Det nationale supersygehusprojekt er ramt af astronomiske budgetoverskridelser og forsinkelser. Derfor virker det næsten uundgåeligt, at der kommer en melding om, at man kommer til at spare sygehuskunsten væk – hvis det da ikke er en beslutning, der faktisk allerede er truffet.
Den åbenlyse logik er, at sengepladser og diverse maskiner og instrumenter må være vigtigere end kunst. Hellere nøgne, hospitalshvide omgivelser med alt nødvendigt udstyr, end kunstværker og -oplevelser, som ikke i sig selv kan kurere sygdomme eller få brækkede knogler til at hele.
Men som det så ofte er tilfældet, giver denne falske dikotomi mellem sengepladser og kunst et misvisende billede af virkeligheden. For det handler ikke om, at vi skal vælge imellem sengepladser eller kunst på væggene. Samtidig er der heller ingen seriøse fortalere for sygehuskunst, som vil hævde, at kunstværkerne isoleret set har magiske helende kræfter, der kan erstatte den egentlige behandling.
Lad os starte med at sætte økonomien omkring sygehuskunsten i perspektiv. Snarere end at kigge på de totale budgetter for supersygehusene, så lad os nøjes med blot at kigge på, hvor meget nogle af disse budgetter er blevet overskredet med: I Hillerød er budgettet overskredet med mere end 2 milliarder kroner. I Aalborg er det overskredet med halvanden milliard, og i Odense med en halv.
En milliard er vel at mærke tusind millioner, og set i dét perspektiv er et mindre millionbeløb pr. sygehus til kunst naturligvis ganske lidt. Ja, i den store sammenhæng er det nærmest symbolske beløb, der er tale om – men beløb, som man kan få en anseelig portion kunst for. Når åbningen af flere supersygehuse tilmed er blevet seks år forsinkede, så bliver det endnu mere åbenlyst, at der er nogle andre og markant større problemer på spil i det nationale sygehusprojekt end størrelsen på disse beskedne kunstbudgetter.
Grundidéen i supersygehusprojektet er at centralisere og dermed effektivisere det danske sundhedsvæsen. Men den vigtigste centralisering, der bør finde sted, er placeringen af mennesket i centrum, så vi som velfærdssamfund opererer med en langt mere holistisk forståelse af mennesket, også – og især – i sundhedsvæsenet, så mennesket ikke blot reduceres til ren mekanik.
Der er på ingen måde tale om, at kunsten forsøger at trænge ind på lægevidenskabens territorium. Kunsten skal til syvende og sidst ses som et supplement til lægevidenskaben, og ikke som noget, der skal erstatte hverken hele eller dele af den. Når det så er sagt, så kan sygehuskunst frembringe et væld af positive effekter, som utvivlsomt handler om andet og mere end blot at have ”noget pænt at kigge på”.
Det er netop afgørende, at vores forståelse af sygehuskunst ikke blot rummer den kunst, man kan hænge op på væggen, men også alt fra musik og oplæsning til dans og scenekunst, opført på sygehusene og vist på skærme. Der er nemlig oceaner af muligheder for at gøre kunsten til en aktiv del af det miljø, som et supersygehus skal være.
Det er efterhånden længe siden, at WHO udgav sin skelsættende rapport, som sammenfattede over 900 videnskabelige publikationer med data fra over 3.000 studier af krydsfeltet mellem kunst og sundhed. Helt præcist skete det i 2019, og lige siden har det været tiltagende svært for skeptiske tunger at hævde, at der ikke skulle være noget videnskabeligt belæg for kunstens positive effekt i denne sammenhæng.
Interessen for potentialet i dette krydsfelt har de senere år desuden resulteret i etableringen af adskillige initiativer, projekter og forskningsenheder, der forsøger at blive endnu klogere på, hvordan kunst kan bidrage til vores individuelle og kollektive velvære. Ja, aktuelt har vi faktisk en kulturminister, som aktivt italesætter potentialet. Region Midtjylland har desuden samlet et stærkt inspirationskatalog til såvel skeptikere og krydsfeltets fortalere på websitet KulturSomSundhedsfremme.dk.
Det korte af det lange er, at kunsten på et sygehus kan hjælpe både patienter og pårørende i forbindelse med sygdomsforløb, hospitalsindlæggelser og operationer. Kunsten kan fundamentalt ændre på oplevelsen af at befinde sig på et sygehus – ikke mindst i forhold til den terapeutiske effekt på den mentale sundhed og som kærkommen distraktion fra de smerter, som mange patienter oplever. Forskningen indikerer ligefrem, at kunsten hjælper syge mennesker med at blive hurtigere raske.
Så nej, det er ikke kunsten, der heler den brækkede knogle. Men hvis kunsten som minimum er med til at distrahere fra smerten og i øvrigt understøtter patientens mentale velvære, er det så ikke aldeles positive effekter, som er værd at prioritere – såvel på eksisterende sygehuse som i opførelsen af de nye supersygehuse?
Når hårde økonomiske tal præsenteres i et regneark, og meldingen er, at der skal spares, går det stort set altid udover kunsten, hvis den er at finde i budgettet. Men det ville være absolut kritisk, hvis man i det problematiske supersygehusprojekt måtte vælge helt at skrotte kunsten. For vi ved, at sygehuskunsten bidrager med en helt unik og absolut afgørende værdi.
Når vi samtidig husker på, hvor små kunstbudgetterne er – ja, så er der tale om en bæredygtig investering, som vil komme mange gange igen for både patienter og pårørende såvel som sygehuspersonalet. Særligt i det lange løb er kunsten nemlig med til at ruste os mennesker til bedre at kunne tackle de udfordringer, som verden giver os.
Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 22. juli 2023. Illustration: Gert Ejton.