Tilbage i 2018 trak Scarlett Johansson sig fra filmen Rub & Tug og rollen som den transkønnede Dante ’Tex’ Gill. Det skete efter intens kritik af Johansson, som gik på, at hun burde have overladt rollen til en transseksuel skuespiller i stedet.
Kort efter kunne man i Informations lederspalte læse disse ord fra Rasmus Elmelund:
”En heteroseksuel ciskønnet skuespiller kan naturligvis sagtens spille transkønnet. Det kaldes skuespil. Hvis ikke vi frit lader skuespillere spille roller, afvikler vi selve skuespillerhvervet.”
I løbet af de forgangne år er der dog kun kommet tiltagende høje krav om, at roller, der skildrer eksempelvis seksuelle og etniske minoriteter, bliver udfyldt af personer, der tilhører de samme minoriteter.
Da Holstebro Dansekompagni og Vejle Musikteater skulle finde hovedrollen til sin aktuelle danseforestilling The Danish Girl, var der et eksplicit ønske om at finde en danser, som havde et ”personligt og indgående kendskab til og erfaring med transkønnethed og queer-identitet”.
Valget faldt på Bjørk-Mynte Paulse til at spille rollen som virkelighedens Lili Elbe, der i 1882 startede sin tilværelse i Vejle som Einar Wegener.
Det er ikke svært at se, hvordan linjerne er trukket ganske hårdt op.
På den ene side har vi folk som Rasmus Elmelund, der tilsyneladende ikke ønsker, at nogen minoriteter skal have særlig adgang til at spille roller, der skildrer de samme minoriteter.
På den anden side har vi en forestilling som The Danish Girl, hvor man i praksis ekskluderede alle hovedrollekandidater, der ikke selv var transkønnede.
Ved første øjekast kan begge tilgange virke problematiske – den ene tilgang vil bevare status quo, mens den anden er ekskluderende.
Men det er vigtigt, at skelne imellem dem. For det er kun holdet bag The Danish Girl, der repræsenterer det, vi kan kalde kunstens væsen: Nemlig evnen til at stille spørgsmål og lysten til at gå nye veje. Til at bekæmpe status quo og prøve ting af, uanset om de fungerer eller ej. For i kunstens verden er processen lige så vigtig som det egentlige resultat.
Det altafgørende er, at vi ikke spænder kunsten og kulturen foran en politisk vogn og eksempelvis gør The Danish Girl og castingen af Bjørk-Mynte Paulse til et kønspolitisk statement. For det er det ikke. Tværtimod er det en spændende kunstnerisk undersøgelse af, hvad der ligger i at sikre denne form for overensstemmelse.
Danmark er i øvrigt både kendt for sin forkærlighed for dogmefilm og for at have været bannerfører for seksuelle minoriteters rettigheder. Er det at opstille castingmæssige dogmer omkring minoriteter ikke en helt naturlig kombination af disse to?
Så i stedet for et se det som en ekskluderende begrænsning, bør man derfor se det som et benspænd, der potentielt set åbner op for nye perspektiver, erkendelser og oplevelser, som man ikke kunne få, hvis man bare gjorde, sådan som man altid har gjort.
Det værste vi kan gøre er netop at gøre kunsten til en unuanceret politisk fløjkrig, hvor man enten er for eller imod. I stedet bør vi omfavne den kunstneriske proces og se, hvad der kommer ud af den.
Måske skaber det uhensigtsmæssige kunstneriske begrænsninger, som vi kan lære noget af.
Måske resulterer det i noget helt fantastisk, som vækker et ønske om mere.
Det modige tiltag, som The Danish Girl repræsenterer, må man uanset hvad håbe inspirerer det øvrige kunst- og kulturliv. For det er af stor vigtighed, at man aktivt forsøger at gå nye veje – også når det kommer til præmisserne for, hvordan minoriteter portrætteres og formidles.
Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 1. november 2021. Illustration: Gert Ejton.