Når vi som danskere udtrykker vores glæde ved at rejse ud i verden, er vi mange, der stolt har indoptaget H.C. Andersens berømte ord og gjort dem til vores eget motto: ”At rejse er at leve!”
Som borgere i et ganske lille land er rejsetrangen nemlig ofte tilsvarende stor, og mange danskere nøjes ikke blot med at udforske det europæiske kontinent. Forkærligheden er også stor for fjerne destinationer, om det så er Mexico, Marokko og Maldiverne eller Argentina, Alaska og Australien.
Men to faktorer har begge skabt seriøse stopklodser.
For det første har videnskaben tydeliggjort den negative effekt, som især flyrejser har på klimaet. Særligt er korte flyrejser vigtige at begrænse, da CO2-udledningen er størst ved start og landing. Så hvis man som en god borger ønsker at passe godt på klimaet, er det især disse korte flyrejser, der bør erstattes med andre og mere klimavenlige former for transport.
For det andet resulterede COVID-19 i så mange restriktioner, at det i lang tid var næsten umuligt at komme til udlandet. Da behovet for at rejse dog bestod, begyndte vi som naturlig konsekvens heraf at gå på opdagelse i eget land.
Godt nok er Danmark et lille land, men de fleste af os opdagede hurtigt, at der faktisk var masser af spændende destinationer, attraktioner og kulturinstitutioner, vi aldrig havde set før.
Selv efter to år med restriktioner har de fleste danskere kun fået set en begrænset del af alt det, Danmark kan tilbyde. Også derfor har vi al mulig grund til fortsat at agere turister i vores eget land.
Dog er det trods alt de færreste danskere, der helt har lyst til at opgive udlandsrejserne. Samtidig er det selvfølgelig vigtigt, at vi kulturelt set undlader at lukke os om os selv, så vi bevarer nysgerrigheden efter at gå på opdagelse i andre kulturer og lande – også dem, der ligger længere væk end Sverige og Norge.
Så hvad er løsningen? I praksis er det ganske simpelt – og nok engang er det faktisk H.C. Andersen, der har svaret. Han bør være et forbillede for os alle, når det kommer til den måde, som vi fremover bør rejse på.
Lad os allerførst huske på, at Andersen levede fra 1805 til 1870 – før både bilen og ikke mindst flyet meldte deres ankomst. I stedet rejste han for eksempel med hestevogn på sin berømte tur til Rom, hvor han blandt andet også slog vejen forbi Paris.
Andersen drog i sit liv ud på hele 30 udlandsrejser og nåede vidt omkring – foruden Rom og Paris besøgte han blandt andet også storbyer som Athen, Berlin, Bruxelles, Glasgow, Lissabon, London, Madrid, Prag, Stockholm og Oslo.
Trods sin tendens til at blive søsyg insisterede han på at rejse med skibe, og da damptoget blev opfundet, fik han også mulighed for at rejse på det, der dengang var en ganske nymodens facon.
Damptoget udgjorde en rejseform, som han tilsyneladende fandt en del mere komfortabel end både den strabadserende hestevogn og det gyngende skib. Det fornemmer man tydeligt i denne levende beskrivelse af, hvordan det er at rejse med damptog:
”Du seer ud af Vinduet og opdager, at Du jager afsted, som med Heste i Galop; det gaaer endnu hurtigere, Du synes at flyve, men her er ingen Rysten, intet Lufttryk, Intet af hvad Du tænkte Dig ubehageligt!”
Han følte virkelig, at damptoget bevægede sig ubegribeligt hurtigt, men i dag, hvor vi er vant til langt hurtigere hastigheder, trækker vi på smilebåndet over Andersens fascination.
Den hastighed, som Andersen rejste med, var den samme som fik ham til at konstatere de berømte ord, ”at rejse er at leve”. I dag ville vi klassificere dén hastighed som ”slow travel” – præcis ligesom vi snakker om ”slow food” som en pendant til ”fast food”.
Begrebet ”slow food” åbnede på ny vores øjne for værdien af mad, der møjsommeligt er lavet helt fra bunden – gerne med lokale og økologiske råvarer, og serveret på en måde, der også tillader os at nyde den i ro og mag.
På samme måde bør ”slow travel” åbne vores øjne for værdien af turen undervejs som en stor og givtig oplevelse i sig selv, snarere end noget, der primært blot skal overstås.
Vi har vænnet os til at transportere os selv med lynets hast, men ved at sætte tempoet ned og prioritere rejsen lige så højt som rejsemålet, kan vi få en helt ny og langt mere bæredygtig tilgang til det at rejse. En tilgang, som kan komme både os selv og klimaet til gode.
Med denne inspiration fra Andersen kan vi som ”slow travelers” fortsætte med at stimulere vores rejselyst og drage ud i verden som ivrige kosmopolitter – blot med knapt så stor hastighed, som vi især har kunnet gøre det i de seneste årtier.
Til gengæld får vi mulighed for mange flere oplevelser undervejs, som samtidig kan danne fundamentet for mange dyrebare minder for de børn og unge vi måske er så heldige at rejse sammen med.
Så lad os hilse ”slow travel”-bevægelsen velkommen – for det er lige præcis denne bæredygtige rejseform, vi har brug for netop nu.
Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 4. juli. Illustration: Gert Ejton.