Som janteloven på coke

Hvis du fra tid til anden befinder dig på et eller flere af de sociale medier – og det gør stort set alle jo – har du med garanti også oplevet dem fra deres værste side.

Uanset om vi snakker Facebook-opslag, tweets eller kommentarsporet på YouTube, er der til enhver tid en overhængende risiko for at støde ind i to eller flere personer, som er i fuld gang med at bekrige hinanden.

Det er hverdagskost at opleve, hvordan mennesker tillægges de værst tænkelige motiver, og hvordan deres synspunkter klassificeres som værende ekstreme. Ofte fører det endda til trusler og andre decideret chikanerende udmeldinger.

Andre gange støder man på folk, der faktisk står sammen. Men det, de står sammen om, er et frontalangreb på en person, der ikke nødvendigvis er til stede, men som tilsyneladende har gjort et eller andet galt, og derfor skal hænges ud i al offentlighed.

Disse dystre sider af de sociale medier er som janteloven på coke: Du skal ikke tro, du er noget – men du skal i øvrigt også have at vide, at du er absolut værdiløs og ikke har noget som helst at bidrage med her i verden.

Især vores politikere kender til dette fænomen. Der er så godt som ingen politisk position, der kan indtages, uden at der samtidig er en hær af tastaturkrigere, der kan råbe op om, hvorfor man kæmper for de forkerte sager, sympatiserer med de forkerte folk og indgår de forkerte alliancer.

Hertil kommer, at særligt kvindelige politikere chikaneres, angribes og trues i et omfang, som de fleste – forhåbentlig – slet ikke har fantasi til at forestille sig.

Ordet ”kommunikation” kommer af det latinske ”communicare”, og det kan oversættes til ”at gøre fælles”. Den form for kommunikation, der kendetegner de sociale medier, handler imidlertid ikke om ”at gøre fælles”, men derimod om at distancere sig fra sine medmennesker.

I praksis bør det derfor betegnes som en form for anti-kommunikation, der har til formål at splitte os alle sammen ad – og forklaringen er så enkel, som den altid har været: Der er penge i det for teknologigiganterne, der ejer og bestyrer platformene.

Det er interessant at hæfte sig ved, hvor mange sammenhænge, man i Danmark skal benytte sig af NemID og andre former for identifikation, der knytter éns adfærd i forskellige sammenhænge direkte til éns identitet. I en verden med hvidvask, fake news og identitetstyveri giver det ganske god mening.

Men sådan forholder det sig imidlertid ikke på de sociale medier. Her kan man på forskellig vis ytre sig via pseudonymer og brugernavne, hvor det er op til én selv at styre troværdighedsgraden.

Hvis de sociale medier så blot var små, lukkede fora for de få, ville sagen være en anden. Men i virkelighedens verden er de med til at afgøre præsidentvalg og folkeafstemninger, og via det fænomen, vi nu kender som ”cancel culture”, tillader de sociale medier at den ene karriere efter den anden bliver skudt i sænk – af og til berettiget, andre gange ikke.

Med andre ord spiller de sociale medier en ekstremt afgørende rolle i den globale udvikling, såvel som i en uendelig lang række individers liv og karriere. Det er nemlig ikke kun politikere, det går udover – vi kan alle risikere at ryge igennem denne nådesløse maskine.

Det hele får lov at udfolde sig med stærkt begrænsede krav fra myndighedernes side om, at brugerne af de sociale medier skal stå til regnskab for det, de siger og gør på de forskellige platforme.

Her i Danmark kan man sidde og vente på, at de amerikanske teknologigiganter udvikler en mere sofistikeret og oprigtig form for samvittighed i forhold til den negative indflydelse, de har på verdenssamfundet. Man kan også håbe på, at de nede i EU tager bedre hånd om problematikken og får etableret nogle seriøse begrænsninger for de sociale medier.

Men vi kan også vælge en tredje vej: At vi som samfund selv tager hånd om problematikken og afkræver teknologigiganterne, at danske brugere skal identificere sig selv – eksempelvis via NemID – før de får lov at ytre sig på de sociale platforme. 

Det skal vel at mærke ske uden, at de amerikanske virksomheder får adgang til følsomme data om danskerne. Det eneste de i praksis skal modtage er en stump kode – en digital pendant til et grønt lys, der signalerer, at den givne bruger faktisk har identificeret sig som den person, vedkommende hævder at være.

Især børn og unge er særligt sårbare i denne sammenhæng, og vi har alle sammen et ansvar for at tilkendegive at nok er nok, så magthaverne indser, at de er nødt til at agere. I kraft af, at det netop er politikerne, der i så høj grad oplever at være de mest udsatte skydeskiver på de sociale medier, kunne man forestille sig, at det ikke ville svært at samle et flertal omkring et sådant initiativ.

Måske det kunne ske op til det kommende kommunalvalg som en gave til danskerne og den fortsatte udvikling af vores fælles demokrati?

Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 22. juni 2021. Illustration: Gert Ejton.

En ny kulturkanal, der går i dybden – også med kritikken

Forhandlingerne om det kommende medieforlig venter forude. Det har de i praksis gjort siden 2019, men på grund af COVID-19 har kulturministeren udskudt dem af flere omgange.

Når det endelig sker – givetvis til efteråret – er der grund til at håbe på, at politikerne vil vove at tænke nye tanker. At de vil nå frem til en aftale, der ikke først og fremmest handler om den endelige beløbsstørrelse, men derimod om allokationer af midler til innovative tiltag, der kan forny det danske medielandskab.

Et særligt kærkomment tiltag ville være etableringen af den nye kulturkanal, som den forrige regering havde på tegnebrættet –og som den nuværende regering sløjfede.

Som det er blevet foreslået, kunne en sådan kanal oplagt ligge uden for DR og dermed skabe spændende konkurrence til det kulturstof, som DR allerede producerer.

Alternativt kunne den naturligvis også placeres i regi af DR. Men det burde i så fald ikke blot være i form af en genåbning af DR K. Med al respekt for et seersegment, jeg selv tilhører, var det ikke optimalt, at kanalen primært var tiltalende for de ældste borgere: Tre ud af fire seere var ifølge en måling i september 2019 – få måneder før lukningen – over 50 år.

Det afgørende ville netop være, at var en kanal, der dækker det mangfoldige kulturliv på en tidssvarende måde – med kulturjournalistik, der går markant mere i dybden. 

Det gælder i forhold til det stof, der omhandler de konkrete oplevelser, man som kulturforbruger kan få. Stof, som ikke blot bør tage form af foromtaler og anmeldelser ­– hvor vigtige disse genrer end er – men også om inspirerende, perspektiverende og analyserende dækning af tidens definerende begivenheder, tendenser og profiler.

Desuden gælder det alt, der foregår bag scenetæpperne. I krydsfeltet mellem kultur- og erhverv. På kulturturismefronten. Rundt omkring i det ganske land, hvor det ene kreative kraftcenter efter det andet i disse tider vokser frem.

Som Kerstin Bruun-Hansen og Lucas Carns artikel i Journalisten den 25. maj beskrev det, er der desuden behov for, at der er nogen som – med en vis Peter Aalbæk Jensens ord – ”går seriøst i flæsket på kultursektoren”.

Kulturlivet fortjener netop at være top-of-mind og blive behandlet mere kritisk og analyserende, og alle sektorer styrkes, når de journalistiske vagthunde sikrer maksimal lovlydighed, habilitet og troværdighed. 

Der er måske nogen, der vil mene, at kulturlivets aktører slet ikke ønsker et sådant kritisk blik. Men som Politikens kulturredaktør Mette Davidsen-Nielsen påpeger i førnævnte artikel, er tiderne skiftet de sidste 10-15 år. Med andre ord: Der er et generationsskifte på vej.

Men det handler ikke kun om, at unge har et stærkt værdigrundlag og forventer sig mere af den offentlige kultursektor. De har også et stærkt øget behov for synlighed på tværs af alverdens platforme. Denne kombination resulterer i en attitude, der lader sig opsummere via dette klassiske Oscar Wilde-citat:

”Der er kun én ting i livet, der er værre end at blive talt om – og det er ikke at blive talt om.”

En sådan kanal, som både rummer dybdegående og kritisk journalistisk dækning af kulturlivet – fra det lokale kraftcenter i Jylland til de magtfulde skikkelser i Statens Kunstfond – ville være en gave.

Til kulturlivet, naturligvis.

Men i endnu højere grad til den kulturelskende befolkning, som ville få glæden af et styrket og endnu mere innovativt kulturliv.

Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 7. juni 2021. Illustration: Gert Ejton.