Demokrati: Derfor har kulturpolitik en vigtig funktion

Folketingsvalget er overstået, og i skrivende stund er regeringsforhandlingerne i fuld gang.

Verden står i et væld af økonomiske, udenrigspolitiske, klima- og sundhedsmæssige kriser, så selvfølgelig er det konsekvenserne og håndteringen af disse områder, der især fylder. Både på politikernes agendaer, i mediernes dækning og i borgernes hoveder.

Men der er et fjerde område, som vi bliver nødt til også at have med: Kulturen. Det sker igen og igen, at kulturen bliver næsten fuldkommen overset, når der er valgkamp og regeringsforhandlinger, men netop derfor er det nødvendigt at råbe højt om, hvor vigtigt det er, at vi politisk prioriterer kulturen. Både for det enkelte menneskes livskvalitet, men så sandelig også for selve vores demokrati.

Mange tænker primært på det kulturpolitiske område som en strid om den økonomiske fordelingsnøgle, der afgør, ”hvad vi støtter”, og hvem der skal modtage hædersydelser fra Statens Kunstfond. Jovist, økonomien spiller en rolle i kulturpolitik – som den gør i alle politiske områder – men det giver markant mere mening, at kigge på effekterne af den kulturpolitik, der føres. Især i en krisetid som vores.

Grunden til, at vi overhovedet har noget, der hedder kulturpolitik og et ministerium, der er dedikeret til dette område, er netop, at kulturen udfylder en altafgørende rolle i et demokratisk samfund som vores.

Julius Bomholt, Danmarks første kulturminister, havde en vision om det, han kaldte ”et effektivt kulturelt demokrati”, der skulle bekæmpe ethvert forsøg på at ”skabe et ensrettet centralt dirigeret levemønster” – med netop kunsten og kulturen som ”modgift”.

Som årene er gået siden 1961, da Kulturministeriet blev oprettet, er vi i stigende grad begyndt at tage ministeriet og det, som det beskæftiger sig med, for givet. Mange synes ligefrem at være blinde over for, hvordan kulturen bidrager til selve opretholdelsen af demokratiet. Men det gør kulturen – og ikke mindst den offentligt finansierede kultur – via sit fokus på dannelse og oplysning af borgerne, på såvel mediernes som kunstnernes ytringsfrihed, og på sin evne til at sætte vores samfund og fælles udfordringer i nye perspektiver.

De publicistiske mediers vilkår og fremtid hører under Kulturministerens ressortområde, og det samme gør folkehøjskolerne, de videregående kunstneriske uddannelser og en bred vifte af de kulturelle samarbejder, vi har med andre lande, og som knytter vigtige bånd, der ikke blot er af økonomisk eller diplomatisk karakter.

Hvis vi bliver spurgt, vil de fleste af os erkende, at den kultur, vi forbruger – om det så er tv-serier, koncerter, teaterforestillinger, litteratur, museumsbesøg eller noget helt sjette – er andet og mere end blot underholdning. At kulturen inspirerer og provokerer os til at revidere vores opfattelse af os selv, vores medmennesker eller hele den ganske verden, der omgiver os.

Men når vi ikke er aktivt bevidste om alle disse aspekter og ikke bruger tid og energi på at forstå og debattere dem, mister vi samtidig også blikket for, hvor afgørende de er for samfundet.

I det øjeblik, at det demokratiske fundament faktisk begynder at smuldre blot en lille smule under os, er der derfor behov for, at vi formår at italesætte, hvad der faktisk er ved at ske. Ellers kan det hurtigt gå grueligt galt.

Som vi har set i USA, kan dette fundament eroderes med skræmmende høj hastighed. Det er kun ti år siden, amerikanerne genvalgte Obama, hvilket fik mange til fejlagtigt at tro, at USA endelig blev cementeret som et progressivt samfund. Aktuelt står landet imidlertid midt i sin største krise siden borgerkrigen i 1860’erne, og ligesom dengang er der nu snarere tale om Amerikas Uforenede Stater.

Det absolut bedste værn imod en lignende udvikling i Danmark er således en opprioritering af det samlede kulturområde. Selvfølgelig skal både public service-medierne og de publicistiske medier generelt sikres optimale vilkår til at udfylde rollen som den fjerde statsmagt.

Men det handler i mindst lige så høj grad om at opprioritere ressourcerne til kunstnerne og kulturinstitutionerne. For det er frem for alt dem, der skaber billederne og fortæller de historier, som understøtter og udvikler vores evne til at se verden fra andre perspektiver end det, vi allerede har i forvejen.

Det er dem, der særligt evner at gøre os mere empatiske og dermed forstående overfor vores medmennesker. Så vi får mere lyst til at række hånden frem og føre en nysgerrig samtale med dem, snarere end at bekrige dem, fordi de ser anderledes ud og mener noget andet end os selv.

Det allervigtigste er, at vores børn og unge ikke mister tiltroen til demokratiet, og derfor er det især kunsten og kulturen målrettet dem, vi bør opprioritere. Det er netop afgørende, at os, der tilhører de ældre generationer, husker på, at det først og fremmest er vores børns og børnebørns fremtid, vi er med til at opstille vilkårene for.

Det er alle dem, der endnu ikke har stemmeret, som vi især skal huske på, når de store beslutninger om Danmarks fremtid skal træffes.

Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 14. november 2022. Illustration: Gert Ejton.