I den netop udgivne udgave af sin årlige rapport, Re|Shaping Policies for Creativity, leverer UNESCO dystre nyheder: På globalt plan mistede den kreative sektor 10 millioner jobs alene i 2020, og sektorens samlede værdi skrumpede ind med 750 milliarder dollars.
Desuden skildrer den 328 sider lange rapport blandt andet også, hvordan freelancere og selvstændige – som udgør en afgørende del af den kreative sektors arbejdskraft – ofte er dårligt stillede i forhold til at modtage den offentlige støtte, som ellers er blevet flittigt uddelt i løbet af corona-krisen.
Det er en rapport, som bør få advarselslamperne til at blinke hos danske kunstnere, kulturinstitutioner og øvrige kreative aktører. To års krise med restriktioner, nedlukninger og sporadiske genåbninger har været giftige for et ellers sprudlende og vitalt kunst- og kulturliv.
I Danmark har der efter en hård start været en pæn politisk opbakning til kunst- og kulturlivet i løbet af krisen. Men alligevel er mange kunstnere faldet igennem sikkerhedsnettet bestående af diverse støtte- og kompensationsordninger, ligesom et væld af kulturproducenter, festivaler og arrangører har måttet kæmpe for at overleve.
Nu, hvor Danmark atter er åbnet, vil mange måske være af den opfattelse, at vi er kommet godt igennem krisen – og at kunst- og kulturlivet dermed er reddet. Men denne nye UNESCO-rapport bør minde os om, at der fortsat venter et langt og sejt træk forude.
Vi har ganske enkelt endnu ikke set, hvordan verden og markedet i virkeligheden ser ud. Vi ved heller ikke, hvordan efterspørgslen bliver for den kreative sektors mange freelancere og selvstændige. Derudover ved vi heller ikke hvilke adfærdsændringer hos publikum, der vil bestå i mange år efter krisen, og som vil afføde nye krav til kunst- og kulturlivets måde at formidle sig selv og sine oplevelser på.
Derfor er der vigtigt, at kunsten og kulturens aktører ruster sig til en periode, hvor der fortsat skal kæmpes hårdere end normalt, og hvor evnen til at indgå i nye samarbejdsformer og partnerskaber bliver helt afgørende, hvis trivslen skal sikres.
Samtidig bliver den politiske opbakning tilsvarende afgørende – især på den længere bane, hvor også den danske fondsverden fortsat kommer til at spille en vigtig rolle.
Skal vi fremover have et sprudlende og vitalt kunst- og kulturliv, bliver det dermed nødvendigt med både modstandskraft og vedholdenhed. Fra kunstnerne og kulturaktører selvfølgelig, men også fra hele det danske samfund, som kunsten og kulturen naturligvis er en fuldkommen integreret del af.
Oprindeligt publiceret på Kulturmonitor den 11. februar 2022.