Om moderne ledelse i kulturens tjeneste: Kulturen kan faktisk godt styre sig

Myten om hvorvidt ledelsen af vores kulturinstitutioner reelt har styr på butikken, er en klassiker i debatten. Ofte sort/hvid og med lettere tabloid, forlystelsessyg udeladelse af fakta. Måske er det fair og på tide med en mere nuanceret fremstilling af de ledelsesmæssige udfordringer, som vores institutioner står i? De er i øvrigt identiske med resten af erhvervslivets.

»Vi har at gøre med en branche, der over år er blevet helt utroligt presset på at præstere på markedsvilkår, og i iveren for at gøre det godt, har vi glemt at kultivere ledelse som disciplin.« 

Facebook- citatet, tidligere gengivet her på sitet, tilhører direktør for Enigma, Jane Sandberg, og er en kommentar til debatten om kvaliteten af ledelsen i danske kulturinstitutioner. 

Jane Sandberg ved bestemt, hvad hun taler om. Hun har gennem sin karriere oparbejdet en helt unik indsigt i ledelseslaget af kulturen, er selv aktiv kulturleder og faktisk også nyt medlem i Have Kommunikation & PR’s bestyrelse. Valgt netop på grund af ledelsesmæssig kompetence og store erfaring. 

Tillad mig alligevel at udfordre citatet. Simpelthen fordi det nager mig. Fordi vi som branche ikke adskiller os væsentligt fra det øvrige erhvervsliv, når der gælder om at skulle præstere på markedsvilkår og fordi vi ikke nødvendigvis gør det hverken bedre eller dårligere end så mange andre pressede brancher. Og hvilke brancher er ikke det, efter års restriktioner og nedlukninger? 

Kulturen har klaret sig både godt og skidt

Kulturen lever og ånder i farver. Ofte befolket af offentligt kendte ansigter. Ofte delvist eller helt finansieret af offentlige midler. Og på forsiden. Vi elsker en god røverhistorie fuld af følelser og drama. Intet kan samle, som den lille fælles forargelse. Det er ’desværre’ bare slet ikke den sande historie om vores institutioner. De har klaret sig godt og skidt gennem krisen, har truffet fantastiske og elendige forretningsmæssige beslutninger, opført sig eksemplarisk eller elendigt. 

Fuldstændig ligesom resten af erhvervslivet og vores offentlige institutioner. 

Netop nu står myter for fald, som aldrig før. Forældede systemer, usunde kulturer og negativ adfærd på arbejdspladsen, er på såvel den politiske som den folkelige dagsorden. Arbejdsmiljø, ligestilling, diversitet, inklusion og bæredygtighed står ikke længere under ’eventuelt’ på bestyrelsens dagsorden. Det er en del af forretningsudviklingen og det at kunne forestå transformationerne i virksomhederne, er del af den kultiverede, moderne leders værktøjskasse. På kulturinstitutionerne, på uddannelserne, i de private og offentlige virksomheder og organisationer. Alle vegne hvor der udøves ledelse. 

Det er svært. For mange ledere er det helt nyt farvand – og hvor der forvandles, der spildes. 

Aros, Arken, kunstskolerne, teatre og de nationale scener. Der er bestemt eksempler på spild og turbulent ledelse og almindelig elendighed på kulturens institutioner. Kunsten og dens mangeartede aktører har bestemt fortjent at få kultiveret sine ledere og bannerfører. På lige fod med bankverdenen, sundhedsvæsenet og mediearbejdspladserne og så videre. 

Alle skal lære, alle skal blive bedre – alle medarbejdere, skal behandles med respekt og værdighed på arbejdspladsen. Uanset om de arbejder på museum, skole, fabrik eller sygehus. 

Kunstnere kan sagtens tåle de barske realiteter

Hver eneste dag er erhvervssiderne fulde af historier om mangelfuld ledelse og om handling og konsekvens i den forbindelse. Men det er som om, at grus i kulturledelse altid er minimum en forside værd. Sjældent ser vi det store erhvervsportræt om den veldrevne kulturvirksomhed. For eksempel den lange række succesfulde teatre i provinsen, Det Kongelige Teater, mange af de store nationale museer og festivaler, som gennem årtier har udviklet og moderniseret deres tilbud og begejstret publikum, udviklet lokalsamfund, i kraft af veldrevne tydelige og elskede organisationer. 

Alligevel er det som om myten om at kulturen ikke har forstand på penge, at dramaet raser efter tæppefald og at store ego’er skaber arbejdsmiljømæssige tragedier og katastrofer, lever i bedste velgående. At kunstnere er sarte sjæle, der ikke tåler virkelighedens barske realiteter. 

Intet kunne være længere fra den virkelighed jeg, i kraft af mit virke, møder hver dag. 

At drive en kulturvirksomhed kræver mod, innovationsevne, forandringsvillighed og visionær tænkning. Det kræver samtidig forretningsforståelse, markedsindsigt, økonomisk og juridisk erfaring, marketingsviden og human ressource skills. 

Den moderne kulturforretning er ofte baseret på en kompleks forretningsmodel med afsæt i en variabel økonomi, sammensat af såvel offentlige som private midler. Det kræver hårdt og kvalificeret ledelsesarbejde i årevis. Nøjagtigt de samme kompetencer, som efterspørges i alle andre succesfulde virksomheder. 

Med andre ord, man er ikke en særlig tosset, passioneret, emotionelt drevet gøglersjæl, når man bruger sin erhvervsmæssige kompetence, for eksempel i bestyrelse og ledelse af kulturens institutioner. 

Kulturdrift er ikke en hobby

Faktisk er nogle af Danmarks mest succesfulde forretningsmænd og kvinder dybt engageret i at arbejde i kulturens tjeneste. I at drive den succesfulde forretning, som kulturen også er. At tro, at disse erfarne erhvervsledere ikke stiller de samme krav til ledelse af en kulturinstitution, som de ville stille til enhver anden virksomhedsledelse, er tæt på en fornærmelse. 

Kulturdrift er ikke ’golf med gutterne’ eller en hobby. Det er professionelt og ansvarsfuldt arbejde, som udføres i langt de fleste organisationer med en passion og et engagement, som mange andre brancher med fordel kunne lære af. Derfor adskiller ledelse og bestyrelsesarbejdet i vore kulturinstitutioner sig ikke fra arbejdet med at drive enhver anden virksomhed. På godt og ondt. 

Myter er der nok af. Om dårligt drevne kulturinstitutioner og mangel på ledelse af kulturen. 

Men det er kun en del af det samlede billede og jeg vil gerne slå på tromme for lidt mere balance i dækningen. Hvorfor ikke lade kulturen præge erhvervssiderne, når de gode historier er der? Hvorfor ikke citere en legende og vild erhvervskvinde og kunstner, nemlig Dolly Parton, når hun siger “it’s a business doing pleasure for you“ og fokusere på den lange række veldrevne kulturinstitutioner og deres ledere lidt oftere end vi gør nu. 

Det kunne jo være at kulturens institutioner kunne inspirerede ledere i helt andre brancher til at se nye muligheder i deres eget lederskab.

Oprindeligt publiceret på Kulturmonitor den 12. april 2022.

Nej, kunst og kultur kan ikke på magisk vis gøre et sygt menneske rask – men det er der heller ingen, der hævder

”Hvis man lidt for frejdigt hævder, som mange kultur- og sundhedsprojekter gør, at man kan blive rask af at deltage i kulturtilbud om kunst målrettet sårbare grupper, kan man i stedet komme til at udløse ubehagelige og farlige processer i deltagerne uden at have sundhedsfaglighed til at hjælpe med disse.”

Sådan skriver de fem fælles afsendere fra Foreningen Kunst og Mental Sundhed i deres indlæg fra 24. marts, som er en respons til min kronik fra februar.

Lad mig allerførst hilse det meget velkomment, at denne forening er etableret. Det er et vigtigt første skridt på vej til etableringen af en national strategi for krydsfeltet mellem kunst- og kulturlivet og social- og sundhedssektoren.

Supplement til sundhedsvæsenet

Det var behovet for en sådan national strategi, som jeg i min kronik udfoldede – krydret med konkrete eksempler på stærke og inspirerende projekter, der allerede befinder sig i dette krydsfelt.

Med udgangspunkt i disse eksempler skriver foreningen videre i sin respons til min kronik:

”Et iøjnefaldende problem er de mange kulturinitiativer, hvoraf Have nævner en række, som henvender sig til grupper af mennesker med dårligt helbred, både fysisk og psykisk. Men de gør dette uden at have sundhedsfaglig dækning for det underliggende postulat om, at kunst og kultur altid er gavnligt.” 

Der er to misforståelser på spil i deres respons: For det første er der, så vidt jeg ved, ingen kunstnere eller kulturaktører, der vil hævde, at kunst og kultur i sig selv kan kurere nogen sygdomme. For det andet er der heller ingen, der vil hævde, at kunst og kultur altid er gavnligt.

Nej, kunst og kultur kan ikke erstatte lægevidenskaben, og den kan ikke på magisk vis gøre nogen rask. Men den kan løfte og supplere sundhedsvæsenet og eksempelvis understøtte patienter igennem sygdomsforløb, hospitalsindlæggelser og i forbindelse med operationer.

Foreningen har ret i, at mødet med kunst og kultur naturligvis kan udløse uhensigtsmæssige reaktioner – især hos personer, der i forvejen er særligt sensitive og sårbare. Det er ikke mindst derfor, at et stigende antal film, tv-serier og andre kulturprodukter rummer advarsler om, at der kan indgå alt fra profant sprogbrug, vold og sex til rygning, indtagelse af narkotiske stoffer og ubehagelige lyseffekter.

Denne bevidsthed er allerede til stede, og naturligvis bør man altid arbejde for at beskytte potentielt sårbare borgere. Det er imidlertid afgørende, at vi ikke har en illusion om, at der findes et tidspunkt, hvor vi har tilvejebragt ”forskning nok” til trygt og uden risici at kunne iværksætte projekter i dette krydsfelt.

Manglende praktisk anvendelse

Forskningen vil altid være en igangværende proces, der fortløbende kaster nye resultater og ny viden af sig. Men har vi faktisk allerede nu et tilfredsstillende forskningsmæssigt solidt fundament at slå på?

Ja - med WHO’s historiske rapport, der blev offentliggjort i november 2019, og som sammenfatter mere end 900 videnskabelige publikationer med data fra over 3.000 studier af krydsfeltet mellem kunst og sundhed, må begge lejre sige at have fået serveret det forskningsmæssige fundament, de har brug for i deres videre arbejde.

Selvfølgelig skal begge lejre tilgå arbejdet med den største ydmyghed. I social- og sundhedssektoren skal man åbne sig op over for kunstnerne og kulturaktørerne og anerkende, at de har noget konkret og værdifuldt at byde ind med – både deres viden, kompetencer og ressourcer. Samtidig skal kunstnerne og kulturaktørerne indstille sig på, at der i social- og sundhedssektoren tales et helt andet sprog, end det, de er vant til at tale.

Det altafgørende er dog, at de to lejre først og fremmest mødes om frembringelsen af nye initiativer og projekter – og dermed anvender den eksisterende forskning i praksis. På en måde, hvor både den kunstneriske og den naturvidenskabelige faglighed kommer ligeværdigt i spil.

Selvfølgelig skal der fortsat forskes løs. Men det er den praktiske anvendelse af forskningen, der først og fremmest er mangel på, hvis potentialet i dette krydsfelt skal forløses.

Oprindeligt publiceret på Altinget den 4. april 2022 med titlen “Forskning giver krydsfeltet mellem kunst og sundhed et solidt fundament”.

Vi støtter Ukraine og hæver forsvarsbudgetterne – men hvordan sikrer vi vores børns mentale trivsel?

Jeg sad på mit barnebarns sengekant, og planen var egentlig, at jeg skulle læse en godnathistorie højt. Men der var et spørgsmål, der trængte sig på:

”Er Rusland et stort land?”

Jeg kunne fortælle, at det med sine 17 millioner kvadratkilometer faktisk er det allerstørste land i verden. Det var imidlertid ikke de geografiske forhold i sig selv, der rumsterede inde i hovedet på mit barnebarn. Mit svar blev nemlig fulgt op af endnu et spørgsmål:

”Hvis det er så stort, hvorfor vil de så også have Ukraine?”

Med ét stod det klart for mig, hvordan de kære små på deres helt egen måde prøver at få mening ud af det, der for demokratisk funderede vesterlændinge fremstår som en fuldkommen meningsløs og brutal krig.

Men det er ikke kun måden, som børnene tænker på, jeg her hæfter mig ved. Det er i lige så høj grad selve det, at de overhovedet tænker på krigen.

Det er ikke fordi krigen i Ukraine er den første, som børn hører om. Der er uden tvivl også billeder fra eksempelvis Vietnam eller Irak, der har brændt sig fast på danske børns nethinder og fået dem til at stille deres forældre og bedsteforældre svære spørgsmål om krigens rædsler.

Det, der imidlertid gør krigen i Ukraine så anderledes, er, at dækningen af den – og dermed stederne, man bliver konfronteret med den – ikke er forbeholdt aviserne og nyhedsudsendelserne på tv, sådan som det var engang.

Alle de digitale og sociale platforme, som børn i dag har adgang til, viser også billeder fra krigen og kommenterer på den og formidler gruopvækkende historier fra den. Vel at mærke uden de etablerede mediers redaktionelle kuratering af, hvad der er sandt og falsk.

Så ikke nok med, at børnene konfronteres med krigen på platformene – de bliver sandsynligvis også præsenteret for mangelfuld eller decideret misvisende information om, hvad der faktisk foregår.

Det stiller store krav til os som voksne. Det, som danske børn udsættes for, hverken kan eller skal på nogen måde sammenlignes med det, som børn i Ukraine udsættes for. Der er ingen tvivl om, hvilken situation, der er værst at befinde sig i. Men det betyder ikke, at det, som danske børn oplever, ikke er slemt nok.

De har netop gennemlevet to år med Corona-restriktioner og social afskæring fra venner og familie, og det har sat sit tydelige præg på deres mentale velbefindende. 

En 2021-rapport fra Vidensråd for Forebyggelse, der bærer navnet Mental sundhed og psykisk sygdom hos 0-9-årige børn beskriver, hvordan restriktionerne skabte ”en betydelig ændring i børns psykosociale miljø”, og at forskningen entydigt viser, at restriktionerne har haft ”negative konsekvenser for børns mentale helbred”. Rapporten beskriver også, hvordan ”angst, manglende kontakt med venner og formindskede muligheder for at bearbejde stress” har været ”alvorlige bekymringspunkter” for børnene selv.

Af åbenlyse årsager findes der ingen videnskabelige rapporter, der kortlægger, hvordan den måde, som børn konfronteres med krigen i Ukraine på, påvirker deres mentale helbred.

Jeg tør imidlertid godt vove pelsen og på forhånd konkludere, at der er tale om en ekstremt negativ påvirkning, som vil trække lange og traumatiske spor efter sig, også selvom selve krigen – forhåbentlig – snart måtte være ovre.

Selvfølgelig giver det mening, at forsvarsbudgetterne skal kigges efter i sømmene, når risikoen for krig pludselig bliver markant mere reel.

Selvfølgelig er det smukt, at danskerne samler ind til Ukraine, sådan som det skete i forbindelse med den store indsamling den 12. marts, der indbragte 175 millioner kroner. Hvis det ikke allerede er sket, er der grund til at tro, at danskere og danske virksomheder samlet set vil donere mere end en milliard til Ukraine på tværs af diverse indsamlinger.

Men i vores fælles iver efter at smide penge efter problemerne, bør vi i dén grad også opprioritere den indsats, der skal sikre det mentale helbred. Hos os alle sammen, men i særdeleshed hos de yngste generationer, som har allerhårdest brug for at mærke håbet og trygheden. Så vi kommer traumerne i forkøbet, når det er muligt, og så vi kan tage hånd om de traumer og ar, der uden tvivl vil opstå hos mange.

Får vi mon nogensinde et stort indsamlingsshow, hvor danskerne donerer imponerende beløb til det, vi kunne kalde børnenes mentale trivsel? Næppe.

Men det burde heller ikke være nødvendigt – for det ligger allerede lige for, at de folkevalgte politikere prioriterer dette område mindst lige så højt, som de prioriterer forsvarsbudgetterne. For hvordan skal vi i praksis forsvare os, hvis vi allerede fra barnsben risikerer at miste håbet og troen på en bedre verden?

Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 25. marts 2022. Illustration: Gert Ejton.

De bløde sanktioner mod Rusland er lige så vigtige som de hårde

Den vestlige verden er i fuld gang med at straffe Rusland med en vifte af sanktioner, efter landet invaderede Ukraine og dermed startede den første europæiske landkrig siden 2. verdenskrig.

Omstændighederne er åbenlyst dybt tragiske og uacceptable. Samtidig er det dog vigtigt at hæfte sig ved, hvordan så mange vestlige lande har formået at stå side om side i kampen mod Ruslands aggressive fremfærd – og i forsvaret for demokratiet, ytringsfriheden og freden. Især i denne tidsalder, som ellers har haft antidemokratiske strømninger og øget splittelse som nogle af sine primære kendetegn.

Når det kommer til nyhedsdækningen – både i Danmark og internationalt – er det uden tvivl de politiske og økonomiske sanktioner, som har den allerhøjeste prioritet og dermed får størst opmærksomhed. Men der er grund til at tro, at de kulturelle og andre bløde sanktioner faktisk vil vise sig at være lige så afgørende som de økonomiske og politiske.

For det er én ting at blive afskåret økonomisk og politisk. Det er noget helt andet at få sine værdier, sin identitet og sin kultur afvist.

Det er netop det, der er sket, når russiske kunstnere og kulturaktører fra statslige institutioner enten boykottes eller decideret har fået deres aktiviteter aflyst.

Det er også det, der sker, når Rusland udelukkes fra deltagelse i store sportsbegivenheder. Som når FIFA smider Rusland ud af VM i fodbold, mens UEFA har udelukket alle russiske hold fra at deltage i de internationale klubturneringer. Det Internationale Ishockeyforbund har også forvist russerne, Formel 1 har aflyst det russiske grandprix, og russerne er endvidere blevet ekskluderet på forskellige vis inden for sportsgrene som skøjteløb, skiløb, basketball og tennis.

De økonomiske og politiske sanktioner skal nok få deres plads i den kollektive erindring og historiebøgerne, og de vil få en betydning i mange årtier fremover. At Rusland fik frataget Champions League-finalen, så den vil blive afholdt i Paris i stedet for Skt. Petersborg, vil næppe få den samme plads i historiebøgerne. Men det er noget, som vil blive husket og forstået af på en helt anden måde af den menige befolkning.

Det betyder også, at de såkaldt bløde sanktioner er markant mere betydningsfulde for de menige russere. Når deres kunstnere, kulturaktører og sportsudøvere bliver afvist, så rammer det russerne på det menneskelige plan – på en langt mere direkte måde. For så bliver de holdt ude af det kulturelle fællesskab, som befolkningen naturligt identificerer sig med og har været en fast del af.

Det er på denne måde, at disse sanktioner bliver afgørende for, at den russiske befolkning forstår konsekvenserne af deres præsidents handlinger. Dette er særligt vigtigt, da det er umuligt at forestille sig, at de russiske medier nogensinde vil fortælle den sande historie om invasionen af Ukraine.

Heldigvis kan vi se, at store dele af den russiske befolkning er modstandere af krigen, hvilket vi har set gennem de talrige demonstrationer, hvor modige russere er gået på gaden for at protestere. Regningen for at demonstrere kan være stor, og derfor er det selvfølgelig kun toppen af isbjerget, der faktisk tør at gå på gaden.

Parallelt med sanktionerne mod Rusland, er det uhyre vigtigt, at den kulturelle dialog mellem Ukraine og resten af den demokratiske verden holdes åben. At ukrainerne – hvad der end sker med deres land – får givet alle muligheder for at fastholde sit fundament, sine værdier og sin kulturelle identitet. At de inkluderes i det internationale kulturudvekslingsarbejde, sådan som det eksempelvis er sket på Moesgaard Museum, hvor ukrainske museer har været blandt de tætteste samarbejdspartnere omkring den fantastiske udstilling, RUS – Vikinger i øst.

Lige så snart, det bliver muligt, er det netop også kulturen og idrætten, der skal være med til at genopbygge relationen mellem ukrainerne og den russiske befolkning – eller i hvert fald den del af befolkningen, der er imod krigen.

I skrivende stund vides det ikke, om Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj overhovedet vil være i live, når denne kronik trykkes. Men han er allerede på nuværende tidspunkt blevet et globalt symbol på kampen for frihed og demokrati.

Det var der næppe mange, der for ganske få år siden, ville have forventet. Zelenskyjs professionelle baggrund er komiker og skuespiller. Zelenskyj indtog endda rollen som Ukraines præsident i en tv-serie få år før, han indtog denne rolle i virkeligheden. Tv-serien, som han også selv var skaberen bag, hed Folkets tjener. Det er samme navn, som Zelenskyjs politiske parti i dag bærer.

Det potentiale, han viste som komiker, er dermed det, som nu er blevet indfriet i helt anderledes regi, og han er et usædvanligt stærkt eksempel på hvilke kræfter, som kunsten og kulturen rummer.

Zelenskyj står i skærende kontrast til de mange antidemokratiske strømninger rundt omkring i den vestlige verden, der er opstået i løbet af de seneste år. Dermed er han også et symbol på, hvor vigtigt det er, at ethvert demokratisk land – og således også Danmark – kæmper for, at lige præcis det demokratiske fundament og de tilhørerne værdier bevares.

Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 6. marts 2022. Illustration: Gert Ejton.

Krydsfeltet mellem kulturlivet og social- og sundhedssektoren kan skabe ny guldalder

Det vil i sandhed være visionært, hvis der etableres en national strategi for krydsfeltet mellem kunst- og kulturlivet og social- og sundhedssektoren. Det er en historisk mulighed, som vil redefinere kunsten og kulturens position i samfundet.

Ane Halsboe-Jørgensen nærmer sig sit halvårsjubilæum som kulturminister. I de forgangne måneder har hun modtaget et væld af gode råd og forslag til, hvad hun særligt bør fokusere på. Undervejs har hun også fået orienteret sig grundigt i kulturlivet, og hun lader til at have fundet sig godt til rette i sit ikke længere så nye ministerium.

Nu er vi imidlertid nået til et tidspunkt, hvor vi er et godt stykke ude over behovet for gode råd. I stedet er tiden inde til at være langt mere visionær på kunsten og kulturens vegne.

Ikke desto mindre er vi først nødt til at rejse et smut tilbage i tiden. Nærmere betegnet til den dag, da statsminister Mette Frederiksen i august præsenterede sin nye kulturminister på Amalienborg Slotsplads. Den dag præsenterede hun nemlig også sin ide om, at det danske kunst- og kulturliv potentielt står over for en ny guldalder.

Ny guldalder for kunst- og kulturlivet
Få uger senere inviterede hun sammen med Halsboe-Jørgensen så en bred vifte af kulturlivets aktører til en salon på Marienborg. En salon, som skulle handle om, "hvordan vi sammen kan gøre coronaeftertiden til en ny guldalder for kunst- og kulturlivet."

Sådan stod der i invitationen, og hvis vi tager de to ministre på ordet, må vi gå ud fra, at de med "guldalder" generelt mener det, som ordbogen definerer som en "periode med den højeste udvikling og de mest strålende resultater."

Med guldalderbegrebet i baghovedet bliver det således klart, at der ikke kan være tale om "business as usual". Det kan ikke bare handle om at foretage de justeringer, der holder gang i maskineriet, men som i øvrigt bevarer maskineriet i den samme grundlæggende form.

Dette ville i hvert fald ikke udløse "den højeste udvikling" eller producere "de mest strålende resultater". Skal det ske, er vi nødt til at operere på et helt andet plan.

I denne sammenhæng udgør 2022 meget heldigt et vindue, som bør være åbent for regeringen i forhold til præsentation af nye visioner: Covid-19 er langt om længe ved at slippe sit tag, og der er knap halvandet år, indtil næste folketingsvalg skal være afholdt.

Redefinition af kulturens position
Derfor er det oplagt for regeringen – ført an af kulturministeren – at gribe det spor, der fik sin begyndelse på Amalienborg Slotsplads: Nemlig at skabe fundamentet for, at denne guldalder faktisk vil materialisere sig. På en måde, som gør det muligt for alle – og især kulturlivets egne aktører – at bidrage til at få redefineret kunsten og kulturens samfundsmæssige position.

Et sådant fundament kan bestå af mange elementer, men der er et element, der i særlig grad er oplagt: Etableringen af en national strategi for, hvordan kulturlivets aktører kan indgå kreative partnerskaber med social- og sundhedssektoren.

Der er et indlysende behov for, at der bliver lagt en strategi for dette krydsfelt. Ikke kun fordi WHO (kort tid inden covid-19 blev den altdominerende faktor) udsendte sin rapport, som en gang for alle fik slået fast, hvor kæmpestort og i høj grad uudnyttet potentiale, kunsten og kulturen har inden for sundhedssektoren.

Grunden til, at behovet er så indløsende, skyldes især, at en bred vifte af aktører allerede er i fuld gang med at arbejde på tværs af kulturlivet og social- og sundhedssektoren. Ikke nok med det: De har også hver især bevist værdien af denne form for krydsbefrugtning.

Det er især værd at fremhæve Region Midtjylland, som har kultur og sundhed som et særligt fokusområde. Her har der fra 2016 og frem været projekter, som eksempelvis har handlet om livemusik på intensivafdelinger, litterær fødselsforberedelse for førstegangsfødende, korsang for lungepatienter, kunstneriske fortolkninger af hjernerystelser og musikalske besøgsvenner målrettet ensomme og sårbare borgere.

Musikkens Hus i Aalborg dannede i oktober rammen omkring et debatarrangement om netop kultur og sundhed, som jeg havde æren af at facilitere. Blandt deltagerne var kulturministeren, som begejstret delte ud af sine tanker og overvejelser.

I Viborg Kommune benytter man sin styrkeposition inden for animation til alt fra patientformidling og forbedret tandhygiejne hos børn til afhjælpning af ensomhed blandt ældre.

I Helsingør har Lauritzen Fonden støttet projektet Aspiranterne med fem millioner kroner over en femårig periode. Projektet sammenkobler udsatte unge med kommunens kulturinstitutioner som en nytænkning af beskæftigelsesindsatsen.

Aalborg Universitets Nordjysk Center for Kultur og Sundhed er en forskningsenhed, som ikke blot forsker, men også arbejder for at forbedre den konkrete implementering af den viden, der findes på området – og i øvrigt for at øge det udbytte, som samfundet som helhed får ud af forskningen.

Hertil kommer projekter som Kulturvitaminer, der bekæmper stress, angst og depression, og organisationen Turning Tables, som har iværksat en bred vifte af såkaldt psykosociale projekter, der øger de kreative kompetencer hos børn og unge.

Man kunne nemt blive ved. Det korte af det lange er, at det bugner med initiativer på både lokalt og regionalt plan, og både kommuner, regioner, ngo'er, private aktører, fonde, kunstnere og kulturaktører er engagerede i krydsfeltet.

Uden en national strategi risikerer vi imidlertid, at der bliver tale om spredt fægtning uden en rød tråd, og at vi dermed kun får indfriet en brøkdel af det svulmende potentiale, der med al tydelighed er til stede.

Behov for national strategi
En klassisk udfordring ved krydsbefrugtninger på tværs af sektorer er, at man selvfølgelig taler forskellige sprog. I social- og sundhedssektoren taler man for eksempel generelt om klienter og patienter. Det giver en noget anden forståelsesramme end i kulturlivet, hvor man snakker om publikum.

Derfor er det opløftende at se i hvor høj grad, denne sprogbarriere med stor succes er blevet nedbrudt i de mange vellykkede partnerskaber, der allerede er blevet etableret.

Den nationale strategi bør dog tage hånd om denne udfordring og høste al den viden, der i forvejen findes om kommunikation på tværs af sektorerne. Så det bliver lettere for andre aktører at indgå i partnerskaber på en måde, hvor ingen behøver at gå på kompromis med sin faglighed.

En national strategi, som den her skildrede, vil selvfølgelig komme kunstnerne og kulturaktørerne til gode. De får helt nye udfordringer, roller og samarbejdspartnere, og der tilføres dimensioner til deres arbejde, som mange kunstnere og kulturaktører aldrig eller kun sjældent kommer i berøring med.

Samtidig ved vi, at sådanne tværgående partnerskaber beriger social- og sundhedssektoren på et væld af måder, fordi man får tilført kreative energier og etableret innovative projekter, der historisk set ikke har haft hjemme her.

Det er imidlertid ikke kun for hverken kunstnerne og kulturaktørernes eller social- og sundhedssektorens skyld, at denne nationale strategi bør etableres. Det er naturligvis ultimativt for borgernes skyld – for det er dem, der skal have glæde af de nye løsninger, som strategien vil understøtte.

Det handler om prioritering
Der skal naturligvis foretages økonomiske justeringer, så den nationale strategi kan akkompagneres af en sund økonomi. Men pengene bør kunne findes inden for de rammebevillinger, der allerede er etablerede inden for de givne sektorer.

Det handler nemlig ikke altid om at skulle have flere penge. I dette tilfælde ville det give mening at omprioritere de midler, man allerede har fået tildelt.

Det vil i sandhed være visionært, hvis der etableres en national strategi for krydsfeltet mellem kunst- og kulturlivet og social- og sundhedssektoren. Fordi så mange aktører allerede er i fuld gang, er der samtidig grund til at tro på, at strategien vil udløse både "den højeste udvikling" og producere "de mest strålende resultater."

Det er en historisk mulighed, som netop vil redefinere kunsten og kulturens position i samfundet. Befolkningens forståelse for dens værdi vil blive stærkt øget, og det vil blive tydeligt for enhver, at kunst og kultur rummer potentiale til så meget mere end blot at underholde borgerne i deres fritid.

Sker det, kan vi for alvor snakke om den nye guldalder for kunsten og kulturen, som stats- og kulturministeren vovede at italesætte.

Bolden er allerede spillet op af de to ministre selv. Selvfølgelig skal de så også selv gribe ud efter den – men det skal både kulturlivet og social- og sundhedssektoren så sandelig også.

Oprindeligt publiceret på Altinget: Kultur den 28. februar 2022.