Det trækker op til valg i Danmark. Alle folketingsvalg er per definition skelsættende begivenheder, men det særligt interessante ved det forestående valg er, at det både er det første efter coronakrisen og efter Rusland invaderede Ukraine.
Både coronakrisen og krigen i Ukraine har haft en effekt, som de færreste ville have kunnet forudse: De har på hver deres måde placeret kunsten og kulturen højt på den politiske dagsorden og i den offentlige bevidsthed.
Hvis vi som borgere var endt med at tage kulturlivet for givet, tydeliggjorde krisen for os, hvor meget kunsten og kulturen betyder, når den pludselig ikke længere er frit tilgængelig.
Hvad angår krigen i Ukraine, har den tydeliggjort hvilke kræfter, som kunsten og kulturen rummer i geopolitisk sammenhæng. Efter invasionen begyndte, stod det på rekordtid klart for den vestlige verden, at Rusland ikke blot skulle rammes af økonomiske og politiske sanktioner, men også de såkaldt bløde sanktioner inden for kultur- og idrætsverdenen.
Dermed har krisen og krigen demonstreret såvel borgernes interesse i kulturen som deres forståelse for de unikke kræfter, den rummer. Hvad nu, hvis vi tog konsekvensen heraf og fuldt ud integrerede kulturen i valgkampen?
Alle partilederrunderne på tv kunne oplagt starte med fællessang. Vi så under krisen, hvordan fællessangen evner at binde danskerne sammen, så hvorfor ikke bringe dette i spil i forbindelse med et folketingsvalg?
Det er om noget en begivenhed, der placerer danskerne i forskellige siloer alt efter deres politiske tilhørsforhold – og dermed en begivenhed, hvor vi har brug for at blive mindet om vores fælles værdier og kulturarv.
Desuden ville et sådant indslag på smukkeste vis tage brodden af den kamplystne stemning mellem politikerne. For som Andreas Vetö, direktør for Danmarks Underholdningsorkester, har udtrykt det her i avisen, så er det svært at slås, hvis man lige har sunget sammen.
Endelig bør ethvert vælgermøde rundt om i landet akkompagneres af et kunstnerisk indslag – om det så er sang, teater, dans, digtoplæsning eller noget femte – så vi også på denne måde får demonstreret i praksis, hvad kulturen er og kan, fremfor blot at diskutere den.
Oven på Tour de France er danskerne desuden godt og grundigt begejstrede for cykelsporten, så hvorfor ikke også afvikle et festligt lille cykelløb i selskab med kandidaterne? For præcis ligesom kultur styrker sammenhængskraften, gør idræt det naturligvis også.
Hvilke greb, der end anvendes, er der behov for at få kulturen til at fylde mere i valgkampen. For hvis vi ikke gør noget, bliver det med al sandsynlighed den økonomiske optik, der kommer til at dominere – sådan som det plejer at være.
Uanset om det handler om klima, sundhedsvæsen, skatter, uddannelse eller udenrigspolitik, vil spørgsmålene være: Hvad har vi råd til? Hvad skal vi prioritere? Hvordan får danskerne mest for deres skattekroner? Og så videre derudad.
Det giver god mening, for der er ufatteligt mange områder, der fattes penge, og midlerne er ikke ligefrem uendelige. Derfor er det selvfølgelig på sin plads at have grundige diskussioner om, hvordan de bruges.
Men tænk, hvis den økonomiske optik bare en gang i mellem blev skiftet ud med den kulturelle.
Så kunne politikerne for eksempel fokusere på opretholdelsen af ytringsfriheden, demokratiet og en stærk offentlig debat. På Danmarks rolle i den store verden, sådan som vi som land manifesterer os gennem alt fra vores succesrige film og tv-serier til vores imponerende sportsudøvere. På medielandskabet, den frie presse og kampen mod techgiganternes overherredømme. På betydningen af vores kulturarv og -historie. På at maksimere af adgangen til fri, nyskabende og alsidig kunst og kultur. På de værdimæssige alliancer, vi har med et væld af andre demokratiske nationer, og som kun bliver tiltagende vigtigere i denne kaotiske tid.
Disse emner ville både optage befolkningen og antænde livlige, udbytterige og inspirerende politiske debatter.
Samtidig ville det være debatter, der kunne gøre det en del lettere for befolkningen at skelne politikerne fra hinanden. Den politiske midte i Danmark er økonomisk set nemlig så bred, at det ofte kan være svært at skelne den ene blok fra den anden. En erkendelse, som den nuværende og den foregående statsminister i øvrigt begge lader til at have fået.
Men lige så snart, vi diskuterer kultur, så begynder forskellene at manifestere sig, for der er en stor og interessant spændvidde i holdningerne til alle de ovennævnte emner.
Diskussionen af kulturen udgør dermed en demokratisk genvej til at lære en politisk kandidat bedre at kende. Markant bedre, end når vi får en politiker til at gentage, at de eksempelvis også går ind for et økonomisk holdbart og velfungerende velfærdssystem – for det gør de jo alle sammen.
Så hermed en opfordring til både politikerne og vælgerne, der møder dem rundt om i det ganske land: Stil skarpt på kulturen. Det vil gavne både valgkampen og vores demokrati.
Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 8. august 2022. Illustration: Gert Ejton.