Unge kulturentreprenører skal have deres egen investeringsfond

Som samlet hele er Danmarks unge kulturentreprenører selvkørende, kreative og initiativrige væsener. De står på spring for at føre deres idéer ud i livet, og det eneste, der af og til mangler, er det økonomiske fundament.

Dog er det typisk ikke ret store beløb, der skal til. Selv med et minimum af midler kan de unge tit nå markant længere, end man lige tror.

Penge skal der dog altid til, og derfor bør der etableres en statslig investeringsfond, som specifikt er målrettet unge kulturentreprenører. En fond, der kan uddele det, man i startup-verdenen kalder ’seed money’ – det vil sige opstartsmidler, og de bør uddeles uden krav om tilbagebetaling.

Det vil være en lillebitte dråbe i det enorme hav, der udgør statens samlede udgifter. Men vi vil få investeringen så mange gange igen, at det ikke bør være et spørgsmål om, hvorvidt sådan en fond bør etableres, men snarere, hvor hurtigt det kan ske.

Som altid bør vi se uddelingen af offentlige midler til kulturaktører som en investering i kulturlivet – ikke blot som støtte – og ingen steder er pengene givet bedre ud end hos de unge kulturentreprenører. For det er dem, der udklækker alle de idéer, formater og talenter, som vil forme morgendags kulturliv.

Dette så vi i aktion, da en gruppe unge stablede festivalen OFF TRACK på benene i Struer. En projektleder blev syg, men de unge nægtede at lade projektet kuldsejle. Derfor overtog de styringen og øgede de tildelte 200.000 kr. med yderligere 100.000 kr., som de selv fundraisede.

Resultatet var en tre dage lang festival i slutningen af august, der bør på alt fra koncerter, film og dans til poetry slam, street food og kreative værksteder. En festival af, for og med de unge.

Vi ser en lignende entreprenørånd hver eneste gang, en ung billedkunstner selv arrangerer en udstilling, i stedet for at vente på, at et galleri byder dem inden for. Hver gang en musiker selvfinansierer et album og udsender det uden om de etablerede musikselskaber. Hver gang en gruppe af scenekunstnere laver deres egne teaterproduktioner, som de så drager på turné med rundt i landet. Og så videre.

Foruden etableringen af en investeringsfond kan man, med inspiration fra coronahjælpepakkerne, skabe en række fordele, der skal hjælpe de unge kulturentreprenører i den altafgørende opstartsfase. Foruden staten er det naturligvis også en god idé, at kommuner, regioner og fonde skruer op for investeringerne i de unge kulturentreprenører.

Tidligere regeringer har på forskellig vis forsøgt at etablere systemer og løsninger, der skulle tilgodese de unge kulturentreprenører, men det er aldrig lykkedes at føre idéerne tilstrækkeligt godt ud i livet.

Det skyldes givetvis, at den brændende platform har manglet. Men nu – midt i både klimakrise og Corona-krise og med en stærkt politisk bevidst og formålsdrevet generation af unge – er der i dén grad momentum for at skabe de rammer, der kan indfri det potentiale, som de unge rummer.

Den aktuelle generation af unge er desuden kendetegnet ved, at den er langt mindre berøringsangst over for markedet end tidligere generationer af kunstnere og kulturaktører har været. Således står de unge midt i en trekant bestående af civilsamfundet, markedet og kunsten. De har imponerende intuitiv fornemmelse af disse tre elementers forbundethed, og det giver dem langt større bevægelsesmuligheder

Fra statens synspunkt er det godt nyt: Det øger nemlig kun sandsynligheden for, at de investeringer, man foretager i de unge, resulterer i et stort og værdifuldt afkast.