Hvis du fra tid til anden befinder dig på et eller flere af de sociale medier – og det gør stort set alle jo – har du med garanti også oplevet dem fra deres værste side.
Uanset om vi snakker Facebook-opslag, tweets eller kommentarsporet på YouTube, er der til enhver tid en overhængende risiko for at støde ind i to eller flere personer, som er i fuld gang med at bekrige hinanden.
Det er hverdagskost at opleve, hvordan mennesker tillægges de værst tænkelige motiver, og hvordan deres synspunkter klassificeres som værende ekstreme. Ofte fører det endda til trusler og andre decideret chikanerende udmeldinger.
Andre gange støder man på folk, der faktisk står sammen. Men det, de står sammen om, er et frontalangreb på en person, der ikke nødvendigvis er til stede, men som tilsyneladende har gjort et eller andet galt, og derfor skal hænges ud i al offentlighed.
Disse dystre sider af de sociale medier er som janteloven på coke: Du skal ikke tro, du er noget – men du skal i øvrigt også have at vide, at du er absolut værdiløs og ikke har noget som helst at bidrage med her i verden.
Især vores politikere kender til dette fænomen. Der er så godt som ingen politisk position, der kan indtages, uden at der samtidig er en hær af tastaturkrigere, der kan råbe op om, hvorfor man kæmper for de forkerte sager, sympatiserer med de forkerte folk og indgår de forkerte alliancer.
Hertil kommer, at særligt kvindelige politikere chikaneres, angribes og trues i et omfang, som de fleste – forhåbentlig – slet ikke har fantasi til at forestille sig.
Ordet ”kommunikation” kommer af det latinske ”communicare”, og det kan oversættes til ”at gøre fælles”. Den form for kommunikation, der kendetegner de sociale medier, handler imidlertid ikke om ”at gøre fælles”, men derimod om at distancere sig fra sine medmennesker.
I praksis bør det derfor betegnes som en form for anti-kommunikation, der har til formål at splitte os alle sammen ad – og forklaringen er så enkel, som den altid har været: Der er penge i det for teknologigiganterne, der ejer og bestyrer platformene.
Det er interessant at hæfte sig ved, hvor mange sammenhænge, man i Danmark skal benytte sig af NemID og andre former for identifikation, der knytter éns adfærd i forskellige sammenhænge direkte til éns identitet. I en verden med hvidvask, fake news og identitetstyveri giver det ganske god mening.
Men sådan forholder det sig imidlertid ikke på de sociale medier. Her kan man på forskellig vis ytre sig via pseudonymer og brugernavne, hvor det er op til én selv at styre troværdighedsgraden.
Hvis de sociale medier så blot var små, lukkede fora for de få, ville sagen være en anden. Men i virkelighedens verden er de med til at afgøre præsidentvalg og folkeafstemninger, og via det fænomen, vi nu kender som ”cancel culture”, tillader de sociale medier at den ene karriere efter den anden bliver skudt i sænk – af og til berettiget, andre gange ikke.
Med andre ord spiller de sociale medier en ekstremt afgørende rolle i den globale udvikling, såvel som i en uendelig lang række individers liv og karriere. Det er nemlig ikke kun politikere, det går udover – vi kan alle risikere at ryge igennem denne nådesløse maskine.
Det hele får lov at udfolde sig med stærkt begrænsede krav fra myndighedernes side om, at brugerne af de sociale medier skal stå til regnskab for det, de siger og gør på de forskellige platforme.
Her i Danmark kan man sidde og vente på, at de amerikanske teknologigiganter udvikler en mere sofistikeret og oprigtig form for samvittighed i forhold til den negative indflydelse, de har på verdenssamfundet. Man kan også håbe på, at de nede i EU tager bedre hånd om problematikken og får etableret nogle seriøse begrænsninger for de sociale medier.
Men vi kan også vælge en tredje vej: At vi som samfund selv tager hånd om problematikken og afkræver teknologigiganterne, at danske brugere skal identificere sig selv – eksempelvis via NemID – før de får lov at ytre sig på de sociale platforme.
Det skal vel at mærke ske uden, at de amerikanske virksomheder får adgang til følsomme data om danskerne. Det eneste de i praksis skal modtage er en stump kode – en digital pendant til et grønt lys, der signalerer, at den givne bruger faktisk har identificeret sig som den person, vedkommende hævder at være.
Især børn og unge er særligt sårbare i denne sammenhæng, og vi har alle sammen et ansvar for at tilkendegive at nok er nok, så magthaverne indser, at de er nødt til at agere. I kraft af, at det netop er politikerne, der i så høj grad oplever at være de mest udsatte skydeskiver på de sociale medier, kunne man forestille sig, at det ikke ville svært at samle et flertal omkring et sådant initiativ.
Måske det kunne ske op til det kommende kommunalvalg som en gave til danskerne og den fortsatte udvikling af vores fælles demokrati?
Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 22. juni 2021. Illustration: Gert Ejton.
