Danmarks børn og unge har et trivselsproblem. Det er så grelt, at det blev adresseret i det regeringsgrundlag, som SVM-regeringen præsenterede i december. Her står der, at ”vi skal have knækket kurven og fundet nye løsninger”, hvilket blandt andet indebærer nedsættelsen af en kommission for ”det gode børne- og ungdomsliv”.
Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet præsenterede sidste år en ny rapport, der kortlagde, at halvdelen af alle unge mellem 16 og 25 år oplever en grad af mistrivsel. De har svært ved at leve op til deres egne fremtidsforventninger, ligesom de føler sig pressede af, hvor meget de hele tiden skal nå. Mistrivslen kommer til udtryk gennem angst, depression og pludselige sammenbrud såvel som hårtab og søvnløshed.
Selvfølgelig er videnskabelige rapporter og statistikker et godt sted at søge hen, når man gerne vil opbygge en større forståelse for en given problematik. Men af og til er det også godt at kigge nærmere på de mennesker, der står én allernærmest, hvis man gerne vil blive klogere på, hvordan de egentlig oplever verden.
Jeg er så heldig at have en datter, som har bragt fire børn til verden – og dermed gjort mig til firedobbelt morfar. De er nu mellem to og ti år, og det er mageløst, hvor kloge de er. De har en hel masse at lære mig om verden, og bedre læremestre kan man faktisk ikke forestille sig.
For ikke så længe siden kastede jeg mig ud i at fortælle dem lidt om det, jeg arbejder med til hverdag – nemlig kunsten og kulturen. Det førte til en snak om, hvilke former for kunst- og kulturoplevelser, vi hver især bedst kunne lide.
Her havde jeg måske nok en forventning om, at de ville nævne noget, der involverede en skærm. Måske at se YouTube eller spille et spil på iPad’en. Men den forventning blev på fantastisk vis gjort til skamme.
De to små svarede prompte, at det allerbedste er, når morfar læser dem godnathistorier. Altså højtlæsning på sengekanten – fra noget så gammeldags som en bog.
De to ældste svarede, at det er, når morfar fortæller historier fra dengang, han var ung. Om hvordan det var at gå i skole, hvordan man handlede ind, og hvordan man rejste rundt i landet og verden.
Da vi så snakkede om den slags kulturoplevelser, man kan få, når man tager på tur med familien, troede jeg, at de ville nævne Tivoli eller en anden forlystelsespark. Men her var de alle fire helt forgabte i idéen om at besøge Den Gamle By i Aarhus. Snarere end at suse rundt i rutsjebaner er det snarere historierne om, hvordan vi levede engang, der virkelig fascinerer dem.
Deres udmeldinger var lidt af et wake-up-call for mig, og én altafgørende ting faldt på plads for mig. Børn bruger generelt mere tid foran diverse skærme, end vi som voksne ønsker, at de gør – men det er ikke nødvendigvis fordi børnene faktisk foretrækker at bruge al den tid foran skærmene.
Derimod er det ofte en kombination af to ting, som helt og holdent er de voksnes ansvar: For det første frygten for, at de vil kede sig uden skærmene. For det andet, at vi for at imødekomme vores egne behov for fred og ro faktisk placerer dem foran skærmene.
Men tænk engang, hvis vi kunne kaste kedsomhedsfrygten overbord og samtidig opleve fredeligt og roligt samvær med børnene! Samvær, hvor vi giver dem vores nærvær og kærlighed, og hvor vi fortæller historier – både godnathistorier og historier fra gamle dage. Er alle ikke vindere i dét scenarie?
Udfordringen er naturligvis, at vi som voksne også lever fortravlede liv, hvor vi ofte ikke formår at prioritere stunder med denne form for nærvær.
Men det er netop denne gave – vores egen dyrebare tid – der er den bedste vi kan give vores børn og børnebørn. Både i den enkelte stund, men også på den lange bane.
For hvis vi aktivt udviser nærvær og kærlighed til de yngste generationer, mens vi taler med og lytter til dem, så giver vi dem også en af de primære ingredienser i den ballast, der skal sikre deres trivsel, når de bliver lidt ældre.
Det barn, der føler sig hørt, forstået og elsket har uden tvivl bedre forudsætninger for at trives som ung, end det barn, der er blevet spist af med skærme og digitalt indhold, som de voksne så samtidig ryster på hovedet ad.
Så mens vi venter på, at regeringen faktisk får ”knækket kurven og fundet nye løsninger”, er min opfordring til alle, der er så heldige at have børn, børnebørn eller andre nære relationer med det danske småfolk: Vælg nærværet til. Også for din egen skyld – men især for børnenes.
Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 6. februar 2023. Illustration: Gert Ejton.