Det var en af den slags dage. Travlheden var i top. Et par møder ventede lige om hjørnet, og jeg ville gerne byde de andre deltagere på lidt at spise og drikke. Så jeg smuttede i Føtex og fandt i al hast det, jeg skulle have.
Jeg nåede frem til kassen, hvor jeg utålmodigt stillede mig i kø. Mentalt var jeg allerede i gang med mine møder, og jeg havde ikke tid til bare at stå og vente. Men som det hurtigt afslørede sig, ville jeg og de øvrige kunder i køen komme til at vente endnu længere, end vi først troede.
Den kvindelige ekspedient besluttede sig nemlig for at hjælpe den kunde, hun var i gang med at ekspedere. Det var en ældre kvinde, som havde fået den forkerte vare ned fra hylden, og ekspedienten besluttede sig derfor at finde den rigtige vare til hende.
Ekspedienten forlod med andre ord sin post på Føtex’ frontlinje – på trods af den hær af kunder, der uroligt stod og trippede i den støt voksende række bag den ældre kvinde.
Da hun gik forbi os, troede vi ikke vores egne øjne. Snakken begyndte at brede sig. ”Tænk sig engang – bare sådan at lade folk stå og vente! Det er da dårlig service! Hun må være under oplæring!”
I flere og flere supermarkeder kan man netop vælge mellem den personlige betjening og selvbetjeningen, hvor man selv skal scanne sine varer. Således også i Føtex, og jeg stod i dette øjeblik og fortrød, at jeg havde valgt den menneskelige betjening.
Men da det så var min tur, blev jeg mødt af et stort smil og en særdeles venlig og personlig betjening. Ekspedienten og jeg mødtes i øjenhøjde, og jeg kunne med al tydelighed og stor fornøjelse betragte et andet menneske, der gjorde sit bedste.
Hendes imødekommenhed og positive tilgang tvang mig på stedet til selv at udstråle en helt anden energi. Jeg var nødt til at smile tilbage til dette menneske, og jeg blev intuitivt klar over, hvad det var, hun ville mig.
Pludselig slog det mig dog, hvor fuldkommen absurd en forestilling, jeg her havde spillet en lille birolle i. Tænk sig engang, at vi bilder os ind, at vi har så rygende travlt, at vi end ikke har tid til, at en ekspedient hjælper en kunde med at få den rigtige vare med hjem. At vi så tit foretrækker den løsning, hvor den menneskelige kontakt bevidst er strøget fra ligningen.
Tænk at jeg ligesom alle de andre havde valgt at fokusere på, hvordan ekspedientens hjælpsomme gerning forstyrrede mit travle dagsprogram, frem for blot at nyde synet af den venlighed, der udspillede sig lige foran mig.
Da jeg få dage senere var endnu en tur i Føtex, gik jeg målrettet efter den samme ekspedients kasse. Denne gang smilede jeg først, og jeg kunne fortælle hende om, hvor stort et indtryk hun havde gjort på mig. At hendes måde at være på var en god, gammeldags øjenåbner for mig, som havde sat både min egen og alle andre menneskers evindelige travlhed i et nyt og tiltrængt perspektiv.
Jeg nævnte også for hende, at hun burde fortælle sin chef, at hun havde fået ros for sin tilgang til arbejdet. For det er netop ekspedienterne og det øvrige personale rundt omkring i butikken, der har den største indflydelse på den konkrete kundeoplevelse. En indflydelse, der i det daglige generelt er langt større end den, som lederne højere oppe i hierarkiet har.
Min forhåbning er, at denne lille historie kan minde os alle om, at vi slet ikke behøver at have så travlt. I denne digitaliserede verden er vi stadigt mere fortravlede. Vi er ’always on’ og altid på vej et andet sted hen – hvis vi ikke mentalt allerede befinder os der.
Når vi end ikke har tid til at købe ind, har vi heller ikke tid til at tilberede og nyde de måltider, vi spiser, og både bogstaveligt og metaforisk fylder vi os med flygtige takeaway-vitaminer. Med alt det, der frarøver os pauserne og muligheden for at møde andre mennesker – som rigtige mennesker, snarere end blot kegler på hverdagens forhindringsbane.
I sidste ende resulterer travlheden i en anti-menneskelig verden, hvor målet ikke er at omfavne alt det, der gør os til mennesker, men derimod at eliminere det, fordi det er besværligt og langsommeligt.
Selvbetjeningssystemerne i supermarkedet er blot ét eksempel på denne udvikling. Men denne lille episode har gjort det klart for mig, hvor vigtigt det er at støtte op omkring den personlige betjening. Fremover vil jeg derfor altid vælge at blive betjent af et menneske snarere end en maskine.
I hvert fald i de få år fremover, hvor muligheden stadig eksisterer.
Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 27. oktober 2021. Illustration: Gert Ejton.