Et analyseinstitut, der kan indfange kulturens saft og kraft

Pludselig begyndte det at gå stærkt: Snakken om etableringen af et Kulturens Analyseinstitut tog for alvor til i løbet af august.

Den Radikale kulturordfører, Zenia Stampe, slog fast, at hele kulturlivet bakker op om idéen om at få et sådant institut placeret på finansloven. Det samme gør Venstre, Konservative og SF i øvrigt også.

En alliance – bestående af Dansk Erhverv, Danske Kulturbestyrelser, KL, Aarhus Universitet og Augustinus Fonden – leverede et konkret bud på, hvordan instituttet kunne stykkes sammen.

En anden alliance – bestående af Dansk Teater, Danmarks Biblioteksforening, Dansk Live, Danske Ensembler, Orkestre og Operainstitutioner, Organisationen Danske Museer og Danske Koncert- og Kulturhuse – skildrede, hvad det præcis er for nogle udfordringer, som instituttet skal løse.

Oven i det hele har vi så fået en ny kulturminister, Ane Halsboe-Jørgensen, som er gået direkte ind i debatten. Hun udtrykker en sund skepsis i forhold til, hvilken effekt et Kulturens Analyseinstitut vil have. Som hun udtrykker det, er der ”så meget mere saft og kraft, end jeg tror, at sådan nogle analyser kan vise”.

Det er absolut positivt, at hun udtrykker denne skepsis, for det vidner om ministerens forståelse for, at eksempelvis kunstneriske oplevelser, og den værdi de skaber for publikum, ikke kan reduceres til simple sammenlignelige tal.

Historisk set er det absolut glædeligt, at der for alvor er ved at ske noget på denne front. Tilbage i 2015 skildrede jeg i bogen Den nye guldalder mine egne ganske detaljerede bud på de opgaver, som et Kulturens Analyseinstitut burde varetage. 

Den daværende Radikale kulturminister Marianne Jelved fattede stor interesse for projektet, og de første skridt til at få instituttet etableret blev taget. Det forblev dog lige ved og næsten – men det slog tydeligvis ikke de Radikale af hesten, da Zenia Stampe efterfølgende har været en af idéens primære forkæmpere.

Der skulle imidlertid en pandemi til, før den bredere skare af politikere og organisationer for alvor kunne se, hvor afgørende kunsten og kulturen er for vores demokratiske samfund. Desuden er det blevet tydeligt for enhver, hvor dårligt kulturlivet har været stillet under krisen, netop fordi den fælles referenceramme, som instituttet vil udgøre, åbenlyst har manglet.

I post-Corona-tiden bliver det om muligt endnu vigtigere for kulturlivets aktører og institutioner, at man er i stand til at dokumentere sin eksistensberettigelse og den værdi, man tilfører sit publikum, sit fag og samfundet som helhed.

Denne opgave kan et analyseinstitut gøre lettere – i hvert fald hvis det lykkes at få defineret værdiparametre, der bevæger sig et godt stykke udover de økonomiske. Risikoen er netop, at et analyseinstitut først og fremmest vil blive brugt negativt: Til at gå til angreb på de kunstnere og institutioner, som ikke skaber tilstrækkelig værdi i kroner og øre. Men især eksperimenterende projekter skal have mulighed for at vokse sig store, før de dømmes inde eller ude.

Derfor er det altafgørende, at man helt fra begyndelsen får slået fast, at den værdi, man vil analysere på, også handler om den ”saft og kraft”, som den nye kulturminister allerede har italesat.

Instituttets opgave bør nemlig først og fremmest være at understøtte udbygningen og udviklingen af dansk kulturliv, så det står så stærkt som overhovedet muligt. På den økonomiske front, jovist – men frem for alt på de kunstneriske og dannelsesmæssige fronter, hvor værdien ikke bare kan indfanges via en skala fra 1 til 10.

Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 6. september 2021. Illustration: Gert Ejton.