for at tabe. Den er blot ét led i en bred vifte af initiativer, der skal underminere det demokratiske valg og sikre ham sejren, uanset hvordan de reelle stemmer falder.

I Europa, og således også i Danmark, er der mange, der bare betragter det som et kuriosum, at USA er nået så langt ud ad den antidemokratiske tangent. Vi føler måske, at vi sidder på behørig afstand og blot kan betragte kaosset som en teaterforestilling.

Før vi ser os om, kan vi imidlertid hurtigt selv få en særdeles vigtig rolle at spille i denne forestilling. USA er fortsat en supermagt med ekstremt stor politisk, kulturel og økonomisk indflydelse på resten af verden, og hvis Trump lykkes med at blive på posten trods et demokratisk valgnederlag, vil USA i praksis have en diktator som præsident, og det ville være en underdrivelse at sige, at det ville få uigenkaldelige globale konsekvenser.

Der er ingen grund til at sammenligne alle disse ekstremt kritiske omstændigheder i USA med tingenes tilstand i Danmark. Men vi gør klogt i at lade Trump og de republikanske lederes flugt fra de demokratiske værdier fungere som en påmindelse om, at vi hverken kan eller bør tage demokratiet for givet – heller ikke i Danmark. Når de rette omstændigheder er i spil, kan ethvert menneske finde det attraktivt at se stort på demokratiet.

Derfor bør vi til stadighed kæmpe for, at det danske demokrati er så stærkt som muligt. Det gælder både sådan som det udspiller sig på Christiansborg og rundt i hver eneste af de 98 kommuner. For jo stærkere demokratiet er på det lokale niveau, jo mindre er risikoen for, at Danmark nogensinde ender i en situation, der minder om den, som USA befinder sig i netop nu.

Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 7. oktober 2020. Illustration: Gert Ejton.