Det kollektive Corona-traume skal bearbejdes af kunsten og kulturen

”Det kan godt være, at James Bond har svigtet de danske biografer, men så er det godt, at vi har Mads Mikkelsen.”

Sådan skrev Berlingskes filmredaktør Sarah Iben Almbjerg den 14. oktober med henvisning til den både overvældende og for mange også overraskende succes, som Thomas Vinterbergs ’Druk’ med sine 400.000 solgte biografbilletter repræsenterede. I mellemtiden har dette tal i øvrigt rundet de 600.000, og filmen er det bedst sælgende drama siden 2013.

Filmen, som foruden Mads Mikkelsen har Thomas Bo Larsen, Magnus Millang og Lars Ranthe i hovedrollerne, har dermed skabt et fælles referencepunkt for danskerne, som bedst kan sammenlignes med en stor slutrundesejr i fodbold eller håndbold. Men denne gang var det ikke et sportshold i rød-hvide farver, der mesterligt trynede en modstander.

I stedet var det en vifte af landets ypperste skuespillere og filmskabere, som i samlet flok demonstrerede den betydning og identitetsskabende kraft, som kulturen har, og den måde hvorpå en god fortælling kan styrke fællesskabet.

Med ’Druk’ har Vinterberg nemlig ramt den famøse tidsånd, og på fascinerende vis appellerer filmen særdeles bredt. Den føles nemlig stærkt relevant for alle danske unge, der begår sig i og måske kæmper med den danske alkoholkultur. Samtidig vil enhver person, der fornemmer et strejf af midtlivskrise eller en trang til at stå af hamsterhjulet, kunne genkende sig selv i filmens hovedpersoner.

Det er godt et halvt år inde i Corona-krisen, at denne succes finder sted. Særligt bemærkelsesværdigt er det naturligvis, at sådanne salgstal kan opnås, selvom kun cirka 60 procent af biografsæderne er til salg, så publikum kan være på sikker afstand af hinanden.

Succesen akkompagneres blandt andet af Christian Rosendahls ’Vores mand i Amerika’, der også har trukket hundredetusindvis af danskere i biografen. Disse danske filmsucceser skal naturligvis ses i lyset af, at adskillige store amerikanske film er blevet udskudt på grund af COVID-19 – herunder den nye James Bond-film.

Således så det ganske dystert ud for de danske biografer, der i dén grad har savnet det filmelskende publikum under krisen. Men med ’Druk’ er det entydigt bevist, at det så afgjort er muligt at skabe dundrende biografsucceser, når blot filmen er god nok og de rette forbehold tages rundt om i biografsalene.

Det var helt tilbage i april, at statsminister Mette Frederiksen slog fast, at det netop er ”når jorden ryster under os, og vi skal finde nyt fodfæste, at vi har brug åndslivet”, og at vi har ”brug for kunsten til at samle op på vores erfaringer og vores søgen efter at forstå livet og os selv som mennesker”.

Det kan føles som en evighed siden, men som tiden er gået har statsministeren kun fået mere og mere ret: Kunsten og kulturen har netop bevist sit enestående værd under Corona-krisen. Ikke blot gennem sin vifte af innovative initiativer, såsom drive-in-koncerter, fællessang og virtuelle teaterforestillinger, men også ved endelig at indtage den placering på den offentlige dagsorden, som den alle dage har fortjent at befinde sig på.

Hvis nogen var i tvivl om kulturlivets vigtighed for danskernes trivsel inden krisen satte ind, bør det dermed stå krystalklart for alle, at kunsten og kulturen er en altafgørende ingrediens i et velfungerende demokratisk samfund.

Derfor bør det også stå klart for politikerne, at tiden er den helt rigtige til at skrue gevaldigt op for de midler, der tildeles de visuelle industrier, som med deres fortællekraft og kreativitet skaber de historier og oplevelser, der gør os i stand til at betragte verden omkring os på nye og inspirerende måder.

Det har alle dage været vigtigt for vores kultur at udveksle historier om os selv og hinanden. Men det er i særdeleshed vigtigt i den kommende tid, hvor vi skal bearbejde det kollektive traume, som Corona-krisen har udgjort og i skrivende stund stadig udgør. Vi får nemlig ikke mulighed for bare at vende tilbage til sådan, som tingene var før.

Det er efterhånden en kliché at sige det, men vi lever i en ny virkelighed, hvor vi har brug for at udvikle nye forståelser for alverdens ting – såsom hvordan vi omgås hinanden både privat og offentligt, hvordan vi går på arbejde, hvordan vi forbruger, hvordan vi rejser, og hvordan vi betragter det store udland.

Det er samtaler, vi alle sammen skal have i fællesskab. Men der er ingen, der etablerer vores fælles referencerammer for sådanne samtaler bedre end kunsten og kulturens historiefortællere.

Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 10. november 2020. Illustration: Gert Ejton.

Ethvert samfund har brug for en diktatorvaccine

Netop nu går det amerikanske samfund sin mest skæbnesvangre periode siden 1860’ernes borgerkrig i møde.

Mange danskere vil givetvis forvente at få resultatet af præsidentvalget mellem Donald Trump og Joe Biden at vide på omtrentligt det sædvanlige tidspunkt – det vil sige, når vi står op dagen efter valget, som afholdes i dag, den 3. november.

Sandsynligheden for, at der vil foreligge et endeligt resultat så hurtigt, er imidlertid forsvindende lille.

Trump har som bekendt brugt de forgangne måneder på at underminere troværdigheden af de brevstemmer, som et rekordhøjt antal amerikanere er i fuld gang med at sende afsted. Det har han gjort i interviews, på Twitter, ved sine ’rallies’ og i debatterne med Joe Biden.

Han har ligeledes hævdet, at han kun kan tabe valget, hvis Biden og demokraterne snyder sig til sejren. Desuden har præsidenten nægtet at tilkendegive, at han agter at tage del i en fredelig magtoverdragelse, såfremt han taber valget.

Endelig har republikanerne på særdeles kontroversiel vis netop sikret den amerikanske højesteret et konservativt flertal bestående af seks dommere mod tre. Dette vil være til præsidenten og republikanernes fordel, når de uden tvivl hiver en lang række valgresultater i retten – og de har åbenlyst skelet til præsidentvalget i 2000.

I 2000 var det netop højesteret, der gjorde George W. Bush til præsident, selv om Al Gore med stor sandsynlighed havde fået flest stemmer i den skæbnesvangre stat Florida. Bush førte godt nok med få hundrede stemmer, men det viste sig, at der var tusindvis af stemmer, hvoraf flertallet ville være gået til Gore, som ikke blev talt med.

Efter adskillige ugers kontroverser befalede højesteret at stoppe genoptællingen af stemmer, hvilket i praksis betød, at Florida og dermed det Hvide Hus blev tildelt Bush.

Denne gang er der udsigt til, at der vil være en hel serie af stater, hvor Trump har interesse i at stille spørgsmål ved valgresultaterne, og alt dette betyder, at vi den 4. november formodentlig blot vil være ved begyndelsen af en ekstremt kaotisk periode. En periode, der kan forventes at vare adskillige uger og givetvis helt frem til 20. januar 2021, hvor indsættelsen af Joe Biden som præsident er sat til at finde sted, såfremt han vinder – og potentielt endda i lang tid derefter.

Det er vigtigt at huske på, at præsident Trump ikke er en ener. Historien har budt på mange statsledere, der enten har været eller har drømt om at være enehersker. Det bedst kendte og mest tragiske eksempel på en sådan opstod som bekendt i Europa, og vi bør være bevidste om, at historien kan gentage sig.

Ja, faktisk behøver vi ikke engang kigge i historiebøgerne for at finde sådanne skikkelser, for der findes også statsledere i vor tids Brasilien, Kina, Rusland og Indien, som i vid udstrækning handler efter antidemokratisk forbillede.

Fællestrækket for alle antidemokratiske statsledere er deres angreb på medierne, kunsten og kulturen, fordi det er heri, at værdierne, ytringsfriheden, refleksionsevnen, kritikken og dannelsen ligger. Det gælder således også for Trump, som alle sine fire år har forsøgt at skære i de i forvejen stærkt begrænsede midler som går til kunsten og offentlige tv-stationer.

Af åbenlyse årsager har der siden marts været et stærkt fokus på behovet for en Corona-vaccine – den indsprøjtning, der skal gøre den individuelle krop immun over for COVID-19. Det er imidlertid ikke nok med en sådan vaccine.

Ethvert samfund bør også fokusere på, hvordan man kollektivt kan gøre sig immun over for undermineringen af sit demokrati.

Der er dermed brug for en ”diktatorvaccine” – det vil sige den indsprøjtning, som kan gøre det individuelle samfund så demokratisk bæredygtigt som muligt: En indsprøjtning af dannelse, uddannelse, berigende kunst og kultur og stærke lokale og nationale medier med redaktører og journalister, der stiller alle de spørgsmål, der irriterer magthaverne.

Uanset hvem, der den 20. januar kan kalde sig amerikansk præsident, forbliver det den vigtigste opgave for alle lande i den vestlige verden at udvikle denne modstandsdygtighed over for enhver antidemokratisk person eller bevægelse.

Hvis vi i Danmark skal bruge udviklingen i det amerikanske samfund over de seneste år til noget konstruktivt, bør det netop være, at vi erkender, hvor skrøbeligt det demokratiske fundament i den vestlige verden faktisk er.

For selvom kun ganske få danskere nok vil mene, at vi nogensinde kunne finde på at vælge en figur som Trump, er det ikke så utænkeligt, som mange går og tror.