Store kriser skaber tilsvarende store mulighedsrum. Danmarkshistoriens stærkeste eksempel på denne omstændighed så vi tilbage i 1813 med statsbankerotten, der gik forud for den periode i 1800-tallet, vi nu kender som guldalderen.
I dag, hvor vi fortsat kæmper med at få bugt med covid-19, er der skabt et tilsvarende mulighedsrum. Det virker derfor ikke tilfældigt, når Mette Frederiksen slår fast, at dansk kunst og kultur potentielt står over for en ny guldalder.
Sammen med sin nye kulturminister, Ane Halsboe-Jørgensen, står statsministeren netop med en både historisk stor mulighed og et enestående ansvar for, at kulturlivets genoprejsning ikke blot bliver ved skåltalerne. Så lad os tage hende på ordet og antage, at det må være en version 2.0 af den oprindelige guldalder, hun har i tankerne, når hun bruger dette begreb.
Omdrejningspunktet for den krise, der førte til statsbankerotten, var – kort fortalt – økonomiske vanskeligheder på grund af for mange udgifter til militæret og for få toldindtægter.
Som følge af krisen skulle alle udgifter skæres ind til benet, herunder også budgettet til Kunstakademiet, som var landets førende kunstinstitution. Indtil kronprins Christian, som senere blev til kong Christian VIII, protesterede med disse skelsættende ord:
»Fattige og elendige er vi. Lad os nu blive dumme til, saa kan vi gerne høre op at være en stat«.
I årtierne, der fulgte, udfoldede den danske guldalder sig, og det er i allerhøjeste grad i denne periode, at grundlaget for nutidens Danmark blev skabt.
Guldalderen bestod af en kulturel og filosofisk opvågnen, hvor kunsten og kulturen blomstrede op side om side med videnskaben, erhvervslivet og det politiske liv. Med inspiration fra det gamle Grækenland blev siloerne nedbrudt, og der opstod en kollektiv forståelse for, hvad der kan ske, når tunnelsynet kasseres og erstattes af et langt mere holistisk blik på livet og samfundet.
Det var ikke tilfældigt, at guldalderen kastede to af danmarkshistoriens absolut vigtigste begivenheder af sig: enevældens ophør i 1848 og grundlovens vedtagelse i 1849.
Med den mere holistiske tilgang til samfundsudviklingen erkendte man, at det netop er kunsten og kulturen, der tydeligst omfavner og udtrykker de samfundsmæssige værdier, identiteten og den fælles historie, som altid er til stede i videnskaben, i erhvervslivet og i politikken, der føres – uanset om vi bemærker det eller ej.
Denne erkendelse var netop forudsætningen for den danske guldalder, hvor en bred vifte af kunstnere og kulturaktører var højt agtede og altafgørende bidragydere til de omsiggribende samfundsmæssige forandringer, der ventede forude. Dette kom allertydeligst til udtryk gennem det utal af saloner, der bød på en særdeles stor trafik på tværs af samfundets sektorer og vidt forskellige vidensfelter.
Helt i guldalderånden var det netop en salon, som statsministeren og kulturministeren i fællesskab inviterede 44 vidt forskellige aktører fra kulturlivet til. Nærmere betegnet 30. august på Marienborg til en samtale om, »hvordan vi sammen kan gøre coronaeftertiden til en ny guldalder for kunst- og kulturlivet«, som der stod i den officielle invitation.
Efter to års kulturpolitisk ørkenvandring, der var blottet for visioner og næsten kun bestod af diskussioner om og uddeling af coronahjælpepakker, er det et vigtigt skridt, som de to ministre hermed har taget.
Kigger vi tilbage over historien, er det i øvrigt ikke blot et skridt væk fra de forgangne par år. Det er også et opgør med den stil, som Anders Fogh Rasmussen lagde for dagen for nu 20 år siden, da han tog sit famøse opgør med smagsdommerne og paralyserede kulturpolitikken.
Siden da har der naturligvis været kompetente kulturministre på posten, men på statsministerniveau er der – indtil nu – ingen, der har taget et tilstrækkeligt stærk opgør med Fogh og hans uvilje mod at føre en visionær og progressiv kulturpolitik.
Her og nu har den nuværende regering en enestående chance for på tilsvarende vis at sætte en dagsorden, der vil påvirke kulturlivet i årtier fremover.
Vi kan i disse dage fejre 60-året for oprettelsen af Kulturministeriet, og socialdemokratiske Julius Bomholt var den første minister på den nyoprettede post. Hans parti fejrer desuden sit 150-års jubilæum i år, og den bedste jubilæumsgave, som Frederiksen og Halsboe-Jørgensen kan give såvel sig selv som hele Danmark, er en kulturpolitisk vision, der genindfører guldalderens silonedbrydende, holistiske blik på livet og samfundet.
En vision, som ikke blot handler om fordeling af penge, men som italesætter dannelsen og digitaliseringen, redefinerer public service-begrebet, tager kampen op med techgiganterne, og som satser på både de nationale og lokale medier.
En vision, som forstår, at Danmarks kreative potentiale ikke kun er placeret hos forfatteren, maleren, digteren, musikeren og dramatikeren, men i lige så høj grad hos designeren, spiludvikleren, filmskaberen, kokken, animatoren, tekstforfatteren, arkitekten – og alle de andre professionelle aktører, for hvem kreativiteten er deres uden-hvilket-intet.
En vision, som i sin kerne forstår, at kunsten og kulturens potentiale er kæmpestort og mestendels uindfriet, når det kommer til krydsbefrugtningen med samfundets øvrige områder – ikke mindst social- og sundhedssektoren.
Ultimativt set handler det dermed om meget mere end blot kulturpolitik. Formålet med en sådan vision er at sætte en retning for Danmark, som på positiv og inspirerende vis vil præge de værdier og det mindset, vi vil have i generationer.
I bedste fald vil det fungere som modgift til den måde, hvorpå det politiske landskab de seneste 20 år har været præget af Foghs kultursyn, hvilket har ført til mange forspildte chancer for at indfri det potentiale, som ellers har ligget ligefor.
Historien vil vise, om Mette Frederiksen og Ane Halsboe-Jørgensen griber denne historiske mulighed. Hvis det sker, og hvis de relativt få nødvendige udviklingsmidler bliver tildelt til de rette aktører, er der grund til at forvente en sand kreativ eksplosion.
Den eksplosion, som vil markere, at vi nu endelig – to århundreder senere – endelig kan byde guldalderen version 2.0 velkommen.
Oprindeligt publiceret i Politiken den 17. september 2021.