Lad mig tage dig med på en rejse til demokratiets utopia.
Her møder vi en vifte af politikere. De har en masse forskellige idéer til forbedring af samfundet, som de så præsenterer på saglig vis for vælgerne. De politikere, der møder størst opbakning til deres idéer, bliver belønnet af vælgerne med en plads i parlamentet.
Her sidder de så, side om side med andre politikere, med henblik på at samle de flertal, der kan få diverse tiltag vedtaget. Jovist, de ideologiske klinger krydses, og lidenskaben er åbenlys. Men det er altid de mest overbevisende argumenter, der løber med sejren og til sidst sikrer flertallet af stemmerne.
I dette utopia kan vi med stolthed betragte demokratiet i aktion: Et samfund, hvor borgerne vælger politikerne, som så gør det arbejde, de er blevet valgt til – en forbedring af samfundet, skridt for skridt.
Men ak! Her knækker vi pladen, vågner op til dåd og minder os selv om, hvor ualmindelig langt fra virkeligheden denne skildring er. I de seneste år har det politiske landskab bevæget sig væk fra dette ideal med hastige skridt.
Den aktuelle udvikling begyndte, da spindoktorerne gjorde deres indtog, og den er kun accelereret i takt med digitaliseringen af de traditionelle medier – og naturligvis de sociale mediers fremkomst.
Kombinationen af disse tre faktorer har resulteret i en personfiksering, hvor det kun sjældent handler om idéerne, som politikerne præsenterer, og stort set altid om politikerne selv. Om deres fremtoning, deres privatliv og de styrker og svagheder, som deres modstandere kan udnytte til at hævde sig selv.
Samtidig har det medført, at man for alt i verden ikke må være enig med en politiker, der opfattes som éns modstander. Hellere være lidt for kontrær end lidt for enig, sådan så selv laveste fællesnævner kan se forskel mellem de to parter.
Medierne foretrækker stort set altid den dramatiske personhistorie over den mere filosofiske udfoldelse af en politisk vision. Samtidig har de sociale medier mangedoblet antallet af konfrontationer, fordi alle og enhver med lethed kan rette deres harme direkte til hver enkelt politiker. Det gælder både de øvrige politikere, medielandskabets mange meningsdannere og de menige borgere.
Den politiske proces bør aldrig være lig med krigsførelse. Men selv hvis vi accepterer denne til stadighed mere passende metafor, bliver det åbenlyst, at der er grænser for, hvor mange fronter en enkelt politiker kan forsvare sig på. Én ting er at sidde i studiet på landsdækkende tv og skulle svare på skarpe spørgsmål fra en kritisk journalist, sådan som politikere har skullet det i mange årtier. Det kan være frygtindgydende nok for de fleste.
Det er noget helt andet, hvis man derudover også skal have paraderne oppe overfor en hel vifte af klikhungrende medier, mens man på Facebook, Twitter og Instagram bliver bekriget af både professionelle politikere, deres særlige rådgivere og borgere, der også lige giver deres kritiske besyv med. Det, der tidligere kunne have været en mild politisk modvind, bliver pludselig blæst op til en tornado bestående af sønderrivende personangreb.
Det politiske landskab er således blevet en slagmark, hvor hovederne for længst er begyndt at rulle. En hel række af højtprofilerede politikere er de seneste par år gået ned med stress og sygemeldte sig, ligesom flere helt har forladt politik. Desuden kan vi læse historier om personer, der helt springer over at blive politikere, selvom de både har visionerne og kompetencerne, der kunne gøre en forskel på den politiske scene.
Der er ingen andre end de 179 medlemmer af Folketinget, der kan gøre noget ved denne situation. De 179 politikere burde gå forrest i kampen for en bedre demokratisk dialog og udgøre forbilleder for resten af samfundet. Så længe de ikke tager ansvar, vil politikerleden og mistroen til systemet som helhed nemlig kun vokse.
Løsningen for politikerne er i sin kerne ganske simpel: Insistér på altid at fokusere på det politiske indhold. Undlad at falde for fristelsen til at angribe politiske modstandere personligt. Sig fra overfor den giftige debat på de sociale medier, eksempelvis ved helt at slette alle konti.
Det er i hvert fald tre vigtige skridt på vejen mod et sundere demokrati, hvor det er de politiske visioner og ideologier, der dyster mod hinanden – og ikke personerne bag.
Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 26. august 2021. Illustration: Gert Ejton.