”En blanding af sommerhøjskole, Roskilde Festival og politikerdyrskue.”
Sådan beskrev Bertel Haarder visionen for Folkemødet på Bornholm. Konceptet vakte stor begejstring blandt de titusindvis af mennesker, som Folkemødet siden 2011 har trukket til Allinge.
Men ikke nok med det. Efter Folkemødet demonstrerede populariteten af denne kombination af politiske debatter, festivalstemning og højskolernes demokratiske ånd, har Danmark set en imponerende knopskydning af begivenheder, der er baseret på lignende koncepter.
Det gælder for eksempel Kulturmødet på Mors. Klimafolkemødet i Middelfart. Dannelsesfestivalen RESONANS i Oure. Naturmødet i Hirtshals. Ungdommens Folkemøde i Valby. Grænsen i Ribe. Skivemødet. Folkemøde Møn. Demokratiets Folkemøde på Himmelbjerget. Og så videre.
Det er værd at bemærke, hvordan disse begivenheder især trives langt væk fra landets største byer. Det er som om man bedre forstår de store, globale udfordringer, når man virkelig kan mærke det lokale samfund omkring sig.
Billedet af tusindvis af danskere, der samles for at diskutere samtidens vigtigste emner, giver tydelige mindelser om Jeppe Aakjærs berømte Jenlefester. Disse blev afholdt i to årtier fra 1910 og frem til Aakjærs død, og ved gården Jenle nær Aars dukkede menige borgere op for at opleve både Aakjær og en vifte af prominente meningsdannere, som holdt taler om både eksplicit politiske og mere filosofiske temaer. Festerne blev desuden akkompagneret af både kunstneriske indslag og god mad.
Perioden, som Jenlefesterne fandt sted i, rummede både Første Verdenskrig, pandemien, som fik tilnavnet ”Den spanske syge”, Genforeningen og den grundlovsændring, der både sikrede kvinder deres stemmeret og valgbarhed. Foruden naturligvis den indledende optakt til Anden Verdenskrig. Med andre ord: En periode præget af krig og konflikter, en pandemi og skelsættende politiske opgør.
Hvor festlige Jenlefesterne end har været – og det lyder bestemt til at være tilfældet – er de først og fremmest udtryk for forståelsen af behovet for dialog som middel til at introducere nye idéer, perspektiver og løsninger på samtidens udfordringer og kriser.
Da Folkemødet for godt ti år siden startede den aktuelle bølge af demokratisk funderede diskussionsfestivaler, var verden en anden. Perioden omkring 2011 skal ikke romantiseres unødigt, for der var bestemt også en bred vifte af alvorlige udfordringer at tage sig af dengang.
De fleste af os må dog formodes at længes efter denne tid. Før COVID-19. Før Rusland startede Europas første krig i det 21. århundrede. Før konsekvenserne af klimaforandringerne manifesterede sig knapt så tydeligt. Før de sociale mediers algoritmer accelererede udbredelsen af ’fake news’, ’trolls’ og ’cancel culture’. Før Donald Trump indtog det Hvide Hus og både direkte og indirekte gav energi til alverdens antidemokratiske bevægelser.
Dengang, i 2011, føltes kampen for de fundamentale demokratiske værdier markant mindre akut, end den gør i dag. For vi lever netop nu i en tid, der rummer mange tragiske overlap med Jeppe Aakjærs kaotiske samtid, der samtidig var omdrejningspunktet for Jenlefesterne.
Netop derfor er knopskydningen af folkemøder overalt i Danmark værd at hæfte sig ved. Det er nemt at blive kynisk i en tid som denne. Nemt at glemme sine værdier, iklæde sig skyklapper og begynde kun at tænke på sig selv, snarere end almenvellet.
Men alle folkemøderne signalerer, at vi i Danmark fortsat har en stærk og dybfølt tro på dialogen. Som om vi kollektivt siger: ”Lad os nu snakke om tingene!”
Dét giver håb midt i en dyster tid – og en styrket tro på, at vores demokratiske fundament fortsat er solidt. Det er en gammeldags måde at mødes på, ikke mindst i digitaliseringens tidsalder. Men det er som bekendt svært at have en fornuftig og respektfuld dialog på de digitale platforme, og den omstændighed skaber tydeligvis en higen efter at mødes i den analoge verden i stedet. Også i dette perspektiv er knopskydningen opløftende.
Det hører naturligvis med til historien, at den årlige Jenlefest faktisk genopstod i 1980 – takket være Aakjærselskabet, som i store træk har videreført det oprindelige koncept. Men modsat de oprindelige Jenlefester, hvor der var en forkærlighed for at sætte socialdemokrater på programmet, har Aakjærselskabet på forbilledlig vis ladet prominente stemmer på tværs af det politiske spektrum indtage talerstolen. Det har betydet, at man i løbet af tre år f.eks. har kunnet opleve Inger Støjberg, Mogens Jensen og Per Stig Møller som hovedtalere.
Da Folkemødet så begyndte at demonstrere publikumstal, der i de bedste år fuldt ud har kunnet måle sig med det, man ser på en række af landets største musikfestivaler, blev det en øjenåbner for resten af landet: Appetitten for den demokratiske debat var åbenlyst stor.
Ja, endda så stor, at den ikke kun havde potentiale til at kaste mindre arrangementer af sig. Faktisk har den vist sig stor nok til, at man kan skabe en bred vifte af festivaler, som alle har den demokratiske dialog som hovednavn.
Det er denne dialog, der er den allervigtigste at have netop nu – og selvfølgelig ikke kun i Danmark, men over hele verden. Måske man ligefrem kunne eksportere konceptet til USA, så borgerne og politikerne i dette ekstremt polariserede land kunne blive bedre til at tale med hinanden?