Når vi insisterer på at lade AI spille hovedrollen i vores kollektive dommedagsfortælling, er der også risiko for, at denne profeti bliver selvopfyldende.
Menneskeheden er blevet konfronteret med teknologiske fremskridt flere gange, end det er muligt at tælle. Måderne, vi som mennesker reagerer på nye teknologier, opdeler os dog generelt i to overordnede lejre.
Den ene lejr er de teknologifascinerede, der får julelys i øjnene over alt det, som de nye teknologier nu muliggør.
Den anden lejr består af dem, der kaldes ”teknologiforskrækkede”, og som fokuserer mere på, hvordan nye teknologier vil påvirke os i negativ retning.
Sidstnævnte er den kategori af mennesker, der først og fremmest var bange for, at elpæren ville ødelægge synet og den naturlige døgnrytme, at telefonen ville eliminere behovet for personlig kontakt, og at VHS-maskinen ville gøre ungdommen asocial og doven.
Nu har den kunstige intelligens så meldt sin ankomst i form af en vifte af offentligt tilgængelige AI-tjenester, som alle med en internetforbindelse uden videre kan benytte sig af.
AI udgør et teknologisk fremskridt i så voldsomt et omfang, at mange med rette snakker om, at den periode, vi gennemlever netop nu, vil komme til at stå som en markant milepæl i verdenshistorien: Der var en tid, før AI blev gjort tilgængelig for den brede offentlighed – og en tid efter.
Det, der gør AI skelsættende, er ikke bare teknologiens udbredelse. For på denne front kan internettets udbredelse sagtens konkurrere med AI. Det var også ekstremt skelsættende, da menige borgere pludselig kunne ”surfe på nettet” og uden videre chatte med både venner og fremmede mennesker. Pludselig skulle både privatpersoner, virksomheder, offentlige myndigheder, kulturinstitutioner og turistkontorer til at etablere deres ”tilstedeværelse på internettet” og besvare elektronisk post.
Den måde, vi som borgere i de første år agerede på nettet, lå dog i direkte forlængelse af det, vi allerede gjorde: E-mailen kunne erstatte det fysiske brev, chatrummet kunne erstatte telefonopkaldet, websitet kunne erstatte brochuren, print selv-billetten kunne erstatte turen til posthuset eller kulturinstitutionen, bannerannoncerne kunne erstatte reklamerne i de trykte medier – og så videre. Meget ligesom cd’en kunne erstatte vinylpladen, mobilen kunne erstatte fastnettelefonen og digitalkameraet kunne erstatte filmkameraet.
Der har i høj grad været tale om digitaliserede pendanter til de opgaver og gøremål, vi allerede var bekendte med. Derfor har internettet ikke resulteret i åbenlyse eksistentielle kriser for menneskeheden, men primært udløst debatter om digitalt overforbrug, privatlivskrænkelser, behovet for at begrænse adgangen til visse dele af nettet, og hvorvidt man som virksomhed, myndighed eller institution har formået at gøre tilstrækkeligt god brug af de nye digitale muligheder.
Med AI forholder det sig diametralt modsat. For AI lægger sig ikke bare i naturlig forlængelse af tidligere tiders teknologiske landvindinger. Tværtimod går AI ind og udfordrer mennesket på en både eksistentiel og filosofisk måde – nemlig ved at udfordre vores kreative mandat.
Før AI har mennesket altid været entydig indehaver af dette kreative mandat – det vil sige evnen til at udtrykke sig kreativt og frembringe originale tanker, værker og løsninger. For første gang i verdenshistorien bliver vi pludselig tvunget til at dele dette kreative mandat med nogen – eller rettere sagt med noget.
Indtil nu har AI-debatten dog primært handlet om de markedsøkonomiske implikationer. Selvfølgelig har der været fokus på, hvorvidt AI vil stjæle menneskers job, problematikken om immaterielle rettigheder, og hvorvidt hele brancher vil blive overflødiggjort. Men debatten har i dén grad også handlet om, hvorvidt vi i alt fra sundhedsvæsenet til den industrielle produktion med AI kan gøre tingene markant bedre og billigere – hvilket altid er de to altafgørende parametre i den markedsøkonomiske optik.
Dette fokus tyder på, at mange blot ser AI som næste skridt i den teknologiske udvikling. Som om AI bare er det 21. århundredes pendant til den industrielle revolution og dampmaskinen eller Henry Fords opfindelse af samlebåndet. Men vi får aldrig den bedst mulige forståelse af de potentialer og faldgruber, som AI rummer, hvis vi primært betragter AI’s fremkomst som et markedsøkonomisk anliggende.
Hvis vi virkelig vil forstå, hvordan AI kommer til at påvirke os, så skal vi i stedet kigge på kunsten og kulturen. Det er nemlig her, at vores kreative mandat udfolder sig i sin mest rendyrkede form – og her, at vores menneskelige selvforståelse er mest sårbar.
Mennesket har i mange tusinder af år brugt kunsten og kulturen til at reflektere aktivt, eksplicit og kollektivt over livet og alle de store eksistentielle spørgsmål. Uanset om vi maler og tegner billeder, synger og spiller musik, nedfælder historier eller spiller roller og udtrykker vores følelser gennem dans og bevægelse, så er det alt sammen måder, vi som mennesker forholder os til vores medmennesker og verden omkring os.
Såfremt vi accepterer, at kunsten og kulturen afspejler vores værdier, identitet og historie, så er der god grund til at frygte, at AI som en invasiv teknologi ikke nøjes med samlebåndsarbejdet, men også vil overtage det kreative og kunstneriske arbejde, som vi ellers troede, at vi havde patent på.
Risikoen er, at AI får lov til at definere vores værdier og identitet – og til at fortælle vores historier. Om os selv, om hinanden og om den store verden. Hvis det sker, så vil det få langt mere dybdegående konsekvenser end de markedsøkonomiske opbrud. For markeder stabiliserer sig som bekendt. Men hvordan vil menneskets selvforståelse kunne stabilisere sig, hvis først AI har overtaget vores kreative mandat?
Den gode nyhed er imidlertid, at det fortsat er op til os at bestemme, hvordan vi forholder os til AI. Hvis vi føler, at AI en dag fortjener at modtage Nobelprisen i litteratur, så har vi naturligvis mulighed for at overrække den denne pris – selvom det ikke er en ambition, som AI i sig selv har. Men hvis vi enten frivilligt eller fulde af angst underkaster os AI og tillægger den en storhed og magt, som den ikke har i praksis, så bliver vores forståelse for og omgang med AI også derefter.
Det kan derfor nemt blive menneskets reaktion på AI, der bliver katastrofen – snarere end AI i sig selv. For når vi insisterer på at lade AI spille hovedrollen i vores kollektive dommedagsfortælling, så er der også en tilsvarende større risiko for, at denne profeti bliver selvopfyldende.
Ligesom Adam og Eva i Paradisets have bliver fristet af slangen, så bør vi se på AI som slangen i Paradiset, som vil forsøge at fravriste os vores kreative mandat. Men i stedet for at kæmpe imod, ignorere eller løbe væk fra slangen bør vi i stedet tæmme den. Så kan vi nemlig gøre AI til et exceptionelt stærkt værktøj og en inspirationskilde for menneskeheden, som kan hjælpe os med at realisere vores drømme og visioner for fremtiden.
Kronik bragt i Jyllands-Posten den 7. juni 2023. Illustration: Rasmus Sand Høyer.