Når historien skal skrives om, hvordan dansk kulturliv klarede sig igennem 2021, virker det åbenlyst at lægge fokus på, hvor hårdt kulturlivet har haft det.
Historien vil handle om, hvordan nedlukninger og restriktioner har besværliggjort og i perioder endda umuliggjort kontakten med publikum.
Hvordan økonomien har været fuldkommen presset over hele linjen, ikke mindst hos de individuelle kunstnere.
Hvordan diskussionen igen og igen er gået om størrelsen og udformningen af hjælpepakkerne, der skulle sikre, at i hvert fald en kritisk masse af kunsten og kulturen ville klare sig igennem krisen.
Denne historie vil bestemt skildre virkeligheden. Der er ingen tvivl om, at 2021 har været et ualmindeligt hårdt år for kunstnerne og kulturaktørerne. Ikke mindst fordi det fulgte lige efter 2020, der naturligvis var endnu mere kaotisk.
Men det er langt fra den fulde historie. For det dramatiske forløb, som kulturlivet har gennemlevet har også kastet en række uomtvisteligt positive ting af sig.
For det første har krisen tvunget kulturaktører til indgå samarbejder, de aldrig havde overvejet at indgå. Med såvel konkurrenter som aktører langt uden for den kulturelle sektor. Fordi man forstod vigtigheden af at stå sammen og tænke i helt nye baner, hvis kulturlivets overlevelse skulle sikres.
Denne evne og lyst til at samarbejde på tværs forsvinder naturligvis ikke det sekund, krisen er ovre. Tværtimod har den potentiale til at skabe et helt nyt fundament for det danske kulturliv i de kommende år – ikke mindst økonomisk.
For det andet fremtvang krisen en bred vifte af nye kunstneriske formater. Det kan godt ske, at kunstnerne blev afskåret fysisk fra publikum. Men én ting var sikkert: Behovet for at udtrykke sig kunstnerisk og bearbejde det kollektive traume, vi alle er i færd med at opbygge, forblev.
Derfor står kulturlivet nu med en vifte af velafprøvede formater, som markant har øget kunstens kommunikationsmæssige rækkevidde, fordi den ikke afkræver den fysiske tilstedeværelse på samme måde som før. Disse formater vil selvfølgelig også bestå, når krisen er ovre.
For det tredje har krisen sikret kunsten og kulturen en plads i den offentlige bevidsthed, den aldrig har haft før. Før krisen tog befolkningen måske teaterturene, koncerterne og museumsbesøgende en smule for givet. Men nu er borgerne fuldt ud bevidste om, hvor meget de går glip af, når de ikke længere har fri adgang til alle de oplevelser, som kunsten og kulturen er afsender på.
Denne bevidsthed vil også vare ved efter krisen. Sikkert ikke så længe, som man kunne håbe på, men lang nok tid til, at der opstår et momentum, der bestemt bør udnyttes.
For det fjerde har krisen placeret kulturlivet historisk højt på den politiske dagsorden. Statsministeren har af adskillige omgange italesat kulturlivets vigtighed og endda sagt, at vi kunne stå over for en ny guldalder. Marienborg dannede således også rammen om en særlig kultursalon, der formelt kickstartede samtalen om, hvordan denne guldalder kan blive en realitet. Desuden er Kulturens Analyseinstitut langt om længe blevet en realitet, hvormed kulturlivet får den data- og vidensplatform, det har manglet i årtier.
I det, vi træder ind i 2022, har kulturlivet dermed aldrig haft en bedre politisk position og et større potentiale, end det har netop nu. Dét er opløftende.
Nu, hvor 2022 ligesom 2021 starter med en nedlukning, er der så meget desto større grund til at fortsætte de gode takter og udviklingen af de kreative løsninger og forretningsmodeller. Dermed kan dansk kulturliv få det bedste ud af det, der ellers er en svær start på 2022.
Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 27. december. Illustration: Gert Ejton.