Kulturpasset til unge har enormt potentiale – men for en helt anden målgruppe

Regeringen har præsenteret en ældrepakke, der efter signede vil revolutionere den danske måde at tage hånd om samfundets seniorer. Fokus er på mere selvbestemmelse, værdighed og livskvalitet.

Mere forebyggelse skulle også være et fokuspunkt, selvom det ikke bliver konkretiseret nævneværdigt. Hvis regeringen kiggede i sin finanslov for 2024, kunne den imidlertid få et redskab, som international forskning har fastslået kan levere netop dette, samtidig med reformens øvrige mål.

For på finansloven 2024 er der et initiativ til at teste et kulturpas til landets udsatte unge, der hverken er i job eller uddannelse.

Formålet er, at de med mulighed for at kunne udnytte forskellige kulturelle aktiviteter vil opnå en større tilknytning til samfundet, indgå i fællesskaber og således blive motiveret til at komme videre med deres liv. Kulturpasset skal gives til omkring 46.000 udsatte unge med et samlet budget for 2024-2026 på 140 millioner kroner.

Kulturpassets endelige udformning er imidlertid ikke kommet på plads endnu. Det er stadig til forhandling.

Lav et seniorkulturpas

Jeg har ikke et fagligt grundlag til at komme med en vurdering af, om kulturpasset til udsatte unge vil indfri målsætningen. Men det har jeg til gengæld, hvis man introducerede et kulturpas til en hel anden gruppe i samfundet.

Der ligger et enormt potentiale for forebyggelse, bekæmpelse af ensomhed, bedre fællesskaber og mere livskvalitet, hvis man sætter målrettet ind og sørger for, at et lands borgere har adgang til at udnytte kunst- og kulturtilbud.

Det er der internationale studier, som tydeligt viser. Et eksempel på dette er det globale metastudie fra WHO, som blev offentliggjort i 2019 og viste, at kunsten og kulturen i forskellige former rummer klare gevinster for folkesundheden, især i forhold til trivsel og forebyggelse.

Der er allerede stort fokus i mange af landets kommuner på kultur og sundhed. Og mange kulturinstitutioner er i fuld gang med spændende projekter. Vi har også haft en del politiske initiativer som eksempelvis ’Kultur på recept’, men vi mangler den del af befolkningen, som et seniorkulturpas ville omfatte.

Et seniorkulturpas skulle være for alle landets seniorer. Ingen visitation eller diagnose. Passet skulle som det, der er planlagt for de unge, give adgang til udnyttelse af en bred vifte af kulturelle og kunstneriske tilbud.

For mange seniorer kan økonomien være en begrænsende faktor, og at besøge et museum eller blive medlem af en forening ligger langt nede på deres prioriteringsliste. Et seniorkulturpas kunne således aktivere en stor gruppe af seniorer, der ellers aldrig ville komme i nærheden af disse institutioner og fællesskaber og dermed indfri potentialet for både forebyggelse, bekæmpelse af ensomhed, mere sammenhørighed og bedre livskvalitet.

Udarbejdelse i samråd med institutionerne

Det er klart, at en endelig udformning af et seniorkulturpas skal ske i tæt samarbejde med de forskellige politiske lag, kunst- og kulturinstitutionerne og foreningslivet. Og man vil formentlig også med fordel kunne begynde med nogle testkommuner. Der skal ses på kompensationsmodeller, hvilke områder der skal prioriteres og naturligvis måles på effekt. Selvom vi har et solidt datagrundlag, så skal vi blive klogere og løbende tilpasse vores arbejde.

Men jeg er ikke i tvivl om, at pengene vil være givet godt ud. For en investering i et seniorkulturpas er en investering i fremtiden, da velfungerende samfund er betinget af trivsel og livskvalitet for alle generationer.

Oprindeligt bragt på Kulturmonitor 5. marts 2024.

Iværksættere i den kreative branche har stort potentiale for vækst – og Erhvervsministeriet ved det godt

I forbindelse med udarbejdelsen af regeringens nye iværksætterstrategi, skal der også ses på, hvordan vi definerer iværksættere og iværksætteri, for dermed at få alle brancher med et vækstpotentiale med.

Det er et meget velkomment initiativ. Men for én branche behøver ministeren ikke vente på nye input.

Det store uudnyttede vækstpotentiale er nemlig allerede blevet dokumenteret, og anbefalingerne til indsatser ligger i hans eget ministeriums arkiv.

Skiftende regeringer og øvrige politiske beslutningstagere har historisk haft svært ved at forholde sig til kunst, kultur og den kreative, skabende branche. Hvor ligger den i det store makroøkonomiske system? Er den en bidragyder eller en omkostning?

Den usikkerhed har selvfølgelig betydning i forbindelse med prioriteringen af landets offentlige budget, hvor andre områder er nemmere at finde ressourcer til.

Man mangler håndfaste data og evidens som beslutningsgrundlag, hvis ressourcer skal allokeres i den retning.

Det blevet et ambitiøst politisk initiativ i 2018 iværksat for at tilvejebringe. Initiativet blev døbt Vækstteamet for Kreative Erhverv.

En branche med enormt vækstpotentiale

Vækstteamet blev nedsat af Erhvervsministeriet og var en gruppe bestående af administrerende direktør i Fritz Hansen A/S, Jacob Holm, som formand og 12 repræsentanter fra den kreative sektor. Jeg var også selv så heldig at være en del af gruppen.

Vækstteamets opdrag var meget klart: "Danmark skal i 2025 være et internationalt førende vækstmiljø for kreative erhverv, hvor innovation skabes med mennesket og kloden i centrum".

Dets arbejde bestod dels i at indsamle og analysere alle relevante data vedrørende den kreative sektor, for afslutningsvis at formulere en række anbefalinger.

Og der var ingen tvivl.

Danmark stod potentielt med en branche, der kunne sikre Danmark en vækst, ingen andre kunne matche.

Væksttoget efterlader os på perronen

Blandt de vigtigste nøgletal i Vækstteamets redegørelse var:

• I 2016 beskæftigede den kreative sektor 79.000, svarende til seks procent af den samlede danske arbejdsstyrke.

• Den årlige omsætning var 234 milliarder kroner med en værditilvækst på 63 milliarder kroner.

• Inklusiv afledte effekter understøttede den kreative sektor 117.000 arbejdspladser, bidrog med en værditilvækst på 93 milliarder kroner og omsatte for 348 milliarder kroner.

• Den kreative sektor havde eksportindtægter på 43 milliarder kroner i 2009, men hele 92 milliarder kroner i 2016. En vækstrate, der for den pågældende periode var dobbelt så stor som væksten af den samlede danske eksport.

Imponerende tal. Men det var tydeligt, at potentialet var langt større.

Hvis man så på vækstrater og omsætning i globale underholdnings- og mediemarkeder, lå Danmark for eksempel langt efter både Tyskland, Italien, UK, Japan og USA.

Vi kunne således allerede dér konstatere, at et internationalt væksttog var godt på vej til at efterlade os på perronen. Og i kombination med, at World Economic Forum i 2016 udpegede de kreative erhverv som de hurtigst voksende, og de kreative kompetencer som de globalt set tredje mest efterspurgte i 2020 mod en tiende plads i 2015, var der ikke langt til at konkludere, at dette var et område, der repræsenterede et enormt potentiale, men samtidig at der skulle en målrettet indsats til.

Fem indsatser skal følges til dørs

Konkret udpegede Vækstteamet fem indsatsområder:

• Kreative kompetencer og tværfaglighed skal styrke innovation.

• Adgang til risikovillig kapital skal øge investeringer i nye og digitale forretninger.

• Offentlig-privat samarbejde skal sikre innovative udviklingsmiljøer.

• Håndhævelse af immaterielle rettigheder skal fremme et velfungerende marked for kreativt indhold.

• Internationalisering og en fælles fortælling om Danmarks kreative dna skal skabe international synlighed og øget eksport.

Disse brugte regeringen i maj 2019 til en række forpligtende mål og initiativer.

Det kom dog ikke til at gå, som man havde kunnet håbe. For på trods af de lovende tilløb, blev disse aldrig rigtig fulgt til dørs.

Derfor er erhvervsministerens invitation meget velkommen. Den betyder nemlig, at vi igen kan få den kreative branche og dens enorme innovative økosystem af iværksættere i spil. For selvom potentialet kun er blevet større, så er udfordringerne de samme. Særligt når det kommer til iværksættere og iværksætteri.

For selvfølgelig kan Danmark blive "et internationalt førende vækstmiljø for kreative erhverv", og den kreative branche og dens innovative iværksættermiljø kan levere vækstrater og velstand og bidrage til de offentlige finanser, som få andre brancher.

Men der skal handles nu, og derfor skal branchen naturligvis inkluderes i den nationale iværksætterstrategi.

Oprindeligt publiceret på Altinget 1. marts 2024.

Modstandskraften opbygges gennem frivilligheden og foreningslivet

Det er blevet moderne at tale om modstandskraft. Det vil sige den altafgørende styrke, vi skal have, så vi ikke bukker under, når udfordringerne pludselig står i kø.

Som individer handler det om alt fra vores sociale netværk og vores jobsikkerhed til vores fysiske og mentale velvære, som alle sammen gerne skal være i tiptop stand, så en eventuel krise blot bliver forbipasserende. Men modstandskraft er også et begreb, der benyttes på samfundsmæssigt niveau.

Når vi taler om det danske samfunds modstandskraft, taler vi om det, der eksempelvis skal sikre os mod den teknologiske udviklings skyggesider og den trivselskrise, der hele tiden ser ud til at vokse sig større og større – især blandt de yngre generationer.

Eksempelvis viste "Skolebørnsundersøgelsen 2022" fra Statens Institut for Folkesundhed, at danske børn og unge døjer med nervøsitet, lavt selvværd og inaktivitet, og "DR Medieudviklingen 2023" tydeliggjorde ikke mindst, at skærmtid fortsat er et stort problem. På bare ét år er antallet af artikler om skærmtid eksploderet, så der i 2023 var ca. tre gange så mange som i 2022.

Vi taler også om, hvad vi skal gøre for at styrke Danmarks modstandskraft. Her handler de oplagte svar tit om lovgivningen. Om nye love, regler og regulativer, der kan begrænse det, der svækker os, og give os mere af det, der styrker os.

Det er logisk nok at tænke i sådanne retninger. Men det bliver også hurtigt meget kompliceret. For rejsen er typisk lang fra lovforslag til indførelse og videre til de konkrete effekter heraf.

Måske svaret imidlertid er ganske simpelt. Måske vi kan nøjes med at kigge på, hvad det egentlig er, vi som danskere allerede har i vores DNA, som igen og igen har ført os sammen i fysiske fællesskaber – nemlig frivilligheden og foreningslivet.

Ifølge Center for Frivilligt Socialt Arbejde er omkring 4 ud af 10 danskere engagerede i frivilligt arbejde, mens kun omkring en tredjedel aldrig har deltaget i sådanne aktiviteter. Vi tager nok lidt frivilligheden og foreningslivet som en selvfølge, og derfor er vi ikke helt klar over, hvor meget det fylder i den danske kultur. Man møder nemlig det frivillige engagement på tværs af alverdens foreninger og arrangementer. Idrætsforeninger, kulturhuse, sociale hjælpeorganisationer, patientforeninger, festivaler og spejderlejre – for nu at nævne nogle få.

Det, som alle disse foreninger og deres frivillige medarbejdere har til fælles, er, at de rummer alt det, der netop styrker vores modstandskraft. Både som individer og som samfund. Frivilligheden og foreningslivet er netop den perfekte modgift til alt det, der især dræner os:

Den tiltagende politiske splittelse, hvor vi får sværere og sværere ved at håndtere mennesker, der stemmer anderledes og har andre værdier end os selv.

Techgiganterne og deres algoritmer, som tvinger os til at stirre løs i timevis hver dag på de asociale medier.

Den fysiske adskillelse fra andre mennesker, fordi vi netop lever mere og mere af vores liv gennem skærme af varierende størrelse – fra vores smartphone i lommen til computeren på skrivebordet og videre til fladskærmen i stuen.

Den dalende lyst til for alvor at stå sammen som danskere, fordi solidaritet med sine medborgere hurtigt bliver forvekslet med nationalisme, hvormed selvtilstrækkeligheden tit ender med at vinde.

Men med den frivillige indsats følger fællesskabet. Det autentiske fællesskab, hvor man motiveres af at gøre noget godt for andre mennesker. Hvor man knytter bånd med personer, man møder ansigt til ansigt. Hvor man med al tydelighed mærker, at vi alle sammen er forbundet med hinanden – og med et formål, der ligger et langt stykke udover os selv og vores egne behov.

Vi behøver med andre ord ikke at opfinde den dybe tallerken. Vi ved allerede, hvad der skal til for at styrke vores modstandskraft – og vi har exceptionelt gode forudsætninger for at gøre netop dette. Det kræver blot, at vi stiller skarpt på frivilligheden og foreningslivet, og at vi gør, hvad vi kan for at stimulere, skalere og understøtte dette område på et helt andet niveau i de kommende år.

Snarere end at skulle opfinde en helt ny lovgivning kan politikerne i høj grad nøjes med at bakke op om alt det, der allerede fungerer. Alle de eksisterende frivilligorganisationer og foreninger, der relativt nemt kan påvise, at de har potentiale til at vokse sig større og stærkere, bør stå først i køen.

Det er ikke lige så sexet at støtte op om frivilligheden og foreningslivet, som det er at skyde penge i en helt ny, spirende og spændende branche. Men hvis vi tager de udfordringer, vi står overfor seriøst og ønsker at udvikle den fornødne modstandskraft, så er der ingen tvivl om, at det er en af de absolut bedste ting, vi som samfund kan gøre for os selv.

Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 29. februar 2024. Illustration: Gert Ejton.

Det er ikke AI, der er problemet på de journalistiske redaktioner – det er forretningsmodellen

Der er for tiden stor usikkerhed og ambivalens vedrørende fremkomsten af og den brede tilgængelighed til den nye revolutionerende AI-teknologi.

Er det en trussel, en udfordring, et håb eller blot det næste naturligligt skridt i vores teknologisk evolution? At det vil betyde fundamentale ændringer af vores arbejdsmarked, lader der dog til at være udbredt enighed om, og med jævne mellemrum offentliggøres analyser af hvilke jobfunktioner og brancher, der vil være særligt udsat.

Særligt i mediebranchen og for journaliststanden, vil der ske store forandringer, og det har ført til bekymringer for, hvilke konsekvenser det vil have for medierne som fundament for et åbent, informeret og tillidsbaseret demokrati.

Men problemet er ikke, at vi nu har adgang til en ny teknologi, og at fokusere på det ignorerer den helt grundlæggende udfordring og blokerer derfor for de overvejelser og beslutninger, vi bliver nødt til at tage.

Vi ved allerede, at generativ AI som ChatGPT hurtigt og effektivt kan levere brugbare bud på almindelige journalistiske rutineopgaver som sportsresultater, virksomhedsoplysninger og navnestof.

Men de mere avancerede journalistiske discipliner står lige på tærsklen til også at blive overtaget.

Problemets kerne

Inden for de næste par måneder vil en 100 procent AI-genereret TV kanal se dagens lys, når Channel 1 lancerer AI TV, der bliver en landsdækkende kanal i USA kun med avatars og indhold, der er produceret uden journalistisk involvering. Den vil senere blive global, og man vil selv kunne vælge, hvilket sprog værten skal tale.

Eller sagt på en anden måde: Der er ikke noget, der er fredet.

Medmindre vi beslutter, at det skal være det.

For det er netop ikke kun et spørgsmål om teknologi. Teknologien er et redskab. Et redskab, som vi kan vælge at bruge til at effektuere de beslutninger, vi har taget. Og de beslutninger, vi skal tage, vedrører noget helt fundamentalt i vores syn på medier, deres rolle og ansvar som en bærende institution i vores demokrati.

For at træffe disse beslutninger, må vi se på problemets kerne, som er den markedsgørelse og medfølgende ændring af mediernes forretningsmodel, der har været under udvikling i årtier. Noget, som bliver både accelereret og skaleret voldsomt med AI, men som ikke udelukkende sker som en konsekvens af den.

Et eksempel er BT, der gradvist har omlagt til digitalt format og nu ikke længere eksisterer på tryk, er gratis og 100 procent annoncefinansieret.

En forretningsmodel, der bygger på at være annoncefinansieret, betyder, at hvert klik tæller. Det digitale annoncemarked er mere eller mindre medieagnostisk: Annoncer placeres der, hvor der er flest, der se dem.

Hvis et medie skal leve af annoncer, er det således afgørende, at emner og overskrifter genererer så meget trafik som muligt. Ved at lave denne transformation blev BT omlagt til at fungere efter de samme kommercielle markedsprincipper som YouTube, TikTok, Instagram og andre tilsvarende digitale platforme, som vi betaler med vores data og opmærksomhed.

Dikussionens rette fokus

Prioriteringen af indhold, som tilgodeser de kommercielle markedsprincipper, kan man træffe redaktionelt. Det var det Jyllands Posten gjorde, da de valgte at skære i deres kulturindhold, men med AI er det noget, man kan automatisere 100 procent og således fuldstændig eliminere den menneskelige journalistfaglige vurdering af, hvilket indhold man som publicist skal prioritere højest.

Man kan med andre ord underkaste sig de kommercielle markedsvilkår, og lade dette være den eneste gældende væsentlighedsprincip. Og automatisere processen med AI.

Så teknologien er bare et redskab. Det, der er problemet, og det vi skal have til debat, er, hvordan medierne løfter deres ansvar for, at teknologien bruges i demokratiets tjeneste. For udøvelsen af væsentlighedsprincippet, understøttelse af den demokratiske samtale, vores evne til at træffe beslutninger på et informeret grundlag og så videre.

Det er mediernes eksistensberettigelse, og det krav vi skal stille til dem.

Vi skal måle et medie på, om det dækker alle emner med samfundsmæssig betydning. Også selvom kun ganske få vælger at bruge tid på det.

Det er selve public service-kontrakten og de rammer, vi som samfund har besluttet. Medierne bør være garant for, at vi fortsat kan have et åbent, informeret og tillidsbaseret demokrati og ikke blot overlade dette til det politiske niveau og tech-dynastier.

Oprindeligt publiceret på Altinget den 26. februar 2024. Illustration: DALL–E 3.

Medieørkenernes største ofre er kunst, kultur og den demokratiske samtale

Regionale og lokale medier har været i en tiltagende krise i adskillige år. En skræmmende erosion, der gradvist ødelægger fundamentet for den demokratiske samtale og eksistensen af de kulturelle og kunstneriske institutioner og foreningslivet, som er forudsætningen for sammenhængskraft, tilhørsforhold og borgernes engagement i samfundet omkring dem.

Derfor var de indledende skåltaler om massive investeringer meget velkomne. Desværre vil det dog nok vise sig, at investeringen ikke vil have tilstrækkelig effekt. Lad os begynde med at få de tørre tal på bordet. Det nuværende forslag til finansloven for 2024 indeholder en merinvestering eller omfordeling af midler i de lokale ugeavisers favør, der betyder, at pengeposen vokser med knap 10 millioner kroner om året i forhold til 2023. Dertil kommer nogle mindre puljer til innovative medier og magasiner med publicistisk indhold, men tilskud til regional og lokale medier bliver isoleret set kun øget med lidt under 10 millioner kroner, og de er øremærket ugeaviserne. Det er ikke til at sige, hvordan pengene endeligt vil blive prioriteret, eller præcis efter hvilken fordelingsnøgle de bliver tildelt, men hvis man omregner det til årsværk, altså antal fastansatte, så skal vi nok ikke forvente, at de regionale og lokale redaktioner får problemer med at finde skriveborde til et overvældende antal nye journalister lige foreløbigt.

Desværre er det dog næppe heller nyansættelser, der står øverst på ønskelisten. Det er ganske enkelt et spørgsmål om overhovedet at kunne fortsætte med at eksistere. For så langt har regeringen ret: den regionale og lokale presse er mere end almindeligt udfordret, og hvis den ikke får en økonomisk redningskrans, vil mange redaktioner blive lukket inden for kort tid.

Det er en akut situation, men selvom det er prisværdigt, at politikerne nu rører på sig, så er det desværre både for sent og for lidt. Regional- og lokalpressen har været nødlidende i adskillige år. Tilbage i 2021 publicerede Anders C. Østerby med tilknytning til Center for Journalistik ved SDU rapporten ”Det sander til”, hvor han dokumenterede, at hver fjerde lokale dagbladsredaktion og ugeavis var forsvundet på ti år.

Med andre ord har udviklingen stået på i mange år, men nu begynder det for alvor at bide fra sig, og vi ser store blinde pletter eller medieørkner brede sig over landkortet. Med alvorlige konsekvenser for vores demokratiske samtale og foreningsliv.

Ser man for eksempel på dækningen af det kulturelle stof, forestillinger, udstillinger og arrangementer, er det et område, der er meget hårdt ramt. Af de tre store landsdækkende aviser, var det nærmest kun i JP, man kunne finde omtale af noget vest for Storebæltsbroen.

Med JP's bebudede nedprioritering af kunst og kultur er der med andre ord kun et sted, man vil kunne blive klædt på til at gå ud og nyde områdets kulturelle tilbud, og det er via de lokale medier og lokalredaktioner, som har føling med alt, hvad der foregår. I takt med at de forsvinder, går muligheden for at skabe synlighed og dermed engagere borgerne tabt.

Kritiske røster kunne selvfølgelig hævde, at man må lade falde, hvad ikke kan stå, og at de lokale medier bare ikke er gode nok til at tiltrække tilstrækkeligt med læsere til at holde sig oven vande.

Det er bare ikke helt sådan, det forholder sig. De lokale mediers økonomi er primært drevet af annoncering, og vi læser i stigende grad vores medier digitalt, hvor annoncemarkedet mere eller mindre er blevet overtaget af store webgiganter som Google. De lokale medier bløder dermed annoncekroner, og en stor del af deres økonomiske fundament eroderer. Det sker uanset, hvor mange læsere de har.

Det betyder, at en negativ nedadgående spiral begynder, hvor medierne må skære i udgifterne til dygtige journalister og dermed gradvist bliver tømt for interessant indhold. Som følge af det mister de både relevans og læsere. Men kan det ikke være lidt lige meget? Hvad så om lokalsprøjten bliver ved med at udkomme? Man kan jo bare gå på Facebook og blive medlem af en gruppe, der dækker ens lokalområde.

Der er rigtig meget på spil. Vi har brug for sagligt, kurateret og velformidlet indhold om det samfund, vi er en del af. Det er forudsætningen for, at vi som borgere kan indgå i den demokratiske samtale og tage stilling på et velinformeret og veldokumenteret grundlag.

Og de kulturelle og kunstneriske tilbud og institutioner både fortjener og har brug for at blive taget alvorligt og sikret en synlighed og objektiv formidling, der understreger, hvilken betydning de har for deres lokalområde, dets borgere og den sammenhængskraft, der er så udfordret i disse år. Det er ikke noget, man kan lægge i hænderne på en algoritmedrevet platform, der fremmer splittelse, ekstreme følelser og ekkokamre.

Sagen er, at vi mere end nogensinde har brug for vores regionale og lokale medier.

Vi har brug for sagligt, kurateret og velformidlet indhold om det samfund, vi er en del af. Det er forudsætningen for, at vi som borgere kan indgå i den demokratiske samtale og tage stilling på et velinformeret og veldokumenteret grundlag.

Oprindeligt bragt i Aarhus Stiftstidende den 5. februar 2024.