“Da jeg skrev Svantes Viser var jeg på selvmordets rand. Ude af mig selv og i en dyb personlig krise,” fortalte Benny Andersen tidligere på året til magasinet Et Cetera, der kom indenfor hos Andersen og hustru Elisabeth Ehmer og lavede et af de sidste interviews nogensinde med den danske digter og forfatter.
Han mente, at det, som han dengang skrev, var alt for sort. Det blev til den ene tragiske vise efter den anden.
”Det her, det er der sgu da ikke nogen, der gider at udgive,” tænkte han før det slog ham:
”Bare én eneste lykkelig dag måtte den stakkels mand da have haft… Hov, ja! Svantes lykkelige dag. Og det er så den, der er blevet den mest populære.”
Der var én linje i visen, der endte med at løbe med hele opmærksomheden: ”Livet er ikke det værste man har, og om lidt er kaffen klar.” Men det huede ikke Andersen, som mente, at hans mest berømte linje samtidig er noget af det mest ligegyldige, han har skrevet. Det handlede mest bare om at få tingene til at rime.
”Nu skriver de det nok på min gravsten, og det var jo altså ikke meningen,” konstaterede han i samme interview.
I sidste uge sov den 88-årige Andersen stille ind i sit hjem, mens hans hustru holdt ham i hånden. Siden da har det myldret frem med mindeartikler i de danske medier, og gang på gang klassificeres han som ”nationaldigter”, ”folkeeje” og ”folkekær”. Betegnelser, som han personligt tog afstand fra – hvilket de bedste af mindeartiklerne da også påpeger.
Denne afstandtagen kom ikke mindst til udtryk i forbindelse med Andersens protester mod rydningen af Brorsons Kirke i 2009, som 60% af danskerne til hans forbløffelse bakkede op om, og med bogen Sådan kan islam også være, der udkom i 2015, og som var i hans forsøg på at nuancere danskernes billede af den muslimske kultur.
I interviewet med Et Cetera piller han på karakteristisk vis ved begrebet ”folkekær” og betegner i stedet sig selv som ”folkenær”:
”Jeg tror, det er fordi, jeg aldrig har identificeret mig med parnasset. Jeg kender til livet – også i underklassen, og jeg har mødt mange og alle slags mennesker i mit liv.”
Den store kærlighed, der i disse dage skyller ind over Benny Andersen, skygger på sin vis for, hvem han egentlig var som kunstner. Vel var han en udsøgt rimsmed, der kunne få næsten alle til at trække på smilebåndet. Men der er en dybde og en udforskning af livets mindre muntre sider i hans kunstneriske virke, som vi til stadighed overser, og som vi givetvis først får øjnene op for om nogle år.
Med sin manglende identifikation med parnasset og sin kamp for ikke at blive gjort til repræsentant for danskheden – ”nej, jeg er ikke i symbiose med den danske folkesjæl” – hentydes der samtidig til, hvordan Andersen måske ikke blev mødt med den respekt fra det etablerede kunst- og kulturliv, som han i virkeligheden fortjente. Som for mange andre kunstnere vil denne respekt og forståelse først etablere sig efter et stykke tid.
I denne kontekst minder han meget om den anden store Andersen, der af de fleste klassificeres som den måske største danske forfatter nogensinde. Men i sin samtid var det bestemt ikke sådan, H.C. Andersen blev opfattet. Dybderne i hans virke blev på tilsvarende vis overset, og kærligheden fra folket reducerede respekten hos eliten.
Med Hans Christian blev vi klogere. Det gør vi forhåbentlig også med Benny.
Oprindeligt bragt i Fyens Stiftstidende den 27. august 2018.