“Undgå kys og kram.”
Det var en noget nær ufattelig udmelding, som borgerne modtog fra de danske myndigheder og statsministeren tilbage i marts 2020.
Var det virkelig ikke længere tilladt at kysse og kramme dem, vi elsker og holder af? Skulle vi til at bryde det veletablerede sociale kodeks over for familiemedlemmer, venner, bekendte og nære professionelle relationer? Skulle vi helt undgå det kram, der for de fleste er ligeså naturligt, som at smile og sige hej?
Anbefalingen fra Sundhedsstyrelsen var klar. Ja, faktisk måtte man end ikke give hånd længere.
Ubegribeligt nok er der nu gået mere end halvandet år, siden danskerne modtog den dramatiske melding. Den kom kort tid inden den 11. marts 2020, da COVID-19 formelt lukkede landet ned og begrebet ”Corona-krisen” kom på alles læber.
Den 10. september 2021 ophørte en bred vifte af de hidtidige krav og restriktioner, og i Danmark har COVID-19 nu ikke længere status som en ”samfundskritisk sygdom”. Så kunne man tro, at alt ville vende tilbage til normalen. Men det er så langt fra tilfældet.
Det er der tre primære årsager til.
For det første er der trods høj vaccinationsrate stadig en del personer, der af forskellige årsager ikke er vaccinerede.
For det andet er COVID-19 ikke ligefrem udryddet, og med de forskellige varianter – ikke mindst den aktuelle Delta-variant fra Indien og Mu-varianten fra Colombia – er vi fortsat i risiko for at skulle gennemleve endnu flere bølger.
For det tredje har vi nu brugt halvandet år på at øve os i at holde afstand til vores medmennesker. En øvelse, som de færreste af os har prøvet kræfter med før.
Det bidrager alt sammen til, at det sociale kodeks, som vi alle sammen er blevet opdraget til at følge, fortsat er i opløsning. Vi befinder os i et ingenmandsland, hvor vi aldrig kan være helt sikre på, hvordan vi skal hilse på hinanden, være kærlige eller signalere imødekommenhed.
I den verden, som jeg først og fremmest begår mig i – kunst- og kulturlivet – er det kutyme, at man ikke blot giver kram, men også kindkys, når man mødes. Hvis man før i tiden holdt igen med dette, kunne det nemt blive opfattet som værende decideret uhøfligt. COVID-19 har dermed medført en lang række exceptionelt mærkværdige situationer i selskab med professionelle relationer – såvel som venner og familie, da den omgangsform, man er vant til, naturligvis også præger, hvordan man omgås sine nærmeste.
For mange mennesker har konsekvensen af de forgangne 18 måneder været store psykiske udfordringer. Markant mere ensomhed og fraværet af varme hænder, kram og kys har sat sine spor i store dele af befolkningen, og dermed har krisen skabt et kollektivt traume, som vi bliver nødt til at bearbejde i de kommende år.
Det er, med andre ord, en samfundsmæssig udfordring at genetableret det sociale kodeks, så vi får varmen tilbage. Men da vi ikke uden videre kan vende tilbage til sådan, som vi gjorde før, er vi nødt til at udvikle nogle nye måder, som fungerer for alle – uanset om man er forlegen, ivrig eller forsigtig. For det er afgørende, at vi som mennesker er i stand til at omgås hinanden på en intuitivt imødekommende måde.
Sundhedsmyndighederne kunne fortælle os, hvad vi ikke burde gøre, så vi bedst muligt kunne holde COVID-19 på afstand. Men det er ikke op til myndighederne at genetablere det sociale kodeks, så her må vi selv tage ansvaret.
Vi kunne oplagt at lade os inspirere af asiatiske kulturer, hvor man på forskellig vis samler eller folder sine hænder foran sig, ofte akkompagneret af et buk. Man kunne også holde en hånd op til hjertet – og selvfølgelig akkompagnere gestussen med et stort smil, så man med al tydelighed signalerer hjertevarme snarere end spontane kvababbelser.
Hvad vi end finder på, er det altafgørende, at vores goddaghilsen til at begynde med er både kontaktfri og utvetydigt imødekommende, så den hverken forarger folk eller gør nogen kede af det.
Vi befinder os i en tidsalder, hvor polariseringen hersker, og derfor er det ekstra vigtigt, at vi forstår betydningen af vores forbundethed. Hermed menes ikke blot det metaforiske fællesskab, men den konkrete, fysiske forbundethed, hvor vi kommer tæt på hinanden, lytter til hinanden og ser hinanden.
Det er på dén konto, at vi er i underskud – både individuelt og kollektivt. Da kyssene og krammene forsvandt, begyndte vi nemlig hurtigt at få abstinenser. Men det var abstinenser af den gode slags, fordi de med al tydelighed lod os mærke længslen efter det, der gør os trygge, glade og generelt godt tilpas.
Lad os gøre alt, hvad vi kan for at få stillet denne længsel. På en ansvarlig og medmenneskelig måde.
Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 22. september 2021. Illustration: Gert Ejton.