Shitstorms skal afværges med demokratisk dialog og nysgerrig lytten

“Shitstorm.”

Det var tilbage i 2010, at danskerne stiftede bekendtskab med dette ord og fænomenet, det dækker over: Et stormvejr af negativ opmærksomhed – først og fremmest på de sociale medier.

Ordet vandt især udbredelse i 2014, da Jensens Bøfhus lagde sag an mod Jensens Fiskerestaurant: Den danske restaurantbranches svar på dysten mellem David og Goliat.

Bøfhuset vandt retten til navnet ”Jensens”, men den furore, som kæden oplevede, da danskerne protesterede voldsomt og valgte at boykotte den, medførte et årsregnskab med et tocifret millionbeløb i underskud.

Historien blev et ikonisk eksempel på, at der ikke nødvendigvis er overensstemmelse mellem det, der juridisk set er i orden, og det, som menige borgere synes er etisk og moralsk i orden.

Siden da er antallet af shitstorms eksploderet, og med tiden er det kun blevet tydeligere, at det langt fra er nok at holde sig inden for lovens rammer, hvis man vil bevare sit gode omdømme.

Ja, faktisk er shitstorms blevet så hyppigt og normalt et fænomen, at vi alle bør lære at håndtere dem. Uanset om man er menig borger, forretningsdrivende, politiker eller popstjerne.

Der er en tiltagende stor risiko forbundet med at udtale sig om en bred vifte af polariserende emner. Det gælder for eksempel kønsidentiteter og seksualiteter. Klimaforandringer og udlændingepolitik. Vacciner og Corona-restriktioner. Statuer og kunst i det offentlige rum. #MeToo og Black Lives Matter. 

Er en shitstorm først under opsejling, er der samtidig alle muligheder for, at den tager til i styrke. Stort set alle danskere er nemlig på nettet, og omkring to tredjedele bruger Facebook hver eneste dag. Samtidig har de danske dagblade mistet 36% af sine læsere fra 2010 til 2019, mens mere end 4 ud af 10 danskere nu bruger de sociale medier som decideret nyhedskilde.

Med hastigheder, vi aldrig har set før, kan en historie eller en udtalelse dermed komme særdeles vidt omkring – inden hovedpersonen nærmest selv opdager det. 

Det afføder helt naturligt, at mange bliver mere nervøse for at deltage i den offentlige debat. Især på de sociale medier, som ellers havde potentiale til faktisk at styrke den offentlige debat i kraft af, at de demokratiserede debatten ved at lade alle komme til orde.

Denne frygt medfører en indskrænkning af ytringsfriheden. Ikke juridisk set – for loven beskytter stadig retten til at ytre sig frit – men i praksis, fordi flere og flere ganske enkelt er bange for at sige noget forkert.

Der er mange ting, der kan udløse en shitstorm. Ofte vil den voldsomme reaktion, folk oplever, have sin oprindelse i ønsket om mere tolerance, mindre diskrimination, mere lighed og en øget bevidsthed om konsekvenserne af vores handlinger. Det har vi ikke mindst set udspille sig med shitstorms, der handler om #MeToo-sager.

Andre gange lykkes det dog også folk at iværksætte shitstorms, som først og fremmest handler om at gå til angreb på personer, de ganske enkelt er politisk uenige med eller simpelthen ikke kan lide. I disse tilfælde kan det komme til at handle mere om mobning end om at udtrykke en potentielt legitim indignation.

I begge tilfælde er der dog behov for at gøre shitstorms til at mindre problematisk og frygtfremkaldende fænomen. Hvis vi i fællesskab skal opnå dette, er der en række ting, vi hver især kan gøre.

Frem for alt bør man bruge kræfter på at gå i dialog, selvom det kan være drøjt. Det er afgørende for den offentlige diskurs i et demokratisk samfund som vores, at man ikke blot tyer til vredesudbrud og aggressive modangreb.

I stedet bør man forklare, hvorfor man føler, at man både juridisk og moralsk har fat i den lange ende. Såfremt dette altså er tilfældet. Hvis ikke, gør man naturligvis klogest i at lægge sig fladt ned, bekende sine synder og i øvrigt tage ansvar for sine ytringer og handlinger.

Hvis vi generelt kan formå at reagere mindre følelsesladet på små og store angreb, vi måtte blive udsat for på de sociale medier, kan vi i stedet gå mere strategisk til værks. I forhold den dialog, vi indgår i, men også i forhold til at tage ved lære af oplevelsen.

Hvis man husker på, at den reaktion, man udsættes for, ofte har sin oprindelse i den føromtalte legitime indignation, er der basis for faktisk at blive klogere på sig selv og sin omverden. Der ligger uden tvivl en vigtig lektie gemt i det modsætningsforhold, der eksisterer mellem de holdninger, man har givet udtryk for, og de modsatrettede holdninger, man bliver mødt med.

Udviser vi på denne måde en velvillighed i forhold til at lære af vores fejltagelser, afmonterer vi effektivt de mekanismer, der ellers kan få stormen til at tage til i styrke.

Det er altid en god start at lytte nysgerrigt til de mennesker, man ikke er enige med. Hvis man lykkes med dette, flytter man ikke blot sig selv fremad – man bidrager også til at gøre den offentlige debat langt mere konstruktiv og medmenneskelig.

Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 4. maj 2022. Illustration: Gert Ejton.

Om moderne ledelse i kulturens tjeneste: Kulturen kan faktisk godt styre sig

Myten om hvorvidt ledelsen af vores kulturinstitutioner reelt har styr på butikken, er en klassiker i debatten. Ofte sort/hvid og med lettere tabloid, forlystelsessyg udeladelse af fakta. Måske er det fair og på tide med en mere nuanceret fremstilling af de ledelsesmæssige udfordringer, som vores institutioner står i? De er i øvrigt identiske med resten af erhvervslivets.

»Vi har at gøre med en branche, der over år er blevet helt utroligt presset på at præstere på markedsvilkår, og i iveren for at gøre det godt, har vi glemt at kultivere ledelse som disciplin.« 

Facebook- citatet, tidligere gengivet her på sitet, tilhører direktør for Enigma, Jane Sandberg, og er en kommentar til debatten om kvaliteten af ledelsen i danske kulturinstitutioner. 

Jane Sandberg ved bestemt, hvad hun taler om. Hun har gennem sin karriere oparbejdet en helt unik indsigt i ledelseslaget af kulturen, er selv aktiv kulturleder og faktisk også nyt medlem i Have Kommunikation & PR’s bestyrelse. Valgt netop på grund af ledelsesmæssig kompetence og store erfaring. 

Tillad mig alligevel at udfordre citatet. Simpelthen fordi det nager mig. Fordi vi som branche ikke adskiller os væsentligt fra det øvrige erhvervsliv, når der gælder om at skulle præstere på markedsvilkår og fordi vi ikke nødvendigvis gør det hverken bedre eller dårligere end så mange andre pressede brancher. Og hvilke brancher er ikke det, efter års restriktioner og nedlukninger? 

Kulturen har klaret sig både godt og skidt

Kulturen lever og ånder i farver. Ofte befolket af offentligt kendte ansigter. Ofte delvist eller helt finansieret af offentlige midler. Og på forsiden. Vi elsker en god røverhistorie fuld af følelser og drama. Intet kan samle, som den lille fælles forargelse. Det er ’desværre’ bare slet ikke den sande historie om vores institutioner. De har klaret sig godt og skidt gennem krisen, har truffet fantastiske og elendige forretningsmæssige beslutninger, opført sig eksemplarisk eller elendigt. 

Fuldstændig ligesom resten af erhvervslivet og vores offentlige institutioner. 

Netop nu står myter for fald, som aldrig før. Forældede systemer, usunde kulturer og negativ adfærd på arbejdspladsen, er på såvel den politiske som den folkelige dagsorden. Arbejdsmiljø, ligestilling, diversitet, inklusion og bæredygtighed står ikke længere under ’eventuelt’ på bestyrelsens dagsorden. Det er en del af forretningsudviklingen og det at kunne forestå transformationerne i virksomhederne, er del af den kultiverede, moderne leders værktøjskasse. På kulturinstitutionerne, på uddannelserne, i de private og offentlige virksomheder og organisationer. Alle vegne hvor der udøves ledelse. 

Det er svært. For mange ledere er det helt nyt farvand – og hvor der forvandles, der spildes. 

Aros, Arken, kunstskolerne, teatre og de nationale scener. Der er bestemt eksempler på spild og turbulent ledelse og almindelig elendighed på kulturens institutioner. Kunsten og dens mangeartede aktører har bestemt fortjent at få kultiveret sine ledere og bannerfører. På lige fod med bankverdenen, sundhedsvæsenet og mediearbejdspladserne og så videre. 

Alle skal lære, alle skal blive bedre – alle medarbejdere, skal behandles med respekt og værdighed på arbejdspladsen. Uanset om de arbejder på museum, skole, fabrik eller sygehus. 

Kunstnere kan sagtens tåle de barske realiteter

Hver eneste dag er erhvervssiderne fulde af historier om mangelfuld ledelse og om handling og konsekvens i den forbindelse. Men det er som om, at grus i kulturledelse altid er minimum en forside værd. Sjældent ser vi det store erhvervsportræt om den veldrevne kulturvirksomhed. For eksempel den lange række succesfulde teatre i provinsen, Det Kongelige Teater, mange af de store nationale museer og festivaler, som gennem årtier har udviklet og moderniseret deres tilbud og begejstret publikum, udviklet lokalsamfund, i kraft af veldrevne tydelige og elskede organisationer. 

Alligevel er det som om myten om at kulturen ikke har forstand på penge, at dramaet raser efter tæppefald og at store ego’er skaber arbejdsmiljømæssige tragedier og katastrofer, lever i bedste velgående. At kunstnere er sarte sjæle, der ikke tåler virkelighedens barske realiteter. 

Intet kunne være længere fra den virkelighed jeg, i kraft af mit virke, møder hver dag. 

At drive en kulturvirksomhed kræver mod, innovationsevne, forandringsvillighed og visionær tænkning. Det kræver samtidig forretningsforståelse, markedsindsigt, økonomisk og juridisk erfaring, marketingsviden og human ressource skills. 

Den moderne kulturforretning er ofte baseret på en kompleks forretningsmodel med afsæt i en variabel økonomi, sammensat af såvel offentlige som private midler. Det kræver hårdt og kvalificeret ledelsesarbejde i årevis. Nøjagtigt de samme kompetencer, som efterspørges i alle andre succesfulde virksomheder. 

Med andre ord, man er ikke en særlig tosset, passioneret, emotionelt drevet gøglersjæl, når man bruger sin erhvervsmæssige kompetence, for eksempel i bestyrelse og ledelse af kulturens institutioner. 

Kulturdrift er ikke en hobby

Faktisk er nogle af Danmarks mest succesfulde forretningsmænd og kvinder dybt engageret i at arbejde i kulturens tjeneste. I at drive den succesfulde forretning, som kulturen også er. At tro, at disse erfarne erhvervsledere ikke stiller de samme krav til ledelse af en kulturinstitution, som de ville stille til enhver anden virksomhedsledelse, er tæt på en fornærmelse. 

Kulturdrift er ikke ’golf med gutterne’ eller en hobby. Det er professionelt og ansvarsfuldt arbejde, som udføres i langt de fleste organisationer med en passion og et engagement, som mange andre brancher med fordel kunne lære af. Derfor adskiller ledelse og bestyrelsesarbejdet i vore kulturinstitutioner sig ikke fra arbejdet med at drive enhver anden virksomhed. På godt og ondt. 

Myter er der nok af. Om dårligt drevne kulturinstitutioner og mangel på ledelse af kulturen. 

Men det er kun en del af det samlede billede og jeg vil gerne slå på tromme for lidt mere balance i dækningen. Hvorfor ikke lade kulturen præge erhvervssiderne, når de gode historier er der? Hvorfor ikke citere en legende og vild erhvervskvinde og kunstner, nemlig Dolly Parton, når hun siger “it’s a business doing pleasure for you“ og fokusere på den lange række veldrevne kulturinstitutioner og deres ledere lidt oftere end vi gør nu. 

Det kunne jo være at kulturens institutioner kunne inspirerede ledere i helt andre brancher til at se nye muligheder i deres eget lederskab.

Oprindeligt publiceret på Kulturmonitor den 12. april 2022.

Dannelsesfestivalen RESONANS vender tilbage: Svend Brinkmann, Geeti Amiri og Stine Bosse er blandt de første navne på 2022-plakaten

RESONANS er en dannelsesfestival om mennesket i en digitaliseret verden. Når festivalen vender tilbage til Oure Højskole lørdag den 20. august 2022, præsenteres et overflødighedshorn af spændende debatter, samtaler og oplæg, som kan opleves på fire forskellige inden- og udendørs scener. De allerførste navne kan hermed offentliggøres, og det drejer sig bl.a. om Svend Brinkmann, Geeti Amiri, Khaterah Parwani, Stine Bosse, Thure Lindhardt, Uffe Savery og mange flere. Billetsalget er startet. 

Begrebet ”dannelse” handler om alt det, der gør os til gode, oplyste og sociale mennesker. Men efterhånden som verden udvikler sig, ændrer vilkårene for dannelsen sig imidlertid også.

Derfor er der brug for en begivenhed som dannelsesfestivalen RESONANS, der kan sætte alt fra demokratiets udfordringer til nye opfattelser af kunst, køn, seksualitet og medmenneskelighed i nye, inspirerende perspektiver. Alt sammen med udgangspunkt i den digitaliserede verden, som mennesket i da bebor.

Efter en succesrig debut i 2021 vil RESONANS igen i år byde på et overflødighedshorn af spændende debatter, samtaler og oplæg, hvor eksperter, meningsdannere, politikere og kulturpersonligheder diskuterer og perspektiverer dannelsesbegrebet fra et væld af vinkler.

I dag kan RESONANS offentliggøre de første navne, der bl.a. tæller psykolog Svend Brinkmann, debattør Geeti Amiri, bestyrelsesformand Stine Bosse, skuespiller Thure Lindhart, debattør Khaterah Parwani, kunstnerisk leder fra Recoil Performance Tina Tarpgaard, performancekunstner Gry Worre Hallberg, danseunderviser på Oure Højskole Ingrid Kristensen, debattør Sune Gylling Æbelø og pædagogisk konsulent Dorte Ågård. 

Partnerskaber med Højskolerne og Det Kgl. Danske Musikkonservatorium

RESONANS har i år indgået samarbejde med Højskolerne, og højskoleelever vil sætte deres tydelige aftryk på hele RESONANS 2022. Formand for Højskolerne, Lisbeth Trinskjær, vil naturligvis også være at finde på festivalen.

Der er desuden indgået samarbejde med Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, som både vil stille med musikere og rektor Uffe Savery. Sidstnævnte kan opleves i en samtale med Thure Lindhardt under overskriften ”Kammertonen”, hvor musikere fra konservatoriet også vil indgå.

Som i 2021 vil Oure Højskole danne rammen omkring festivalen, der i år fordeler sig ud over fire forskellige scener – herunder både Oures foredragssal og et udendørstelt, hvor man rigtigt kan mærke festivalstemningen.

Ambitionsniveauet er skruet op

RESONANS er sat i verden af en styregruppe bestående af Stine Bosse (bestyrelsesformand for TELE Greenland, Europabevægelsen og PlanBørnefonden), Thure Lindhardt (skuespiller), Lars Seeberg (direktør for see@art), Jasper Gramkow Mortensen (skoleleder og forstander for Oure Højskole) og Christian Have (debattør, kommunikationsekspert og indehaver af HAVE Kommunikation & PR).

Stine Bosse fortæller begejstret om arbejdet med 2022-udgaven af RESONANS:

”Efter succesen i 2021 har vi skruet ambitionsniveauet op, og vi glæder os til at præsentere et endnu stærkere program i år, som rummer endnu flere inspirerende navne fordelt på flere scener. Det vil både give publikum en endnu bedre oplevelse og tillade den samlede festival at sætte et stærkere aftryk på samfundsdebatten om dannelse – og det er lige præcis dét, vi går efter.”

Mange flere navne vil blive offentliggjort i de kommende uger. Følg med, læs mere og køb billetter på RESONANS 2022 på RESONANS.live. Følg RESONANS på Instagram via @resonans.live.

Nej, kunst og kultur kan ikke på magisk vis gøre et sygt menneske rask – men det er der heller ingen, der hævder

”Hvis man lidt for frejdigt hævder, som mange kultur- og sundhedsprojekter gør, at man kan blive rask af at deltage i kulturtilbud om kunst målrettet sårbare grupper, kan man i stedet komme til at udløse ubehagelige og farlige processer i deltagerne uden at have sundhedsfaglighed til at hjælpe med disse.”

Sådan skriver de fem fælles afsendere fra Foreningen Kunst og Mental Sundhed i deres indlæg fra 24. marts, som er en respons til min kronik fra februar.

Lad mig allerførst hilse det meget velkomment, at denne forening er etableret. Det er et vigtigt første skridt på vej til etableringen af en national strategi for krydsfeltet mellem kunst- og kulturlivet og social- og sundhedssektoren.

Supplement til sundhedsvæsenet

Det var behovet for en sådan national strategi, som jeg i min kronik udfoldede – krydret med konkrete eksempler på stærke og inspirerende projekter, der allerede befinder sig i dette krydsfelt.

Med udgangspunkt i disse eksempler skriver foreningen videre i sin respons til min kronik:

”Et iøjnefaldende problem er de mange kulturinitiativer, hvoraf Have nævner en række, som henvender sig til grupper af mennesker med dårligt helbred, både fysisk og psykisk. Men de gør dette uden at have sundhedsfaglig dækning for det underliggende postulat om, at kunst og kultur altid er gavnligt.” 

Der er to misforståelser på spil i deres respons: For det første er der, så vidt jeg ved, ingen kunstnere eller kulturaktører, der vil hævde, at kunst og kultur i sig selv kan kurere nogen sygdomme. For det andet er der heller ingen, der vil hævde, at kunst og kultur altid er gavnligt.

Nej, kunst og kultur kan ikke erstatte lægevidenskaben, og den kan ikke på magisk vis gøre nogen rask. Men den kan løfte og supplere sundhedsvæsenet og eksempelvis understøtte patienter igennem sygdomsforløb, hospitalsindlæggelser og i forbindelse med operationer.

Foreningen har ret i, at mødet med kunst og kultur naturligvis kan udløse uhensigtsmæssige reaktioner – især hos personer, der i forvejen er særligt sensitive og sårbare. Det er ikke mindst derfor, at et stigende antal film, tv-serier og andre kulturprodukter rummer advarsler om, at der kan indgå alt fra profant sprogbrug, vold og sex til rygning, indtagelse af narkotiske stoffer og ubehagelige lyseffekter.

Denne bevidsthed er allerede til stede, og naturligvis bør man altid arbejde for at beskytte potentielt sårbare borgere. Det er imidlertid afgørende, at vi ikke har en illusion om, at der findes et tidspunkt, hvor vi har tilvejebragt ”forskning nok” til trygt og uden risici at kunne iværksætte projekter i dette krydsfelt.

Manglende praktisk anvendelse

Forskningen vil altid være en igangværende proces, der fortløbende kaster nye resultater og ny viden af sig. Men har vi faktisk allerede nu et tilfredsstillende forskningsmæssigt solidt fundament at slå på?

Ja - med WHO’s historiske rapport, der blev offentliggjort i november 2019, og som sammenfatter mere end 900 videnskabelige publikationer med data fra over 3.000 studier af krydsfeltet mellem kunst og sundhed, må begge lejre sige at have fået serveret det forskningsmæssige fundament, de har brug for i deres videre arbejde.

Selvfølgelig skal begge lejre tilgå arbejdet med den største ydmyghed. I social- og sundhedssektoren skal man åbne sig op over for kunstnerne og kulturaktørerne og anerkende, at de har noget konkret og værdifuldt at byde ind med – både deres viden, kompetencer og ressourcer. Samtidig skal kunstnerne og kulturaktørerne indstille sig på, at der i social- og sundhedssektoren tales et helt andet sprog, end det, de er vant til at tale.

Det altafgørende er dog, at de to lejre først og fremmest mødes om frembringelsen af nye initiativer og projekter – og dermed anvender den eksisterende forskning i praksis. På en måde, hvor både den kunstneriske og den naturvidenskabelige faglighed kommer ligeværdigt i spil.

Selvfølgelig skal der fortsat forskes løs. Men det er den praktiske anvendelse af forskningen, der først og fremmest er mangel på, hvis potentialet i dette krydsfelt skal forløses.

Oprindeligt publiceret på Altinget den 4. april 2022 med titlen “Forskning giver krydsfeltet mellem kunst og sundhed et solidt fundament”.

Vi støtter Ukraine og hæver forsvarsbudgetterne – men hvordan sikrer vi vores børns mentale trivsel?

Jeg sad på mit barnebarns sengekant, og planen var egentlig, at jeg skulle læse en godnathistorie højt. Men der var et spørgsmål, der trængte sig på:

”Er Rusland et stort land?”

Jeg kunne fortælle, at det med sine 17 millioner kvadratkilometer faktisk er det allerstørste land i verden. Det var imidlertid ikke de geografiske forhold i sig selv, der rumsterede inde i hovedet på mit barnebarn. Mit svar blev nemlig fulgt op af endnu et spørgsmål:

”Hvis det er så stort, hvorfor vil de så også have Ukraine?”

Med ét stod det klart for mig, hvordan de kære små på deres helt egen måde prøver at få mening ud af det, der for demokratisk funderede vesterlændinge fremstår som en fuldkommen meningsløs og brutal krig.

Men det er ikke kun måden, som børnene tænker på, jeg her hæfter mig ved. Det er i lige så høj grad selve det, at de overhovedet tænker på krigen.

Det er ikke fordi krigen i Ukraine er den første, som børn hører om. Der er uden tvivl også billeder fra eksempelvis Vietnam eller Irak, der har brændt sig fast på danske børns nethinder og fået dem til at stille deres forældre og bedsteforældre svære spørgsmål om krigens rædsler.

Det, der imidlertid gør krigen i Ukraine så anderledes, er, at dækningen af den – og dermed stederne, man bliver konfronteret med den – ikke er forbeholdt aviserne og nyhedsudsendelserne på tv, sådan som det var engang.

Alle de digitale og sociale platforme, som børn i dag har adgang til, viser også billeder fra krigen og kommenterer på den og formidler gruopvækkende historier fra den. Vel at mærke uden de etablerede mediers redaktionelle kuratering af, hvad der er sandt og falsk.

Så ikke nok med, at børnene konfronteres med krigen på platformene – de bliver sandsynligvis også præsenteret for mangelfuld eller decideret misvisende information om, hvad der faktisk foregår.

Det stiller store krav til os som voksne. Det, som danske børn udsættes for, hverken kan eller skal på nogen måde sammenlignes med det, som børn i Ukraine udsættes for. Der er ingen tvivl om, hvilken situation, der er værst at befinde sig i. Men det betyder ikke, at det, som danske børn oplever, ikke er slemt nok.

De har netop gennemlevet to år med Corona-restriktioner og social afskæring fra venner og familie, og det har sat sit tydelige præg på deres mentale velbefindende. 

En 2021-rapport fra Vidensråd for Forebyggelse, der bærer navnet Mental sundhed og psykisk sygdom hos 0-9-årige børn beskriver, hvordan restriktionerne skabte ”en betydelig ændring i børns psykosociale miljø”, og at forskningen entydigt viser, at restriktionerne har haft ”negative konsekvenser for børns mentale helbred”. Rapporten beskriver også, hvordan ”angst, manglende kontakt med venner og formindskede muligheder for at bearbejde stress” har været ”alvorlige bekymringspunkter” for børnene selv.

Af åbenlyse årsager findes der ingen videnskabelige rapporter, der kortlægger, hvordan den måde, som børn konfronteres med krigen i Ukraine på, påvirker deres mentale helbred.

Jeg tør imidlertid godt vove pelsen og på forhånd konkludere, at der er tale om en ekstremt negativ påvirkning, som vil trække lange og traumatiske spor efter sig, også selvom selve krigen – forhåbentlig – snart måtte være ovre.

Selvfølgelig giver det mening, at forsvarsbudgetterne skal kigges efter i sømmene, når risikoen for krig pludselig bliver markant mere reel.

Selvfølgelig er det smukt, at danskerne samler ind til Ukraine, sådan som det skete i forbindelse med den store indsamling den 12. marts, der indbragte 175 millioner kroner. Hvis det ikke allerede er sket, er der grund til at tro, at danskere og danske virksomheder samlet set vil donere mere end en milliard til Ukraine på tværs af diverse indsamlinger.

Men i vores fælles iver efter at smide penge efter problemerne, bør vi i dén grad også opprioritere den indsats, der skal sikre det mentale helbred. Hos os alle sammen, men i særdeleshed hos de yngste generationer, som har allerhårdest brug for at mærke håbet og trygheden. Så vi kommer traumerne i forkøbet, når det er muligt, og så vi kan tage hånd om de traumer og ar, der uden tvivl vil opstå hos mange.

Får vi mon nogensinde et stort indsamlingsshow, hvor danskerne donerer imponerende beløb til det, vi kunne kalde børnenes mentale trivsel? Næppe.

Men det burde heller ikke være nødvendigt – for det ligger allerede lige for, at de folkevalgte politikere prioriterer dette område mindst lige så højt, som de prioriterer forsvarsbudgetterne. For hvordan skal vi i praksis forsvare os, hvis vi allerede fra barnsben risikerer at miste håbet og troen på en bedre verden?

Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 25. marts 2022. Illustration: Gert Ejton.