Spurgt
Interviews med gæster i Kulturhaven og dér, hvor det brænder
På denne side har jeg samlet alle episoder af KulturHave og andre interviews, jeg har lavet med forskellige interessante profiler fra kunsten og kulturens verden.
Aug 2026
Kulturmødet Mors 2026
Paneldebat: Kan kulturbyggeri forandre en by?
Museer og kulturinstitutioner har gennem de seneste årtier vist, hvordan investeringer i kultur kan skabe værdi langt ud over kunsten selv. Kulturbyggeri kan løfte bydele, styrke turisme og erhvervsliv, tiltrække nye borgere og skabe identitet, fællesskab og international synlighed. Men hvad med scenekunsten? Hvorfor ser vi så få nye producerende teaterhuse og musikteatermiljøer i Danmark - og hvad risikerer vi at overse?
Tæt på: Samtale med Rane Willerslev, direktør Nationalmuseet.
Rane Willerslev blev udnævnt som formand for Rådet for Kulturel Modstandskraft, nedsat af (daværende) kulturminister Jakob Engel-Schmidt, med den opgave at afdække og skabe debat om, hvordan kunst og kultur kan bidrage til opbygning af kulturel modstandskraft i krisetider.
Grundet folketingsvalget kom Rådet ikke i gang, men på Kulturmødet stillede vi alligevel skarpt på spørgsmålene: Hvad er det, vi skal forsvare? Er der overhovedet brug for en kulturel oprustning og modstandskraft, og hvad er forståelsen bagved? Kan kulturen hjælpe os til at engagere os i demokratiet og stå sammen om vigtige værdier og hvis ja. Hvordan?
Tæt på: Samtale med Stig Ørskov, tidl. CEO for JP/Politikens Hus og nu CEO for World association of News Publishers.
En samtale om de frie medier stadig har en rolle at spille i Danmark og Norden, eller om det er på tide at redefinere, hvad god journalistik er? Hvad med kulturformidlingen? Kan vi ikke blot overlade fremtidens nyhedsformidling til AI, der allerede nu holder sit store indtog på alverdens nyhedsredaktioner? Og hvis ikke, hvad så?
Paneldebat: Kultur og oplevelseshuse som lokale drivkræfter.
En debat, der stillede skarpt på kultur- og oplevelseshuses betydning for lokalområderne.
Hvad betyder de for fællesskaberne? For byudviklingen? For stoltheden og tiltrækningskraften?
Og hvad skal der egentlig til for at skabe et sted, der både lokker de lokale indenfor og får besøgende til at rejse efter oplevelsen?
Vi zoomer ind på OPHAV som et nyt fyrtårn på Mors og lader erfarne cases inspirere.
Hvordan lykkes man med at omdanne et ikonisk hus til et levende samlingspunkt fyldt med kultur, hverdagsliv og nye muligheder?
Resonans Live
Paneldebat om AI med David Madsen, Thomas Breinholt og Loui Törnqvist
Spørgsmålet til debat var, hvad der sker, når vores opmærksomhed bliver den vigtigste valuta, og algoritmerne i stigende grad bestemmer, hvad vi ser, tænker og bruger vores tid på.