I et debatindlæg bragt 1/5 i Berlingske udtrykte Alexander Rich Henningsen en alvorlig bekymring over den omstændighed, at en række private virksomheder, kulturinstitutioner og fonde producerer deres egne podcasts, videoer og artikler, som de så udgiver på nettet.
Det er ”pseudojournalistik” som udgør ”en mindst lige så stor trussel” for demokratiet som de amerikanske teknologigiganter. Det vil sige den håndfuld af virksomheder, som styrer, hvilket indhold milliarder af mennesker ser på diverse sociale medier og søgemaskiner.
Henningsen mener, at det kan ”virke lidt for nemt og belejligt at skyde skylden for alle offentlighedens problemer på nogle udenlandske firmaer”.
Han retter derfor sit skyts mod Louisiana, som eksempelvis har publiceret en video, hvor Ursula Andkjær Olsen beskriver sin læseglæde. Han fremhæver også Carlsbergfondet, som blandt andet har publiceret en 40 minutter lang podcast om keramik som arkæologisk redskab. Desuden fremhæves Nationalmuseet, som dedikerer hele serier af podcasts til emner som koreansk kultur og Kronborg Slot.
Der kan kortlægges tre grundlæggende misforståelser, som ligger til grund for Henningsens frygt.
For det første skal det indhold, som aktørerne publicerer, jo ikke erstatte den journalistik, som de publicistiske medier bedriver.
Som Henningsen skriver, så er Nationalmuseets platform ikke ”dér, du finder en kritisk artikel om, hvordan museet forvalter sine skatteyderbetalte midler”. Men det hævder museet jo netop heller ikke. Tværtimod er det en platform, der er fuldkommen i tråd med museets virke som formidler af vores fælles kulturhistorie.
For det andet hævder Henningsen, at de forskellige aktører har skabt deres egne platforme, fordi det er svært at få traditionel presseomtale. Men der er ingen af de aktører, som Henningsen fremhæver, der generelt har problemer med at få omtale.
Det handler nok snarere om, at aktørerne føler, at de specifikke emner er særligt interessante. Hvis de har ressourcerne til at producere f.eks. en podcast herom, hvorfor så ikke gøre det?
For det tredje hævder Henningsen, at aktørerne bevidst gør det svært at skelne mellem den egentlige journalistik og det indhold, de producerer.
Men er det i virkeligheden så svært at se forskel? Måske er det primært svært for Henningsen selv.
Han tror nemlig også, at den serie af ’bookazines’, der udgives under navnet Omtanke – som rummer dybdegående samtaler, jeg har haft med kendte danske personligheder – er udgivet af min kommunikationsvirksomhed, HAVE A/S.
Det er dog noget så traditionelt som et forlag – nærmere betegnet Muusmann Forlag – der står bag, og varedeklarationen har været tydelig hele vejen igennem.
Skal selv sådanne udgivelser kategoriseres som pseudojournalistik, der udgør en lige så stor trussel mod demokratiet som teknologigiganterne?
I så fald er der vist ingen tvivl om, at Henningsens indlæg først og fremmest er udtryk for neofobi – frygten for det ukendte.
Eller måske snarere: For det, man ikke helt forstår.
Oprindeligt publiceret i Berlingske den 8. maj 2021.