Kulturlivet står midt i et paradigmeskifte med fokus på fakta frem for følelser

Modsat så mange andre sektorer i samfundet har beslutningsprocesserne på kulturområdet ofte været ekstra følelsesladede.

Selvfølgelig kan bølgerne også gå højt på eksempelvis social- eller ældreområdet, hvor mange store og vigtige kampe løbende skal tages. Men der er dog typisk en bred enighed om, at vi som samfund skal tage os af de syge, svage og ældre borgere.

Sådan forholder det sig ikke på kulturområdet.

Her har der altid hersket vidt forskellige holdninger til hvem, der fortjener at modtage offentlige midler, og hvordan man gør sig fortjent til sådanne midler – endda også, om det overhovedet er en god idé, at staten støtter op om visse kunstnere og kulturaktører.

Det skyldes netop, at holdningerne til kunst og kultur i så høj grad er bundet til folks personlige følelser og til de æstetiske præferencer og perspektiverne på kunsten og kulturens rolle i samfundet.

Et åbenlyst eksempel herpå er den famøse Kulturkanon fra 2006, der både blev hyldet som et berigende katalog over dansk kultur og afvist som et nationalkonservativt projekt.

Et lige så åbenlyst eksempel er de tilbagevendende debatter om enkeltstående kunstnere, som opstår, når individuelle politikere har harceleret over dem. Især når kunstnerne ideologisk set tilhører den modsatte fløj og står til at skulle modtage den livslange hædersydelse fra Statens Kunstfond.

Skiftet sker

Det, som kulturområdet i høj grad har manglet, som samfundets øvrige sektorer typisk har i overflod, er det solide og oplyste vidensgrundlag. Det er de statistikker, analyser og rapporter, som effektivt omdanner store mængder af data til meningsfulde indsigter, konklusioner og anbefalinger.

Den gode nyhed er, at vi nu – langt om længe – befinder os midt i et vigtigt paradigmeskifte. De seneste år er der nemlig opstået en tiltagende stor efterspørgsel på at få etableret et tilsvarende vidensmæssigt fundament under kulturområdet.

Efter at have diskuteret det i omkring et årti har vi endelig fået et Kulturens Analyseinstitut som en pendant til Idrættens Analyseinstitut, der så dagens lys allerede i 2005.

Det nye instituts formål er at levere lige præcis det, som kulturlivet hidtil har manglet. Nemlig ”en mere struktureret og empirisk funderet viden om kulturområdet og dets dynamikker”.

Applaus og fonde styrker vidensgrundlaget

Etableringen af analyseinstituttet kommer i kølvandet på den succes, som er blevet skabt med Applaus.

Efter tre år med fokus på scenekunstområdet blev Applaus i 2021 en selvejende institution med plads på finansloven fra året efter, og siden da har Applaus fokuseret på publikumsudvikling på tværs af hele kultursektoren. Det har resulteret i en vifte af fortløbende rapporter og ikke mindst det kærkomne Kulturbarometer.

Desuden har vi set, at en række fonde er begyndt at interessere sig for at få analyseret kulturlivet mere tilbundsgående. Her bør især fremhæves Augustinus Fonden, som har samarbejdet med blandt andet Applaus om publikumsudvikling inden for den klassiske musik.

Herudover har fonden også støttet elleve humanistiske forskningsprojekter med fokus på kulturarv, som blandt andet er blevet bedømt ud fra deres strategi for formidlingen af deres respektive resultater. Det vil sige det aspekt, der sikrer forskningsresultaterne et liv ude i samfundet.

Tilsvarende har Ny Carlsbergfondet støttet tretten kunstvidenskabelige forskningsprojekter, som skal styrke samarbejdet mellem museer og universiteter.

Nok et eksempel er Nordea-Fonden, som har støttet projektet LegeKunst. Et projekt, som ikke blot sikrer øget kreativitet og kultur i 20.000 børns dagtilbud, men som også har tilknyttet syv forskningsprojekter, der genererer ny viden om, hvordan kunst og kultur fremmer børns leg og dannelse.

Et nyt mindset finder vej

Disse fondes indsats og de affødte forskningsprojekter vil ikke i sig selv revolutionere forståelsen af kulturområdet. Tilsvarende vil Kulturens Analyseinstitut og Applaus heller ikke bevirke, at vi med ét pludselig begriber, at vi bør tilgå prioriteringen af de offentlige kulturmidler på helt andre måder, end vi måske har gjort hidtil.

Men alle disse indsatser og aktører udgør tilsammen et tydeligt bevis for, at vi netop er ved at få etableret et langt stærkere vidensmæssigt fundament under kulturlivet.

Et nyt mindset er ved at indfinde sig i selve kulturlivet, men også hos de beslutningstagere, der har ansvar for at sætte og reformere rammerne omkring kunsten og kulturen.

Målet er ikke, at de forskellige rapporter og analyser i sig selv skal bestemme kulturpolitikken eller i øvrigt eliminere de vildskud og satsninger, som undertiden resulterer i både fusere og inspirerende nye tiltag og perspektiver.

Men denne mere vidensbaserede og analytiske tilgang vil spille en afgørende rolle i forhold til at kvalificere beslutningerne og den retning, som politikerne og kulturlivets egne aktører ønsker at skubbe tingene i.

Det opgør med den ”forældede lovgivning” og ”tilsandede strukturer”, som det aktuelle regeringsgrundlag lægger op, vil uden tvivl vare mange år ud i fremtiden. Men den gode nyhed er, at det kommer til at foregå på et tiltagende oplyst grundlag.

Oprindeligt bragt på Altinget den 13. september 2023.

Et grønt forbillede for, hvordan man skaber noget, der er langt større end én selv

Det er forbeholdt en eksklusiv elite af aktører at opnå sin største succes efter 40 år. De fleste peaker naturligt nok langt tidligere, og de færreste virksomheder, organisationer og begivenheder eksisterer overhovedet i så lang tid.

Men det var netop i år – fire årtier efter den første afvikling af Grøn Koncert – at den særdeles traditionsrige koncertturné for første gang kunne melde om totalt udsolgt på samtlige otte stop rundt i landet.

Det er i sig selv en historisk begivenhed. Samtidig er det nærmest blevet umuligt at forestille sig en sommer uden den grønne karavanes tur gennem Danmark – og uanset vejr og vind har danskerne altid disse fantastiske musikoplevelser at være fælles om.

Det, der imidlertid i endnu højere grad er værd at hæfte sig ved, er det trekløver, som Tuborg, Muskelsvindfonden og kulturlivet har udgjort siden 1983. Det er nemlig et trekløver, som ikke blot har sikret mindeværdige sommeroplevelser for millioner af mennesker gennem årene, men som også har sat et vigtigt aftryk på forskningsområdet.

Når Grøn kan melde udsolgt over hele linjen, giver det dermed forskningen i muskelsvind et endnu større løft. Ovenpå den gode nyhed kunne direktør for Muskelsvindfonden Henrik Ib Jørgensen med stolthed fortælle om, at man nu kan ”sætte det lange lys på”.

Det er af særligt stor vigtighed nu, hvor man inden for feltet står midt i det, som Jørgensen kalder ”en behandlingsrevolution med nye og banebrydende medicinske behandlinger til mennesker med muskelsvind”.

I praksis er der derfor en lige linje at trække fra de glade koncertgæster, der i år har sunget, danset og festet løs til navne som Aqua, Mø og L.O.C., og de personer med muskelsvind, som får udsigt til en højere livskvalitet. Samtidig vil en del af årets overskud gå til et nyt forskningsprogram med fokus på talent- og kompetenceudvikling inden for det faglige miljø.

Grøn sætter således et aftryk, som går langt udover selve koncertturnéen. Ikke desto mindre er den særlige ånd, som det humanitære formål skaber, i høj grad til stede under koncerterne, hvor det ikke blot handler om at købe en fadøl og høre noget god musik.

Det handler i høj grad også om at være del af den vigtige fortælling, som er blevet fortalt igennem 40 imponerende år. Selvfølgelig for det publikum, der aktivt deltager – men også for alle de borgere, der føler sig som en del af Grøn, selv når de ikke er fysisk til stede rundt omkring på pladserne. Derudover også for alle de frivillige, som undervejs på turnéen får tingene til at ske og gå op i den famøse højere enhed.

Succesen med Grøn har også banet vejen for Cirkus Summarum, som Muskelsvindfonden tilsvarende står bag. Hertil kommer den afledte juleforestilling Cirkus Jul – foruden Cirkusskolen, som med fokus på handicapvenlige cirkuslege opererer ud fra visionen om, at ”alle børn skal inkluderes i legen”. Dermed har Muskelsvindfonden overordentligt mange forbilledlige initiativer, begivenheder og resultater på samvittigheden.

Samtidig har organisationen sammen med Tuborg og 40 års pop-, rock- og hiphopstjerner bevist, hvilket potentiale kulturen rummer – og i dette tilfælde musikken.

For når kulturen indgår i de rette partnerskaber, der ligger uden for den kulturelle komfortzone, så opstår der en gennemslagskraft, som er så meget større end den, som de kulturelle oplevelser i sig selv kan skabe.

Grøn har dermed været med til at bane vejen for partnerskaber, der går på tværs af erhvervslivet, kulturen og NGO-verdenen. Heldigvis har vi gennem de sidste fire årtier set mange projekter, der har ladet sig inspirere af denne tankegang.

Der er imidlertid grund til at håbe, at vi fremover vil se mange flere af sådanne krydsbefrugtninger. Samfundet har nemlig et støt stigende behov for visionære samarbejder, som kan hjælpe med at løse en bred vifte af udfordringer – ikke mindst inden for social- og sundhedsområderne.

Den primære erkendelse, som Grøn har frembragt, er netop at forskellige aktører tilsammen kan skabe noget, der er meget større og slagkraftigt end det, de kan skabe på egen hånd.

Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 21. august 2023. Illustration: Gert Ejton.

Det er afgørende for kulturlivet, at der indføres AI-varedeklarationer

Lad os spole tiden et par år frem. Antallet af tjenester, som med hjælp fra kunstig intelligens kan frembringe billeder, historier og kreative idéer, er til den tid fuldkommen eksploderet.

Det samme er kunstnere og kulturaktørers brug af dem. Det er ikke længere blot de såkaldte ’first movers’, der inkorporerer AI i deres arbejdsmetoder eller værkerne og oplevelserne, de præsenterer for offentligheden.

Til den tid er AI – med endnu et engelsk udtryk – blevet ’mainstream’ i kunsten og kulturens verden.

Som menig borger og kulturforbruger bliver det dermed exceptionelt svært at afkode, hvilke værker og oplevelser – eller måske snarere hvilke dele af dem – der faktisk kan spores tilbage til det menneske, der lægger navn til.

Grænsen mellem den autentiske, menneskelige kreativitet og AI-pendanten hertil vil med andre ord om kort tid være så udvisket, at man ofte slet ikke vil kunne spotte den.

En velkendt leg at afkoble kunstneren fra kunstværket

Er det et problem at denne grænse udviskes? Eller er det faktisk interessant nok, at fremtidens kunst på denne måde bliver en hybrid, som samtidig rummer et element af mystik over sig, fordi ingen med sikkerhed kan vide, hvem der egentlig står bag?

Set fra et rent æstetisk synspunkt er det afgjort interessant. Legen med at afkoble ’kunstneren’ fra ’kunstværket’ og den fysiske frembringelse heraf har vi kendt til i mange år efterhånden, især takket være genrer som ’readymades’ og ’found art’.

Med Marcel Duchamps Fountain fra 1917 – en præfabrikeret pissekumme, som han blot havde roteret 90 grader og påført en signatur – har vi i nu mere end hundrede år diskuteret ivrigt, hvorvidt der overhovedet er tale om kunst, og om Duchamp fortjener at kalde sig ’kunstneren’ bag dette kontroversielle værk.

En tilsvarende diskussion om AI-genereret kunst har nu kørt i et års tid, i høj grad foranlediget af historien om Jason M. Allen, som New York Times og mange andre medier fortalte. I august sidste år vandt Allen nemlig en kunstkonkurrence i Colorado med et AI-værk, der var genereret via tjenesten Midjourney. Vel at mærke uden at dommerne vidste, der var tale om et AI-værk.

Den autentiske kreativitet og originalitet skal beskyttes

Selvom der i en æstetisk optik er mange interessante ting på spil, så betyder det imidlertid ikke, at den kunstige intelligens’ infiltrering af kunsten og kulturen ikke er stærkt problematisk – og især ikke i et ophavsretsmæssigt perspektiv.

Den helt store opgave nu og fremover bliver netop at beskytte og hjælpe de menneskelige aktører, der faktisk frembringer de kreative og originale idéer, værker og oplevelser. For uden dem har vi ikke noget vitalt kulturliv – og ingen kreativitet i den kreative sektor.

Det indhold, som AI-tjenesterne genererer, er som bekendt baseret på indhold, som mennesker oprindeligt har frembragt. Men AI-tjenesterne anfører ingen kildeangivelser, så forlægget er i udgangspunktet kun utvetydigt i de situationer, hvor der enten er tale om en direkte gengivelse, f.eks. i en anden stil, af et eksisterende værk eller om et nyt værk, der eksplicit skal se ud som om, det er er skabt af en veletableret kunstner – f.eks. et portræt af en nulevende person i samme stil som Van Gogh eller Picasso.

Dette aspekt i sig selv udgør en ekstremt kompleks situation. Men det, der yderligere komplicerer sagen, er måden, som mennesker anvender AI-tjenesterne på.

Ikke forbud, men varedeklarationer

I tilfældet med Duchamp og Fountain kunne man i det mindste kreditere Duchamp for at have fået selve idéen til værket. Men i samarbejdet med AI kan det lige så vel være AI-tjenesten som den menneskelige bruger, der er kilden til den givne idé. Eller måske er idéen blevet udviklet i fællesskab, eksempelvis via ChatGPT, som både kan komme på idéer fra bunden og benyttes til at raffinere brugerens idéer og øvrige input.

Præcis ligesom billederne, som Midjourney genererer, er teksterne, som ChatGPT genererer, også baseret på noget, som oprindeligt er menneskeskabt. Dermed har vi et uendeligt kompliceret og ugennemskueligt net af både AI- og menneskefrembragte idéer og udfoldelser.

Det bliver umuligt at skelne originalitet fra genbrug. Den autentiske menneskelige kreativitet og idéfrembringelse fra den, som den kunstige intelligens disker op med.

Med mindre, naturligvis, det både juridisk bliver et krav og rent moralsk bliver kutyme at foretage eksplicitte varedeklarationer. Ikke i form af advarselsmærkater eller forbud mod at benytte AI. Men i form af, at enhver kunstner eller kulturaktører, der i nogen som helst meningsfuld grad har anvendt AI til at frembringe deres værk eller oplevelser, angiver, hvordan denne anvendelse har fundet sted.

Som lommeregneren ved matematikeksamen

I det øjeblik, der ikke længere er tale om, hvorvidt folk kan gennemskue, om og hvordan AI mon er blevet anvendt, fordi vi i stedet opererer med en reel åbenhed omkring anvendelsen, flytter vi også AI ud af sin placering på kunst- og kulturverdenens skyggeside.

Det er lidt ligesom lommeregneren ved en matematikeksamen: Hvis den ikke må benyttes og alligevel bliver det, så er der entydigt tale om snyd. Men hvis den gerne må benyttes, så bedømmer vi ikke længere elevens evne til at lægge to tal korrekt sammen, men derimod den dybere forståelse af matematikkens univers, som vedkommende demonstrerer i sine løsninger af de pågældende opgaver.

På samme måde har AI potentiale til at understøtte udviklingen af kunst- og kulturlivet, når anvendelsen af de forskellige tjenester ikke bliver set som simpelt snyd, men derimod som et værktøj til at skabe nye, større, mere innovative og inspirerende værker og oplevelser, end det i udgangspunktet er muligt uden brug af AI.

Skal vi nå derhen, bliver det afgørende, at politikerne etablerer en juridisk ramme omkring brugen af AI i kunst- og kulturlivet, som stiller krav om tydelige varedeklarationer.

Denne ramme bør derudover gøre det muligt for kunstnere og andre aktører at beskytte deres arbejde mod at blive brugt til at træne nye AI-modeller. Med andre ord: De skal have den mulighed, som de ikke fik, da eksempelvis ChatGPT og Midjourney blev trænet på uanede mængder data – og dermed alverdens kunstværker, visuelle såvel som skriftlige.

Det virker kun rimeligt, at teknologivirksomhederne, der træner AI-modellerne, kun benytter sig af data, som de eksplicit har fået tilladelse til at gøre brug af. Hvis éns arbejde så bliver benyttet – og især hvis det sker uden tilladelse hertil – skal der være mulighed for en rimelig kompensation.

En kreativ samarbejdspartner snarere end en tvivlsom makker

Det lyder måske som en overvældende opgave at skulle etablere en sådan juridisk ramme. Men heldigvis kan AI også hjælpe med at udtænke, hvordan man i praksis udvikler det bedste system for varedeklarationer og sikring af rettighedshaverne. Desuden har vi allerede nu set de første AI-værktøjer, som kan opspore brugen af AI i både tekster, billeder og videoer og dermed bekæmpe uautoriseret brug.

Gribes opgaven an på den rigtige måde, så vil det billede af fremtiden, som jeg indledningsvist skildrede kunne se helt anderledes ud.

I praksis vil det fortsat være exceptionelt svært for den menige kulturforbruger at afkode, hvad der kan spores tilbage til det menneske, der lægger navn til et værk eller en oplevelse – hvis man vel at mærke kun har værket eller oplevelsen i sig selv at gå ud fra.

Men i det øjeblik, der følger en nøgtern og pålidelig varedeklaration med – ja, så er denne afkodning slet ikke nødvendig.

Når vi derhen, vil det samtidig tillade kunsten og kulturen at træde ind i en æra, hvor AI først og fremmest bliver anvendt og forstået som en kreativ samarbejdspartner, som man (om man vil det eller ej) skilter med, at man har brugt.

Snarere end sådan, som det er nu, hvor AI af mange bliver set som en tvivlsom makker, som man helst ikke vil indrømme, at man har været i berøring med.

Oprindeligt bragt på Altinget den 21. august 2023. Illustration: Midjourney.

Kunstig intelligens ændrer vilkårene for dannelsen

Dannelse handler om alt det, der gør os til gode, oplyste og sociale mennesker. Men efterhånden som verden udvikler sig, ændrer vilkårene for dannelsen sig også.

Sådan lyder den grundlæggende argumentation for, at vi har brug for en decideret dannelsesfestival. Det er derfor, at vi - det vil sige undertegnede sammen med den øvrige styregruppe bestående af Thure Lindhardt, Stine Bosse, Lars Seeberg og Jasper Gramkow Mortensen - for tre år siden etablerede RESONANS.

I år afholdes festivalen netop for tredje gang, og det sker den 26. august - traditionen tro med Oure Højskole som en smuk og inspirerende ramme. På programmet er der især ét emne, der går igen, fordi det i særlig grad trænger sig på at blive debatteret ud fra et dannelsesperspektiv: Kunstig intelligens - eller blot AI.

Det er næppe gået nogens næse forbi, at vi i det forgangne år er blevet oversvømmet med historier om AI. Både nyhedshistorier om specifikke AI-tjenester og perspektiverende indlæg og opråb, der enten taler begejstret om AI's kæmpestore potentiale eller tilnærmelsesvist varsler menneskehedens endeligt, hvis ikke vi får AI under kontrol.

I min egen bog om emnet, Kunstig intelligens: Kunstens storhed eller fald? , forsøger jeg at holde den bedst mulige balance mellem faldgruberne - med særligt fokus på kunsten og kulturens møde med AI.

Det er især ChatGPT, som ramte os som et meteornedslag den 30. november 2022, der har trukket overskrifter. Det skyldes, at denne Microsoft-finansierede chatbot fra virksomheden OpenAI har taget voldsomt store skridt ind i det, der ellers hidtil har været et 100% menneskeligt domæne: Det kreative område.

ChatGPT er ikke blot, som nogen hævder, en robot, der kan komme med et bud på det næste ord i en kortere eller længere ordstrøm. Dén funktionalitet har ikke mindst iPhones haft i årevis. Alle, der har leget med den, ved, at det typisk er rent nonsens, der spyttes ud, hvis man bliver ved man at klikke på et af de tre ord, den foreslår ad gangen.

Årsagen er, at denne funktionalitet ikke begriber den større kontekst, som det enkelte ord indgår i - men det gør ChatGPT.

Derfor kan denne AI-bot blandt andet digte historier, skrive akademiske essays, udarbejde jobansøgninger og - ikke mindst - udøve udførlig og konstruktiv kritik af de tekster, man selv fodrer den med. Uanset om det er formelle og faglige tekster, poesi eller skrupskøre historier.

Men selvom ChatGPT løber med meget af opmærksomheden, så er feltet af AI-tjenester særdeles bredt. Der findes efterhånden ikke det fagområde, der ikke er udviklet én eller anden AI-tjeneste til, om den så har med ord, billeder, programmering, beregninger, projektstyring, markedsføring eller noget helt syvende at gøre.

Det betyder, at snart sagt alle aspekter af tilværelsen vil blive påvirkede af AI - og dermed også dannelsen. For hvis vi traditionelt har ladet kulturlivet, historikerne og uddannelsesinstitutionerne stå for dannelsen af borgerne, så er der meget, der er på spil på denne front.

Er du eksempelvis 100 procent sikker på, at den seneste mail, du fik fra en mellemleder ikke var helt eller delvist skrevet af ChatGPT?

AI er nemlig allerede i fuld gang med at forandre kulturlivet - især den kunstneriske frembringelsesproces - ligesom AI også blander sig i både journalistikken og det akademiske miljø. Dette vil uden tvivl påvirke både historieskrivningen og måden, som kommende generationer vil blive uddannede på.

Samtidig er AI i fuld gang med at transformere måden, vi kommunikerer med hinanden på. Er du eksempelvis 100 procent sikker på, at den seneste mail, du fik fra en mellemleder ikke var helt eller delvist skrevet af ChatGPT?

AI vil således uden tvivl påvirke dannelsen - ”alt det, der gør os til gode, oplyste og sociale mennesker” - og derfor er det et fuldkommen afgørende element at have med på en dannelsesfestival.

På RESONANS kan man glæde sig til en spændende paneldebat om, hvordan vi overhovedet bærer os ad med at sætte rammerne for AI. Vi vil også lade den kunstige intelligens komme til orde og stille spørgsmål til os mennesker, som efterfølgende vil blive både besvaret og diskuteret af Thure Lindhardt, sanger og sangskriver Mads Langer og violinist Karen Humle.

Sammen med Nationalmuseets direktør Rane Willerslev sætter vi fokus på spørgsmålet om, hvem der egentlig har magten og evnen til at varetage dannelsen af borgerne. Er det de gamle bastioner, eller er vi ved at udlicitere dannelsen til techdynasiterne?

Lars Seeberg vil moderere en debat, der tager udgangspunkt i spørgsmålet om, hvorvidt kunsten bør være et åndehul fri for teknologi - eller om skal den omfavne de nye muligheder til f.eks. interaktion med publikum.

Stine Bosse vil sammen med direktør for Nordic Bildung Lene Rachel Andersen rykke debatten op på et metaniveau og fundere over, om der overhovedet er noget, der hedder kunstig intelligens - eller om begrebet blot er skabt for at gøre os bange.

Endelig vil man i det særlige Højskoletelt kunne opleve en paneldebat, der sætter AI i kontekst af den større teknologihistorie - med særligt fokus på, i hvor høj grad AI kommer til at definere vores virkelighed.

AI er dermed ikke blot et nicheemne for computernørderne, men noget, der i dén grad vedrører os alle sammen - om vi så vil godtage dette eller ej. Med RESONANS ønsker vi at bidrage til den offentlige debat om AI. Selve det danske samfunds fremtid afhænger nemlig af, hvor godt vi forstår AI. Både på det politiske niveau, i erhvervslivet, i kulturlivet og på niveau af den enkelte borger.

Derfor håber vi, at folk fra nær og fjern vil drage til Oure Højskole den 26. august og give sit besyv med i denne exceptionelt vigtige debat.

Oprindeligt bragt i Fyns Amts Avis den 3. august 2023. Illustration: MidJourney.

Sygehuskunst bidrager med en unik og afgørende værdi for patienter og pårørende

Det nationale supersygehusprojekt er ramt af astronomiske budgetoverskridelser og forsinkelser. Derfor virker det næsten uundgåeligt, at der kommer en melding om, at man kommer til at spare sygehuskunsten væk – hvis det da ikke er en beslutning, der faktisk allerede er truffet.

Den åbenlyse logik er, at sengepladser og diverse maskiner og instrumenter må være vigtigere end kunst. Hellere nøgne, hospitalshvide omgivelser med alt nødvendigt udstyr, end kunstværker og -oplevelser, som ikke i sig selv kan kurere sygdomme eller få brækkede knogler til at hele.

Men som det så ofte er tilfældet, giver denne falske dikotomi mellem sengepladser og kunst et misvisende billede af virkeligheden. For det handler ikke om, at vi skal vælge imellem sengepladser eller kunst på væggene. Samtidig er der heller ingen seriøse fortalere for sygehuskunst, som vil hævde, at kunstværkerne isoleret set har magiske helende kræfter, der kan erstatte den egentlige behandling.

Lad os starte med at sætte økonomien omkring sygehuskunsten i perspektiv. Snarere end at kigge på de totale budgetter for supersygehusene, så lad os nøjes med blot at kigge på, hvor meget nogle af disse budgetter er blevet overskredet med: I Hillerød er budgettet overskredet med mere end 2 milliarder kroner. I Aalborg er det overskredet med halvanden milliard, og i Odense med en halv.

En milliard er vel at mærke tusind millioner, og set i dét perspektiv er et mindre millionbeløb pr. sygehus til kunst naturligvis ganske lidt. Ja, i den store sammenhæng er det nærmest symbolske beløb, der er tale om – men beløb, som man kan få en anseelig portion kunst for. Når åbningen af flere supersygehuse tilmed er blevet seks år forsinkede, så bliver det endnu mere åbenlyst, at der er nogle andre og markant større problemer på spil i det nationale sygehusprojekt end størrelsen på disse beskedne kunstbudgetter.

Grundidéen i supersygehusprojektet er at centralisere og dermed effektivisere det danske sundhedsvæsen. Men den vigtigste centralisering, der bør finde sted, er placeringen af mennesket i centrum, så vi som velfærdssamfund opererer med en langt mere holistisk forståelse af mennesket, også – og især – i sundhedsvæsenet, så mennesket ikke blot reduceres til ren mekanik.

Der er på ingen måde tale om, at kunsten forsøger at trænge ind på lægevidenskabens territorium. Kunsten skal til syvende og sidst ses som et supplement til lægevidenskaben, og ikke som noget, der skal erstatte hverken hele eller dele af den. Når det så er sagt, så kan sygehuskunst frembringe et væld af positive effekter, som utvivlsomt handler om andet og mere end blot at have ”noget pænt at kigge på”.

Det er netop afgørende, at vores forståelse af sygehuskunst ikke blot rummer den kunst, man kan hænge op på væggen, men også alt fra musik og oplæsning til dans og scenekunst, opført på sygehusene og vist på skærme. Der er nemlig oceaner af muligheder for at gøre kunsten til en aktiv del af det miljø, som et supersygehus skal være.

Det er efterhånden længe siden, at WHO udgav sin skelsættende rapport, som sammenfattede over 900 videnskabelige publikationer med data fra over 3.000 studier af krydsfeltet mellem kunst og sundhed. Helt præcist skete det i 2019, og lige siden har det været tiltagende svært for skeptiske tunger at hævde, at der ikke skulle være noget videnskabeligt belæg for kunstens positive effekt i denne sammenhæng.

Interessen for potentialet i dette krydsfelt har de senere år desuden resulteret i etableringen af adskillige initiativer, projekter og forskningsenheder, der forsøger at blive endnu klogere på, hvordan kunst kan bidrage til vores individuelle og kollektive velvære. Ja, aktuelt har vi faktisk en kulturminister, som aktivt italesætter potentialet. Region Midtjylland har desuden samlet et stærkt inspirationskatalog til såvel skeptikere og krydsfeltets fortalere på websitet KulturSomSundhedsfremme.dk.

Det korte af det lange er, at kunsten på et sygehus kan hjælpe både patienter og pårørende i forbindelse med sygdomsforløb, hospitalsindlæggelser og operationer. Kunsten kan fundamentalt ændre på oplevelsen af at befinde sig på et sygehus – ikke mindst i forhold til den terapeutiske effekt på den mentale sundhed og som kærkommen distraktion fra de smerter, som mange patienter oplever. Forskningen indikerer ligefrem, at kunsten hjælper syge mennesker med at blive hurtigere raske.

Så nej, det er ikke kunsten, der heler den brækkede knogle. Men hvis kunsten som minimum er med til at distrahere fra smerten og i øvrigt understøtter patientens mentale velvære, er det så ikke aldeles positive effekter, som er værd at prioritere – såvel på eksisterende sygehuse som i opførelsen af de nye supersygehuse?

Når hårde økonomiske tal præsenteres i et regneark, og meldingen er, at der skal spares, går det stort set altid udover kunsten, hvis den er at finde i budgettet. Men det ville være absolut kritisk, hvis man i det problematiske supersygehusprojekt måtte vælge helt at skrotte kunsten. For vi ved, at sygehuskunsten bidrager med en helt unik og absolut afgørende værdi.

Når vi samtidig husker på, hvor små kunstbudgetterne er – ja, så er der tale om en bæredygtig investering, som vil komme mange gange igen for både patienter og pårørende såvel som sygehuspersonalet. Særligt i det lange løb er kunsten nemlig med til at ruste os mennesker til bedre at kunne tackle de udfordringer, som verden giver os.

Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 22. juli 2023. Illustration: Gert Ejton.