Tilliden til politikerne styrtdykker. Herhjemme er der, som Avisen.dk i juni kunne fortælle, siden 2007 sket et særdeles markant skred. Dengang havde hele 70% af danskerne stor tillid til politikerne. I 2018 er billedet blevet næsten fuldkommen spejlvendt, så der nu er 65%, der har lille tillid til de folkevalgte.
Når tilliden på denne måde daler, bliver det mere og mere aktuelt at kigge i en anden retning efter de inspirerende indsigter og handlinger, der kan inspirere individer og menneskeheden som helhed til at finde en bedre vej frem.
Her er det især oplagt at kigge på kunstens verden. Enhver ægte kunstner må åbne op for sig selv og sine erkendelser om verden og sårbart og ærligt udtrykke sine indsigter og fortolkninger. Det er noget nær den diametrale modsætning af, hvordan politikere og spindoktorer har for vane at kommunikere, og det er netop det, der gør kunsten så interessant som kilde til inspiration og – når den er allerbedst – store sandheder om og selv og verden, vi bebor.
Kunstværker er naturligvis ikke målrettede, adfærdsregulerende instrumenter. De udgør snarere optikker, gennem hvilke vi kan betragte os selv og verden omkring os.
Når kunstnerne virkelig rammer plet, transcenderer deres værker den æstetiske sfære og bliver i stedet til kulturelle referencepunkter, som hele samfundet kan orientere sig efter. Også de borgere, der aldrig har stiftet bekendtskab med de oprindelige værker.
Det altoverskyggende eksempel på et sådant værk er George Orwells 1984. For hver ti tusind personer, der kender begrebet ’big brother-samfund’, er der sikkert kun én, der rent faktisk har læst romanen. Men det krævede Orwells fiktive skildring af menigmands frygt for at blive overvåget af myndighederne, før vi i virkelighedens verden fik et brugbart begreb, der kunne italesætte denne frygt.
Et andet markant eksempel er Jimi Hendrix’ forvrængede og feedbackfyldte fremførelse af den amerikanske nationalhymne, Star-Spangled Banner, under Woodstock-festivalen i 1969.
Vietnamkrigen hærgede for fuld udblæsning, og Hendrix’ unikke guitarlyd gav tilhørerne associationer til krigens rædsler. New York Post kaldte den opsigtsvækkende fremførelse for ”det største øjeblik i 60’erne”, og den blev set som et symbol for det markante årtis særlige tidsånd. For alle, der hørte eller sidenhen har lyttet til Hendrix’ version, vil den nationalromantiske hyldest til flaget for evigt have fået en ekstra dimension.
Et tredje eksempel er Picassos Guernica. Som titlen antyder, skildrer det store maleri bombningen af den nordspanske landsby, som de tyske nazister og italienske fascister i 1937 udførte på opfordring af Franco, den spanske militærdiktator.
Picasso skabte maleriet samme år, to år før 2. verdenskrig brød ud, og selv om maleriet ikke ligefrem kan tilskrives at have afværget krigen, manifesterede det sig selv som et tidløst pacifistisk ikon, hvis budskab er lige så relevant i dag, som det var for otte årtier siden.
Eksemplerne på sådanne kulturelle referencepunkter, der er opstået ud af kunstens verden, er utallige. Fra Leonardo da Vinci til Jules Verne, fra Shakespeare til Oscar Wilde, fra The Wizard of Oz til Star Wars, fra Bob Dylan til Lin-Manuel Miranda, fra H.C. Andersen til Holberg, fra P.S. Krøyer til Bjørn Nørgaard, fra Pelle Erobreren til Festen, fra Kim Larsen til Simon Kvamm.
Alle disse kunstnere og kunstværker har tilsammen skabt et net af referencepunkter, der gør det lettere for os at forholde os til fortvivlelsen og frygten, kærligheden og kaosset, magthaverne og menigmand.
I dag lever vi i en verden, hvor den geopolitiske stemning – særligt på grund af Trump, Putin og Xi – er særdeles anspændt. Den største globale udfordring, vi har, er imidlertid ikke af politisk karakter: Klimaforandringerne. Kloden tager ikke hensyn til politiske løfter og alliancer eller bruddene på disse.
2018 ser ud til at blive det fjerdevarmeste år i historien, og over hele verden er der dramatiske eksempler på, hvordan klimaforandringerne kommer til udtryk. Det gælder ikke mindst i Californien, Sverige, Skotland, Australien og Grækenland, der kæmper med nogle af de værste brande i historien. De seneste advarsler fra videnskaben om klodens fremtid rummer ifølge CNN scenarier, hvor vandstanden kan stige mellem 10 og 60 meter, hvilket ville gøre store dele af kloden ubeboelig.
I denne situation er der således et særligt stort behov for at få den kunstneriske dimension langt mere i spil.
Heldigvis er der kunstnere, både herhjemme og internationalt, der har fået øjnene op for, hvor vigtigt det er at beskæftige sig med klimaforandringerne.
Kunstnergruppen The Arctic Cycle har med projektet artistsandclimatechange.comskabt et omfangsrigt, forbilledligt og inspirerende overblik over sådanne.
Herhjemme kunne man på Cisternerne frem til februar opleve japanske Hiroshi Sambuichis bevægende installation, The Water, og Jens Galschiøt har markeret sig som en stærkt klimabevidst kunstner. Desuden har Mads Langer markeret sig som en vigtig stemme i kampen for en mere bæredygtig fremtid – blandt andet i de samme spalter som disse ord optræder i.
Men der skal naturligvis mere til – og på en langt større skala.
Skeler vi til Hollywood, består de to primære referencepunkter af den ikke specielt velmodtagede katastrofefilm The Day After Tomorrow og Al Gores An Inconvenient Truth. De har henholdsvis 12 og 14 år på bagen. Hollywood er et stærkt barometer for, hvad der optager borgere i den vestlige verden, og det er sigende, at vi ikke har set en blockbuster om klimaforandringerne i over et årti.
Når solen bager over Danmark, som den har gjort denne sommer, er det fristende at lade sig inspirere til at skrive pophits om kolde bajere og hotte bikinibabes – og fred være med det. Herfra skal der dog lyde et oprigtigt ønske om, at danske kunstnerne udnytter deres respektive platforme til at skubbe både sig selv og danskerne ud af deres komfortzone. Til at kaste lys over den altomfavnende problematik, vi helst ikke vil se i øjnene.
Kunstnerne har netop en unik mulighed for at præge og inspirere især de yngre generationer til at optage den bæredygtige udvikling i deres værdisæt. Langt mere effektivt end politikerne og forskellige lovindgreb kan.
Under Kulturmødet på Mors vil Mads Langer sætte fokus på bæredygtighed og kunstnernes ansvar – blandt andet i en samtale med Christian Have fredag den 24. august kl. 14 på Værkstedet.
—
Denne kronik blev oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 21. august 2018.