Folkemødet og Kulturmødet: Fora for ’the usual suspects’?

Så er det snart tid til årets udgave af Kulturmødet. Fra den 19. til den 22. august danner Mors endnu engang rammen omkring den årlige begivenhed, som denne gang – helt i Corona-tidens ånd – også foregår digitalt.

Begivenheden startede ganske beskedent med få tusind menneskers deltagelse tilbage i 2013, og der var ikke mange, der mente, at den havde chance for at overleve mere end et par år. Men nu, hvor vi kan tale om en stolt og veletableret begivenhed, står det lysende klart, hvor godt det var, at Evanthore Vestergaard fik idéen til Kulturmødet – og at Morsø Kommune og Region Nordjylland stod klar til at bakke op om denne idé.

Fra begyndelsen har Kulturmødet været tænkt som en modpart til Folkemødet på Bornholm, og selvom man godt kan komme længere væk fra Bornholm end Mors, fremstår de to locations alligevel som yderpunkter på Danmarkskortet. Det betyder, at det kræver lidt ekstra at deltage. Men det betyder også, at dem, der så faktisk deltager, virkelig ønsker at være der.

Udfordringen for både Kulturmødet og Folkemødet er imidlertid, at de folk, der er mest ivrige efter at deltage, også tit er ’the usual suspects’.

Folkemødet har for længst etableret et ry for at danne ramme omkring politikernes medieshow – ganske enkelt fordi begivenheden kan tilbyde de engagerede tilhørere og kreative platforme, som politikere helt naturligt elsker højere end mere formelle vælgermøder.

Det har både været godt for politikerne og for de virksomheder og interesseorganisationer, som også ivrigt deltager i Folkemødet. Som regel også ganske underholdende for tilhørerne, men med årene har begivenheden bevæget sig lidt langt væk fra udgangspunktet, der handlede om at fremme den demokratiske dialog i Danmark.

I stedet er det begyndt at føles som om, at man som deltager blot bliver placeret inde midt i et præfabrikeret koncept, hvor budskaberne ligeledes er bestemt på forhånd. Dermed går der ofte mere kommerciel monolog end demokratisk dialog i den.

Kulturmødets udfordring er en anden end den, som Folkemødet står overfor. Til gengæld er det den samme udfordring, som kulturlivet som helhed står overfor: Interessen er utvivlsomt størst blandt dem, der allerede beskæftiger sig med kultur til hverdag.

Vi, der stolt kalder os selv for kulturens fortalere, mener naturligvis, at der er kultur i alting – ja, at kulturen faktisk er forudsætningen for alt andet. Det er ikke svært for os at bekræfte hinanden i, hvor vigtig kulturen – og dermed Kulturmødet – er for samfundet.

Men man erhverver som bekendt ikke nye disciple ved at prædike til koret. Derfor er det altafgørende, at Kulturmødet – og dermed kulturlivet som helhed – gør alt, hvad man kan, for at inddrage alle de aktører, der ikke per automatik er engagerede i kulturens mangfoldige potentialer. Det gælder selvfølgelig erhvervslivet, men særligt også social- og sundhedssektoren.

Desuden gælder det alle de politikere, der hverken er kulturordførere eller nuværende eller tidligere kulturministre, og som år efter år glimrer ved deres fravær ved Kulturmødet. Skal der måske sendes flere tv-kameraer til Mors, så alle disse politikere bliver ligeså ivrige efter at troppe op, som de er på Folkemødet?

Uanset hvad står det klart, at både Folkemødet og Kulturmødet kun bliver bedre af, at den intellektuelle diversitet blandt deltagerne øges. Det må aldrig primært handle om bare at give hinanden ret og uddele skulderklap. Både politikere og kulturfolk har hver især rigeligt med fora, hvor de kan dyrke dén slags udskejelser.

Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 9. august 2021. Illustration: Leif Nørmark Sørensen.