Der er for tiden stor usikkerhed og ambivalens vedrørende fremkomsten af og den brede tilgængelighed til den nye revolutionerende AI-teknologi.
Er det en trussel, en udfordring, et håb eller blot det næste naturligligt skridt i vores teknologisk evolution? At det vil betyde fundamentale ændringer af vores arbejdsmarked, lader der dog til at være udbredt enighed om, og med jævne mellemrum offentliggøres analyser af hvilke jobfunktioner og brancher, der vil være særligt udsat.
Særligt i mediebranchen og for journaliststanden, vil der ske store forandringer, og det har ført til bekymringer for, hvilke konsekvenser det vil have for medierne som fundament for et åbent, informeret og tillidsbaseret demokrati.
Men problemet er ikke, at vi nu har adgang til en ny teknologi, og at fokusere på det ignorerer den helt grundlæggende udfordring og blokerer derfor for de overvejelser og beslutninger, vi bliver nødt til at tage.
Vi ved allerede, at generativ AI som ChatGPT hurtigt og effektivt kan levere brugbare bud på almindelige journalistiske rutineopgaver som sportsresultater, virksomhedsoplysninger og navnestof.
Men de mere avancerede journalistiske discipliner står lige på tærsklen til også at blive overtaget.
Problemets kerne
Inden for de næste par måneder vil en 100 procent AI-genereret TV kanal se dagens lys, når Channel 1 lancerer AI TV, der bliver en landsdækkende kanal i USA kun med avatars og indhold, der er produceret uden journalistisk involvering. Den vil senere blive global, og man vil selv kunne vælge, hvilket sprog værten skal tale.
Eller sagt på en anden måde: Der er ikke noget, der er fredet.
Medmindre vi beslutter, at det skal være det.
For det er netop ikke kun et spørgsmål om teknologi. Teknologien er et redskab. Et redskab, som vi kan vælge at bruge til at effektuere de beslutninger, vi har taget. Og de beslutninger, vi skal tage, vedrører noget helt fundamentalt i vores syn på medier, deres rolle og ansvar som en bærende institution i vores demokrati.
For at træffe disse beslutninger, må vi se på problemets kerne, som er den markedsgørelse og medfølgende ændring af mediernes forretningsmodel, der har været under udvikling i årtier. Noget, som bliver både accelereret og skaleret voldsomt med AI, men som ikke udelukkende sker som en konsekvens af den.
Et eksempel er BT, der gradvist har omlagt til digitalt format og nu ikke længere eksisterer på tryk, er gratis og 100 procent annoncefinansieret.
En forretningsmodel, der bygger på at være annoncefinansieret, betyder, at hvert klik tæller. Det digitale annoncemarked er mere eller mindre medieagnostisk: Annoncer placeres der, hvor der er flest, der se dem.
Hvis et medie skal leve af annoncer, er det således afgørende, at emner og overskrifter genererer så meget trafik som muligt. Ved at lave denne transformation blev BT omlagt til at fungere efter de samme kommercielle markedsprincipper som YouTube, TikTok, Instagram og andre tilsvarende digitale platforme, som vi betaler med vores data og opmærksomhed.
Dikussionens rette fokus
Prioriteringen af indhold, som tilgodeser de kommercielle markedsprincipper, kan man træffe redaktionelt. Det var det Jyllands Posten gjorde, da de valgte at skære i deres kulturindhold, men med AI er det noget, man kan automatisere 100 procent og således fuldstændig eliminere den menneskelige journalistfaglige vurdering af, hvilket indhold man som publicist skal prioritere højest.
Man kan med andre ord underkaste sig de kommercielle markedsvilkår, og lade dette være den eneste gældende væsentlighedsprincip. Og automatisere processen med AI.
Så teknologien er bare et redskab. Det, der er problemet, og det vi skal have til debat, er, hvordan medierne løfter deres ansvar for, at teknologien bruges i demokratiets tjeneste. For udøvelsen af væsentlighedsprincippet, understøttelse af den demokratiske samtale, vores evne til at træffe beslutninger på et informeret grundlag og så videre.
Det er mediernes eksistensberettigelse, og det krav vi skal stille til dem.
Vi skal måle et medie på, om det dækker alle emner med samfundsmæssig betydning. Også selvom kun ganske få vælger at bruge tid på det.
Det er selve public service-kontrakten og de rammer, vi som samfund har besluttet. Medierne bør være garant for, at vi fortsat kan have et åbent, informeret og tillidsbaseret demokrati og ikke blot overlade dette til det politiske niveau og tech-dynastier.
Oprindeligt publiceret på Altinget den 26. februar 2024. Illustration: DALL–E 3.