Danmark er i vanskeligheder. Læsevanskeligheder.
Sidste år foretog magasinet Skolebørn en undersøgelse, som slog denne omstændighed fast med syvtommersøm: Mere end halvdelen – 53% – af danske forældre oplever, at deres børn kun i ringe grad eller slet ikke har lyst til at læse bøger i fritiden.
Der er dog opbakning fra 59% af forældrene til kravet om, at børnene skal læse 20-30 minutter derhjemme hver dag.
Desværre akkompagneres denne statistik af de 55% af forældrene, som føler, at dette krav fra skolens side forårsager konflikter og dårlig stemning i hjemmet. Hele 71% oplever det som en decideret udfordring at få sit barn motiveret til at læse i det påkrævede antal minutter.
Det giver sig selv, at det ikke er godt for samfundsudviklingen, hvis lysten til at læse er dalende blandt de yngste generationer. Men måske vi kunne bekæmpe den uheldige udvikling ved at anlægge nogle nye perspektiver på, hvorfor det er så vigtigt at børn ser læsning som en tiltalende fritidsbeskæftigelse snarere end som en sur pligt?
I årevis har samfundsdebatten omkring børns læsning især fokuseret på to specifikke aspekter.
For det første gælder det de såkaldte nationale tests, hvis formål – med Børne- og Undervisningsministeriets egne ord – er ”at styrke evalueringskulturen i folkeskolen”, og de skal udgøre ”et ensartet værktøj, der kan evaluere på tværs af landet”.
Men som Lars Holm, lektor på DPU, påpeger, har testsystemet den altafgørende mangel, at det evaluerer den enkelte elev som tilhørende en gruppe og ikke som et unikt individ.
”Det harmonerer ikke med pædagogiske eller politiske grundholdninger, der lægger vægt på, at det er den enkelte elevs styrker og svagheder, der skal danne udgangspunkt for vejledningen,” skrev Holm i et indlæg til Skolemonitor i september.
Disse tests er netop et knæfald for konkurrencestatens insisteren på, at alt skal kunne reduceres til sammenlignelige tal. Selv noget så ærkehumanistisk som evnen til at læse og forstå en tekst.
For det andet gælder det debatten om den rolle, som digitaliseringen og især iPads spiller. Ikke blot i børns liv generelt, men også i undervisningen.
For snart tre år siden skildrede jeg i en kronik i denne avis, hvordan vi år efter år – lige siden iPad’en blev lanceret i 2010 – har fået demonstreret, at det på stort set alle fronter er en dårlig idé at stikke disse tablets i hænderne på skolebørnene. Både i forhold til den konkrete indlæring, koncentrationsevnen og den sociale udvikling.
Som jeg citerede en amerikansk lærer, Sarah Moriarty, for i kronikken:
”Børnene er vokset op i en teknologisk verden, og de er jo allerede bedre til at begå sig på computere og iPads end os voksne. Så det er slet ikke der, vi skal lære dem noget.”
Men lad os for en stund glemme disse efterhånden evindelige diskussioner om nationale tests og iPad’ens dæmoniske indflydelse på de kære små.
Lad os i stedet fokusere på alt det entydigt positive, som børn får ud af en styrket læselyst: Læsning stimulerer intellektet og udvider både vores forestillingsevne og vores kritiske sans, hvilket kommer os til gode i alle aspekter af livet.
Tilsvarende bliver vi mere empatiske, og det reducerer både stress og blodtryk at lade sig opsluge af en god bog.
Gennem læsningen får vi også udvidet vores kulturelle og filosofiske referencerammer, hvilket giver os bedre forudsætninger for at forstå verden omkring os.
Desuden er det at læse sammen en tryghedsskabende aktivitet, som styrker de sociale bånd mellem børn og forældre, mellem søskende og mellem skolekammerater.
Tænk, hvis vi først og fremmest fokuserede på alle disse fantastiske alment dannende gevinster ved læsning!
Så kunne vi uden tvivl etablere en helt anden form for læselyst, end den, der opstår, når den fysiske bog blot reduceres til ”det kedelige alternativ til iPad’en”. Eller når konkurrencestaten spiller på frygten for, at vores børn opnår en lavere score end andre børn.
Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 3. maj 2021.