Så har Kulturens Analyseinstitut fået sig en direktør. Det er et lovende valg i form af Esben Danielsen, som både har Roskilde Festival, Lokale og Anlægsfonden og Københavns Kommunes kulturforvaltning på CV’et.
I Kulturmonitors store interview med Danielsen fremhæver han ét område, som han særligt savner viden om: Hvordan det står til med jazzen i Danmark, både i hovedstaden og i landet som helhed.
Danielsen er næppe den eneste, der savner dette indblik i jazzens aktuelle position, så til glæde og inspiration for både ham og alle andre interesserede, kommer her et forsøg på en kortlægning af netop dette.
Kort fortalt: Danmark er en stor jazznation – og større end mange er klar over.
Der udgives et nyt jazzalbum omtrent hver anden dag, og hvert år tiltrækker jazzen en halv million publikummer, som fordeles på omkring 100 spillesteder og mere end 40 festivaler. Det gælder ikke mindst Copenhagen Jazz Festival, der er Danmarks største jazzbegivenhed, som samtidig akkompagneres af den populære Vinterjazz i det modsatte halvår.
Den danske jazzscene nyder godt af den stærke infrastruktur, som genreorganisationen JazzDanmark har skabt. Organisationen bidrager til udbredelse og kvalificering af jazzen, ligesom den faciliterer kompetenceudvikling og vedligeholdelse af internationale samarbejder.
Sidstnævnte er ikke mindst vigtigt, fordi næsten hver fjerde udøvende danske jazzmusiker har minimum halvdelen af sin koncertaktivitet i udlandet. Det betyder samtidig, at det internationale musikmiljø er fyldt med danske ambassadører for en genre, som også i sig selv har en lang og stolt dansk historik bag sig.
Den danske jazzscene har nemlig udklækket internationalt anerkendte musikere som Palle Mikkelborg, Marilyn Mazur, Niels-Henning Ørsted Pedersen, Alex Riel, Svend Asmussen, Benjamin Koppel, Bent Jædig, Doky-brødrene og sangerinder som Cæcilie Norby, Caroline Henderson og Sinne Eeg.
Aktuelt flyder det endvidere over med danske jazzmusikere, der er i fuld gang med at bevise deres internationale potentiale. Listen tæller pianister som Kathrine Windfeld og Jeppe Zeeberg, saxofonister som Maria Faust, Oilly Wallace og Mette Rasmussen, guitarister som Jakob Bro og Pelle von Bülow, bassister som Felix Moseholm og Thomas Fonnesbæk, trommeslagere som Kresten Osgood, Cornelia Nilsson og Stefan Pasborg – foruden bands som K A L E II D O, Tabloid og Girls in Airports.
Samtidig har Danmark stort held med at tiltrække nogle af de største navne fra den internationale jazzscene. Det har eksempelvis betydet, at man på Copenhagen Jazz Festival de seneste år har kunnet opleve verdensnavne som The Roots, Norah Jones, Herbie Hancock, Brad Mehldau, Oumou Sangaré og Eliane Elias. Det er den samme festival, der gennem tiden har tiltrukket giganter som Sonny Rollins, Keith Jarrett og Diana Krall.
2022-udgaven af festivalen blev overstået med stor succes. Det var første gang siden coronakrisen, at der igen var store internationale navne på programmet. Skeptikere frygtede, at festivalen i for høj grad ville fokusere på gamle og træfsikre navne. Denne skepsis blev dog gjort til skamme.
Godt nok høstede Herbie Hancock 6 hjerter i Politiken, som beskrev, hvordan jazzlegenden leverede “en musikalsk servering på rent michelinniveau”. Men der var også store roser og femhjertede anmeldelser til markant yngre og mere eksperimenterende navne som trommeslageren Makaya McCraven, der ifølge avisen er ”med til at flytte grænserne for, hvordan moderne jazz kan lyde”, og Alabaster DePlume, som ”med sin måde at blande kærlighed og vildskab på og med sin spirituelt farvede skævhed” ramte noget ”meget vigtigt”. For ikke at tale om Nausia + Smag På Dig Selv, der blev beskrevet som ”så seriøst medrivende og eksplosivt, at spillestedspersonalet givetvis stadig render rundt og tørrer sved op fra pytterne på gulvet”.
Alle sammen eksempler på innovative optrædener, der ligger ganske langt fra det stereotype billede, som mange har af jazzkoncerter. Spændvidden på festivalen er dermed en smuk og levende illustration af den spændvidde som jazzgenren anno 2022 generelt rummer.
Alt dette betyder, at vi roligt kan konkludere, at Danmark er en stor jazznation. Vi kan uden videre være stolte af både historikken og jazzscenens aktuelle status – både kunstnerisk og publikumsmæssigt.
Ikke desto mindre bør vi samtidig erkende, at jazzens danske potentiale så langt fra er indfriet. Genren kan indtage en langt mere central rolle. Ikke blot i musiklivet, men i kulturlivet som helhed – og dermed i danskernes bevidsthed generelt.
Allerførst bør vi dog genkalibrere vores opfattelse af jazzen, så vi bedre forstår den i kontekst af de to dominerende genrer inden for den rytmiske musik: Poppen og rocken. Det er nemlig fristende at vurdere en genres potentiale og succes ved at sammenligne den med beslægtede genrer.
Men det er ikke jazzen, der dominerer toppen af hitlisterne, og trods de mange festivaler har jazzen heller ikke en pendant til Orange Scene, der samler op mod hundredetusinde mennesker til den samme koncert. Jazzens koncertformater er nemlig helt anderledes.
Hertil kommer, at jazz er en paraplybetegnelse, der spænder fra det dybt eksperimenterende og svært tilgængelige til det markant mere poppede og absolut tilgængelige.
Selvfølgelig findes der også eksperimenterende og mere udfordrende pop og rock. Men begge genrer forbindes i den brede offentlighed primært med musik, som man uden videre kan synge med på og danse til. Dén omstændighed er trods alt kun forbeholdt en vifte af jazzens undergenrer.
Hvis vi dermed forstår jazzen på sine egne præmisser og undlader at skabe forventninger om, at den nogensinde kommer til at matche poppen og rocken på de kommercielle parametre, bliver det markant lettere at begribe, hvad genrens potentiale faktisk består i.
Her vil jeg præsentere fem forskellige aspekter af jazzens potentiale, som blot venter på at blive indfriet i højest mulige grad – ideelt set understøttet af ny viden og nye analyser fra Kulturens Analyseinstitut.
Det er tiltag og indsatser, som i sig selv ikke kræver voldsomt mange ressourcer, og fordi fundamentet i form af det fantastiske jazzmiljø allerede er lagt, bugner det med potentiale, som er lige til at indfri.
For det første rummer jazzen et turismepotentiale, som aktuelt primært bliver indfriet i de byer og kommuner, der danner rammen om de største begivenheder. Men alle de spillesteder, festivaler og andre jazzorienterede begivenheder, som har en vis størrelse og kvalitet, og som rækker ud internationalt, kan med fordel inkorporeres i turismestrategier – både på lokalt, regionalt og nationalt plan.
Det, der gør en jazzkoncert eller -festival tiltrækkende er åbenlyst ikke det samme som det, der får titusindvis af mennesker til at køre gennem kongeriget for opleve Bruce Springsteen eller Beyoncé. Det er netop ganske anderledes oplevelser, som folk forventer sig af jazzen, og dermed er tiltrækningskraften også anderledes. De ofte dedikerede og loyale jazzentusiaster rejser gerne langt for at tage del i særligt spændende arrangementer, og dette bør enhver turismestrateg skærpe sit blik for.
For det andet har jazzen langt bedre fat i den unge målgruppe, end mange tror – og ikke mindst besøgsstatistikkerne for Copenhagen Jazz Festival indikerer, at de unge har en markant interesse i jazzen. De unges engagement er som altid afgørende, når en kunstnerisk praksis skal sikre sin fortsatte eksistensberettigelse og udvikling.
Derfor ligger der et potentiale i at udvikle koncert- og festivalformater, der målrettet henvender sig til det yngre jazzpublikum, som også naturligt vil være åbent over for at opleve jazzen i mere eksperimenterende formater og rammer.
For det tredje – og i naturlig forlængelse heraf – er genrens kunstneriske udviklingspotentiale tilsvarende stort. Som genre er jazzen fundamentalt international i sit sprog og dermed skabt til at trives på tværs af landegrænser. Det underbygges af det høje aktivitetsniveau i udlandet, som en stor andel af de danske jazzmusikere har.
Derfor giver det god mening – også fra politisk side – at iværksætte internationale samarbejder og kulturudvekslingsprogrammer, som kan få den eksisterende talentmasse til at vokse. Samtidig vil sådanne programmer skabe de bedste betingelser for, at der kan finde en inspirerende og innovativ kunstnerisk udvikling sted.
For det fjerde bør kendskabet til jazzens musikalske sprog og genrens danske historie udbredes i langt højere grad – både via folkeskolens og gymnasiets musikundervisning og via konkrete aktiviteter, der formidler og hylder jazzens afgørende bidrag til den danske musikhistorie.
Det ville få langt flere unge til at få øjnene op for jazzen og dermed styrke jazzen som en vigtig del af den danske befolknings kulturelle identitet. Et aspekt, som kan komme til at udgøre et stærkt kort i den internationale branding af Danmark.
For det femte er der også et stort forskningsmæssigt potentiale i jazzen. En afgørende del af jazzens DNA er nemlig improvisationen, hvilket har affødt stor interesse fra hjerneforskere – ude i verden såvel som herhjemme, hvor det især er bassist, komponist og hjerneforsker Peter Vuust, der har beskæftiget sig med dette område. Hans forskningsmæssige fokus er netop ikke blot musikken i sig selv, men også hvordan den kan hjælpe os med at udvikle nye metoder, der blandt andet kan kurere og lindre forskellige sygdomme og lidelser.
Danmark har allerede en stærk international position som et kreativt land, der både fostrer og tiltrækker store navne inden for kunsten og kulturen – herunder naturligvis design og arkitektur. Fortællingen om Danmark som jazznation passer dermed særdeles godt ind i den store fortælling om det kreative Danmark.
Hvis vi forstår at indfri det mangfoldige potentiale, som er beskrevet herover, kan jazzen blive meget mere end blot et appendiks til fortællingen.
Det kan blive et centralt kapitel, der effektivt formidler, hvordan vi i Danmark ser kunst og kultur som en mangefacetteret kilde til både ny viden, inspiration, økonomisk vækst og publikumsudvikling.
Foruden, naturligvis, oplevelser i verdensklasse, som kan opleves overalt i Danmark – på de mange markante spillesteder og festivaler, der tilsammen udgør en altafgørende del af fundamentet for jazzens stærke position i Danmark.
Alt dette er naturligvis blot mine betragtninger, som især er baserede på min erfaring som bestyrelsesformand for Copenhagen Jazz Festival. Men nu er der i hvert fald leveret fyldigt input omkring jazzens situation, som Esben Danielsen og Kulturens Analyseinstitut samt Københavns Kommune kan arbejde videre med.
Oprindeligt bragt på Kulturmonitor den 5. januar 2023.