Det er blevet moderne at tale om modstandskraft. Det vil sige den altafgørende styrke, vi skal have, så vi ikke bukker under, når udfordringerne pludselig står i kø.
Som individer handler det om alt fra vores sociale netværk og vores jobsikkerhed til vores fysiske og mentale velvære, som alle sammen gerne skal være i tiptop stand, så en eventuel krise blot bliver forbipasserende. Men modstandskraft er også et begreb, der benyttes på samfundsmæssigt niveau.
Når vi taler om det danske samfunds modstandskraft, taler vi om det, der eksempelvis skal sikre os mod den teknologiske udviklings skyggesider og den trivselskrise, der hele tiden ser ud til at vokse sig større og større – især blandt de yngre generationer.
Eksempelvis viste "Skolebørnsundersøgelsen 2022" fra Statens Institut for Folkesundhed, at danske børn og unge døjer med nervøsitet, lavt selvværd og inaktivitet, og "DR Medieudviklingen 2023" tydeliggjorde ikke mindst, at skærmtid fortsat er et stort problem. På bare ét år er antallet af artikler om skærmtid eksploderet, så der i 2023 var ca. tre gange så mange som i 2022.
Vi taler også om, hvad vi skal gøre for at styrke Danmarks modstandskraft. Her handler de oplagte svar tit om lovgivningen. Om nye love, regler og regulativer, der kan begrænse det, der svækker os, og give os mere af det, der styrker os.
Det er logisk nok at tænke i sådanne retninger. Men det bliver også hurtigt meget kompliceret. For rejsen er typisk lang fra lovforslag til indførelse og videre til de konkrete effekter heraf.
Måske svaret imidlertid er ganske simpelt. Måske vi kan nøjes med at kigge på, hvad det egentlig er, vi som danskere allerede har i vores DNA, som igen og igen har ført os sammen i fysiske fællesskaber – nemlig frivilligheden og foreningslivet.
Ifølge Center for Frivilligt Socialt Arbejde er omkring 4 ud af 10 danskere engagerede i frivilligt arbejde, mens kun omkring en tredjedel aldrig har deltaget i sådanne aktiviteter. Vi tager nok lidt frivilligheden og foreningslivet som en selvfølge, og derfor er vi ikke helt klar over, hvor meget det fylder i den danske kultur. Man møder nemlig det frivillige engagement på tværs af alverdens foreninger og arrangementer. Idrætsforeninger, kulturhuse, sociale hjælpeorganisationer, patientforeninger, festivaler og spejderlejre – for nu at nævne nogle få.
Det, som alle disse foreninger og deres frivillige medarbejdere har til fælles, er, at de rummer alt det, der netop styrker vores modstandskraft. Både som individer og som samfund. Frivilligheden og foreningslivet er netop den perfekte modgift til alt det, der især dræner os:
Den tiltagende politiske splittelse, hvor vi får sværere og sværere ved at håndtere mennesker, der stemmer anderledes og har andre værdier end os selv.
Techgiganterne og deres algoritmer, som tvinger os til at stirre løs i timevis hver dag på de asociale medier.
Den fysiske adskillelse fra andre mennesker, fordi vi netop lever mere og mere af vores liv gennem skærme af varierende størrelse – fra vores smartphone i lommen til computeren på skrivebordet og videre til fladskærmen i stuen.
Den dalende lyst til for alvor at stå sammen som danskere, fordi solidaritet med sine medborgere hurtigt bliver forvekslet med nationalisme, hvormed selvtilstrækkeligheden tit ender med at vinde.
Men med den frivillige indsats følger fællesskabet. Det autentiske fællesskab, hvor man motiveres af at gøre noget godt for andre mennesker. Hvor man knytter bånd med personer, man møder ansigt til ansigt. Hvor man med al tydelighed mærker, at vi alle sammen er forbundet med hinanden – og med et formål, der ligger et langt stykke udover os selv og vores egne behov.
Vi behøver med andre ord ikke at opfinde den dybe tallerken. Vi ved allerede, hvad der skal til for at styrke vores modstandskraft – og vi har exceptionelt gode forudsætninger for at gøre netop dette. Det kræver blot, at vi stiller skarpt på frivilligheden og foreningslivet, og at vi gør, hvad vi kan for at stimulere, skalere og understøtte dette område på et helt andet niveau i de kommende år.
Snarere end at skulle opfinde en helt ny lovgivning kan politikerne i høj grad nøjes med at bakke op om alt det, der allerede fungerer. Alle de eksisterende frivilligorganisationer og foreninger, der relativt nemt kan påvise, at de har potentiale til at vokse sig større og stærkere, bør stå først i køen.
Det er ikke lige så sexet at støtte op om frivilligheden og foreningslivet, som det er at skyde penge i en helt ny, spirende og spændende branche. Men hvis vi tager de udfordringer, vi står overfor seriøst og ønsker at udvikle den fornødne modstandskraft, så er der ingen tvivl om, at det er en af de absolut bedste ting, vi som samfund kan gøre for os selv.
Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 29. februar 2024. Illustration: Gert Ejton.