Vejen til en mere frugtbar offentlig debat

Hvad skal vi bruge den offentlige debat til? Hvad er pointen i at fagfolk, politikere og kendisser fortæller resten af samfundet, hvad de mener?

I sin bedste version er den offentlige debat en hovedbestanddel i demokratiets fortløbende udvikling. Divergerende perspektiver er forudsætningen for fremskridtet, og når status quo eller en given samfundsudvikling udfordres intellektuelt, er der basis for, at den kollektive forståelse heraf raffineres.

Dermed er det uden tvivl af det gode, at Danmarks dagblade – såvel som en vifte af øvrige medier – levner en solid mængde plads til meningsstof. Også selvom det kan virke som om, at visse sager modtager mere spalteplads i form af meningsstof snarere end den egentlige nyhedsdækning, som vel fortsat bør være dagbladenes raison d’être.

I sin mest problematiske version er den offentlige debat imidlertid en affyringsrampe for decideret destruktive meningsudgydelser, der umuligt kan siges at have den kollektive opbyggelighed for øje.

I det ekstremt splittede USA fyger det med sådanne meningsudgydelser hver eneste dag. Alligevel var der et tilfælde, der var så grelt, at selv flere danske medier følte sig nødsagede til at dække det.

Det drejer sig om den kronik, der blev bragt den 11. december i Wall Street Journal, hvor en ældre akademiker ved navn Joseph Epstein på stærkt nedladende vis rådede USA’s kommende førstedame, Jill Biden, til ikke at benytte sig af sin ellers fuldt ud legitime doktortitel. Fordi hun ikke er læge, men derimod har en doktorgrad i pædagogik.

Ifølge Epstein klinger ”doktor” både bedragerisk og komisk, når titlen benyttes af Jill Biden – en 69-årig kvinde, som Epstein i øvrigt tiltalte ”kiddo”. Han blev lynhurtigt hængt ud som mandschauvinist, og hans tidligere arbejdsgiver, Northwestern University, tog skarpt afstand fra ham, mens Jill Biden høstede massiv opbakning fra nær og fjern.

Selvfølgelig var det et personangreb på Jill Biden og i forlængelse heraf USA’s kommende præsident – velvidende at millioner af Trump-tilhængere ville hoppe ombord på den vogn, han dermed gassede op for. 

Men det var i ligeså høj grad et forsøg på at underminere kvinder i magtfulde positioner, uanset om vi så taler førstedamer eller akademikere med doktorgrader – eller en person, som Jill Biden, der snart kan kalde sig begge dele.

Epsteins kronik var dermed et klokkeklart eksempel på, hvordan det ser ud, når en meningsdanner går til frontalangreb på den kollektive opbyggelighed og udelukkende ønsker at bidrage til den samfundsmæssige splittelse.

I Danmark har vi også mange eksempler på polemiske debattører, der hellere vil bruge deres stemme til at bryde ned end at bygge op. En fremtrædende debattør fra denne kategori kom i slutningen af november med et af de mest opsigtsvækkende indlæg i nyere tid.

Indlægget tog form af en svada mod ”de feminine mænd”, som man ikke kan ”bygge en levedygtig kultur, en fredelig og tryg nation, et velfungerende civilsamfund med gode familier” ovenpå. 

Som sådan er det legitimt nok at være bekymret for, hvordan det, debattøren ser som en forherligelse af den ”feminine mand”, kunne tage overhånd – og potentielt have negative konsekvenser for drenge og unge mænds udvikling. Men indlæggets ærinde bliver udelukkende at bekæmpe udviklingen, fordi accepten af de feminine mænd ifølge debattøren ellers kan risikere at føre til civilisationens undergang. Intet mindre.

Det rummer således ingen erkendelse af, at der er noget som helst positivt i, at mænd, der aldrig har følt, at de kunne leve op til det kulturelle ideal om ”en rigtig mand”, bliver forstået og anerkendt af deres omverden i en helt anden grad, end de hidtil er blevet.

Selvfølgelig må den offentlige debat gerne være skarp, og den skal ikke censureres. Men både debatredaktører og offentligheden bør forlange, at debatten bliver en tand mere konstruktiv. Den aktuelle debat om køn og seksualitet er exceptionelt følelsesmæssigt sårbar, og der er al grund til, at vi forsøger at forstå hinanden, frem for blot at fremføre fortærskede dem-og-os-konstellationer.

I USA kan vi med al tydelighed se, hvad der sker, når debatten først og fremmest handler om at underminere sine modstandere gennem personangreb og destruktiv retorik. Herhjemme er vi i tiltagende grad på vej i samme retning, men vi har alle muligheder for at bremse denne udvikling.

Vi behøver ikke at slibe kanterne af den offentlige debat i samme ombæring. Tværtimod bør vi med åbent sind omfavne den skarpe debat, så længe den er begavet og saglig.

Dette bør vi især gøre i de situationer, hvor vi ikke på forhånd er enige med det, der bliver sagt. For det er netop lige dér, at vores forståelse af verden omkring os har de absolut bedst mulige forudsætninger for at udvikle sig.

Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 16. januar 2021. Illustration: Gert Ejton.

Morgendagens kulturledere tør, hvor andre tier

Der er noget i gærde i dansk kulturliv. I løbet af de seneste år har vi set en vifte af markante personligheder, som aktuelt er med til at sætte en ny standard for, hvordan morgendagens kulturledere kan og bør agere.

Mange kunne nævnes, men et skønsomt udpluk tæller personer som Michael Thouber fra Kunsthal Charlottenborg, Jane Sandberg fra Enigma, Lasse Andersson fra Kunsten og Utzon Center, Ulla Tofte fra M/S Museet for Søfart, Astrid la Cour fra Frederiksbergmuseerne, Kasper Holten fra Det Kgl. Teater og Julie Rokkjær Birch fra Kvindemuseet.

Den røde tråd i disse personers virke er, at de formår at sætte relevante og substantielle dagsordener – og gerne på kontroversielle og overraskende måder. Dette gør de både via det indhold, de præsenterer i regi af deres institutioner, og måden hvorpå de formidler såvel indholdet som selve institutionerne.

Samtidig har de et naturligt forhold til markedskræfterne, hvilket i praksis betyder, at de har et skarpt fokus på publikum – hvad de tænker, hvad deres behov er, og hvordan man kan formidle til dem. Med al tydelighed er de netop drevet at ønsket om at formidle de værker og fortællinger, de hver især repræsenterer, til mennesker, der befinder sig langt uden for indercirklen af allerede indviede.

De har dermed også fokus på den kunstneriske udvikling, ligesom de afsøger nye partnerskaber og forretningsmodeller, der kan bidrage til at gøre deres egne institutioner og kulturlivet som helhed markant mere bæredygtigt.

De bider det etablerede kulturliv i haserne, irriterer kulturparnasset og vrisser af kulturministeren, og det er ikke uvant at se dem boltre sig veloplagt i medierne med en lethed, der ellers plejer at være forbeholdt scenevante levebrødspolitikere.

Det allervigtigste parameter er imidlertid, at de alle har et stærkt værdibaseret fundament. Det er denne værdibårne tilgang, der adskiller denne kategori af kulturledere fra dem, der er mere administrativt indstillede.

I kulturlivet – og særligt i en post-Corona-tid – bliver det altafgørende, at kulturledere formår at benytte deres positioner til at skabe en gennemslagskraft, der er langt stærkere, mere værdibåren og dermed mere samfundsmæssigt værdifuld, end mange af deres forgængere har formået.

Således bidrager denne aktuelle skare af kulturledere til at tegne et lovende billede af, hvordan kulturlivet vil klare de udfordringer, man står overfor i dette nye år. For jo mere synlig kulturen er i mediebilledet, og jo bedre den er til at gøre sig selv relevant i den offentlige debat, jo stærkere står den. Ikke kun over for publikum, men også de fonde, politikere og erhvervslivet, der ligeledes spiller vigtige roller for kulturlivets trivsel.

Kunsten og kulturens aktive dialog og integration med resten af samfundet gør den ikke blot mere interessant. Det er også herigennem, at kulturlivet demonstrerer, hvorfor kunsten og kulturen er livsnødvendige elementer i et demokratisk samfund som vores.

Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 5. januar 2021.