"Don't Look Up" har sat den internationale debat i omdrejninger. På en måde, som ingen videnskabelige rapporter, Al Gore-dokumentarer eller dramatiske nyhedsindslag nogensinde har formået.
Hvad er det for kræfter, som kunsten og kulturen rummer, og hvilke potentialer rummer disse kræfter?
Pludselig – som en komet fra det ydre rum – er der landet en film, som med ét har givet os et usædvanligt stærkt svar på netop disse spørgsmål. En film, som har demonstreret, hvad det er for kræfter, som hverken journalister, forskere eller menige borgere besidder på samme måde, som kunsten og kulturen gør.
Filmen, der er tale om, er Netflix-sensationen ”Don’t Look Up”. På overfladen ligner det måske blot en lidt vel stjernespækket omgang Hollywood-satire.
Kigger vi under kølerhjelmen, vil vi imidlertid se en nøje komponeret motor, som i dén grad har sat den internationale debat i omdrejninger. På en måde, vel at mærke, som ingen videnskabelige rapporter, Al Gore-dokumentarer eller dramatiske nyhedsindslag nogensinde har formået.
Netop fordi der er tale om en spillefilm – med sine åbenlyse helte og skurke og lårtykke moraler – har den åbnet op for sluserne hos snart sagt alle, der har set den. Ja, netop fordi der er tale om et kunstnerisk produkt, føler alle sig kvalificerede til at afsige en smagsdom over filmen og til at fremmane en analyse, der klargør, hvorfor den enten er exceptionelt fantastisk eller elendig.
Det ser vi eksempelvis hos skaren af traditionelle filmanmeldere, som både sender begejstrede og stærkt revsende ord i filmens retning. Et eksempel på sidstnævnte er Berlingskes Kristian Lindberg, der tildelte den én stjerne og skrev, at filmen var »ligeså underholdende som at blive irettesat af en surmulende 18-årig klimaaktivist«. Til sammenligning kvitterede Jyllands-Posten med fem stjerner og roste den »både groteske og realistiske« film.
Klimaforskere har samtidig udtrykt begejstring over filmens skildring af, hvor katastrofalt det er, at forskere bliver ignoreret og bagatelliseret gang på gang. Vi kan ikke vide, om Netflix-brugerne, der ser filmen, også synes, den er fantastisk, men den er i hvert fald blevet den næstmest sete Netflix-film nogensinde.
Så er der alle de andre eksperter, der hverken er eksperter inden for film eller klimaforandringer, men som alligevel giver deres besyv med. Som Cepos’ Martin Ågerup, der i en kronik i Politiken bruger filmen til netop at bagatellisere klimakrisens omfang og i stedet mane til ro og optimisme.
På rekordtid har filmen dermed bidraget til at skærpe debatten om en række absolut væsentlige dagsordener. Om håndteringen af krisen selvfølgelig. Men også mere specifikt om forskeres manglende indflydelse på problematikker, hvor de alt andet lige er de mest kvalificerede til at udtale sig.
Hertil kommer debatten om populistiske politikeres vidtgående indflydelse på vores fælles fremtid. Ja, selvfølgelig har filmen også givet anledning til metadiskussionen om, hvorvidt Hollywood overhovedet bør give sit besyv med.
Herfra skal der ikke lyde nogen smagsdom over filmen i sig selv. Dem er der rigeligt af i forvejen. Men den fortjener opmærksomhed som et eksempel på det, som kunsten og kulturen er i stand til: De utallige refleksioner og debatter, som den har frembragt, er måske filmens allervigtigste formål?
Det er ganske åbenlyst, at lerskulpturen på provinsmuseet eller den eksperimenterende forestilling på storbyteatret ikke kan forventes at generere den samme mængde refleksioner, som en provokerende Hollywood-film kan.
Mekanismen er dog fundamentalt set den samme: Den værdi, som kunsten og kulturen skaber, ligger nemlig ikke blot i den flygtige oplevelse, men derimod alt det, som i hvert fald den bedste og mest vedkommende kunst og kultur efterfølgende sætter i gang.
Forhåbentlig vil ”Don’t Look Up” være til stor inspiration for alverdens kunstnere og kulturaktører, som vil erkende deres egne særlige forudsætninger for at sætte dagsordener. At de ikke skal være bange for at provokere og rykke ved vores vante forestillinger. For dét er en erkendelse, som har den samme grad af vigtighed, uanset om man er Leonardo DiCaprio eller en lerskulptør i Løgstør.
Oprindeligt publiceret i Jyllands-Posten den 10. februar 2022.