Hej bymus – har du overvejet at kramme en ko?

Når alt kommer til alt, handler klimaudfordringerne om, hvad vi som mennesker i praksis prioriterer. Ikke om, hvad vi bør prioritere, eller hvad vi kunne prioritere, men om, hvad vi her og nu i vores hverdagslige tilværelse sætter øverst på listen over det, vi finder vigtigt her i livet.

Bor man i en by snarere end på landet, er det ganske oplagt, at naturens ve og vel ikke nødvendigvis ligger én voldsomt meget på sinde. Hvis éns primære naturoplevelser består af løbeture omkring kunstigt anlagte søer eller en picnic i en park, som bilerne fortsat suser lige forbi, er det næppe harmonien med moder natur, der kæmper om førstepladsen på prioriteringslisten.

Hvis man derimod bor på landet, giver det sig selv, at der opbygges en langt mere intuitiv forståelse for naturen, klimaet og de forandringer, som vores klode gennemlever med stigende hast. Livet i landdistrikterne er imidlertid forbeholdt færre og færre personer, og der er ingen grund til at tro at udviklingen kommer til at vende. Tværtimod.

I Danmark er det nu næsten ni ud af ti personer, der bor i et urbant område. I Europa er det tre ud af fire, mens det på globalt plan er godt halvdelen. Analyser fra FN forudser, at det i 2050 vil være næsten syv ud af ti verdensborgere, der bor i byer snarere end på landet. Til den tid vurderer FN også, at den samlede verdensbefolkning vil nærme sig 10 milliarder personer.

Det er en udvikling, der i sig selv udgør et enormt benspænd for klimakampen: Kloden får flere og flere personer, og de bliver mere og mere koncentrerede i byområder.

Skal effekten af dette benspænd minimeres, er der derfor behov for, at alverdens bymus kommer i nærkontakt med naturen. At naturen integreres i deres liv i et omfang, som ikke kan tages for givet, hvis ikke der bliver gjort en proaktiv indsats inden for en lang række områder. Det bør ske i hvert eneste land, hvor det lader sig gøre, og således også i Danmark.

Det gælder ikke mindst inden for byplanlægningen, hvor de såkaldt grønne områder ikke blot bør være en træklædt allé mellem det ene og det andet enorme lejlighedskompleks. I stedet bør vi gå en fremtid i møde, hvor alle nye byudviklingsprojekter udgør en prioritering og omfavnelse af naturen og dens ressourcer på et langt højere niveau, end vi er vant til i dag.

Samtidig bør uddannelsessystemet – og frem for alt folkeskolen – rumme en bred vifte af obligatoriske forløb, der giver eleverne kropslig erfaring med naturen. Naturligvis akkompagneret af den eksisterende biologiundervisning, men hvor bøgerne forbliver i skoletasken, mens naturens elementer får lov at ruske, inspirere og indprente sig.

Derudover bør vi naturligvis gøre en vigtig indsats for at få gjort de mange landdistrikter så attraktive som muligt. Ikke blot med tilflytningskampagner, men ved at iværksætte en konkret udvikling, hvor langt flere landsbyer bliver rige på såvel kunst og kultur som idræt og det brede foreningsliv. Så de ikke primært bliver steder, man flytter fra, men snarere steder, men flytter til og har lyst til at blive. For nu at låne et begreb fra Skivemødet er det netop måden, hvorpå vi får skabt et Danmark i balance.

Alle sådanne ting bør naturligvis ske side om side med alle de initiativer, der allerede er iværksat på klima- og miljøområdet. Gør vi imidlertid intet, er der ikke noget at sige til, når urbanisering, overbefolkning og klimaforandringer tilsammen umuliggør fortsættelsen af vores levevis.

Heldigvis har alle vi, der bor i byerne, også mulighed for at gøre meget på egen hånd for at skabe større harmoni mellem os selv og naturen.

Selvfølgelig kan man tage til stranden eller på skovtur. Hvor urbant man end har indrettet sig til hverdag, er det muligt for stort set alle danskere at komme ud midt i naturen på relativt kort tid.

Men man kan også være mere eksplicit opsøgende efter at komme i kontakt med naturen, mærke dens energier og lade dem forplante sig i sin krop, så det kan mærkes i lang tid efter.

En voksende trend i blandt andet Holland og USA er for eksempel at komme i kontakt med naturen ved at give en ko et knus. Flere og flere steder kan man besøge en kvæggård, hvor køerne hverken skal blive til bøffer eller levere mælk, men i stedet lægge hals til lange kram fra naturhungrende byboer.

Det lyder måske lidt skørt. Men foruden den fysiske forbindelse til det måske mest landlige væsen man kan forestille sig, har kokrammere også deciderede terapeutiske effekter. Dette er blandt andet forårsaget af koens markant langsommere puls, som fysisk kan mærkes af og forplante sig hos knusgiveren.

Der er mange måder at gå i dialog med naturen på, og det behøver naturligvis ikke at involvere en ko. Men én ting ligger fast: Skal vi redde kloden, skal den tiltagende urbane verdensbefolkning også bevare og styrke sit tilhørsforhold til naturen.

Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 22. september 2020.

Kongehusets kamp for almenvellet, kulturen og minoriteters rettigheder sikrer dets relevans i det 21. århundrede

Forbrød Kronprinsesse Mary sig mod sin rolle som, ja, kronprinsesse, da hun takkede ja til at være hovedtaler ved årets udgave af Copenhagen Pride? Er det upassende for det danske kongehus at støtte så åbenhjertigt op omkring LGBT+-miljøet og dermed seksuelle minoriteters rettigheder?

Det er der nogen, der mener. Samtidig er der andre, der advarer Kronprinsessen mod at gøre sig upopulær hos den konservative del af befolkningen, fordi man her finder en væsentlig andel af kongehusets støtter.

Men hvis vi insisterer på, at kongehuset aldrig må være andet end anakronistisk staffage, er det kun et spørgsmål om tid, før den brede befolkning vil betragte det som værende fuldkommen irrelevant i det moderne samfund. Således er det lige netop i rollen som forkæmper for almenvellet, for kulturen og for minoriteters rettigheder, at monarkiet kan fremtidssikre sig selv og bevare sin legitimitet og relevans.

Her er det værd at bemærke, at det ikke ligefrem er et nyt koncept, at Kronprinsparret har udnyttet deres platform til at italesætte den grundlæggende danske værdi, at der skal være plads til alle i vores samfund – herunder de befolkningsgrupper, der er mest marginaliserede.

Lige siden Mary og Frederik blev gift i 2004, har de stået i spidsen for deres egen prisuddeling, og Kronprinsparret har også haft sin egen fond siden 2006. I kraft af disse har de formået at få en massiv folkelig opbakning til det fokus, de sætter på vigtige sociale formål, minoriteter og en vifte af skelsættende kunstnere og kulturaktører.

Mary og Frederik udfylder netop en vigtig rolle som katalysatorer for samfundsudviklingen. Vel at mærke uden at blive specifikt partipolitiske eller på anden vis gå udover den unikke beføjelse, de har. At dette skulle udgøre et problem blandt de dele af befolkningen, der er mere konservativt indstillede, er der ikke meget bevis for, når man betragter den massive popularitet, som Kronprinsparret nyder. 

Uden sammenligning i øvrigt kan vi kaste et blik tilbage på prinsesse Diana, der i dén grad indtog en rolle som langt mere end blot omvandrende staffage. Også hun iklædte sig rollen som almenvellets forkæmper med fokusområder som dyrevelfærd, landminer, AIDS- og kræftpatienter, og hendes engagement i disse problemstillinger og samfundsmæssige udfordringer tilførte kun yderligere dimensioner til hendes i forvejen store popularitet.

Vi lever i en tid, hvor de globale udfordringer bliver stadigt større, hvor bevidstheden om minoriteters rettigheder er stigende, og hvor vi med al tydelighed har set, at vi hverken kan tage klimaet eller demokratiets velbefindende for givet.

Set i dette lys er det særdeles vigtigt, at vi har såvel en regering som et kongehus, der kæmper for ligestilling og imod marginalisering. Dette sender netop et altafgørende signal om, at man som samfund skal have alle med.

Dette må siges at være en noget mere fornem opgave end blot at skulle klippe røde bånd over ved officielle begivenheder.

Oprindeligt bragt i Jyllands-Posten den 19. september 2020. Illustration: Rasmus Sand Høyer.

Det handler ikke kun om mænd og kvinder: Til kamp for et tidssvarende ligestillingsbegreb

Når Danmarks Statistik indsamler data om ligestilling i Danmark, er fokus udelukkende på ligestilling mellem mænd og kvinder, og i den offentlige debat er det ligeledes denne snævre definition af ligestillingsbegrebet, der dominerer.

Ikke at kampen for kønsmæssig ligestilling ikke fortsat er af ypperste vigtighed. Men det er på høje tid, at vi i vores sprogbrug begynder at specificere præcis hvilken form for ligestilling, vi egentlig mener.

Det er præcis det, man allerede gør på engelsk. Her refererer kampen for ”equality” til ligestilling generelt set, hvormed man tvinges til at sætte et ord foran, når der skal refereres til forskellige former for ligestilling – såsom ”gender equality”, ”racial equality” og ”economic equality”.

Hvis Danmarks Statistik såvel som den brede skare af eksperter og meningsdannere i stedet adresserede de mange forskellige former for ligestilling – kønsmæssig, etnisk, økonomisk og så videre – ville det uden tvivl styrke vores kollektive evne til at adressere de mangeartede problematikker, der opstår, fordi forskellige grupperinger er vidt forskelligt stillede.

Siden 1999 har vi haft en ligestillingsminister, og også her har fokus generelt været ligestillingen mellem mænd og kvinder. Med den nuværende ligestillingsminister, Mogens Jensen – som også er minister for fødevarer, fiskeri og nordisk samarbejde – er vi imidlertid begyndt at se en lang række vigtige nybrud i forhold til, hvordan ligestilling italesættes.

Med sin kombinerede redegørelse og perspektiv- og handlingsplan, som Mogens Jensen afgav til Folketinget i februar, skildrer ministeren netop en lang række af de forhold, der spiller ind i kampen for det, han kalder ”reel ligestilling”.

Hovedvægten er stadig lagt på den kønsmæssige ligestilling, men denne inkluderer nu også LGBTI-personer og de diskriminationsmæssige forhold, der særligt knytter sig hertil. Med vigtig inspiration fra FN’s 17 verdensmål italesættes desuden den overordnede ambition om at sikre ”frihed og lige rettigheder for alle”, ligesom de særlige forhold, der gælder flygtninge og indvandrere, også adresseres.

Der er et stykke vej endnu, men den aktuelle ligestillingsminister har uden tvivl bragt os et vigtigt skridt nærmere et mere tidssvarende ligestillingsbegreb.

Vi lever netop i en tid, hvor der med rette holdes en ekstra stor lup over de mange faktorer, der forårsager uretfærdig ulighed, men som vi af forskellige årsager ikke har haft tilstrækkeligt skarpt blik for hidtil.

Det gælder naturligvis i forhold til en lang række parametre, der vedrører etnicitet og økonomiske forhold, men det forgrener sig også til uddannelses- og sundhedsområderne.

Sidstnævnte har dog på forbilledlig vis fået øget opmærksomhed de seneste år under betegnelsen ”ulighed i sundhed”, der netop sætter fokus på de systematiske skævheder i folkesundheden. Kort fortalt betyder det, at forskellige befolkningsgrupper – med Sundhedsstyrelsens ord – bliver ”tidligere syge, mærker større konsekvenser af sygdommen og dør i en tidligere alder end andre”. 

Det er denne form for bevidsthed om forskellige befolkningsgruppers vidt forskellige vilkår, vi bør styrke markant.

I denne sammenhæng er det relevant at hæfte sig ved de mange kulturelle strømninger fra USA, som sætter deres tydelige præg på Danmark og den offentlige debat, vi fører her til lands. De åbenlyse eksempler er #MeToo, ”cancel culture” og Black Lives Matter. Fællesnævneren for disse tre er opgøret med den magt, som hvide, heteroseksuelle mænd så længe har siddet godt og grundigt på.

Med til historien hører naturligvis den evindelige forklaring om, at langt størstedelen af disse hvide og ofte velstående heteromænd ikke føler, at de bevidst undertrykker nogen. Det understreger imidlertid kun problemets kerne: At mennesker generelt er blinde over for de privilegier, de måtte have fået serveret allerede ved fødslen, i deres opvækst, i skolen eller i deres arbejdsliv.

Derfor er en af de vigtigste samfundsmæssige opgaver i den kommende tid at reducere antallet af disse blinde vinkler.

Lad os få kortlagt hvor store udsving, der er mellem, hvordan forskellige befolkningsgrupper klarer sig i alverdens relevante sammenhænge: I skolen, på arbejdsmarkedet, i fritiden, økonomisk, sundhedsmæssigt, socialt – og så videre.

Lad os dernæst få løftet den offentlige debat og de politiske visioner, så vi lettere kan kæmpe for og sikre den reelle ligestilling mellem alle befolkningsgrupper i samfundet, og ikke kun mellem mænd og kvinder.

Endelig skal vi huske på, at ligestilling ikke garanteres af lovgivningen. Den er først en realitet, når den manifesterer sig som et bredt funderet værdisæt i befolkningen. På denne front har vi lang vej endnu, og her kan speederen ikke trykkes for hårdt i bund.

Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 9. september 2020. Illustration: Gert Ejton.

De tre karaktertræk, som vi især bør huske Bent Fabricius-Bjerre for

Bent Fabricius-Bjerre er gået bort, og Danmark har mistet en af sine mest betydningsfulde kulturpersonligheder.

Som det imidlertid ofte forholder sig med personer, der får lov til at leve et så langt og rigt liv, er det ikke alene sorgen, der fylder hjertet. Det er også glæden over, hvordan et enkelt menneske opnåede så meget og fik sat så mange imponerende præg på verden omkring sig i løbet af sine 95 år.

Samtidig er det vigtigt at huske på, at selv om Bent Fabricius-Bjerre ikke længere er her i fysisk forstand, så vil hans ånd og sjæl leve videre iblandt os.

Vi vil naturligvis huske ham for de mange udødelige klassikere, han har komponeret – fra den Grammy-vindende ”Alley Cat” til temaerne til Matador, Olsen-Banden og Klovn.

Apropos sidstnævnte vil mange i de yngre generationer naturligvis også huske ham i rollen som bordelejer i netop Klovn-filmen, hvor han bortviser Frank Hvam, fordi han er for grim. Tilsvarende vil disse generationer også huske ham for hans store comebackhit Jukebox, der blev udsendt i 2004 – da han vel at mærke var 79 år gammel.

Alt dette udgør tilsammen et fuldt ud hæderligt eftermæle. Men han fortjener i dén grad også at blive husket som den elegante entreprenørbi, der hele livet igennem krydsbefrugtede alverdens aktører fra både kulturens verden og erhvervslivet.

Allerede som 17-årig stiftede han eksempelvis sit eget forlag og udgav musikmagasinet Tribune. Sidenhen blev han salgschef for pladeselskabet EMIs danske afdeling, inden han som 26-årig – i 1950 – startede sit eget pladeselskab, Metronome Records, som i 1978 også indtog film- og tv-verdenen.

Det, der i sandhed gør ham enestående, er netop den treenighed, der udgjorde fundamentet for hans liv og karriere: Selvfølgelig var han en kulturpersonlighed af stort format. Men han var også en særdeles dygtig forretningsmand. Desuden var han – vigtigst af alt – et virkelig godt menneske.

Det er en god portion mennesker forundt at være én af de tre ting, men det er absolut sjældent at besidde alle tre på én gang, sådan som Bent Fabricius-Bjerre gjorde det.

Selv mødte jeg Bent Fabricius-Bjerre tidligt i min nye karriere i kommunikationsbranchen, efter jeg havde lagt musikerkarrieren på hylden og i 1983 startet mit eget bureau.

Mit allerførste filmprojekt var Min farmors hus, som Bent Fabricius-Bjerre og Metronome stod bag, og som blev sendt i biograferne i 1984. Samarbejdet omkring filmen blev begyndelsen på vores professionelle venskab, og lige siden har Bent Fabricius-Bjerre været en af mine vigtigste inspirationskilder.

Det gælder især på tre fronter, som jeg hermed vil gøre mit til at cementere som mindst lige så vigtige ingredienser i hans eftermæle som temaet til Matador.

For det første var Bent Fabricius-Bjerre exceptionelt dygtig til ikke at placere mennesker i kategorier. For ham handlede det ikke om, hvorvidt du var det ene eller det andet. Du kunne være musiker, investor eller kommunikationsmand som mig selv, men det afgørende for ham var altid din drivkraft og dit talent. Hvis du virkelig ville frem i verden, så spidsede han ører.

Det var din energi og ikke din baggrund eller branche, der gjorde udslaget. Det er i høj grad en tilgang til hinanden, som hele det danske samfund kunne have godt af at tage ved lære af.

De bedste, mest interessante og mest nyskabende idéer opstår nemlig i mødet med dem, der befinder sig uden for éns egen trygge komfortzone. Det vidste Bent Fabricius-Bjerre, men det er der mange rundt omkring i vores samfund, der endnu ikke er tilstrækkeligt klar over – ikke mindst i kultur- og erhvervslivet, hvor krydsbefrugtningspotentialet er særligt stort.

For det andet forblev Bent Fabricius-Bjerre hele livet igennem ualmindeligt nysgerrig. Mange mennesker har det med at skrue ned for nysgerrigheden, når de har fundet deres hylde i livet. De ved, hvad de kan lide, og hvad der ser ud til at fungere for dem. Så hvorfor blive ved med at snuse til nye ting, oplevelser og måder at anskue livet på? 

Hvis Bent Fabricius-Bjerre imidlertid havde haft dén indstilling, havde han næppe opnået succes inden for så mange forskellige brancher og fagområder.

Så havde han ikke kastet sig ivrigt over de musikalske stilarter, som halvtreds år yngre musikere boltrede sig i – og han havde så afgjort ikke formået at holde sig selv så relevant hele livet igennem, som han gjorde.

For det tredje er Bent Fabricius-Bjerre det endegyldige bevis på, at det betaler sig at være et godt menneske.

’Nice guys finish last’, siger man på engelsk, og der er mange, der mener, at man skal være lidt af et røvhul, hvis man vil frem i verden. Albuerne skal være skarpe, og tungen skal være tvedelt.

Men sådan fungerede Bent Fabricius-Bjerre ikke. Tværtimod var han livet igennem en af de mest charmerende og vellidte personer, som det danske samfund nogensinde har udklækket.

Så selvom Bent Fabricius-Bjerres liv nu er forbi, vil hans musikalitet – som komponist og som menneske – klinge videre blandt os alle.

Tak, Bent – for melodierne, for det gode samarbejde, og allermest for inspirationen.

Oprindeligt bragt i Avisen Danmark mandag den 3. august 2020. Illustration: Gejt Ejton.