Kronik i Jyllands-Posten: Den største AI-trussel er menneskets reaktion på AI

Når vi insisterer på at lade AI spille hovedrollen i vores kollektive dommedagsfortælling, er der også risiko for, at denne profeti bliver selvopfyldende.

Menneskeheden er blevet konfronteret med teknologiske fremskridt flere gange, end det er muligt at tælle. Måderne, vi som mennesker reagerer på nye teknologier, opdeler os dog generelt i to overordnede lejre.

Den ene lejr er de teknologifascinerede, der får julelys i øjnene over alt det, som de nye teknologier nu muliggør.

Den anden lejr består af dem, der kaldes ”teknologiforskrækkede”, og som fokuserer mere på, hvordan nye teknologier vil påvirke os i negativ retning.

Sidstnævnte er den kategori af mennesker, der først og fremmest var bange for, at elpæren ville ødelægge synet og den naturlige døgnrytme, at telefonen ville eliminere behovet for personlig kontakt, og at VHS-maskinen ville gøre ungdommen asocial og doven.

Nu har den kunstige intelligens så meldt sin ankomst i form af en vifte af offentligt tilgængelige AI-tjenester, som alle med en internetforbindelse uden videre kan benytte sig af.

AI udgør et teknologisk fremskridt i så voldsomt et omfang, at mange med rette snakker om, at den periode, vi gennemlever netop nu, vil komme til at stå som en markant milepæl i verdenshistorien: Der var en tid, før AI blev gjort tilgængelig for den brede offentlighed – og en tid efter.

Det, der gør AI skelsættende, er ikke bare teknologiens udbredelse. For på denne front kan internettets udbredelse sagtens konkurrere med AI. Det var også ekstremt skelsættende, da menige borgere pludselig kunne ”surfe på nettet” og uden videre chatte med både venner og fremmede mennesker. Pludselig skulle både privatpersoner, virksomheder, offentlige myndigheder, kulturinstitutioner og turistkontorer til at etablere deres ”tilstedeværelse på internettet” og besvare elektronisk post.

Den måde, vi som borgere i de første år agerede på nettet, lå dog i direkte forlængelse af det, vi allerede gjorde: E-mailen kunne erstatte det fysiske brev, chatrummet kunne erstatte telefonopkaldet, websitet kunne erstatte brochuren, print selv-billetten kunne erstatte turen til posthuset eller kulturinstitutionen, bannerannoncerne kunne erstatte reklamerne i de trykte medier – og så videre. Meget ligesom cd’en kunne erstatte vinylpladen, mobilen kunne erstatte fastnettelefonen og digitalkameraet kunne erstatte filmkameraet.

Der har i høj grad været tale om digitaliserede pendanter til de opgaver og gøremål, vi allerede var bekendte med. Derfor har internettet ikke resulteret i åbenlyse eksistentielle kriser for menneskeheden, men primært udløst debatter om digitalt overforbrug, privatlivskrænkelser, behovet for at begrænse adgangen til visse dele af nettet, og hvorvidt man som virksomhed, myndighed eller institution har formået at gøre tilstrækkeligt god brug af de nye digitale muligheder.

Med AI forholder det sig diametralt modsat. For AI lægger sig ikke bare i naturlig forlængelse af tidligere tiders teknologiske landvindinger. Tværtimod går AI ind og udfordrer mennesket på en både eksistentiel og filosofisk måde – nemlig ved at udfordre vores kreative mandat.

Før AI har mennesket altid været entydig indehaver af dette kreative mandat – det vil sige evnen til at udtrykke sig kreativt og frembringe originale tanker, værker og løsninger. For første gang i verdenshistorien bliver vi pludselig tvunget til at dele dette kreative mandat med nogen – eller rettere sagt med noget.

Indtil nu har AI-debatten dog primært handlet om de markedsøkonomiske implikationer. Selvfølgelig har der været fokus på, hvorvidt AI vil stjæle menneskers job, problematikken om immaterielle rettigheder, og hvorvidt hele brancher vil blive overflødiggjort. Men debatten har i dén grad også handlet om, hvorvidt vi i alt fra sundhedsvæsenet til den industrielle produktion med AI kan gøre tingene markant bedre og billigere – hvilket altid er de to altafgørende parametre i den markedsøkonomiske optik.

Dette fokus tyder på, at mange blot ser AI som næste skridt i den teknologiske udvikling. Som om AI bare er det 21. århundredes pendant til den industrielle revolution og dampmaskinen eller Henry Fords opfindelse af samlebåndet. Men vi får aldrig den bedst mulige forståelse af de potentialer og faldgruber, som AI rummer, hvis vi primært betragter AI’s fremkomst som et markedsøkonomisk anliggende.

Hvis vi virkelig vil forstå, hvordan AI kommer til at påvirke os, så skal vi i stedet kigge på kunsten og kulturen. Det er nemlig her, at vores kreative mandat udfolder sig i sin mest rendyrkede form – og her, at vores menneskelige selvforståelse er mest sårbar.

Mennesket har i mange tusinder af år brugt kunsten og kulturen til at reflektere aktivt, eksplicit og kollektivt over livet og alle de store eksistentielle spørgsmål. Uanset om vi maler og tegner billeder, synger og spiller musik, nedfælder historier eller spiller roller og udtrykker vores følelser gennem dans og bevægelse, så er det alt sammen måder, vi som mennesker forholder os til vores medmennesker og verden omkring os.

Såfremt vi accepterer, at kunsten og kulturen afspejler vores værdier, identitet og historie, så er der god grund til at frygte, at AI som en invasiv teknologi ikke nøjes med samlebåndsarbejdet, men også vil overtage det kreative og kunstneriske arbejde, som vi ellers troede, at vi havde patent på.

Risikoen er, at AI får lov til at definere vores værdier og identitet – og til at fortælle vores historier. Om os selv, om hinanden og om den store verden. Hvis det sker, så vil det få langt mere dybdegående konsekvenser end de markedsøkonomiske opbrud. For markeder stabiliserer sig som bekendt. Men hvordan vil menneskets selvforståelse kunne stabilisere sig, hvis først AI har overtaget vores kreative mandat?

Den gode nyhed er imidlertid, at det fortsat er op til os at bestemme, hvordan vi forholder os til AI. Hvis vi føler, at AI en dag fortjener at modtage Nobelprisen i litteratur, så har vi naturligvis mulighed for at overrække den denne pris – selvom det ikke er en ambition, som AI i sig selv har. Men hvis vi enten frivilligt eller fulde af angst underkaster os AI og tillægger den en storhed og magt, som den ikke har i praksis, så bliver vores forståelse for og omgang med AI også derefter.

Det kan derfor nemt blive menneskets reaktion på AI, der bliver katastrofen – snarere end AI i sig selv. For når vi insisterer på at lade AI spille hovedrollen i vores kollektive dommedagsfortælling, så er der også en tilsvarende større risiko for, at denne profeti bliver selvopfyldende.

Ligesom Adam og Eva i Paradisets have bliver fristet af slangen, så bør vi se på AI som slangen i Paradiset, som vil forsøge at fravriste os vores kreative mandat. Men i stedet for at kæmpe imod, ignorere eller løbe væk fra slangen bør vi i stedet tæmme den. Så kan vi nemlig gøre AI til et exceptionelt stærkt værktøj og en inspirationskilde for menneskeheden, som kan hjælpe os med at realisere vores drømme og visioner for fremtiden.

Kronik bragt i Jyllands-Posten den 7. juni 2023. Illustration: Rasmus Sand Høyer.

Vi skal ikke bekæmpe, ignorere eller løbe skrigende bort fra den kunstige intelligens – vi skal begribe den

Kunstig intelligens er et begreb, som næsten ingen almindelige mennesker talte om for bare et år siden – men nu støder man på det i alverdens sammenhænge.

For tiden er det næsten, som om vi hver eneste uge læser eller hører om nye tjenester og påfund, som tilsyneladende vil ændre fuldkommen på verden, som vi kender den.

Tilbage i november sidste år, da ChatGPT blev lanceret, blev jeg straks ramt af en stærk trang til at forstå fænomenet så godt som muligt. Jeg blev nødt til at gå i dybden med det, for det er en vigtig del af mit arbejde at formidle de faktorer, der påvirker vores samfund – og medielandskabet i særdeleshed.

Desuden mener jeg, at det er det bedst mulige træk at gøre, hvad man kan for at begribe den kunstige intelligens og gøre sig konkrete erfaringer med den – snarere end at bekæmpe, ignorere eller løbe skrigende bort fra den.

Min indsats for at forstå kunstig intelligens førte til, at jeg skrev en bog, som nu er udkommet. Den bærer titlen ’Kunstig intelligens: Kunstens storhed eller fald?’, og med særligt fokus på kunsten og kulturen er den en sammenfatning af alt det, jeg så vidt har lært, forstået og erkendt om kunstig intelligens.

Særligt hastigheden, som udviklingen finder sted med, er med til at gøre AI til så kompleks en størrelse, at det bliver svært for mange mennesker at forholde sig til fænomenet. Men hvis vi undlader at fordybe os i alle de teknologiske detaljer og i stedet betragter AI-udviklingen fra et helikopterperspektiv, begynder vi at se konturerne af en meningsfuld måde at forstå AI på.

Her vil jeg således præsentere tre overordnede betragtninger, som jeg personligt mener er afgørende for at kunne forstå dette fænomen, som kun vil fylde mere og mere i vores hverdag og verden.

For det første er det vigtigt at have for øje, at AI både rummer faldgruber og potentialer. Udviklingen er dermed hverken entydigt negativ eller positiv. Det er nemt – og ofte også velbegrundet – at lade alarmklokkerne ringe. Vi er nødt til at forstå risikoen for, at AI kommer til at overtage mange menneskers arbejde og måske endda køre hele brancher i grus.

Tilsvarende er der god grund til at hæfte sig ved risikoen for, at de superkræfter, som AI rummer, vil falde i de forkerte hænder og blive brugt til alverdens skadelige formål. Det er også en udbredt frygt, at AI vil underminere uddannelsessystemet, fordi ChatGPT allerede i dag kan skrive – eller i hvert fald assistere skrivningen af – selv komplekse akademiske afhandlinger.

Men AI har også potentiale til at skubbe tingene i den modsatte retning. Selvfølgelig vil jobmarkedet blive påvirket af AI, men i den bedste af alle verdener vil AI blive brugt til at gøre arbejdet, vi som mennesker udfører, både lettere og bedre – præcis ligesom alt fra bogtrykkerkunsten til computere i alverdens afskygninger har gjort det gennem historien.

AI kan også sætte turbo på forskningen inden for alt fra klimaforandringer til kræftbehandlinger og dermed muliggøre videnskabelige gennembrud, vi aldrig havde forestillet os. På samme måde kan vi håbe på, at AI snarere end at underminere uddannelsessystemet vil fremprovokere en gennemgribende reform af det, så studerende vurderes på parametre, som giver mening i en fremtid fyldt med AI-tjenester.

For det andet er AI kommet for at blive, om vi vil det eller ej. Historien viser, at mennesket aldrig har formået at bremse den teknologiske udvikling, hvilket nok heller ikke vil ske denne gang. Derfor er det så afgørende, at vi forstår AI, snarere end at blive grebet af frygt og angst.

Hvis man som medarbejder i en virksomhed føler sig truet af AI, så har man to primære muligheder: Enten kan man kæmpe for at det bliver helt forbudt at anvende AI – både i den enkelte virksomhed, i hele branchen eller i samfundet generelt. Eller også kan man prøve at forstå, hvad man kan gøre for proaktivt at implementere AI i sit arbejde.

Det handler ikke om at påbegynde en proces, der resulterer i, at man bliver erstattet af AI. I stedet er pointen, at man bør udnytte det store potentiale, der ligger i AI, og vende det til egen fordel, så man kan levere endnu bedre resultater, end man før var i stand til.

For det tredje rummer menneskets reaktion på og tilgang til AI sandsynligvis en større risiko, end AI gør i sig selv. Såfremt vi tillægger AI en storhed og magt, som den ikke i realiteten har, kan resultatet blive katastrofalt. Vi har imidlertid stadig mulighed for at afgøre, om AI skal placeres på en piedestal langt over det enkelte menneske – eller om den kunstige intelligens snarere skal ses som noget, vi netop selv har skabt, så vi dermed kan forblive herre i eget hus.

Fordi AI allerede nu kan så ufatteligt mange ting, som vi som mennesker ikke kan, er der en risiko for, at vi bliver så fascinerede af den kunstige intelligens, at vi begynder at dyrke den som en afgud.

Vi mennesker kan heller ikke flyve som flyvemaskiner, som i sig selv udgør store og mægtige tekniske vidundere – men det betyder ikke, at vi dyrker dem som afguder. Det bør vi heller ikke gøre med AI.

Oprindeligt bragt i Avisen Danmark 6. juni 2023. Illustration: Gert Ejton, ved hjælp af Midjourney, kunstig intelligens.

Lad os bede til, at ingen begynder at tilbede den kunstige intelligens

Den 30. november 2022 blev verden ramt af et digitalt meteornedslag. Med ChatGPT’s ankomst blev menneskeheden præsenteret for en kunstig intelligens, som tilsyneladende var alvidende.

Det var nemt at se, hvordan mange mennesker med en vis ærefrygt betragtede den kunstige intelligens både som en stor skaberkraft, der kunne udfordre menneskets kreative mandat, og som en kilde til visdom.

Mennesket har altid haft behov for at søge i retning af en guddommelighed, som kan understøtte det i en søgen efter mening og svar på livets store spørgsmål. Det er ikke mindst denne menneskelige søgen, der har muliggjort verdensreligionernes udbredelse. Hver religion er netop blevet sine følgeres væsentligste kilde til visdom, moral og den dybere forståelse for menneskets grundlæggende eksistens og vilkår.

Betyder det så, at den kunstige intelligens vil indtage rollen som den alvidende guddommelighed i fremtidens hyperteknologiske samfund? Muligvis. Men det bør den ikke. For selv når outputtet ser allermest overbevisende og åndfuldt ud, er der blot tale om en imitation.

Selvom den kunstige intelligens vil rumme mere og mere faktuel viden, så rummer den ingen reel visdom – og netop skellet mellem viden og visdom er afgørende at forstå i denne kaotiske tid, hvor vi oversvømmes af nye tjenester, der er baseret på kunstig intelligens.

Visdom er nemlig ikke blot viden eller evnen til at kombinere forskellige informationer på nye måder. Visdom opnås gennem evnen til at gøre erfaringer – og ikke blot rent intellektuelt, men med hele det menneskelige sanseapparat.

Det er visdommen, der giver os vores etiske fundament som mennesker – og dermed den dømmekraft, som gør det muligt at skelne mellem godt og ondt, rigtigt og forkert. Hertil kommer vores evne til at reflektere over tilværelsen og vores egen og andres adfærd. Uden visdom ingen meningsfuld intuition. Uden visdom ingen inspiration. Uden visdom intet etisk kompas.

Intuitionen, inspirationen og etikken er det, vi gør brug af, når vi skal navigere i verden – uanset om det er på det helt personlige plan, i en større social sammenhæng eller på samfundsmæssigt niveau. Det er derfor, at den kunstige intelligens ikke er i nærheden af at kunne konkurrere med mennesket på denne front.

Som et tog er den kunstige intelligens kun i stand til at fortsætte langs de forskellige spor, som mennesket nu engang har lagt ud på forhånd. At antallet af sådanne spor så vil eksplodere i de kommende år, ændrer ikke på den grundlæggende præmis: Den kunstige intelligens vil stadig ikke rumme menneskets åndfuldhed og sanseapparat, selvom den givetvis bliver bedre til at få det til at se sådan ud.

Den egentlige risiko, som den kunstige intelligens rummer, er derfor ikke den kunstige intelligens i sig selv, men derimod menneskets reaktion på den. Så lad os bede til, at ingen begynder at tilbede den kunstige intelligens.

Det er langt mere meningsfuldt at se selv de mest avancerede teknologier som det, de faktisk er: menneskeskabte opfindelser. Rent hierarkisk bør vi således placere mennesket over den kunstige intelligens, uanset hvor imponerende de forskellige tjenester end måtte være eller blive i fremtiden.

Selvfølgelig repræsenterer den kunstige intelligens umådeligt store teknologiske bedrifter, men den er og bliver dog et produkt af menneskets akkumulerede evner og viden – og dermed aldrig noget, der rummer en reel åndfuldhed.

Oprindeligt bragt i Kristeligt Dagblad 30. maj 2023.

Lad os stoppe den digitale forurening af børn og unges sind

I år er det 20 år siden, at en Harvard-studerende ved navn Mark Zuckerberg besluttede sig for at bygge websitet Facemash. Det var forløberen for Facebook, som i udgangspunktet bare handlede om at stemme på, hvem af to forskellige studerende på universitetet, der var ”hottest”.

I 2004 lancerede han så Facebook, og i 2006 blev tjenesten offentligt tilgængelig. I starten var der slet ikke noget ’news feed’ på Facebook, og da denne feature blev lanceret i 2006, var den ganske simpel: Man fik simpelthen blot vist opdateringer fra éns netværk i omvendt kronologisk rækkefølge.

I 2009 indførte Facebook imidlertid en skelsættende ændring, som samtidig markerede starten på det, vi kan kalde algoritmernes herredømme: Fra nu af blev éns ’news feed’ sorteret efter ’popularitet’. Det vil sige, at de indlæg, som folk havde interageret mest med, blev prioriteret højere end dem, som ingen gad at give et ’like’.

På papiret måske et udmærket kurateringsprincip. Men i praksis en invitation til at poste mere sensationelt og kontroversielt indhold, fordi dette ville belønnet – ved at blive vist til langt flere personer.

Det er en skabelon, som andre sociale medieplatforme flittigt har kopieret lige siden. Sammen med platformenes iver efter at ’anbefale’ opslag og profiler, man som bruger kunne være interesseret i, blev fundamentet lagt for det, som vi i dag kæmper så meget med i forhold til de sociale medier.

Snarere end at fungere som humanistisk funderede platforme, hvor vi nysgerrigt kommunikerer med og gensidigt inspirerer hinanden, er der i stigende grad tale om afhumaniserede platforme, hvor empatien og de opbyggelige sociale interaktioner fejes af banen til fordel for konflikter og sensationer.

Det er platforme, hvor mange brugere radikaliseres, og hvor tilsvining og decideret mobning af både børn og voksne konstant finder sted – af og til med fatale følger.

Et af de grelle eksempler er Facebooks rolle i forfølgelsen af Rohingya-muslimer i Myanmar, som fik en FN-rapport til at stemple Facebook som ”et nyttigt værktøj til dem, der ønsker at sprede had”.

Den voksne del af Danmarks befolkning burde i dag være fuldt ud bekendte med de risici, der er forbundet med brugen af de sociale medier. Det er naturligt for børn at være nysgerrige og føle sig tiltrukket af de universer, der udfolder sig på computer-, telefon- og tabletskærmene. Deres naturlige lyst til at spejle sig selv i universerne og spille roller er netop den, som bliver groft udnyttet af techgiganterne.

Derfor bør det være i vores fælles interesse, at børn og unges adgang til platformene reguleres. Gør vi status i dag, står det imidlertid sløjt til på lovgivningsområdet.

Derfor har en gruppe eksperter – ført an af læge og forfatter Imran Rashid – stillet borgerforslaget, som bærer titlen ”Stop tech-industriens kommercielle udnyttelse af danske børn & unge!”.

Borgerforslaget rummer i praksis ni forskellige lovforslag, som tilsammen skal ”beskytte børn og unges privatliv, trivsel og sikkerhed mod tech-firmaernes kommercielle udnyttelse vha. algoritmer, digital manipulation, dataindsamling og adfærdsdesign”.

Forslaget kommer ikke ud af den blå luft, men er inspireret af lignende tiltag i Frankrig, Tyskland, Storbritannien og Californien. Forskningen på området tegner et tydeligt billede af, at de dystopiske udmeldinger om børns skærmforbrug viser sig at holde stik.

Blandt de mange studier, der i disse år tikker ind, har et studie fra Yale University for eksempel vist, at børn med højt skærmforbrug har markant større risiko for at udvikle angst og depression. Et andet studie fra National University of Singapore påviser en sammenhæng mellem skærmforbrug og hukommelses-, koncentrations- og tilpasningsmæssige vanskeligheder.

Forslaget fokuserer både på de sociale medier og det indhold, som børn aktuelt har adgang til på nettet. Som Rashid udtalte til Politiken:

”Hvis du går i biografen i dag, må du ikke se en gyserfilm, hvis du er under 16 år. Men hvis du er syv år, har du hjemme på børneværelset fri adgang til selvmordsvideoer og pornosites uden begrænsning. Det giver ingen mening.”

Som morfar til fire kan jeg kun udtrykke min store opbakning til borgerforslaget. Den voksne befolkning har i alt for høj grad overladt det til børnene at finde balancen mellem det digitale og det analoge – hvilket de af naturlige årsager ikke formår på egen hånd. Derfor er det på høje tid, at vi får en forsvarlig og tidssvarende lovgivning og regulering på dette område.

Det er oplagt at drage en parallel til klimakrisen. Det tog også ualmindeligt lang tid at forstå alvoren i denne krise, og politikerne kæmper fortsat med at få klimalovgivningen på plads. De fleste af os har dog efterhånden indset, at vi er nødt til at værne om kloden.

Tilsvarende er vi også nødt til at bekæmpe den forurening, der sker af vores børn og unges sind, når de får frit løb på internettet og de sociale platforme.

Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 12. april 2023. Illustration: Gert Ejton.

De små fonde har også et ansvar for at agere anderledes

De små fonde mangler en stemme i det udvalg, der skal modernisere reglerne for de almene fonde. Når de ikke har en interesseorganisation, der kan tale deres sag, bliver det svært for udvalget at forstå de små fondes virkelighed.

De små fonde spiller en markant rolle ude i det danske lokalsamfund. For kulturen, for foreningslivet, for social- og sundhedssektoren. For de unge og for seniorerne. For selve livskvaliteten.

De tusindvis af små fonde er med til at skabe mangfoldighed, vitalitet og liv i lokalområderne i hele landet. Meget mere, end mange ved. Derfor er det vigtigt at støtte op om de små fonde – blandt andet, når fondsloven lige om lidt skal revideres.

Lad mig bare slå fast, at jeg er tilhænger af, at der bliver kigget på fondsloven. I min optik har fondsområdet nemlig gennemgået en omfattende udvikling, uden at lovgivningen har fulgt med, og derfor var det også en rigtig beslutning, som daværende justitsminister Nick Hækkerup traf i sommeren 2021.

Det er med andre ord godt, at der bliver lavet en revision af fondsloven, at loven bliver moderniseret og fremtidssikret, men der er nogle ting, der kan bekymre –og det handler specielt om de fremtidige muligheder for de små fonde.

Helt overordnet er jeg bekymret for, at det fondsudvalg, der skal komme med anbefalinger til en ny fondslov, i højere grad har fokus på, hvordan man sikrer compliance og efterlevelse af reglerne frem for at se på, hvordan man skaber de bedste rammevilkår for at starte og drive en fond.

Man bør forvente, at lovgivningen bliver gradueret i forhold til fondenes størrelse, men derfor kan 'mere compliance' i stedet for 'nemmere at drive en fond' blive en stor udfordring for de små fonde, fordi de ikke har samme organisatoriske apparat i ryggen som de store fonde. Og udfordringerne kan sagtens blive så store, at tusindvis af de små fonde ender med at måtte lukke.

Et af problemerne er, at de små fonde ikke har haft en stemme i fondsudvalget. De har ikke en interesseorganisation, der kan tale deres sag, og derfor kan det være udfordrende for fondsudvalget at forstå de små fondes virkelighed.

Det er også bekymrende, at dele af samfundet opfatter de små fonde som et levn fra fortiden i stedet for en del af fremtiden. I Tyskland er det omvendt. Her sker der lige nu en stor opblomstring af små fonde, og man betragter fondene som et moderne udtryk for nærdemokrati.

Tilbage i 1960'erne, hvor der blev etableret mange fonde i Danmark, var det lokale initiativer, der ønskede at skabe forandring. Det skal politikerne huske, når de reviderer fondsloven, for hvis de ønsker nærdemokrati, forandring og liv i lokalområderne, så kan de små fonde være en del af svaret.

Endelig er det en gængs opfattelse at betragte de små fonde som 'noget rod'. Myndighederne har ikke det fulde overblik over, hvor mange små fonde, der er, og advokaterne kan ikke tjene penge på dem, men sidder alligevel med ansvaret for administrationen af historiske grunde.

De små fonde har også et ansvar for at agere anderledes, og her er inerti faktisk en større udfordring end lovgivning. De små fonde kan nemlig sagtens drives effektivt, selvom de er underlagt en detaljeret lovgivning, men det kræver, at fondene ændrer adfærd, selvforståelse og tankegang.

En fremtidssikring af de små fonde sker ved en øget professionalisme, transparens og ved, at de små fonde får flere unge mennesker – flere af fremtidens stemmer – ind i deres bestyrelser.

Oprindeligt publiceret på Altinget den 24. februar 2023.